UNDSKYLD HAITI M.M.
Man kan være så glemsom. Hvis man ikke konstant koncentrerer sig om at holde balancen, snubler man hurtigt og ender med hovedet oppe i eget bagparti. Nydende udsigten. Så kan man lige pludselig få bildt sig selv ind, at snerelaterede togforsinkelser er fandens værk. Man kan tro, at det er af afgørende betydning, om staten eller farmand smører madpakkerne. Man kan stå i krise foran spejlet og arrigt erklære sin omsiggribende appelsinhud totalkrig. Man kan sent om natten komme til at tro, at man er uheldsramt, fordi man teknisk set er gået hen og blevet insolvent.
Og så buldrer perspektivet ind over én, når pladetektonik raserer et helt land på få sekunder. Med en djævelsk effektivitet. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jorden pissehamrende ligeglad med os. Naturen ejer ikke medfølelse. Eller sans for at fordele sol og vind lige. Uden at blinke tværer den gerne et af jordens hårdest ramte nationer fuldstændigt ud.
Og så står man lidt rundforvirret med uglet hår og anti-cellulitis-creme i begge hænder og skammer sig. Over det hele. For hvis der er noget, som ingen har gjort sig fortjent til, så er det at leve så trygt og godt, som størstedelen af vi danskere gør. Eller sagt på en anden måde. Hvis der er noget, som ingen har gjort sig mere fortjent til end andre, så er det at leve her i Lykkeland.
Kun hvis man tror på karma og på, at vi alle sammen var nogle ekseptionelt store dydsmønstre i vores foregående liv, kan man argumentere for rimeligheden i, at nogen gennemsnitligt kan have det så strålende, når andre bare må finde sig i lort med lort på.
Her kommer en indrømmelse: Jeg har engang – sandsynligvis i et kærlighedsforsmået øjeblik – med umiskendeligt ynkelig stemmeføring sagt, at ’livet er en stor lort, som man dagligt skal tage en bid af’. Shame on me! Jeg siger det aldrig mere. Ikke så længe jeg husker, at jeg ikke bor i Haiti. Men det glemmer jeg bare desværre snart. På forhånd undskyld – min personlighed er ikke noget at skrive hjem om.
Hvad skete der for resten med de fire millioner jordskælvsramte pakistanere, som vi bekymrede os sådan for i et splitsekund i 2005? Hvordan har de det i New Orleans? Er der nogen, der prøver at komme i kontakt med de mere end 100.000 burmesiske cyklonofre fra 2008? Og hvad med Darfur, er der nogen, der har tænkt på dem for nylig?
Jeg var faktisk lige på nippet til det forleden. Men så skulle jeg tage stilling til, om jeg ville have et eller to spejlæg til morgenmad, og så blev det ligesom aflyst. Undskyld.
20.01.2010. at 09:58
Rigtig godt spørgsmål, hvordan det lissom går i det der Darf ur..
Jeg fik et nyhedsbrev den anden dag fra et overskudsagtigt foretagende, jeg abbonnerer på, hvor der stod “Drop luksus” - og giv det beløb, du ellers ville have købt børnetøj og smykker og crap for i denne måned, til Haiti. God opfordring, men hvad så i næste måned? Og næste?
20.01.2010. at 10:08
Jamen jamen, pis og crap! Du har jo fuldstændig ret, MEN… Nogle gange er det bare så uforskammet svært at holde fat i proportionerne nu, hvor verden er skrumpet ind til et lillebitte sted, hvor vi hører om alt, hvad der sker af forfærdelige ting over hele kloden. Og alt det vi BURDE gøre.
På en mærkelig bagvendt måde er Haiti gudsbenådet. Landet har mediefokus og bølgen af medfølelse og medlidenhed og indsamlingspenge ruller med fuld kraft deres vej. Og det har de i dén grad brug for. Ligesom Darfur. Ligesom de uhyrlige mængder ofre for den glemte krig i Congo. Ligesom cyklonofrene i Burma. Ligesom de hjemløse i København, der fryser røven i laser i vinterkulden.
Det er samme problematik med miljøet og den indirekte ulandshjælp. Skal jeg købe økologisk fra Svanholm og være en CO2-helgen, eller skal jeg køber indfløjet FairTrade fra Kenya og være en superhelt, der gør en ekstra indsats for bøndernes levestandard? Uanset hvad jeg vælger, så ender jeg med at forsømme nogen. Nogen det er vigtigt ikke at forsømme.
Så er det egentlig ok at jeg siger nej til indsamlingsbøssen og napper en morgenvagt i Kristuskirken i stedet? Eller bare kører forbi med en ladning tæpper og en gryde hjemmelavet gullash, fordi jeg faktisk har enormt meget brug for en pause i sofahjørnet?
Nej, vi har ikke fortjent mere end andre at have det så godt, som vi har det. Vi er knagensparkeme gudsbenådede på en helt anden måde end Haiti - og ikke supergode til at sætte yilstrækkelig pris på denne herlighed og komfort.
Men faktisk synes jeg slet ikke, vi er så ringe til at gøre en indsats for at dele med dem, der er knapt så smørklattede som os.
Skal man bøje hovedet og skamme sig over at have det uforskammet godt? Jeg synes det ikke. Og jeg vil ikke undskylde, at jeg nogle gange taber perspektivet. Jeg vil hellere øve mig i at glædes over mine mange privilegier og i at være taknemmelig over, at jeg ikke er haitianer, congaleser eller kasteløs inder. Fra det perspektiv bliver det langt mere naturligt at yde til verden. I stedet for med al den dårlige samvittighed som udgangspunkt.
Men alligevel har du ret. Pis og crap!
20.01.2010. at 10:41
Jeg er helt med, Marianne. Jeg har ret, og du har ret. Når jeg lægger hovedet på puden om aftenen for tiden skammer jeg mig ikke. Jeg tæller mine velsignelser. På den måde forsøger jeg at fastholde perspektivet med positivt fortegn. Og ja, det skulle så gerne give mentalt overskud til at give ud af både de økonomiske og de andre goder. For man skulle jo virkelig være et skarn, hvis man havde det så fint som mig og så alligevel sad og surmulede. Lidt taknemmelighed ved sin milde skæbne er på sin plads.
Og hele den der problemstilling kenyansk fairtrade/økologisk lokaldyrket bliver jeg altid helt dårligt tilpas ved at tænke på, for den gør det så tydeligt, at du aldrig kan komme til at gøre det helt rigtige. Du kan kun bestræbe dig på at gøre det, der målt mod din egen fornuft og moral forekommer at være den mindst dårlige løsning.
20.01.2010. at 17:18
Kære Gertrud Thisted Højlund,
Jeg synes det er noget vrøvl du siger. Og det er en underlig styg kristen europæisk skamskyld, du åbenbart synes vi skal belemres med? Hvorfor skal vi det og på den måde, som du beskriver det? Har du ingen skam i livet og tror du andre får det bedre, fordi du siger undskyld?
Har du brug for aflad - hvorfor så skjule det på den måde? Det er totalt forvrænget og total selvoptaget at du finder det vigtigt at meddele dig om så enormt et emne. Du er ikke filosof og du har ikke vinklet din historie godt nok og din undskyldspointe er dybest set resultatet af manglende overblik.
Du lyder som et barn, der taler i børnehaveklassen. Hvor vil du hen med det? Hvad gør du selv i dagligdagen? Formentlig ikke noget, eller…? Det lyder ikke til at du gør noget i din hverdag der gør en forskel, hvis du sådan kan føle skyld - og så om ting du ikke kan gøre en skid ved. Det er desværre meget hyklerisk og fuldstændig uproduktivt, det du sætter op som en tekst og tanke. Find på noget bedre, næste gang. Så skal jeg nok lytte og gerne noget, med noget bund i, tak.
Vi er selv del af problemet, og det hjælper ikke med aflad, men med en aktiv proces, hvor hvert eneste valg overvejes nøje. Vil du gøre en forskel, så burde du måske overveje om du bidrager positivt eller om du bare er forbruger og ikke skænker det en tanke, hvad du foretager dig. Lad tanke følge handling, så vil du ikke længere få trang til af sige undskyld. Vågn op søster, der er masser at gøre!
Venlig hilsen, Simon Bang
20.01.2010. at 19:20
Kære Simon Bang
Nu siger jeg altså intet om, hvordan du skal have det. Du må have det helt som det passer dig. Og det må jeg vel også. Går jeg ud fra. Om min ’skamskyld’ er kristen eller ej, kan jeg ikke lige vurdere indefra. Men det har jeg så dig til, kan man sige. Tilfældig og dyb uretfærdighed gør bare noget ved mig. Hvorfor dem og ikke mig og omvendt og omvendt og omvendt, tænker jeg. Og du må stadig tænke, hvad du vil. Selvfølgelig ændrer et undskyld ikke det fjerneste. Der er ingen aflad. Bare en følelse af at noget er urimeligt.
At du finder det forvrænget og selvoptaget af mig at meddele mig om en katastrofe - uden at være filosof (?!) - synes jeg måske er lidt hårdt sagt. Men det må være en dom, du kan fælde over mange af verdens borgere, der her for tiden går rundt og meddeler sig til hinanden om de tanker, som katastrofen bringer op til overfladen.
Hvad jeg selv i dagligdagen gør for at hele nationer ikke skal udraderes af voldsomme jordskælv er i sagens natur forsvindende lidt. Men følger gerne dit råd om at skrue ned for mit forbrug… Hvis det hjælper.
Så kan du måske følge mit råd, der i denne situation vil være at holde lidt igen med fordommene. Hvad du ved om mig, mine positive bidrag, mit tankeløse forbrug og mine overvejelser om at være noget for andre mennesker kan sandsynligvis med lidt snilde skrives på bagsiden af et frimærke. I-n-t-e-t. Hvorvidt mine handlinger ligger i tråd med mine tanker, behøver du derfor slet ikke kloge dig på.
Men at jeg har svært ved at se, hvordan man kan gøre så meget forskel, at man ikke rammes af urimeligheden i, at katastrofen rammer andre så hårdt, mens man selv sejler roligt videre, er ikke nogen hemmelighed. Men nu har jeg heller ikke opfundet en universalkur mod kræft for nylig og kommer sikkert heller aldrig til det. Medmindre tingene udvikler sig i overraskende retning.
Næste gang har jeg desuden tænkt mig at skrive om, lige hvad der passer mig. Om det så rammer dine store dybder eller ej. Bare så det er på det rene.
Venligst
Gertrud T. Højlund (som ikke er din søster)
21.01.2010. at 02:21
Kære Gertrud.
God og relevant artikel. Avisen og medierne er en stor hjælp når der skal skabes fokus på et problem. Jeg synes at din artikel appellerer til min samvittighed, og det er vel også målet med artiklen, at vi alle bør skænke en tanke, som det mindste, til de som ikke var så heldige i livets store tombola.
Mht. til Simon Bang, så må jeg sige at dit indlæg for mig ikke er andet end en sludder for en sladder. Du er ret god til at fortælle hvad Gertrud gør forkert, man knap så dygtig, når det kommer til løsningsforslag, som du hævder der er masser af. Bl.a. sådan en negativitet som du tydeligvis udstråler, er med til at folk ikke synes det er enegien værd, at gøre noget, hvis der alligevel bare kommer sådan en som dig og siger at det man gør er uden betydning.
Et råd til dig er: Sig hvad folk skal gøre i stedet for at påpege deres fejl. Tro mig, det kommer du langt længere med. Hvis du møder folk med imødekommenhed, så er chancerne for at du får det samme retur noget større.
Mvh. Buster
21.01.2010. at 10:44
Hej gode Gertrud.
Hvis man er vant til at følge med i dine skriverier, ved man hvad du mener.
Tag dig ikke af denne Simon, som tilsyneladende hverken kender dit univers, din måde at skrive på eller din fantastiske selvironi.
(Selvironi som er så sjældent set hos kvinder)
Måske læser Simon kun Information eller Politikens kronik, og har ikke opdaget at det er en klumme i en gratisavis!!!!
Tror bare at manden(?) trængte til at brokke sig??
Og jeg vil bestemt ikke dizze din indsats. Tvært imod!!
Jeg har sagt det før og gentager gerne, at jeg finder at dit sprog, dit flow og dine tanker, hæver avisens niveau OP.
Det er en ren fornøjelse at læse “dig”, og misser det sjældnt!
Tak for indsatsen for netop ikke bare at ævle-bævle og med jævne mellemrum at sende nogen ruskere ud til nationen med verdens mindste skostørrelse.
Stor, god, venlig, rar og kærlig hilsen
Jacob
21.01.2010. at 11:42
Kære Gertrud Thisted Højlund,
Vær du glad for at jeg bruger min tid på at reagere. Du stikker næsen frem og dit indlæg bringes i P1 både morgen og eftermiddag og det virker, Bland andet fordi det passer ind i den politiske korrekthed og afmagt, der plager os i disse år.
Jeg er ikke spor forundret over at det er kommet så vidt. Vi er den forkælede generation, hvor alting er mig-mig-mig, og reflektionen kommer kun, når noget går os på, eller når vi frygter virkeligheden. Når du har fået en plads, hvorfra du kan spejde og reflektere over livets strabadser, så tænker jeg da bare, at så burde dine ord bringe os videre, gøre os klogere og mere indsigtsfulde? Hvis vi kun bidrager med frygt, skammen eller det manglende overblik, hvorfor skal vi læsere og lyttere så tage det seriøst?
Hvis vi ikke, os i den velstående verden, ikke har overskud, og evner at rykke, tage ansvar og se på verden med energi og ideer til at fatte og rumme det hele, hvem fanden har så? Det er den forpligtigelse vi har, i stedet for bare at privat forbruge os ud af vores overflod og klynke, når verden viser sin voldsomme virkelighed direkte foran os.
Hvis vi hver dag gør noget, som tjener til andet og andre end os selv, så ved vi inderst inde, at vi bidrager, istedet for enten at kræve ind eller lukke verden ude. Og en dag vil klynkeriet holde op, fordi vi selv har fået mening med tilværelsen. Det er det, jeg dybest set forsøger at sige i denne blog og som reaktion på dit skrig.
Og ja, selvfølgelig nytter det noget. Vi kan jo spørge os selv i vores eget lønkammer, hvorledes det står til. Hvad har vi i dag bidraget med, som vi kan leve med, som gør os deltagende og som udligner denne fastlåsthed mellem at være heldig og leve i en verden, hvor mange års kamp for rettigheder, velstand og så videre, har gjort at vores samfund virker velfungerende? Det er ikke kommet af sig selv, der er generationer af hårdt slid bag det, og heldet forfølger de velforberedte. Og det forpligter at bo i sådan et samfund - derfor finder jeg det håbløst at undskylde. Deltag og stop klyngeriet og påtag ansvarlighed, efter bedste evne.
Venlig hilsen,
Simon Bang
21.01.2010. at 14:27
Kære Simon Bang
Jeg værdsætter alle bidrag. Og hvis din sidste kommentar repræsenterer din holdning, så er vi slet ikke så uenige, som du fik svinget dig selv op til at tro i første omgang.
Fornemmer, at du er stødt på mine holdninger på P1 og ikke i Urban. Jeg forestiller mig - naivt måske - at du ville tænke lidt mindre lave tanker om mig, hvis du havde læst flere af mine klummer.
Din sidste kommentar lyder sjovt nok, som noget jeg selv kunne have skrevet - selvom dit selvfølgelig har en helt anden dybde end den min lille søsterlagkage-hjerne kan frembringe. Hvis der er noget jeg prædiker, så er det personligt ansvar og engagement. For det meste med et selvironiske udgangspunkt ud fra devisen, at klummen er virkeligheden +/- 15 procent. I den klumme, som står over dette kommentarsporet er det således for at være ærlig, usandt at jeg bruger anti-celulitis-creme. Men det fremhæver pointen. Man var optaget af sig selv, og så skete der noget, så man kom i tanker om andre. Og ja, jeg er selvoptaget fra tid til anden. Når jeg vælger at betale mine regninger i stedet for at sende penge til Haiti føler jeg, at de ville have endnu mere brug for dem.
Hvorvidt jeg stikker næsen frem, er jeg nu ikke helt enig med dig i. Jeg passer mit arbejde og ytrer mine holdninger. Det kan afstedkomme debat. Men det behøver ikke afføde en kold spand vand af fordomme.
Venligst
Gertrud
21.01.2010. at 14:30
Og til Jacob.
Jeg er glad, hvis du fornemmer at der er en rød tråd i mine skriverier, som gør at du synes de hænger sammen og taler til hinanden. Tak fordi du læser med på fast basis. Din hilsen varmer i det kolde.
Gertrud