Gertrud Thisted Højlund

Så blev det tid til den sidste klumme efter tre år med fast afløb for frustrationer og glæder her i Urban. Intentionen var, at den sidste skulle være vild og blodig, gå til stålet, bide til knoglerne knaste, så det hele sluttede på toppen. Men det er årets mest tilforladelige søndag i skrivende stund. Gaderne er tomme, byen gaber og strækker sig et sted mellem snedyngerne og skytæppet. Det er ikke en dag til ophidselse, men en dag til at samle skårene, slikke sårene og putte sig ind til det, der føles sandt.

Det er sandt, at livet knap kan være inde i mit hoved. Og det er sandt, at det er vigtigt at prøve alligevel.
Det er sandt, at jeg føler mig ældre og dummere i dag end i går. At jeg hver dag mister terræn til det, jeg ikke forstår. Og at jeg dagligt fortaber mig i følelsen af at skulle løse en gåde, som jeg endnu har til gode at høre. Men det er også utvivlsomt sandt for mig, at det går den rigtige vej. Gåden skal jo alligevel helst ikke løses, inden timeglasset slipper sit sidste korn.

Nogle dage er alt klart, tankerne stringente, viljefaste, målrettede. Og nogle grå søndage er alting flydende, uklart, og således perfekt i sin ærlige reference til det uoverskuelige forlæg.

Det er sandt, at alt skønt synes at referere til et eller andet, som er det samme. Følelsen af vægtløshed, når noget pludseligt poetisk river dine tanker ud af hverdagen, er den samme, uanset hvad der fremkalder den. Fyldige solstråler som himmellys gennem skyerne. Fem rådyr i frit svæv gennem nysne under en skarpblå frosthimmel. Suget i sindet, når jeg i samme sekund bliver væk fra mig selv og finder mig selv i menneskehavet på Roskilde Festival. Eller bare den tyste, rene glæde ved i halvsøvne tidligt om morgenen at finde et køligt sted på puden og lykkelig sove videre. Hvor forskellige de end er, går noget igen i lykkeligt sansede øjeblikke, men jeg aner ikke hvad.

Det er sandt, at størst af alt er kærligheden. Det skal den være. For den kæmper mod det farligste af alt, nemlig hadet og de kolde hjerter. Kærligheden er gaven – hadet den giftige forbandelse. Kærlighed er meget større end det skrøbelige bånd, der bærer vores flygtige parforholdskonstellationer. Andet ved jeg ikke. Men jeg tror, at kærligheden kommer før os, og når vi prøver at elske hinanden, sker det kun med en flig af Den Store Kærlighed. Vi låner en skygge af den gode vilje, universet emmer til det levende. Måske er også det sandt.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdning, og gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk er åben en sidste gang.

Mine journalistvenner i udlandet griner ofte af, at danske aviser skriver så meget om infrastruktur. Jeg har før ikke evnet at forklare, hvorfor det er tilfældet, men nu er jeg ved at ane det.

Jeg er muligvis landets heldigste kvinde. Jeg får nemlig det bedste af to verdener, fordi jeg deler min tid mellem skovens dybe stille ro og søudsigt i Søhøjlandet og skyggerne på Nørrebro. Mere modsætningsfyldt bliver det næsten ikke på denne side af grænsen, og jeg holder meget af modsætninger, der mødes. Også mine egne.

I det jyske slukker jeg lyset i skumringen og følger i tysthed mørket snige sig ind på søen. Jeg følger vildtets spor i skoven og kommer hjem med våde fødder og røde kinder. Her stikker fantasien af gennem urdybet. Nætterne er fyldt med ulve, og når du står i skoven, kunne i dag lige så godt være 1.000 år gammel. Hærveje strækker sig og galgebakker rejser sig.

Og så tager jeg til København og smiler som altid, når jeg krydser Dronning Louises Bro og Nørrebrogades skygge lukker sig omkring mig. Bondam tog effektivt gadens moslen, men skyggerne om eftermiddagen fik vi lov at beholde. Så jeg drømmer mig til vildskaben og lader fingerspidserne strejfe murenes graffitistreger. Byen er mere end byplanlægning. Den er ikke bare, hvad Bondam og andre parcelhussjæle gør den til. Den er også min (og din ikke mindst) på godt og ondt. Den er det konstante kompromis og det symbiotiske, organiske sammenstød mellem dig og mig. Stedet, hvor vi møder og til tider overskrider hinandens grænser.

Jeg værdsætter i stigende grad bevidstheden om, at livet kunne være så mange ting. At lykken kommer i mange forskellige indpakninger. Jeg kunne være lykkelig mellem stokroser på et lille landbrug i den jyske herlighed, med frisklagte æg og en pony i stalden. Jeg kunne skide hul i alle intentioner om at gøre karriere, lægge værtshuse og natteravne bag mig og holde det simpelt. Fra jorden til munden på naturens præmisser.

Og jeg kunne holde mig til Nørrebro og nyde dagligt at se byen blive vredet ind i nye former af alle dens beboere. Trække på skulderen af selv de grimmeste tags på min lidt for pussenussede andelsforenings nymalede mure. Se resultaterne af menneskets kreativitet, destruktivitet og skaberglæde på byens ansigt. Glæde mig over at byen opstår på menneskets præmisser, dagligt med nysgerrighed indgå i dens foranderlighed.

Måske er det fordi, jeg kigger på verden med kærlige øjne. Men det er sikkert lige så rigtigt, at der er så mange måder at være og blive glad på. Lykken ligger for enden af mange forskellige veje. Derfor er det så fandens vigtig med en god infrastruktur.

Følgende bliver beklageligvis lidt kedeligt. Til gengæld er det vigtigt: Demokrati. Folkemagt. En smuk tanke om, at borgerne er i stand til at træffe rationelle beslutninger til deres eget bedste. Good old Grundtvig var skeptisk, men forstod ikke desto mindre, at skulle magten gå fra konge til folk, så skulle folket uddannes. Oplyses. Så de forstod, hvad de stemte om. Et folk, som ikke ved, hvilke udfordringer deres samfund i realiteten står over for, bør være påpasselige i stemmeboksene.

Det gjaldt i 1849, og det gælder i dag. Men et folk skal ikke bare kunne læse, skrive, kende sin historie og kunne reflektere frit over den oplevede verden, for at kunne opretholde et velfungerende demokrati. Et folk skal også have viden om sin samtid, og den viden skal pressen ideelt set stille til rådighed i en konstant stræben efter den bedst opnåelige version af sandheden. Demokrati kræver information. Og demokrati kræver også nogle fælles kulturelle pejlemærker.

Til at videreformidle og opbygge den slags ting ejer vi i fællesskab DR. Det koster 2.200 kroner om året. En skat, som vi af uvisse årsager kalder licens og opkræver med giro-kort, hvilket er tåbeligt, fordi det kan få os til at tro, at vi skal betale for DR, fordi vi benytter os af det i hverdagen. Hvilket for mit vedkommende kun ad omveje er sandt. Jeg har ikke tv, hører kun sjældent radio og læser mine nyheder andre steder end på dr.dk. Med den sporadiske direkte kontakt jeg har med DR, ville en hurtig udregning tydeligt vise, at jeg betaler en meget høj minutpris. Ikke desto mindre kunne jeg aldrig drømme om at forsøge at slippe uden om licensen. Det giver lige så lidt mening som at ville opsige sit medlemskab hos SKAT, fordi man ikke synes, at man modtager serviceydelser fra staten.

I stedet for at prøve at slippe uden om regningen, skal vi diskutere DR grundigt og løbende. Ikke mindst nu, hvor forhandlingerne om det nye medieforlig er på trapperne. Vi skal diskutere, hvorvidt det er i orden, at DR junker os med en mega-produktion som ’X Factor’, der for tredje år i træk forsøger at finde den næste kaloriefattige popfis i en hornlygte. Siger jeg ledende. Det er trods alt stadigvæk en klumme. Mere neutralt formuleret, skal vi forholde os til, om det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, at DR på underholdningsfronten forsøger at konkurrere med de kommercielle kanaler. Hvordan får vi bedre indhold og færre genudsendelser fra 80’erne? Hvis du er utilfreds med det faglige niveau i folkeskolen eller ventetiden på sygehusene, fritager det dig ikke fra at betale regningen. Det forpligter dig kun til at insistere på forbedringer. Præcis det samme gør sig gældende, når det handler om vores fælles medievirksomhed.

Hold op hvor er der kog i gryden ude på højrefløjen. Næstekærlighedens forkæmpere har efter mit bedste skøn indledt en intern konkurrence i kradsbørstige grovheder på kanten af loven, og der er tæt løb mellem de kompetente kombattanter.

DF-medlem og formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard indleder slaget med at sige, at muslimer voldtager deres børn. (Jeg forstår, hvorfor den mand har behov for at kæmpe for en bred tolkning af ytringsfrihedsbegrebet).

Vaks og erfaren udi genren, som han er, topper Jesper Langballe entusiastisk Hedegaard ved i Berlingske Tidende at understrege, at det er mere korrekt at sige, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel efter at have tilladt nogle onkler at voldtage dem. Så var der serveret til alle dem, der kan lide deres morgenavis krydret med krænkelser af en større befolkningsgruppe. Det burde foranledige en razzia mod DF’s tobaksreserver. Ved ikke, hvad de herrer putter i piberne, men jeg har ikke fantasi til at tro, at så stærk gakkelak-tobak er lovligt her til lands. At Langballe siden undskyldte sin såkaldt ’kluntede’ formulering, tæller ikke. Det er jo ikke syntaksen, der falder folk for brystet.

Således optagede af et ophidsende og stimulerende spil fordoms-squash, hvor de to livserfarne herrer står og hamrer grove beskyldninger ud mod horisonten, får de besøg af den ofte oversete Kim Christiansen. Han mærker, at jernene er varme og scorer bonuspoint ved at rette grovheden mod en moder i nød. Og ved med en formulering som ’hvor dum har man lov at være’ at bringe voksenmobning ind som ekstra krydderi. Elegant udnyttede han desuden sin taletid i Information til at fraråde alle danske kvinder at få børn med muslimer. White Pride må juble over, at nogen taler deres sag på Borgen. Christiansen sagde efter en samtale med Thulesen Dahl undskyld. For sit uvenlige svar – ikke for sin hang til kulturel apartheid.
Videre i spillet.

For det fede ved fordoms-squash er, at der ikke er nogen øvre grænse for antallet af deltagere, når først spillet er i gang. Så der er stadig plads på banen, da MF’er og pressemedarbejder for DF Kenneth Kristensen Berth giver dobbelt op på barnagtigheden med et udfald mod SF’er Kamal Qureshi, der ifølge DF’s tekstilekspert har taget et såkaldt ’klovnekostume’ på til middag hos dronningen. Og når en DF’er siger klovnekostume, så mener han selvfølgelig tøj med anden etnisk herkomst end acceptabel. I dette tilfælde en pakistansk festdragt. I’m fucking speechless, fristes man til at sige, men frygter at DF’erne får piberne galt i halsen, hvis jeg udtrykker mig på et udenlandsk klovnesprog.

Hvem, der vinder dette parti fordoms-squash, er endnu uvist. Men jeg føler, at jeg taber et eller andet vigtigt.

Han klikkede møjsommeligt ind og ud af pedalerne ved hvert af de mange lyskryds på H.C. Ørstedsvej. Selv holdt jeg mig bagved ham. Imponeret over udstyrsniveauet. Spritny racercykel. Kroppens bløde konturer stod tydeligt frem gennem den stramme neopren-heldragt, aerodynamisk fra kulfibercykelhjelm til de tykke skoovertræk i vinterens anledning. Og så var det meste endda farvekoordineret i en hidsig rød/sort kombi, der lod en stærk karakter fascineret af Spaniens fyrige kultur skinne igennem. En sand cykeltyr og alfahan på cykelstien.

Jeg kørte som sagt bagefter på min magelige damecykel og fantaserede mig frem til hans historie. Da jeg begyndte min karriere i fitnesscenter, skyndte jeg mig at købe nye træningsbukser i håb om, at den økonomiske investering ville holde mig til ilden. Han så ud til at leve efter samme devise, men med et væsentligt større budget. Og at dømme efter hans fysik var beslutningen om at sætte den polstrede cykelbag i sadlen af nyere dato. Som sagt jeg var imponeret, og hvis den sammenbidte, koncentrerede mine bag cykelsolbrillerne udtrykte noget, så var det selvbevidsthed og -tilfredshed. Han lignede en ny million, og han vidste det.

Men så. Mister han koncentrationen. Facaden krakelerer på det nærmeste – revner bliver om ikke andet slået, så man kan skimte en længsel bagved. En kæk trafikal bevægelse til højre i hans synsfelt tiltrækker sig opmærksomheden, og han kigger for første gang væk fra cykelcomputeren.

Op på cykelbudet der på sin ombyggede, hjemmesammenflikkede, ridsede, men tunede banecykel snor sig anarkistisk gennem det store lyskryds. I beskidte og lasede shorts, uglet hår og en skrattende radio på skulderen. Cool på hjul, som kun cykelbude kan være det. Han står op i pedalerne og kaster nonchalant og sikkert sin cykel gennem trafikken uden på nogen måde at skele til reglerne.

Fortov og fodgængerovergang, alt med asfalt og brolægning er hans domæne. Og alle ved det. Også ham i det flotte nye udstyr, som pænt klikkede ud af pedalerne ved hvert rødt lys. Det var som om byens larm forsvandt i det blik, som den skinnende cykeltyr sendte det vilde cykelbud. Alt andet blev slowmotion omkring de to, mens han fulgte ham fra højre, hele vejen ind gennem synsfeltet til han forsvandt ud i horisonten mod vest.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg blev så grebet af det blik. Måske skete det hele inde i mit hoved, men jeg kom til at tænke på, at når vi først har trimmet, kontrolleret og farvekoordineret det hele, kommer vi måske alligevel til at savne de ting, der voksede vildt.

Man kan være så glemsom. Hvis man ikke konstant koncentrerer sig om at holde balancen, snubler man hurtigt og ender med hovedet oppe i eget bagparti. Nydende udsigten. Så kan man lige pludselig få bildt sig selv ind, at snerelaterede togforsinkelser er fandens værk. Man kan tro, at det er af afgørende betydning, om staten eller farmand smører madpakkerne. Man kan stå i krise foran spejlet og arrigt erklære sin omsiggribende appelsinhud totalkrig. Man kan sent om natten komme til at tro, at man er uheldsramt, fordi man teknisk set er gået hen og blevet insolvent.

Og så buldrer perspektivet ind over én, når pladetektonik raserer et helt land på få sekunder. Med en djævelsk effektivitet. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jorden pissehamrende ligeglad med os. Naturen ejer ikke medfølelse. Eller sans for at fordele sol og vind lige. Uden at blinke tværer den gerne et af jordens hårdest ramte nationer fuldstændigt ud.

Og så står man lidt rundforvirret med uglet hår og anti-cellulitis-creme i begge hænder og skammer sig. Over det hele. For hvis der er noget, som ingen har gjort sig fortjent til, så er det at leve så trygt og godt, som størstedelen af vi danskere gør. Eller sagt på en anden måde. Hvis der er noget, som ingen har gjort sig mere fortjent til end andre, så er det at leve her i Lykkeland.

Kun hvis man tror på karma og på, at vi alle sammen var nogle ekseptionelt store dydsmønstre i vores foregående liv, kan man argumentere for rimeligheden i, at nogen gennemsnitligt kan have det så strålende, når andre bare må finde sig i lort med lort på.

Her kommer en indrømmelse: Jeg har engang – sandsynligvis i et kærlighedsforsmået øjeblik – med umiskendeligt ynkelig stemmeføring sagt, at ’livet er en stor lort, som man dagligt skal tage en bid af’. Shame on me! Jeg siger det aldrig mere. Ikke så længe jeg husker, at jeg ikke bor i Haiti. Men det glemmer jeg bare desværre snart. På forhånd undskyld – min personlighed er ikke noget at skrive hjem om.

Hvad skete der for resten med de fire millioner jordskælvsramte pakistanere, som vi bekymrede os sådan for i et splitsekund i 2005? Hvordan har de det i New Orleans? Er der nogen, der prøver at komme i kontakt med de mere end 100.000 burmesiske cyklonofre fra 2008? Og hvad med Darfur, er der nogen, der har tænkt på dem for nylig?

Jeg var faktisk lige på nippet til det forleden. Men så skulle jeg tage stilling til, om jeg ville have et eller to spejlæg til morgenmad, og så blev det ligesom aflyst. Undskyld.

7/11 på Nørrebrogade en søndag for et par måneder siden. Pigen i køen foran mig er utilfreds. Hun har lige fået at vide, at butikken ikke har batterier, og manden bag disken har til hendes utilfredshed ikke tænkt sig at ringe til alle kiosker i omegnen for at høre, om de har batterier i deres varesortiment. ”Skal jeg så bare cykle rundt i hele byen og lede?” spørger hun fornærmet, hvorefter jeg hurtigt frigør min sømpistol fra mit værktøjsbælte og sømmer mine hænder fast til disken, så jeg ikke kommer til at ruske hende og råbe, at hun skal lære at klare sig selv. For selvfølgelig er det ikke andres ansvar, at hun en sen søndag aften står med et akut behov for et sæt AAA-batterier til… ja… hvad så end en pige bruger batterier til sådan en grå søndag aften.

Måske er det bivirkningen ved så solidt et velfærdssystem som vores: At vi hele tiden regner med, at nogle andre sørger for, at vi får det, vi skal bruge.

Jeg studsede også over det forleden, da jeg i Berlingske Tidende læste, at nogle børnehavebørn er sprogligt understimulerede og derfor ikke lærer at tale rent lige så hurtigt som andre. Som altid lander automatpiloten det havarerende fly på statens banehalvdel: Pædagoger skal have bedre værktøjer til at få lært de her børn at tale. Står der i avisen, mens noget inde i mig hvisker, at det da ville være mere logisk, hvis det var forældrene, der primært havde ansvaret for at lære deres børn at tale. Kunne vi ikke starte med at opfordre dem til at snakke mere med deres børn, læse bøger for dem og låne lydbøger til dem på biblioteket, så poderne kan få sig et sprog?

Nej. For sammen med halvdelen af vores løn afleverer vi efter alt at dømme også størstedelen af vores personlige ansvar hos staten. Og så bliver sproglig udvikling systemets ansvar. Ligesom det er Moder Stat, der har ansvaret for at lære børn gode kostvaner.

Og nu mener Moder Stat også, at det er hendes ansvar, at vi ikke går gennem isen, når vi leger på de frosne søer. Så hun har sendt folk med måleudstyr og politifar med bødeblokken ud for at passe på os. Fordi det er i hendes interesse, at vi er sunde, sprogligt veludviklede og ikke ligger og plasker rundt i diverse offentligt tilgængelige dødsfælder. Men bare fordi det er i Moder Stats interesse, er det altså stadigvæk vores ansvar. Og det vil jeg gerne tillade mig at insistere på, for en dag løber min sømpistol tør for tilbageholdenhed, og så kommer jeg til at ruske sådan et forkælet velfærdsfænomen, som hende i kiosken med batteribehov.

Alting er altid det samme. Det lille resignerede slogan har jeg for længst indset sandheden i. Og tyve-ti har så vidt vides ikke tænkt sig at modbevise det. Jeg startede året med at betale flere regninger, end sjovt var, og spise sushi i sengen, mens jeg så endnu en sæsonstart af ’X Factor’ på computeren. Sådan noget hedder deja vue. Desuden har jeg nu – fire dage inde – allerede fået en times forsinkelsesventetid på Skanderborg Station foræret af DSB. Så tilgiv mig, hvis jeg ikke har tænkt mig at dvæle ved de påståede transformatoriske kræfter omkring 31. december/1. januar, der ellers har det med at bilde folk ind, at man kan få en frisk start og blive et helt andet menneske i morgen, end man er i dag.

Så jeg vil hellere sige noget om Kina, fordi jeg som privatperson ikke kan blive udsat for økonomiske repressalier fra dette emsige regime. For nylig slog statsministeren fast, at Danmark modsætter sig Tibets drømme om frihed. Hvilket jo godt kan være lidt forvirrende, når vi nu ved, at statsministeren civile alter-ego, Lars fra Græsted, for nylig havde besøg af Dalai Lama og det endda i et hus, som Lars fra Græsted til lejligheden havde lånt af statsministeren, nemlig Marienborg.

Og så blev kineserne jo sure, og nu har statsministeren så forsikret den fornærmede supermagt om, at vi holder med dem. Og den slags hedder realpolitik og er sjældent et kønt syn. Derfor vil jeg for god ordens skyld minde om, at vi er mange, som synes, Kina skal lade Tibet udvikle sig efter tibetanernes egne ønsker. Det synes jeg for eksempel. Og jeg synes også, Kina skulle få læst op på emnet ’Menneskerettigheder’ og overveje, om noget af det ikke var værd at implementere.

Og jeg vil også lige minde Kina om, at jeg nok ikke er den eneste i den frie del af verden, der slet ikke kan rumme den velvilje hvormed I udstiller jeres egen latterlighed, når I nægter jeres borgere adgang til fri kommunikation og information. I 2010 er det jo til grin. For slet ikke at tale om, at der med god grund rynkes på næsen af, at det årligt lykkes jer at henrette tre gange så mange af jeres egne borgere, som resten af verdens stolt henrettende nationer tilsammen.

Senest tog dette fabelagtige diktatur så livet af en britisk, mentalt forstyrret statsborger, hvilket briterne modsatte sig for blot at blive sat på plads af en arrogant repræsentant for diktaturet, der opfordrede de britiske ledere til ikke at ødelægge det gode forhold mellem de to lande.

Helt ærligt Kina, forholdet mellem jer og os bliver nok aldrig helt godt, så længe I krampagtigt insisterer på at være et latterligt og undertrykkende møg-diktatur. Godt nytår.

Virkelighed. Du er så sammensat og selvmodsigende. Således har du holdt mig i et forvirret jerngreb siden topmødet begyndte. På den ene side må jeg indrømme, at jeg er stor fan af så massiv polititilstedeværelse, som København har set på det seneste.

Det reducerer mig til en kliché og kan nok bedst sidestilles med visse mænds fascination af fysiske fænomener som Pamela Anderson og Katie Price. Men der er nu noget ved sådan en armé af uniformeret maskulinitet med specialkompetencer i benlås.

I over en uge har jeg listet rundt i byens visitationszoner med halstørklædet trukket godt op om snuden i håb om en lille kropsvisitering. Men jeg må ose pacifisme. Så for mit vedkommende har det været fornøjelse om end ikke en decideret succes med alt det politi.

Men så på den anden side. Så har det krævet stor mental mobilisering ikke at lade min irritation over vores regering gå ud over de mennesker, som skal håndhæve dens politik.

Og regeringen har som bekendt benyttet sig af klimatopmødet til at gennemføre en lov, der gør det endnu mere risikabelt at udtrykke politisk uenighed i det offentlige rum. Og det er jeg mildest talt ikke nede med. Skal vi lære at leve med, at risikoen for en fuldstændig vilkårlig frihedsberøvelse er markant til stede, når vi demonstrerer? Er det den vej vores politiske ledere vil gå? Og er det en vej vi vil gå med dem?

Misforstå mig ikke. Det ligger mig meget på sinde, at alle bør være flinke. Alle. Men til sådan et topmøde kommer der blandt andre nogle mennesker, som slet ikke har lyst til at være flinke. De drømmer kun om at stopfodre et demokratisk flertal med deres tomme, anarkistiske idealer. Og som middel i den proces har de så regnet sig frem til, at det er fedt at smadre en masse ting, og jeg synes, de er en flok tåbelige, uflinke idioter, der i den grad burde blive hjemme og få en anden hobby. Men.

Hvor jeg ikke gør mig nogen illusioner om menneskets natur og fuldt erkender, at mange mennesker lader deres personlige mål hellige midlerne, så forventer jeg en anden ophøjet moral af staten. Jeg tillader mig (naivt måske) at have store idealistiske forestillinger om, hvordan staten skal forvalte sit magtmonopol.

Og jeg kan langt bedre leve med, at et par idioter udstiller deres voldsliderlighed, end at staten bruger sit magtmonopol på at tilbageholde tusindvis af mennesker, der ikke har forbrudt sig mod loven. At statsmagten respekterer og beskytter det enkelte menneskes ukrænkelighed er for mig et vigtigere spørgsmål end spørgsmålet om knuste ruder.

Staten skal holde fast i etikken, selv når dens modstandere giver slip. Bare fordi vores modstanere er principløse, skal vi ikke være det. Men sådan blev det ikke helt denne gang. Regeringen lod en ny, sort flok overtage gadebilledet.

»Det er slet ikke godt nok,« siger justitsminister Brian Mikkelsen, hvilket rent semantisk er en korrekt opbygget sætning (og således et tegn på at han gennemgår en rivende sproglig udvikling qua sine tidligere udtalelser om, at autonome er ’vinde og skæve af fuld’), men hvilket alligevel ingen mening giver, når det tages i betragtning, at spørgsmålet fra Jesper Steinmetz lød cirka: »Hvorfor er der stadigvæk ikke styr på de der hjertestartere?«

Ordene faldt i en nyhedsudsendelse, der som altid mindede mig om, hvor mange meningsløse ytringer, der flakker rundt i det offentlige rum. Jeg kunne fremdrage utallige eksempler, der vækker den mistanke, at politikere og virksomhedsledere tager kommunikationskurser hos hovedpersonen i den historie, der lærte os replikskiftet: ’Goddag mand – økseskaft’. Og at jeg hiver Mikkelsen frem, er ikke andet end et tilfælde. Han er bare den seneste synder, jeg er stødt på. Men jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært at få klar tale ud af politikere og virksomhedsledere, som medierne hænger op på en dårlig sag.

Vi kan jo godt høre, at det I siger, ikke giver mening. Vi krummer vores små tæer hjemme i stuerne, når I står og siger at ’ræven har spist alt jeres tøj’ eller svarer i øst, når der spørges i vest. Vi krummer tæer! I ligner tøsedrenge og -piger, som vil have voksent ansvar, men ikke er voksne nok til at tage det, når brændestablen giver sig lidt. Hvis I synes, det er en svær øvelse, så tag følgende fif med: Gentag spørgsmålet i svaret, så er I sikre på at svare. Som i »Jeg fik ikke gjort noget ved hjertestarterne fordi…« Havde du glemt det, Brian? Var det en travl uge? Det er ok. Det sker også for os andre.

Sandheden er ikke så ilde hørt, som I tror. Faktisk er den god at få, for hvis vi kun fik sandhed, ville vi måske bedre forstå og acceptere tingenes tilstand og sammenhæng ikke mindst. Vi ville aldrig være i tvivl om op og ned.

Jeg bliver decideret fornærmet, når nogen forsøger at lægge et røgslør ind imellem mig og virkeligheden og på den måde udvande sprogets smukkeste evne: at gøre os til klogere, mere forstående og oplyste mennesker.
Tænk, hvis vi alle respekterede hinanden så meget, at vi sagde tingene, som de er. Og på den måde lod folk forholde sig til virkeligheden og ikke forvredne versioner af den. Hvis vi som det naturligste i verden altid bestræbte os på at sige hele sandheden. And nothing but, so help me God.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.