ANSVARET ER DIT
7/11 på Nørrebrogade en søndag for et par måneder siden. Pigen i køen foran mig er utilfreds. Hun har lige fået at vide, at butikken ikke har batterier, og manden bag disken har til hendes utilfredshed ikke tænkt sig at ringe til alle kiosker i omegnen for at høre, om de har batterier i deres varesortiment. ”Skal jeg så bare cykle rundt i hele byen og lede?” spørger hun fornærmet, hvorefter jeg hurtigt frigør min sømpistol fra mit værktøjsbælte og sømmer mine hænder fast til disken, så jeg ikke kommer til at ruske hende og råbe, at hun skal lære at klare sig selv. For selvfølgelig er det ikke andres ansvar, at hun en sen søndag aften står med et akut behov for et sæt AAA-batterier til… ja… hvad så end en pige bruger batterier til sådan en grå søndag aften.
Måske er det bivirkningen ved så solidt et velfærdssystem som vores: At vi hele tiden regner med, at nogle andre sørger for, at vi får det, vi skal bruge.
Jeg studsede også over det forleden, da jeg i Berlingske Tidende læste, at nogle børnehavebørn er sprogligt understimulerede og derfor ikke lærer at tale rent lige så hurtigt som andre. Som altid lander automatpiloten det havarerende fly på statens banehalvdel: Pædagoger skal have bedre værktøjer til at få lært de her børn at tale. Står der i avisen, mens noget inde i mig hvisker, at det da ville være mere logisk, hvis det var forældrene, der primært havde ansvaret for at lære deres børn at tale. Kunne vi ikke starte med at opfordre dem til at snakke mere med deres børn, læse bøger for dem og låne lydbøger til dem på biblioteket, så poderne kan få sig et sprog?
Nej. For sammen med halvdelen af vores løn afleverer vi efter alt at dømme også størstedelen af vores personlige ansvar hos staten. Og så bliver sproglig udvikling systemets ansvar. Ligesom det er Moder Stat, der har ansvaret for at lære børn gode kostvaner.
Og nu mener Moder Stat også, at det er hendes ansvar, at vi ikke går gennem isen, når vi leger på de frosne søer. Så hun har sendt folk med måleudstyr og politifar med bødeblokken ud for at passe på os. Fordi det er i hendes interesse, at vi er sunde, sprogligt veludviklede og ikke ligger og plasker rundt i diverse offentligt tilgængelige dødsfælder. Men bare fordi det er i Moder Stats interesse, er det altså stadigvæk vores ansvar. Og det vil jeg gerne tillade mig at insistere på, for en dag løber min sømpistol tør for tilbageholdenhed, og så kommer jeg til at ruske sådan et forkælet velfærdsfænomen, som hende i kiosken med batteribehov.
13.01.2010. at 08:22
Hvis det er eget ansvar, hvad så når uheldet sker? Skal man så selv i lommerne og betale hvis uheldet er ude? Ambulance, osv. Så nej det er ikke dit ansvar, hvordan kan forældre have ret til at overtage ansvaret for deres børns liv, ved at tage dem med ud på tynd is - i alle livets sammenhænge. Følg anvisningerne såvel om færdsel på isen, styrthjelm, sikkerhedssele o.m. a.
13.01.2010. at 08:37
Jeg synes, man skal opføre sig fornuftigt, fordi det er det fornuftige at gøre. Man skal selv - med sit eget lille hoved - tænke ting igennem og reagere derefter. Det er kun børn, der skal opføre sig fornuftigt, fordi de har fået at vide af de voksne, at det skal de.
Og selvfølgelig skal man ikke selv betale for en ambulance. Jeg er ikke modstander af et velfærdssamfund, hvor vi hæfter solidarisk.
13.01.2010. at 09:20
Velfærdssamfundet er vel grundliggende til for at hjælpe dem, der befinder sig i en situation hvor de ikke KAN hjælpe sig selv (sygdom, arbejdsløshed etc.)
Det kan man ikke just sige gælder pigen, der står og mangler batterier!
Hun kan vel enten selv løse problemet, eller pænt spørge andre om de tilfældigvis har et par batterier, de kan undvære - altså frivillig og spontan hjælp fra andre. Den slags ting er ikke “samfundets” eller statens anliggende.
Er der ikke en tendens til, at danskere bruger velfærdssamfundet som en undskyldning for netop at være ekstremt selvoptaget? Alt hvad der ligger uden for min egen “boble” tager staten sig af…
Det mener jeg absolut ikke som et argument imod velfærdssamfundet. Det er helt klart godt vi har det. Jeg argumenterer snarere for, at der er noget vi danskere IKKE har, og som vi alvorligt mangler.
13.01.2010. at 10:28
Jeg er meget enig, møder tit (og fanger mig selv i) at tænke.. det må være en eller andens ansvar. Jeg hader den tanke.. hvorfor ikke selv tage det forbandende ansvar. det kan aldrig blive lærernes ansvar at børn ikke opfører sig pænt, læser ordenligt eller sidder stille. Det er forældrene, som må deltage sammen med læreren og påtage sig ansvaret for at børnene kan læse og tale.
Selvom jeg dog gerne så at min søster havde taget det ansvar lidt mindre seriøst, da min niece på 4 taler og synger mig til vanvid når jeg passer hende. Men hun taler flot!.
Jeg bliver bare træt når jeg møder velfærdsholdningen, tag ansvar for eget liv og handling.
13.01.2010. at 12:34
*G* Du er altså skøn - atter en skøn blog - og batteri-tøsen er da virkelig ikke for kløgtig ;0)
13.01.2010. at 13:13
@Mogmich: Velfærdssamfundets opgave er vi to enige om. Hvor der måske kan opstå en uenighed er ved grænsen for, hvornår folk har brug for hjælp, og hvad de har brug for hjælp til. Jeg oplever mennesker, der tænker på hjælp fra systemet som det første, når de støder på problemer, og der er jeg bare så gammeldags at mene, at den første man skal søge hjælp hos er sig selv.
Det er så min holdning, at det er velfærdsstaten varme arme, der har lært os at tænke sådan. Og jeg mener således også, at det er en ‘god undskyldning’.
Og Tårnet. Det fede ved selv at tage ansvaret er jo, at man så også selv kan høste æren, når det går godt og i det hele taget bryste sig af, at sidde i førersædet i sit eget liv
Og Pia: Tak
13.01.2010. at 13:37
Spot on, Gertrud!!!
Elsker dine klummer når de handler om stat og politik og råb på sund fornuft!
13.01.2010. at 14:35
Interessant medalje du hænger om halsen på befolkningen i velfærdssamfundet. Interessant, fordi for meget service og for finmasket et net kan gøre at folk fratages deres naturlige bevidsthed og følelse af ansvar. Nu er 7/11 jo ikke ligefrem en statsejet virksomhed, så det er ikke kun Moder Stat som er skurken her. Der er vel snarere tale om at specialiseringen i samfundet er så voldsom, at man som borger i dette samfund véd, hvor man finder en ekspert i hvor AAA-batterierne gemmer sig søndag eftermiddag, eller hvem der formodes at kunne motivere børnehavebørn til et varieret og farvestrålende sprog som dit.
Man kan som GTH sige at nogle forhold er så banale at det giver sig selv hvad man skal gøre og man derfor skal stille krav til sig selv om at ville og kunne handle uden at støtte sig til en ekspert. Find dog dine batterier selv, stimuler dog dine ungerne til at få et sprog og støt dem i det hele taget med at udvikle alle de færdigheder de skal kunne i de 18-20 år du har dem boende.
Så måske er bagsiden af medaljen at vi bliver en flok socialt handikappede individer, der er så dovne eller inkompetente, at selv de mest simple ting virker nærmest umulige at gøre.
Men der er en anden side af medaljen. En forside. En række grunde til at vi har opbygget et samfund fyldt med service, både fra det private og fra det offentlige. Vi har ikke hver sit lille husmandssted og vi dyrker ikke vores egen føde og bomuld til klæderne. Vi har valgt at specialisere os og drage nytte af stordriftsfordelene ved denne arbejdsdeling. Jeg vil gerne have at U-landshjælpen ikke står og falder med at der er indsamlinger når der indtræffer en særlig katastrofe, men at staten indgår i nogle længerevarende forhold til modtagerlande, så der kan sættes udvikling i gang ud over rent nødhjælp. Jeg vil også godt have at underviserne i skolerne rent faktisk ved noget om læring og er i stand til at lave individuelle elevplaner som siger noget om hvor indsatsen skal lægges, så det ikke kun er middelklassens unger der kommer helskindet gennem folkeskolen. Når ungerne går i de store klasser er det altså ikke nok at låne lydbånd på bibliotekerne. Her har vi behov for nogle undervisningseksperter, der har blik for den enkelte og som har så varieret et udbud af undervisningsmetoder, at alle ungerne formår at få det bedste frem i sig selv.
PS. Virkede den batteriløse piges strategi? Fik hun batterier uden at skulle cykle hele byen rundt?
13.01.2010. at 15:01
Sømmen er virkeligt ramt på hovedet her, tak for det Gertrud!
Det virker som om visse politikere nogle gange helst ser at vi alle går rundt i ens bobleplast-flyverdragter og helst haver en social-medhjælper til at holde os i hånden 24/7.
Da jeg efterhånden er kommet med i klubben af os der nu har levet i fem forskellige tiår, så er det oftere og oftere at tankerne vender tilbage til den gamle frase - “Ting var bedre før”…
Fordi så var det forældrenes ansvar hvis poden gik igennem isen fordi den kun var 8 cm tyk og ikke kunne tåle fem drenge på en knallert. Desuden brugte vi vores fritid på at snakke sammen, læse bøger eller lege med kameraterne udenfor. I stedet for at sidde apatisk foran den ene eller den anden skærm og glo… Endeligt var vi også indeforstået med at man var nødt til at vente til dagen efter hvis dagligvarebutikken var lukket og man havde behov for batterier (det var før de begyndte at sælge dem på benzinstationer - i hvert fald hvis det ikke var beregnet på biler).
Det er tit en fordel at tage vide fra fortiden i brug inden man forsøger at være “nytænkende og innovativ”!
13.01.2010. at 16:30
Jeg er tilhænger af sund fornuft. Jeg går ind for det, og jeg synes du har ret i, at mange mennesker glemmer det.
Jeg forstår bare ikke dine eksempler.
Børnehavebarnet der ikke taler rent så hurtigt som sine børnehavekammerater, fx. Jeg synes da ligesom dig, at forældrene har som ansvar at tale med og læse for børnene. Men hvis nu de ikke kan det? Hvis ikke de magter det? Hvis ikke de gider det? Hvis de simpelthen bare, af den ene eller anden mere eller mindre dårlige årsag, ikke har fået det gjort? Så har forældrene måske fejlet - men det er barnet der har tabt.
Så causerer du over det urimelige i, at staten blander sig og samler op. Det kommer næsten til at virke som om, at du gerne vil leve med det offer, at barnet ikke kan tale rent? At det er OK at straffe børn med dårlige talekundskaber pga. deres misdædere af nogle forældre. Det mistænker jeg dig ikke for alvor for at mene. Jeg siger bare, at dit eksempel ikke rigtig giver nogen mening i mine ører, og at det er OK at vi har et velfærdssamfund der lægger en bundlinje for, hvad vi kan forvente af taleegenskaber.
I forhold til dit eksempel med politiet giver det egentlig heller ikke megen mening for mig. En bunke døde, forfrosne og indlagte skøjteløbere vil 1) koste Danmark i tabt arbejdsfortjeneste, 2) utrolig mange tusinde kroner i hospitalsbehandling og 3) måske endnu flere penge som følge af forfrysningshandicap. I det regnskab er flinke og rare politifolk nu en relativt lille pris at betale.
Dit tredje eksempel køber jeg i øvrigt gerne. Batteri-pigen i kiosken skal da tage sig sammen, lede efter sine batterier selv og købe dem for hendes egne penge. Det handler nu imidlertid om god opførsel, skik og brug samt almindelig pli. Ikke om velfærdsstaten.
13.01.2010. at 16:54
Hej Torben
Jeg tager den lige fra bunden. Jeg er helt med på, at staten har flere forskellige økonomiske interesser i, at vi ikke går gennem isen. Men den skal da stadigvæk overlade det til os at passe på os selv. Staten sidder jo heller ikke - endnu - på skødet af os ved middagsbordet og sørger for at vi ikke spiser for meget flødesovs til kartoflerne, selvom det også koster fælleskassen, når vi så lægger os med diverse velfærdssygdomme.
Nu er jeg jo fra landet. Og der legede vi på isen, når den kunne holde, og det var der nogle forældre i byen, der forsøgte at holde øje med om den kunne. I vores lille by var der en klar fornemmelse af, at det var vores eget ansvar ikke at gå ud på isen, hvis den var for tynd. Den tanke kan jeg godt lide. I EU tror jeg de kalder det for Nærhedsprincippet: beslutninger skal træffes så tæt på det sted, hvor de får konsekvenser som muligt.
Og jeg vil ikke ofre nogen børn. Vi skal selvfølgelig sørge for, at der er en bagstopper på, der får de børn med de sværeste vilkår med på vognen, så den sociale arv kan blive brudt. Men jeg er bare ikke indforstået med at den første reaktion på børn, der halter bagefter hvad sprogindlæring angår, er at stable bedre statstilbud på benene. Som om det er hos staten, ansvaret primært ligger. Måske er det ikke engang børnene, der skal udsættes for en pædagogisk indsats, men de voksne.
Hvis nogle mennesker ikke giver deres børn en god sproglig start på livet, så synes jeg først og fremmest at de mennesker skal grundigt oplyses om, hvordan de bedre kan hjælpe egne børn. Jeg synes, vi skylder hinanden at forvente, at vi hver især godt kan leve op til de krav et moderne samfund stiller. Indtil det modsatte er bevist. Måske er der bare nogle forældre, som ikke har forstået hvorfor samtale, højtlæsning og lydbøger er vigtige for børnenes udvikling. Og der vil jeg bare hellere starte. Så individet og ikke staten bliver udgangspunkt for social og menneskelig udvikling.
(Jøsses, hvor er jeg liberal at høre på…
)
Og til den der spurgte tidligere, kan jeg heldigvis fortælle af 7/11-ekspedienten ikke faldt for hendes fornærmede attitude. Hun måtte selv lede videre.
13.01.2010. at 17:01
Og til Qajaq. Jeg er indforstået med velfærdsstatens fordele. Men klummer bliver voldsomt tandløse, hvis de vejer alt for meget for og imod på samme dag. Men den har også nogle ulemper, som handler om at vi udliciterer ansvaret for både os selv og hinanden til staten. Så det hele bliver ’saaaaaaamfundet skyld’, som TV 2 synger. Og derfor påtager jeg mig - i min rolle som klummeskribent med - ansvaret for at løfte en bedrevidende pegefinger nu og da.
Og til Baddaydaddy - det der nærmest undrer mig mest er, at vi her snakker om en såkaldt liberal regering, der pakker samfundet ind i snærende, begrænsende bobleplast-flyverdragter og påtvungne madpakkeordninger.
13.01.2010. at 18:38
Hej Getrud,
Jeg er stadigvæk ikke helt overbevist om, at dine eksempler holder vand. For at tage dem fra en ende af, så synes jeg, at vi skal skynde os at blive enige om, at folk skal passe på sig selv.
Men spørgsmålet er, hvilke opgaver velfærdsstaten egentlig så skal varetage? Jeg synes fx ikke, at velfærdsstaten skal sikre, at vi ikke bliver våde og får influenza. De skal træde til, når folk sætter deres liv i umiddelbar fare, andres liv i fare eller på anden måde tilsidesætter dansk lovgivning. Som det fx var tilfældet da vanvittigt mange rendte rundt helt vinterkuldrede på søerne i København - mig selv inklusive, i øvrigt.
Jeg vil hellere sende en politimand end en ambulance.
Og så forstår jeg heller ikke helt dit ønske om at lade det ene udelukke det andet. Det er da klart, at vi skal gøre forældre i stand til at lære deres børn det talte sprog for i folkeskolen at lære dem det skrevne - og så senere raffinere begge dele. Lad os igen skynde os at blive enige om dét.
Men de børn der HAR tabt? Hvad stiller vi op med dem på den korte bane? Hvordan gør vi, så de ikke taber på knock-out men helst bare bliver sat et par point bagud? Der synes jeg faktisk, at kommunale indsatser er berettigede og velkomne - og jeg er helt uenig i, at det ligefrem fratager forældre incitamentet til at lære deres børn sprog. Omvendt tror jeg faktisk at langt de fleste forældre ville se det som et nederlag af rang at måtte lade staten tage over på den indlæring, de som forældre har fejlet i.
Jeg vil hellere sende en sprogpædagog end senere at måtte sende børnene på jobcenteret.
Jeg synes, at velfærdsstatens afgrænsning skal være, at den griber ind, når folk udsætter sig selv eller andre for fare eller på anden måde tilsidesætter dansk lovgivning. Et bedre eksempel er måske prostituterede. Det er jo ikke fordi, at vi vil fratage mænds deres seksualitet, betvinge dem en ‘rigtig’ seksuel observans eller på anden måde trænge ind i deres intimsfære. Det er fordi, at de støtter slavehandel, umenneskelige vilkår og et helt igennem afstumpet og menneskefjendsk miljø ved at købe prostituerede. Kun en gruppe taber, og det er de prostituerede.
I dette tilfælde vil jeg hellere sende en politibetjent end en kenyansk pige ud af landet - ud til ingenting.
/Torben.
P.S. Det er vel OK at lyde liberal, hvis man nu er det?
17.01.2010. at 22:49
Jeg er socialist af hjerte men ultraliberal hvad angår statens ansvar overfor mig - som velfungerende individ. Jeg mener ikke statens opgave er at diktere hvor meget sodavand jeg må drikke, om jeg skal bruge sikkerhedssele eller benytte de offentliges hænder til at opdrage mine børn (udover almen dannelse, skolen må formås at give, når jeg engang får sådan nogen. I sidste ende er det mit ansvar om jeg får hjernerystelsen frem for udslæt af asfalten fordi jeg af forfængelige årsager ikke benytter cykelhjelm. Staten kan opsummere, udsende statistikker og forsøge at råbe konjunkturerne i medierne - så borgerne kan se at de trækker op eller ned på en grim statistik. Det ændrer ikke på, at jeg som individ, der gladeligt betaler halvdelen af min indkomst, bare vil have lov til at leve mit liv i fred - fri for en moraliserende og dikterende stat, der griber ind ind i de borgeres liv, der rent faktisk klarer sig ganske udmærket.
Jeg oplever fysisk smerte i min hornhinde hver gang jeg åbner en avis, og endnu engang læser hvordan vi som borgere gradvist afgiver magten og ansvaret til tredjepart, for at kunne koncentrere os om modetips, facebook og hvem der går videre i X-factor.
Gertrud Thisted Højlund - fød mine børn!
18.01.2010. at 19:00
Rasmus, vi skulle nok kunne får nogle fornuftige små samfundsborgere sammen
19.01.2010. at 19:23
Jeg er ikke et sekund i tvivl. Det ville være præmieavl af kommende statsoverhoveder (siger han og forudsiger at næste indlæg har noget med jantelov at gøre)