Gertrud Thisted Højlund

Dansegulvets diskolys glimtede pludselig i guldet på hans ringfinger, og så kom jeg i tanker om, hvad jeg skulle huske at skrive en klumme om.
Scenen udspillede sig i en bar, hvor jeg stod og hældte tiltrængte sjusser gennem systemet som så mange gange før – får det mig til at lyde som hverdags-bodega-dranker?
Det er ikke det, jeg mener. Jeg var i festligt weekend-lag og var i den situation så heldig at yde en tiltrækkende kraft på en tiltrækkende mand.
Og da jeg ikke er lavet af sten, lod jeg mig smigre af den pludselige og udelte interesse fra bemeldte mand. Indtil lyset altså blev fanget af noget massivt ædelmetal.

DET HER ER IKKE en moralsk pegefinger til utro ægtefolk. I må for min skyld gøre, som det passer jer.
Det er bare en lille påmindelse til mine med-singler om lige at lave en rask cost-benefit-analyse, inden man trækker en af dem med ring på med hjem fra byen.
For det er sjældent spændende nok til, at det opvejer det kedsommelige ved at skifte sengetøj – hvis du vil have min bramfrihed undskyldt.
Og det kommer fra én, der i det store hele mener, at fænomenet sex med god grund er slået så bredt igennem og desuden i høj grad er kommet for at blive.
Inden jeg støder hele det maskuline køn på manchetterne, skal jeg lige huske at komme med den evige påmindelse: Når jeg i det følgende skriver om mænd, så er det ikke fordi, jeg tror, I er værre end kvinder, men sidstnævnte er bare ikke lige min boldgade i denne henseende.

OG NU TIL POINTERNE. For hvis der er noget, der kan sende mit ellers glimrende single-humør til tælling, så er det mænd, der lige er ude at slå med halen/baske lidt med ørerne/’tilføj selv overjovialt udtryk’, mens den lille familie venter sødt derhjemme.
Det er sateme såvel usselt som charmeforladt, og ud af deres nervøst udspilede svedporer står en ram dunst af desperation.
Desperation over at skulle stå til voksenansvar.
Desperat angst for, at de måske gik glip af noget bedre, angst for at få sin maskulinitet reduceret til en nedslidt stationcar og retten til at skære søndags-mørbraden for.
Desperat flugt fra tidens ubarmhjertige fremadskriden. Og desperation ved tanken om, at kedsomheden potentielt og eventuelt en dag løber af med sejren.

DET ER SÅ TRÆTTENDE, at jeg personligt er færdig med det. Deri ligger selvfølgelig en indrømmelse af, at jeg mere eller mindre velvidende har haft et par infights med mænd, der var gift til helt anden side.
Og da jeg så mødte ham med ringen på baren forleden, slog det mig, hvor utilfredsstillende på alle planer det altid har været.
Og guderne skal vide, at jeg ikke er på udkig efter kærestepotentiale, så det er ikke på den front, jeg er blevet skuffet. Nej, det er over den stemning og karma, der ligger i den slags rendezvouser.
Det er så forkrampet, at det afslører sig selv – i det tilfælde at det sladrevorne massive guld er blevet lagt i lommen for en stund. En sort samvittighed i luften der hviner ’åh nej’, når der burde råbes det stik modsatte.
En blanding af skyld over at være et åbenlyst dumt svin og fryd over at stjæle fra kagedåsen og dermed bevise en gang for alle: Jeg er en fandens karl, også selv om jeg har sagt ja og amen et andet sted i byen. Og netop dette bevis er i mine øjne hovedårsagen til, at gifte mænd træder ved siden af til engangsuforpligtende halløj.
Men nu er det bare sådan, at mit sexliv ikke er et kursuscenter for mænd, der føler garnet stramme og egentlig bare burde tage ud til Carl Mar og råbe ’pik’.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Vi har en sangskat af exceptionel rigdom, og det er ok at synge falsk. Så hurra for Sangens År.

Der er snart et år og en dag for hvad som helst. Og oftest grænser det til det grinagtige, når vi skal komme kartoflens år i hu eller glæde os over, at det er pandekagens dag (første mandag i februar – husk det nu).

MÅSKE ER DET FORDI, jeg kun er middelmådigt entusiastisk, hvad pandekager og kartofler angår, for sagen er, at det herrens år 2008 er Sangens År. Og selv om det i mangt et øre sikkert lyder plat, så er jeg personligt helt nede med det. For en del af min sociale arv er lille, blå og vejer 4,3 kg – ja, jeg har vejet den i sagens tjeneste.
Højskolesangbogen har en potentiel høj nørdefaktor, men det vælger jeg at se bort fra. For det skal ikke være min skyld, hvis nogen går glip af dette eminente sangpotpourri, der strækker sig gennem folkeviser og Grundtvig og Frank Jæger og Inger Christensen og Blicher og Halfdan Rasmussen til Piet Hein og længere endnu. Glem Guldhornene. Det her er væsentligt.
Den er blottet for blaserthed, men spækket med jubel, glæde og fyldige billeder for alle de ting, som vi efterhånden knap vover at sætte ord på at frygt for at lyde som klicheer. Sangskatten trækker ikke på skulderen og siger, ‘den er da meget fin’, når den bliver bedt om at udtale sig om morgengryet. Den siger: ‘Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!’

OG JEG ER PISSE LIGEGLAD MED, om det falder ud til den svulstige side, for det er fantastisk at tillade sig at blive revet med af noget så simpelt som solopgang ved havet. Og det er min påstand, at enhver, der har set solen stå op af havet og folde farvepaletten ud over horisonten, mere eller mindre bevidst har følt netop en salig jubel, der rumsterede voldsomt i mellemgulvet midt i alt det tyste. Og så er Højskolesangbogen en nem indgang til poesi. For digte kan være en lidt mærkelig ting at sidde og læse. Og måske af den grund, er der mange, der ikke rigtig tager sig tid til det. Men digte holder sproget flyvende. Og det samme gør sangskatten. Den er fyldt med stemningsmættede billeder af mørke, der vælder af nattens sluser ud, når dagen går på hæld. Fyldt med lærker, der synger lyse og klare aften-
sange fra himmelrummet, mens en frø kvækker højt i mosen, og mosekonen brygger i sommernætter, der dufter lysegrønt af græs. Et dyk ned i sangbogen sparker til sanserne.

OG SÅ ER DEN SKREVET til vores klima. Efterår og vinter er våde, kolde og mørke, hvor vi alle skutter os og venter på lyset, og når sommeren kommer, er det snart med kolde farver i sky og vand, snart nøgne piger ved hver en strand. For sådan er sommeren jo. Den strækker, og igen citerer jeg løst, med åbent sind, de lyse nætter i himlen ind, imens det dufter af hyld og hø, og vi beder til, at sommeren må vare evigt.

NÅ JA, OG SÅ ER DER det der med at synge. For det er så sjældent, vi får lov, og derfor bliver vi dårligere og dårligere til det og synes tilsvarende mindre om det. Men hvis vi nu tillod hinanden at synge elendigt og lyttede mere efter sangglæde end præcis intonering, så kunne vi måske genopleve, hvor frit åndefanget er, når dybt vi drager det i sang, som salig Grundtvig skriver. For det handler for en gangs skyld ikke om at være bedst. Sangens År munder ikke ud i en X-Factor/Popstar/Idols-casting. Det handler bare om at synge med og huske alt det, vi har til fælles.

Semi-videnskabelig undersøgelse af de mest pinlige auditions til ‘American Idol’ og ‘X Factor’ ved hjælp af YouTube.

»Goddag, jeg vil gerne se på en rygrad.«
»Så gerne, hvilken type rygrad er du på udkig efter?«
»Nåå, ja, jeg tænkte, I måske havde en rygrad, der var effektiv mod overspringshandlinger…«
»Ja, den blev revet væk, så snart vi fik den, men nu skal jeg da se, om vi ikke har en udstillingsmodel liggende et sted.«
»Desværre, de er som forventet alle sammen udsolgt.«
»Nå men, det er der jo ikke noget at gøre ved. Tak for hjælpen.«
»Jamen, det var da det mindste. Pøj pøj med det.«

FØLGENDE ORDVEKSLING faldt, da jeg forsøgte at erhverve mig en funktionel rygrad. Og der ligger en dyster historie om selverkendelse til grund for dialogen. For jeg ville have forsvoret, at jeg var sådan en leddeløs type. Godt hjulpet af selvbedrag og påspændte skyklapper så store som vingerne på en Airbus A380 havde jeg fået bildt mig selv ind, at jeg er den målsatte og viljestærke type, der får ting fra hånden. Men det er desværre løgn. Det gik op for mig en travl søndag, hvor jeg havde mange ting, der skulle ses til, og jeg derfor lavede en liste for overblikkets skyld. Den så ud som følger:
Søndagshensigter:
Kirke.
Tøjvask.
Oprydning, inklusive bortfjernelse af beviser på tiltagende hverdagsalkoholisme.
Weekendavisen.
Hjemme-spa-oplevelse, med kærlig hånd til misvedligeholdt ydre.
Skrive klumme til URBAN.
Ringe til forsømt veninde.
Da dagen gik på hæld, og jeg gik i seng, fandt jeg listen frem og lavede en opdateret version for at afdække eventuelle afvigelser fra den oprindelige plan. Listen lød således.
Søndagsrealiteter:
Kirke.
Formålsløs, skamfuld gennemtrawling af internet på jagt efter intet som helst. Kun afbrudt af en post-rygestop rygning inklusive obligatorisk udskældning af egen person.
Middagslur.
Semi-videnskabelig undersøgelse af de mest pinlige auditions til ‘American Idol’ og ‘X Factor’ ved hjælp af YouTube.

AK, KRYDSTJEKNINGEN talte sit eget tydelige sprog. Allerede tidligt på dagen var jeg kørt af sporet for aldrig siden at finde tilbage til det.
Og så var det, at jeg et par dage senere stod hos marskandiseren og håbede på noget fornyet, stålsat hardware til min slatne person. Ganske forgæves.
Så nu har jeg to muligheder: A: udrydde overspringshandlingerne alene ved tankens kraft eller b: lave kortere lister, der indeholder mere formålsløs internetsurferi. Og så ellers holde igen med selvtæsk, når planerne løber ud i sandet. Tror jeg satser på en kombinationsløsning med streg under mindre selvpiskeri.
For bevares. Jeg når jo det hele alligevel, og det gør du sikkert også. Så lad os kyle pisken ad hekkenfeldt til, så får vi jo også en hånd mere fri til dagens opgaver.

Om knap en måned siger landets kærestepar ‘glædelig valentinsdag’ til hinanden for derefter at hylde deres mere eller mindre harmoniske symbioser i kaskader af rødt undertøj, hjerteformede chokoladeæsker og romantiske middage i ophøjet tosomhed.
Det kan de glæde sig over til den tid.

MEN HVAD MED at vi lige smider en ny mærkedag ind i kalenderen? Personligt har jeg altid følt at dags dato, 16. januar, havde potentiale til at være andet og mere end bare en forglemmelig dag i rækken af oftest grå januardage.
Derfor ville det da være helt oplagt at udnævne den til solo-dag. Jeg tror, jeg opkalder den efter mig selv, og så kan du jo passende gøre det samme (altså med dit eget navn, ikke med mit). Det besværliggør selvfølgelig markedsføringen, at dagen kommer til at have over en million forskellige navne, men til gengæld har konceptet så meget potentiale, at det knap behøver markedsføring.
Det bliver i sagens natur et ego-trip, men det er jo heldigvis ret gratis at sætte sig selv først, når der ikke er andre, der derved bliver skubbet i baggrunden. Så kast dig ud i det: hyld dit single-liv. Du fortjener det.

OG SINGLE-LIVET fortjener at blive hyldet. Det tager ikke skade af for en enkelt gangs skyld at blive sat på en piedestal og beundret for dets væld af muligheder, frem for – som det oftest sker – at blive betragtet som et ensomt og forladt venteværelse, som alle håber på at kunne forlade snarest.
For du ved ikke, hvornår det næste tog kommer, og så skulle man da være et fjols, hvis man ikke gjorde sig det lidt behageligt der i venteværelset. Du kan jo indrette det, som det passer dig, der er ingen til at brokke sig over dine gamle pizzabakker i hjørnet eller dine mere eller mindre allergifremkaldende røgelsespinde.
For måske ligner det et venteværelse, men det er dit liv. Og det venter ikke på dig. Det er i fuld gang hele tiden, og universet kan ikke sættes på pause, mens du leder efter en at nyde det hele med.
Derfor må singler lære at nyde universet uden et andet menneske at spejle sin nydelse i. Jeg kan ikke sige det indtrængende nok: Du snyder dig selv for en masse dejlige dage, hvis du konstant betragter single-tilværelsen som en undtagelsestilstand. En ligegyldig parentes, der slettes, så snart parforholdskærligheden langt om længe melder sin ankomst.

PERSONLIGT VIL JEG i dag nyde, at der ikke er nogen bånd, der binder mig. Jeg er stort set ikke begrænset af andet end almindelig anstændighed. Som single har jeg nemlig ingen bedre halvdel, der forventer noget af mig. Jeg er min egen helhed, gode og dårlige sider inklusive. Jeg vil nyde, at jeg ikke har haft et skænderi med nogen i en evighed og nyde, at jeg med 100 procent sikkerhed ved, at der ikke er nogen, som er mig utro.
Jeg vil spise hotdogs til morgenmad, sushi og makrelmadder til natmad, hvis det passer mig. Se tre programmer i fjernsynet på samme tid, slaske rundt i hyggetøj en hel eftermiddag og prutte i sofaen, hvis jeg får lyst.
ngen sure miner fra dem med parforhold. Det handler ikke om jer, men om at single-livet ikke leves i et venteværelse.

Jeg vil købe en gave til mig selv – og tage turen gennem Rabalderstræde med et par velvalgte damer. Måske vil jeg endda gå så vidt som til at kysse en mand, jeg i skrivende stund endnu ikke har mødt. Og det første kys er som bekendt altid det mest spændende.

SÅ HURRA, FOR FANDEN. Hurra for selvstændighed og frihed. Hurra for råstyrke og løftede pander. Hurra for hyggetøj og høje hæle. Hurra for single-livet. Og tillykke med dagen.

Når jeg kommer i tvivl, er det fordi man tilsyneladende må smide selv de værste ondskabsfuldheder efter de kendte.
Men nok er nok.

På min første dag i gymnasiet kom en pige hen til mig for at spørge, om min far var ‘ham Højlund fra fjernsynet’, hvilket jeg i overensstemmelse med sandheden bekræftede. Hertil sagde hun: »Aaaj, ham hader jeg bare.«
Skide tak, dumme ko, jeg hader da også din far, som jeg heller aldrig har mødt. (Tænkte jeg, mens jeg i virkeligheden vist bare fik det til ‘…øh, nå.’)

NÅR JEG BELEMRER DIG med denne anekdote fra min forsagte fortid, er det for at eksemplificere min påstand om, at det af uvisse årsager og helt urimeligt er socialt accepteret at sige hvad som helst om dem, vi ser i fjernsynet.
Som om de ikke er rigtige mennesker med dertilhørende fuldt følelsesregister. Som om det skidt, vi kaster efter dem, aldrig rammer, og hvis det gør, så tænker vi, at de må høre til en helt særlig slags mennesker, hvis hjerter er immune over for ondskabsfuldheder fra fremmede. Enten det, eller også har vi en ubændig, sadistisk trang til at såre dem, vi ser i tv og på film.

SELV HAR JEG OGSÅ en rem af huden i den nationalsport, det er at skidtsnakke folk, jeg ikke kender.
Ja, jeg indrømmer det sort på hvidt, for jeg har aldrig holdt mig for fin til at starte dagen med at bekende mine synder.
Det skal således ikke være nogen hemmelighed, at jeg kan være rigtig urimelig at høre på. Sådan en slem kælling der siger spydige ting om folk, der ikke har gjort mig noget personligt.
Og hold da skide meget kæft, hvor er det et utiltalende karaktertræk at slæbe rundt på.
Jeg er alt andet end stolt af det og håber meget, at vejen til en opgraderet personlighed – undertegnede i en ny og forbedret version – går gennem er- og bekendelse. Og så kan det jo være, at andre anonyme skidtsnakkere lader sig inspirere af denne angrende sjæl og begynder at kigge lidt indad.
For tænk nu, hvis vi alle sammen fik det lidt bedre med livet, os selv og hinanden, hvis vi prøvede at snakke svinehunden til fornuft, inden vi lod den løbe amok på tungebåndet. Bare engang i mellem.
Måske føles det federe og mere overskudslækkert i længden at tage ondskabsfuldhederne i opløbet og kun sige ting om folk, som vi turde sige til dem i virkeligheden.

FOR DET IMPONERENDE ER, hvor høflige vi er, når vi står ansigt til ansigt. Så er der sgu aldrig nogen, der skal have klinket noget.
Og spydighederne går også kun i moderat omfang ud over folk, vi kender, for man har en kort social karriere foran sig, hvis man triller rundt med møgsprederen i egne rækker. Dem, der træder forkert desangående, ender hurtigt med en profil på www.nye-venner-soges-desperat.dk.

DERFOR ENDER VI MED omkostningsfrit at lade mundlortet flyde frit over dem, vi alle synes, vi kender lidt: De kendte. For de kan tage det, ja, de blev vel vaccinerede mod had og hetz, da de underskrev kendis-klausulen.
Så slip svinehunden løs. The sky is the limit. ‘Kom nu, Gertrud, pep det lidt op, kom med et sjovt og spydigt spiddende eksempel’ tænker du måske nu, fordi du også har svært ved at slippe de gamle vaner. Men jeg siger nej. Det skal være slut. Har du brug for eksempler, kan du se lidt på læserkommentarerne på landets største formiddagsavis’ hjemmeside. For her får de kendte prygl med sprogets værste gloser, til rygstykkerne bløder.
Og det er ikke engang tilstræbt sagligt, det er bare lige på og hårdt personligt, han er en fed gris, og hun er en medieliderlig gimpe og så videre.
Men det er da ikke pænt sagt, og så er det for så vidt lige meget, at det ofte er en journalist, der yderst diskret starter hetzen, som medier nu engang har for dårlig vane at gøre: De bygger stjerner op, for at rive dem ned igen til publikums udelte begejstring. En uendelig og nådesløs proces.
Men sådan behøver det ikke være. Vi behøver ikke løbe med på den hver eneste gang og skide på, at vi sårer andres følelser. Kendte er nemlig også en slags mennesker. Og lur mig, om de ikke gerne vil behandles som sådan.

Jeg ved godt, at den bliver markedsført godt, men den har også desperat brug for det. December har i realiteten intet godt at give det danske folk.

Så er den gal igen. Vi er kommet til den tid på året, hvor der sættes hårdt mod hårdt, og juleappelsinen presses til det yderste.
December. Du glade jul, hvor er det et gedemarked. Et paradoks uden sidestykke. Lad mig uddybe:
Vi kan jo starte i den lette ende med fænomenet nisser. Små, skidt-klædte gnomer, der ‘vil ha’ gang i den, sang i den, mere fest og fart dagen lang i den’, eller hvad det nu er, Pyrus synger, for Gud ved hvilken gang. Og én ting er dem i fjernsynet, for dem lader jeg behændigt være med at tænde for.
Hvad der er langt værre… får kuldgysninger af at skulle skrive det… er voksne mennesker på offentlige steder med nissehuer.
Så forleden en fuldvoksen kvinde (desværre altid kvinder) med nissehuen godt trukket ned over panden. Hun sad der i bussen og lod som om, hun var lidt den søde type, måske endda kær og nuser, men især bare ‘sådan lidt pudsig og uselvhøjtidelig’. Mens hun jo objektivt set bare havde iført sig et fantasifosters latterlige hovedklud.
Havde jeg været konduktør, havde jeg inddraget hendes buskort, men det er jeg – heldigvis for mange ny-udsprungne postskabsnisser – ikke. Og her nævner jeg ikke engang de blå reklame-nissehuer med lys i dusken. For der slipper mit ordforråd op.
Nu håber jeg selvfølgelig ikke, at der i din bus, dit tog, eller hvor du nu indtager din bagside, er medmennesker til stede med nissehuer, for jeg er jo ikke ude på at hænge folk ud, men vil bare komme med en venlig opfordring: Lad nissehuen blive hjemme. Be’ om. Ellers har du selv bedt om det, hvis nåsårerne kommer og tager dig.

INTERMEZZO – ACHTUNG, personlig anekdote forude: Jeg har stor sympati for den nissehadende nåsåer fra ‘The Julekalender’, men derudover var det en julekalender, der gjorde livet svært for en ti-årig ved navn Gertrud, such as myself.
For som du måske husker, hed de venlige kartoffelavlere fra serien Gertrud og Oluf Sand, og Gertrud stod hele tiden ‘under ’a mistelten’.
Det fik de andre børn meget sjov ud af. En dag måtte jeg vise mit buskort til en vikar i skolen, fordi hun ikke troede på, jeg hed Gertrud, det havde alle de andre børn nemlig påstået, de hed hele dagen for at drille den forsvarsløse vikar. ‘Og nu var det faktisk ikke sjovt længere’.
Undskyld mig. Som om jeg nogensinde har heddet Gertrud for sjov. Videre i teksten: Hvor jeg også vil tillade mig at påpege det paradoksale, for ikke at sige hykleriske ved julen. For julen er familiens fest, og vi overdænger hinanden med symbolet på vores rene og uendelige kærlighed. Gaver, evt. til de fattige i Afrika, også kendt som den før-reformatoriske skik aflad.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er familieværdierne i højsædet i december – og så er der julefrokoster.
Og disse to fænomener har det alt for ofte med at udelukke hinanden. For julefrokosten er jo en nanometer fra at være et socialt accepteret frikvarter fra parforholdet.
En helt legal lejlighed til at gå bag om ryggen på familieværdierne for at smække ham/hende tøjten oppe fra marketingsafdelingen op på Canon Powerprinteren.
For derefter at kaste den sidste rest af integritet i grams og skyde skylden på De Danske Spritfabrikker og et kvartals-blandingsmisbrug af remoulade og ris a la mande. Bravo.

TIL GENGÆLD LADER VI SOM OM, december er lidt finere og mere romantisk end de andre bistre vintermåneder, vi får serveret her til lands.
At sneen er blid, og der er børnelatter i gaden. Men det er ren indbildning. I virkeligheden er det issyle, der hamrer ud af himlen, så snart du vover dig ud, og som om det ikke er nok, bliver alle mennesker derfor endnu mere aggressive, end de plejer at være på gader og stræder.
December er alles krig mod elementerne. Hver mand for sig, og fanden tage resten. Og skulle der blive en nisse i overskud, så skal jeg gerne personligt gøre kort proces.

Hvis man skal kalde en spade for en spade, hvorfor skal man så ikke kalde en krig for en krig?

Af en eller anden grund, som jeg nu har brugt et par timer på at forsøge at regne ud, er det meget vigtigt at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl.
Det er i hvert fald et mundheld, der har et solidt tag i danskerne generelt. Men jeg er nok ikke den eneste, der ikke ser nogen dybere mening med endelig-pas-nu-på at differentiere korrekt mellem netop spader og skovle. Flertallet af os har jo ingenting med de to redskaber at gøre i det daglige.
Jeg har personligt hverken haft spade eller skovl mellem hænderne, siden jeg var ung heste-entusiast med fast udmugnings-forpligtelse, så hvis jeg i mit stille sind går og bytter om på de to, får det absolut ingen konsekvenser for nogen.
Men det gør jeg selvfølgelig ikke. For jeg har dyb respekt for ord og kalder med glæde en skovl for en skovl, hver gang jeg får lejligheden til det.

MEN HVOR VI ÉN GANG for alle har besluttet os for at være påpasselige og kalde haveredskaber ved deres rette navn, så er vi inderligt sløve, når det gælder andre genrer.
Indsatsen i Afghanistan og Irak, eksempelvis. Hvad for noget? Ja, du ved den militære kampagne i Mellemøsten med mere. Hvad for noget? Du ved, den danske tilstedeværelse i Irak og alt det der? Nå, du mener krigen? Ja, krigen.
Nu kan man næsten ikke komme af sted med at kalde det for en krig uden at få skudt i skoene, at man er regeringsfjendsk og under indflydelse af journalisten Christoffer Guldbrandsen, der lavede den glimrende dokumentarfilm ‘Den Hemmelige Krig’, som blev overfaldet af hele regeringens propaganda-afdeling og Jyllands-Posten og Nyhedsavisen i uskøn samdrægtighed og senere i nogenlunde tavshed renset for anklager om uvederhæftighed.
Når jeg insisterer på at kalde det, vores soldater beskæftiger sig med i de varme lande, for krig, handler det ikke om, hvorvidt jeg er for eller imod Fogh eller Saddam, diktatur eller demokrati, terror eller ej, og hvad man nu ellers skal stilles til regnskab for.
Det handler udelukkende om, at når vi nu er så pertentlige med noget så ligegyldigt som skovle og spader, så skylder vi da også vores sprog at kalde en krig for en krig. Eller hvad?

FORLEDEN VISTE DET SIG, at to danske soldater efter alt at dømme er blevet dræbt under et britisk bombardement. Og jo, vi er på samme hold og på soldater-lingo hedder det ’blue on blue’, hvilket er et ret neutralt ordvalg, som dog lader det skinne igennem, at vi sender militært isenkram i hovedet på vores kammerater.
Jeg kan med nød gå med til ‘blue on blue’, men jeg bliver helt perpleks og trist på op til flere emotionelle niveauer, når vi kalder det ‘friendly fire’. Det lyder jo som det afsluttende punkt på spejdernes landsmøde. ‘21.00: Friendly fire med snobrød og saftevand. Mads og Christian fra hold D spiller guitar til fællessang’. Det lyder hyggeligt. Men det er det ikke spor!
Britiske bomber i hovedet på danske soldater (eller omvendt) er ikke venlige kæle-bomber, der bare laver en lille jovial eksplosion, og bagefter drikker vi en kop kaffe sammen og slår det hele hen med en latter og en lummer vittighed. Det er rigtige, effektive bomber bygget til at udradere fjenden.

OG DE GØR IKKE FORSKEL på folk. Det er noget stads, som sender unge soldater i graven – og hvis man synes, krig er nyttesløst, så må den mest nyttesløse måde at dø i krig på da være at blive dræbt af sine egne.
Det er skide tragisk. Så kan vi ikke godt finde et andet ord til det? Soldaterne kalder ‘blue on blue’ for en arbejdsulykke. Selv det ordvalg er bedre – marginalt.
En spade er en spade, og sådan bliver det ved med at være, fordi vi er så opmærksomme på, hvad vi kalder den, men mange andre ord risikerer akut udvanding, hvis vi ikke bruger dem efter allerbedste evne og med den opmærksomhed, de fortjener. Kom med dit opråb på bagsidebloggen, så jeg kan harmes og huske at bruge dem rigtigt.

Eller… ja, det er så selvfølgelig lidt løgn. Men det kunne have været fedt, for så er der ingen, der har gættet rigtigt.

Der er et eneste lille afsnit tilbage af vores allesammens kollektive hjerneblødning ‘Forbrydelsen’, som i uhørt grad har stavnsbundet fjernsynsdanmark til fladskærmen søndag efter søndag. Mig selv inklusive, uden at jeg helt kan gøre rede for hvorfor.
En pige er blevet dræbt, hvem gjorde det? Om noget et simpelt plot, der er blevet drejet rundt om sig selv i 20 afsnit for at få tiden til at gå.
Det er jo først nu, hvor vi indiskutabelt må nærme os forbryderen bag ‘Forbrydelsen’, at det begynder at blive interessant.

INGEN HAR NOGENSINDE TROET, det var skolelæreren eller den krølhårede gymnasiekæreste, for vi har hele tiden vidst, at vi skulle holdes hen, teases, holdes for nar og i usigelig anspændthed i 19 afsnit, inden den kollektive ophidselse på søndag kan tippe over i glædelig og tiltrængt forløsning.
Med stort tålmod har vi ventet, mens den mere og mere sammenbidte Sarah Lund rodede rundt i den ene blindgyde efter den anden.
Her på det sidste er de filmiske tricks endda blevet små-desperate for at presse så meget spænding og mistænksomhed ud af situationen som muligt. Der er snart ikke den karakter, der ikke er blevet filmet med et suspekt løftet øjenbryn i et hemmeligt øjeblik i et lys, der dryppede af ‘det var mig, der gjorde det’.
Alligevel har en hård kerne holdt fast i, at det er Vagn, der sjosker rundt med mord på samvittigheden, og hvis de får ret, så kommer der til at være en del opblæsthed i cirkulation á la ‘Det er jo totalt det, jeg har sagt lige fra starten’. Hvilket vil betyde, at disse mennesker bliver svære at argumentere mod, for hvis man regnede Vagn ud fra dag ét – på grund af det der skide plaster, som jeg har overset, fordi jeg er så autoritetstro en seer – vil man straks påkalde sig Colombo-ræsonnement-evner og kræve sit argument ganget med 1,09 i selv de mere profane diskussioner: Er alle katte grå i mørket? Hvem tog den sidste rulle toiletpapir? Hvordan hænger teflon fast på panden og lignende.
Det er elementært, kære Watson: De bliver uudholdelige.

FOR DET GØR FOLK, der i bedste ‘Hun så et mord’-stil beskæftiger sig så meget med fiktive mordgåder, at de bilder sig ind, at de ville kunne lugte sig frem til en rigtig morder, kom de bare tæt nok på et fodspor på et rigtigt gerningssted. Og dem er der efterhånden en del af. Vi er nemlig eksperter i mordgåder.
Nogle tror fejlagtigt, at Vild med Dans er tidens store trend, men den er dog intet at regne mod Vild med Mord.
Bestialske seriepsykopater tryllebinder mere end cha-cha-cha, og der er efter alt at dømme ingen øvre grænse for, hvor mange krimier danskerne kan fortære, om det så er på tv eller i bogform.
Jeg indrømmer, at jeg er en lille bitte smule snobbet med bøger og inderst inde anser krimier for at være underlødig fast-food litteratur. Men jeg er til fals. Kommer jeg først i gang med svensker-krimierne, er det som narko, jeg desperat og uhyggeligt effektivt fikser ind i det litterære system, mens mit opsnobbende over-jeg pisker løs på min læselyst for stadigvæk ikke at være kommet i gang med den der Dostojevskij-biografi, jeg har liggende.
Følelsen er den samme, som når jeg ser Will & Grace, mens der er temalørdag om noget relevant på DR2. Ånden er rede, men kødet, der skal zappe over, vil ikke lystre.
PÅ SØNDAG ZAPPER JEG ingen steder. Det mord skal opklares, så vi kan komme videre – og det kan kun gå for langsomt.
Jeg håber bare ikke, det er Vagn. Så hellere lade det være Sarah Lund eller hendes svenske kæreste eller selvmord eller mig, for det er der med garanti ingen, der har regnet ud.

Det var næsten som juleaften, bortset fra at ikke alle fik det, de ønskede sig. Jeg fik hotdogs, og så behøver jeg ikke meget mere.

Der var festlig stemning i byen, i bussen gik mobil-snakken med ’hvor skal du holde valgaften henne? Hvad har du stemt? Vi ses senere.’ Møder blev aftalt, og selv var mit skib ladet med hotdogs – tasken fyldt med brød, ristede løg og pølser, du kender selv opskriften – så jeg var glad. Destination: Den fjerne side af Valby Bakke til en aften i gode menneskers selskab og en masse live-tv.

PÅ MANGE MÅDER minder set-up’et om en gennemsnits Melodi Grand Prix aften, bortset fra at man desværre endnu ikke kan få lov til at sidde hjemme og panik-sms-stemme ’RED HELLE’ til 1234. Hele familien Danmark sidder bænket foran fladskærmene, og tv-stationerne er helt oppe på de høje nagler, med alle værter på skærmen, selvom man næsten ikke kan se dem, for al den farverige grafik, de også smækker på. De har gjort sig umage, og tv-festen bliver kun bedre af, at det hele er live. For der er altid noget, der går lidt galt. Reportere, der løber ind og ud af billedet, som om de ikke kan finde kameraet, taber øresneglen midt på gaden og prøver panisk med ’TILBAGE TIL STUDIET, Reimar, TILBAGE TIL STUDIET’.

OG JEG VAR IKKE den eneste, der skulle til fest. Konservative havde lånt Dansk Design Center til en fest med øl, Bendtsen og hornmusik. Ja, ifølge journalisten ville højdepunktet rent faktisk blive Bendt Bendtsens ankomst. Og den fest gik jeg glip af. Bittert. Hos DF væltede de sig i lagkage med ’danske værdier’ påskrevet i marcipan. Det er også en måde at vise respekt for værdierne: æde dem. Fogh og hans MySpace/løbe-venner fra VU indtog Øksnehallen for at fejre, at de tabte mandater, men beholdt magten. Fra tv-billederne at dømme havde Enhedslisten lånt et kælderlokale af nogle bekendte og holdt oppyntningsbudgettet på et absolut minimum. Måske har man bare ikke brug for balloner, når man har ideologierne i behold. Men alligevel knap så sexet at se på, som lækre Ny Alliances lækre indkvartering hos natklubben Pink.

ALT I ALT VAR der fest over hele linjen. Måske ikke lige hos Kristendemokraterne – godt forsøgt dér – men ingen fest. Den bedste fest er nok SF’s. Vi overvejede at tage derind og feste med, men de er lidt rødere end vi i gennemsnit er. Til gengæld er sålen på Louboutin-sko højrøde, og det klæder jo de fleste, så hvem ved, det kan da godt være SF’s fest ville klæde en flok mørkerøde typer som os.
Ja undskyld, hvis jeg ikke giver mening længere, men også i Valby var der festlig stemning. Selskabet var så engageret i det politiske drama, der udspillede sig på TV, at vi for det meste ikke kunne høre, hvad der blev sagt i fjernsynet. Hvilket ledte til en del forvirring, da der blev stillet om til en mand i en skov ”Er det sidste nyt om mordet på Nanna Birk Larsen? Har de nu været ude i skoven og trække vod igen?” Ja, det kan være svært at kende forskel på fiktion og virkelighed, når man har så symbiotisk et forhold til medierne, som vi har. Men bortset fra det, var jeg havnet i totalt ubrugeligt selskab.

TROEDE JEG SKULLE lave en reportage, men når selskabet langsomt men sikkert får for vane at kalde landets indenrigs- og sundhedsminister for Lars Flæske-Løkke, så er vi ude på et overdrev, som ligger under URBANs niveau.
Deadline nærmer sig, og der er endnu langt til det endelige valg-resultat. Knap halvdelen af befolkningen får ikke den statsminister, de havde håbet på, og det er selvfølgelig lidt trist for dem. Men vi har sat vores smukke, demokratiske krydser, der alle har vejet lige tungt i optællingen. Og så længe det er tilfældet, så har vi alle sammen vundet det vigtigste. Demokratiet. Og det er større end både Helle og Anders, selv hvis man stiller dem oven på hinanden. Så tillykke med det hele, glædeligt valg. Det skal nok gå alt sammen, selv hvis din hest tabte.

Når visionerne ryger ud, ryger merchandise, kram og gadegøgl ind på den politiske arena.

Huskede jeg at slukke for strygejernet… jeg skal også huske at have ringet til lægen… sig mig lige, er det et hul i strømpen, min tå er ved at kravle ud ad?
Undskyld, jeg mistede lige koncentrationen, var det valget, vi snakkede om? Nu skal vi kun sove seks gange mere, så er det slut. Og det er ikke fordi, jeg er så spændt-spændt-spændt på udfaldet, at jeg ikke kan vente.
Jeg glæder mig bare usigeligt meget til igen at blive et almindeligt menneske og ikke længere være det potentielle kryds, som jeg har været reduceret til i et par uger nu.
Jeg glæder mig til hvervekampen er slut. Glæder mig til, at jeg igen kan besøge de mere befærdede egne af København uden at blive overfaldet af diverse über-entusiastiske levebrødspolitikere, der af mangel på visioner uddeler kram, kys, blomster, chokolade, nøgleringe, klistermærker, bamser og andet ‘made in Taiwan’-skrammel til sagesløse potentielle krydser som mig. Det er jo et cirkus af rang, det her demokrati.

DA JEG FOR NYLIG var i Tyrkiet, var jeg ved at få et nervøst sammenbrud, fordi folk hele tiden prøvede at sælge mig noget.
Kastede man af vanvare selv det spageste blik på noget af deres kopi-bras, så var de efter en med ‘speciel price for you, my friend’. Det fik selvfølgelig den logiske konsekvens, at jeg ikke købte noget som helst, for jeg gider ikke prakkes noget på.
Og valget her minder lidt om en tyrkisk handelsgade: Alle varerne er noget nær identiske, sælgerne er lige så energiske som Jehovas Vidner en uge før dommedag, og det hele lugter allround-lorent.
Jeg er på nippet til ikke at købe noget som helst. Altså bare stemme blankt, men så kommer jeg altid til at tænke på de mennesker, der døde på den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, mens de kæmpede for demokratiske rettigheder.
Andre steder lader folk livet for det her demokrati – så skulle man da være et umanerligt stort skarn, hvis man ikke stemte.
Men på hvem? Hvem fortjener mindst at gå glip af mit kryds? Helle og Anders: Jeg kan ikke se dem sammen uden at forestille mig, at de måske har kissemisset i en snapsebrandert til Snapstingets julefrokost.
Når først jeg har skudt den uhyggelig tanke fra mig, begynder jeg at fokusere på det unaturligt brede og helt flade stykke, der er mellem Anders’ næse og mund.
Man kunne jo anlægge en sekssporet motorvej på området.
ÅH, JEG ER SÅ UMODEN. Men jeg kan ikke koncentrere mig om en debat mellem to mennesker, der vil det samme, men bare vil bilde mig ind, at den ene kan gøre det væsentligt bedre end den anden. Jo mindre visionerne adskiller kandidaterne, des vigtigere bliver troværdighed og talegaver. Derfor er spørgsmålet efter tv-duellerne også, ‘hvem der vandt’.
Det handler ikke om, hvem du er enig med – forskellen er den samme – men hvem, du tror, lyver mindst, mener det mest og snedigst jorder den anden. Sindsoprivende.

MEN MÅSKE SKULLE MAN GÅ VÆK fra de store partier – som i helt væk – og kigge lidt på dem med valgets mest kryptiske plakater: ‘Efter finanskrakket: Magnettoge over Kattegat’. Jeg er vild med den plakat, og det på trods af, at jeg ikke ved, om det er et løfte eller en trussel. Jeg ved ikke, hvad det er for et finanskrak, og jeg ved ikke, hvad et magnettog er. Men det er da et slogan, man kan være uenig i. Ikke som Venstre, der vælger frihed… til forskel fra de politikere, der er mere til fangenskab, eller hvad?
Eller De Radikale, der slås for en bæredygtig fremtid… hvor mange andre partier drømmer om at køre hele butikken af sporet, hvilket dog ikke kan siges om De Konservative, der bogstaveligt talt holder Danmark på sporet (ikke et ord om DSB, Banedanmark og konservative trafikministre).

HMM, JEG ER IKKE kommet svaret meget nærmere. Jeg kommer nok ikke uden om at bundtrawle YouTube for valg-slagsange. Måske ligger lyset der. Og hvis det ikke hjælper, kan jeg jo altid opsøge politikerne på gader og stræder og stemme på dem med det bedste merchandise og de bedste krammere.