Gertrud Thisted Højlund

Så blev det tid til den sidste klumme efter tre år med fast afløb for frustrationer og glæder her i Urban. Intentionen var, at den sidste skulle være vild og blodig, gå til stålet, bide til knoglerne knaste, så det hele sluttede på toppen. Men det er årets mest tilforladelige søndag i skrivende stund. Gaderne er tomme, byen gaber og strækker sig et sted mellem snedyngerne og skytæppet. Det er ikke en dag til ophidselse, men en dag til at samle skårene, slikke sårene og putte sig ind til det, der føles sandt.

Det er sandt, at livet knap kan være inde i mit hoved. Og det er sandt, at det er vigtigt at prøve alligevel.
Det er sandt, at jeg føler mig ældre og dummere i dag end i går. At jeg hver dag mister terræn til det, jeg ikke forstår. Og at jeg dagligt fortaber mig i følelsen af at skulle løse en gåde, som jeg endnu har til gode at høre. Men det er også utvivlsomt sandt for mig, at det går den rigtige vej. Gåden skal jo alligevel helst ikke løses, inden timeglasset slipper sit sidste korn.

Nogle dage er alt klart, tankerne stringente, viljefaste, målrettede. Og nogle grå søndage er alting flydende, uklart, og således perfekt i sin ærlige reference til det uoverskuelige forlæg.

Det er sandt, at alt skønt synes at referere til et eller andet, som er det samme. Følelsen af vægtløshed, når noget pludseligt poetisk river dine tanker ud af hverdagen, er den samme, uanset hvad der fremkalder den. Fyldige solstråler som himmellys gennem skyerne. Fem rådyr i frit svæv gennem nysne under en skarpblå frosthimmel. Suget i sindet, når jeg i samme sekund bliver væk fra mig selv og finder mig selv i menneskehavet på Roskilde Festival. Eller bare den tyste, rene glæde ved i halvsøvne tidligt om morgenen at finde et køligt sted på puden og lykkelig sove videre. Hvor forskellige de end er, går noget igen i lykkeligt sansede øjeblikke, men jeg aner ikke hvad.

Det er sandt, at størst af alt er kærligheden. Det skal den være. For den kæmper mod det farligste af alt, nemlig hadet og de kolde hjerter. Kærligheden er gaven – hadet den giftige forbandelse. Kærlighed er meget større end det skrøbelige bånd, der bærer vores flygtige parforholdskonstellationer. Andet ved jeg ikke. Men jeg tror, at kærligheden kommer før os, og når vi prøver at elske hinanden, sker det kun med en flig af Den Store Kærlighed. Vi låner en skygge af den gode vilje, universet emmer til det levende. Måske er også det sandt.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdning, og gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk er åben en sidste gang.

Mine journalistvenner i udlandet griner ofte af, at danske aviser skriver så meget om infrastruktur. Jeg har før ikke evnet at forklare, hvorfor det er tilfældet, men nu er jeg ved at ane det.

Jeg er muligvis landets heldigste kvinde. Jeg får nemlig det bedste af to verdener, fordi jeg deler min tid mellem skovens dybe stille ro og søudsigt i Søhøjlandet og skyggerne på Nørrebro. Mere modsætningsfyldt bliver det næsten ikke på denne side af grænsen, og jeg holder meget af modsætninger, der mødes. Også mine egne.

I det jyske slukker jeg lyset i skumringen og følger i tysthed mørket snige sig ind på søen. Jeg følger vildtets spor i skoven og kommer hjem med våde fødder og røde kinder. Her stikker fantasien af gennem urdybet. Nætterne er fyldt med ulve, og når du står i skoven, kunne i dag lige så godt være 1.000 år gammel. Hærveje strækker sig og galgebakker rejser sig.

Og så tager jeg til København og smiler som altid, når jeg krydser Dronning Louises Bro og Nørrebrogades skygge lukker sig omkring mig. Bondam tog effektivt gadens moslen, men skyggerne om eftermiddagen fik vi lov at beholde. Så jeg drømmer mig til vildskaben og lader fingerspidserne strejfe murenes graffitistreger. Byen er mere end byplanlægning. Den er ikke bare, hvad Bondam og andre parcelhussjæle gør den til. Den er også min (og din ikke mindst) på godt og ondt. Den er det konstante kompromis og det symbiotiske, organiske sammenstød mellem dig og mig. Stedet, hvor vi møder og til tider overskrider hinandens grænser.

Jeg værdsætter i stigende grad bevidstheden om, at livet kunne være så mange ting. At lykken kommer i mange forskellige indpakninger. Jeg kunne være lykkelig mellem stokroser på et lille landbrug i den jyske herlighed, med frisklagte æg og en pony i stalden. Jeg kunne skide hul i alle intentioner om at gøre karriere, lægge værtshuse og natteravne bag mig og holde det simpelt. Fra jorden til munden på naturens præmisser.

Og jeg kunne holde mig til Nørrebro og nyde dagligt at se byen blive vredet ind i nye former af alle dens beboere. Trække på skulderen af selv de grimmeste tags på min lidt for pussenussede andelsforenings nymalede mure. Se resultaterne af menneskets kreativitet, destruktivitet og skaberglæde på byens ansigt. Glæde mig over at byen opstår på menneskets præmisser, dagligt med nysgerrighed indgå i dens foranderlighed.

Måske er det fordi, jeg kigger på verden med kærlige øjne. Men det er sikkert lige så rigtigt, at der er så mange måder at være og blive glad på. Lykken ligger for enden af mange forskellige veje. Derfor er det så fandens vigtig med en god infrastruktur.

Følgende bliver beklageligvis lidt kedeligt. Til gengæld er det vigtigt: Demokrati. Folkemagt. En smuk tanke om, at borgerne er i stand til at træffe rationelle beslutninger til deres eget bedste. Good old Grundtvig var skeptisk, men forstod ikke desto mindre, at skulle magten gå fra konge til folk, så skulle folket uddannes. Oplyses. Så de forstod, hvad de stemte om. Et folk, som ikke ved, hvilke udfordringer deres samfund i realiteten står over for, bør være påpasselige i stemmeboksene.

Det gjaldt i 1849, og det gælder i dag. Men et folk skal ikke bare kunne læse, skrive, kende sin historie og kunne reflektere frit over den oplevede verden, for at kunne opretholde et velfungerende demokrati. Et folk skal også have viden om sin samtid, og den viden skal pressen ideelt set stille til rådighed i en konstant stræben efter den bedst opnåelige version af sandheden. Demokrati kræver information. Og demokrati kræver også nogle fælles kulturelle pejlemærker.

Til at videreformidle og opbygge den slags ting ejer vi i fællesskab DR. Det koster 2.200 kroner om året. En skat, som vi af uvisse årsager kalder licens og opkræver med giro-kort, hvilket er tåbeligt, fordi det kan få os til at tro, at vi skal betale for DR, fordi vi benytter os af det i hverdagen. Hvilket for mit vedkommende kun ad omveje er sandt. Jeg har ikke tv, hører kun sjældent radio og læser mine nyheder andre steder end på dr.dk. Med den sporadiske direkte kontakt jeg har med DR, ville en hurtig udregning tydeligt vise, at jeg betaler en meget høj minutpris. Ikke desto mindre kunne jeg aldrig drømme om at forsøge at slippe uden om licensen. Det giver lige så lidt mening som at ville opsige sit medlemskab hos SKAT, fordi man ikke synes, at man modtager serviceydelser fra staten.

I stedet for at prøve at slippe uden om regningen, skal vi diskutere DR grundigt og løbende. Ikke mindst nu, hvor forhandlingerne om det nye medieforlig er på trapperne. Vi skal diskutere, hvorvidt det er i orden, at DR junker os med en mega-produktion som ’X Factor’, der for tredje år i træk forsøger at finde den næste kaloriefattige popfis i en hornlygte. Siger jeg ledende. Det er trods alt stadigvæk en klumme. Mere neutralt formuleret, skal vi forholde os til, om det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, at DR på underholdningsfronten forsøger at konkurrere med de kommercielle kanaler. Hvordan får vi bedre indhold og færre genudsendelser fra 80’erne? Hvis du er utilfreds med det faglige niveau i folkeskolen eller ventetiden på sygehusene, fritager det dig ikke fra at betale regningen. Det forpligter dig kun til at insistere på forbedringer. Præcis det samme gør sig gældende, når det handler om vores fælles medievirksomhed.

Hold op hvor er der kog i gryden ude på højrefløjen. Næstekærlighedens forkæmpere har efter mit bedste skøn indledt en intern konkurrence i kradsbørstige grovheder på kanten af loven, og der er tæt løb mellem de kompetente kombattanter.

DF-medlem og formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard indleder slaget med at sige, at muslimer voldtager deres børn. (Jeg forstår, hvorfor den mand har behov for at kæmpe for en bred tolkning af ytringsfrihedsbegrebet).

Vaks og erfaren udi genren, som han er, topper Jesper Langballe entusiastisk Hedegaard ved i Berlingske Tidende at understrege, at det er mere korrekt at sige, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel efter at have tilladt nogle onkler at voldtage dem. Så var der serveret til alle dem, der kan lide deres morgenavis krydret med krænkelser af en større befolkningsgruppe. Det burde foranledige en razzia mod DF’s tobaksreserver. Ved ikke, hvad de herrer putter i piberne, men jeg har ikke fantasi til at tro, at så stærk gakkelak-tobak er lovligt her til lands. At Langballe siden undskyldte sin såkaldt ’kluntede’ formulering, tæller ikke. Det er jo ikke syntaksen, der falder folk for brystet.

Således optagede af et ophidsende og stimulerende spil fordoms-squash, hvor de to livserfarne herrer står og hamrer grove beskyldninger ud mod horisonten, får de besøg af den ofte oversete Kim Christiansen. Han mærker, at jernene er varme og scorer bonuspoint ved at rette grovheden mod en moder i nød. Og ved med en formulering som ’hvor dum har man lov at være’ at bringe voksenmobning ind som ekstra krydderi. Elegant udnyttede han desuden sin taletid i Information til at fraråde alle danske kvinder at få børn med muslimer. White Pride må juble over, at nogen taler deres sag på Borgen. Christiansen sagde efter en samtale med Thulesen Dahl undskyld. For sit uvenlige svar – ikke for sin hang til kulturel apartheid.
Videre i spillet.

For det fede ved fordoms-squash er, at der ikke er nogen øvre grænse for antallet af deltagere, når først spillet er i gang. Så der er stadig plads på banen, da MF’er og pressemedarbejder for DF Kenneth Kristensen Berth giver dobbelt op på barnagtigheden med et udfald mod SF’er Kamal Qureshi, der ifølge DF’s tekstilekspert har taget et såkaldt ’klovnekostume’ på til middag hos dronningen. Og når en DF’er siger klovnekostume, så mener han selvfølgelig tøj med anden etnisk herkomst end acceptabel. I dette tilfælde en pakistansk festdragt. I’m fucking speechless, fristes man til at sige, men frygter at DF’erne får piberne galt i halsen, hvis jeg udtrykker mig på et udenlandsk klovnesprog.

Hvem, der vinder dette parti fordoms-squash, er endnu uvist. Men jeg føler, at jeg taber et eller andet vigtigt.