Gertrud Thisted Højlund

Han klikkede møjsommeligt ind og ud af pedalerne ved hvert af de mange lyskryds på H.C. Ørstedsvej. Selv holdt jeg mig bagved ham. Imponeret over udstyrsniveauet. Spritny racercykel. Kroppens bløde konturer stod tydeligt frem gennem den stramme neopren-heldragt, aerodynamisk fra kulfibercykelhjelm til de tykke skoovertræk i vinterens anledning. Og så var det meste endda farvekoordineret i en hidsig rød/sort kombi, der lod en stærk karakter fascineret af Spaniens fyrige kultur skinne igennem. En sand cykeltyr og alfahan på cykelstien.

Jeg kørte som sagt bagefter på min magelige damecykel og fantaserede mig frem til hans historie. Da jeg begyndte min karriere i fitnesscenter, skyndte jeg mig at købe nye træningsbukser i håb om, at den økonomiske investering ville holde mig til ilden. Han så ud til at leve efter samme devise, men med et væsentligt større budget. Og at dømme efter hans fysik var beslutningen om at sætte den polstrede cykelbag i sadlen af nyere dato. Som sagt jeg var imponeret, og hvis den sammenbidte, koncentrerede mine bag cykelsolbrillerne udtrykte noget, så var det selvbevidsthed og -tilfredshed. Han lignede en ny million, og han vidste det.

Men så. Mister han koncentrationen. Facaden krakelerer på det nærmeste – revner bliver om ikke andet slået, så man kan skimte en længsel bagved. En kæk trafikal bevægelse til højre i hans synsfelt tiltrækker sig opmærksomheden, og han kigger for første gang væk fra cykelcomputeren.

Op på cykelbudet der på sin ombyggede, hjemmesammenflikkede, ridsede, men tunede banecykel snor sig anarkistisk gennem det store lyskryds. I beskidte og lasede shorts, uglet hår og en skrattende radio på skulderen. Cool på hjul, som kun cykelbude kan være det. Han står op i pedalerne og kaster nonchalant og sikkert sin cykel gennem trafikken uden på nogen måde at skele til reglerne.

Fortov og fodgængerovergang, alt med asfalt og brolægning er hans domæne. Og alle ved det. Også ham i det flotte nye udstyr, som pænt klikkede ud af pedalerne ved hvert rødt lys. Det var som om byens larm forsvandt i det blik, som den skinnende cykeltyr sendte det vilde cykelbud. Alt andet blev slowmotion omkring de to, mens han fulgte ham fra højre, hele vejen ind gennem synsfeltet til han forsvandt ud i horisonten mod vest.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg blev så grebet af det blik. Måske skete det hele inde i mit hoved, men jeg kom til at tænke på, at når vi først har trimmet, kontrolleret og farvekoordineret det hele, kommer vi måske alligevel til at savne de ting, der voksede vildt.

Dette indlœg blev postet den 27.01.2010. klokken 10:43 og er kategoriseret under Ikke kategoriseret. Du kan følge med i svar via RSS 2.0 feedet. Du kan svare selv, eller trackbacke fra dit eget site.