Gertrud Thisted Højlund

Han klikkede møjsommeligt ind og ud af pedalerne ved hvert af de mange lyskryds på H.C. Ørstedsvej. Selv holdt jeg mig bagved ham. Imponeret over udstyrsniveauet. Spritny racercykel. Kroppens bløde konturer stod tydeligt frem gennem den stramme neopren-heldragt, aerodynamisk fra kulfibercykelhjelm til de tykke skoovertræk i vinterens anledning. Og så var det meste endda farvekoordineret i en hidsig rød/sort kombi, der lod en stærk karakter fascineret af Spaniens fyrige kultur skinne igennem. En sand cykeltyr og alfahan på cykelstien.

Jeg kørte som sagt bagefter på min magelige damecykel og fantaserede mig frem til hans historie. Da jeg begyndte min karriere i fitnesscenter, skyndte jeg mig at købe nye træningsbukser i håb om, at den økonomiske investering ville holde mig til ilden. Han så ud til at leve efter samme devise, men med et væsentligt større budget. Og at dømme efter hans fysik var beslutningen om at sætte den polstrede cykelbag i sadlen af nyere dato. Som sagt jeg var imponeret, og hvis den sammenbidte, koncentrerede mine bag cykelsolbrillerne udtrykte noget, så var det selvbevidsthed og -tilfredshed. Han lignede en ny million, og han vidste det.

Men så. Mister han koncentrationen. Facaden krakelerer på det nærmeste – revner bliver om ikke andet slået, så man kan skimte en længsel bagved. En kæk trafikal bevægelse til højre i hans synsfelt tiltrækker sig opmærksomheden, og han kigger for første gang væk fra cykelcomputeren.

Op på cykelbudet der på sin ombyggede, hjemmesammenflikkede, ridsede, men tunede banecykel snor sig anarkistisk gennem det store lyskryds. I beskidte og lasede shorts, uglet hår og en skrattende radio på skulderen. Cool på hjul, som kun cykelbude kan være det. Han står op i pedalerne og kaster nonchalant og sikkert sin cykel gennem trafikken uden på nogen måde at skele til reglerne.

Fortov og fodgængerovergang, alt med asfalt og brolægning er hans domæne. Og alle ved det. Også ham i det flotte nye udstyr, som pænt klikkede ud af pedalerne ved hvert rødt lys. Det var som om byens larm forsvandt i det blik, som den skinnende cykeltyr sendte det vilde cykelbud. Alt andet blev slowmotion omkring de to, mens han fulgte ham fra højre, hele vejen ind gennem synsfeltet til han forsvandt ud i horisonten mod vest.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg blev så grebet af det blik. Måske skete det hele inde i mit hoved, men jeg kom til at tænke på, at når vi først har trimmet, kontrolleret og farvekoordineret det hele, kommer vi måske alligevel til at savne de ting, der voksede vildt.

Man kan være så glemsom. Hvis man ikke konstant koncentrerer sig om at holde balancen, snubler man hurtigt og ender med hovedet oppe i eget bagparti. Nydende udsigten. Så kan man lige pludselig få bildt sig selv ind, at snerelaterede togforsinkelser er fandens værk. Man kan tro, at det er af afgørende betydning, om staten eller farmand smører madpakkerne. Man kan stå i krise foran spejlet og arrigt erklære sin omsiggribende appelsinhud totalkrig. Man kan sent om natten komme til at tro, at man er uheldsramt, fordi man teknisk set er gået hen og blevet insolvent.

Og så buldrer perspektivet ind over én, når pladetektonik raserer et helt land på få sekunder. Med en djævelsk effektivitet. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jorden pissehamrende ligeglad med os. Naturen ejer ikke medfølelse. Eller sans for at fordele sol og vind lige. Uden at blinke tværer den gerne et af jordens hårdest ramte nationer fuldstændigt ud.

Og så står man lidt rundforvirret med uglet hår og anti-cellulitis-creme i begge hænder og skammer sig. Over det hele. For hvis der er noget, som ingen har gjort sig fortjent til, så er det at leve så trygt og godt, som størstedelen af vi danskere gør. Eller sagt på en anden måde. Hvis der er noget, som ingen har gjort sig mere fortjent til end andre, så er det at leve her i Lykkeland.

Kun hvis man tror på karma og på, at vi alle sammen var nogle ekseptionelt store dydsmønstre i vores foregående liv, kan man argumentere for rimeligheden i, at nogen gennemsnitligt kan have det så strålende, når andre bare må finde sig i lort med lort på.

Her kommer en indrømmelse: Jeg har engang – sandsynligvis i et kærlighedsforsmået øjeblik – med umiskendeligt ynkelig stemmeføring sagt, at ’livet er en stor lort, som man dagligt skal tage en bid af’. Shame on me! Jeg siger det aldrig mere. Ikke så længe jeg husker, at jeg ikke bor i Haiti. Men det glemmer jeg bare desværre snart. På forhånd undskyld – min personlighed er ikke noget at skrive hjem om.

Hvad skete der for resten med de fire millioner jordskælvsramte pakistanere, som vi bekymrede os sådan for i et splitsekund i 2005? Hvordan har de det i New Orleans? Er der nogen, der prøver at komme i kontakt med de mere end 100.000 burmesiske cyklonofre fra 2008? Og hvad med Darfur, er der nogen, der har tænkt på dem for nylig?

Jeg var faktisk lige på nippet til det forleden. Men så skulle jeg tage stilling til, om jeg ville have et eller to spejlæg til morgenmad, og så blev det ligesom aflyst. Undskyld.

7/11 på Nørrebrogade en søndag for et par måneder siden. Pigen i køen foran mig er utilfreds. Hun har lige fået at vide, at butikken ikke har batterier, og manden bag disken har til hendes utilfredshed ikke tænkt sig at ringe til alle kiosker i omegnen for at høre, om de har batterier i deres varesortiment. ”Skal jeg så bare cykle rundt i hele byen og lede?” spørger hun fornærmet, hvorefter jeg hurtigt frigør min sømpistol fra mit værktøjsbælte og sømmer mine hænder fast til disken, så jeg ikke kommer til at ruske hende og råbe, at hun skal lære at klare sig selv. For selvfølgelig er det ikke andres ansvar, at hun en sen søndag aften står med et akut behov for et sæt AAA-batterier til… ja… hvad så end en pige bruger batterier til sådan en grå søndag aften.

Måske er det bivirkningen ved så solidt et velfærdssystem som vores: At vi hele tiden regner med, at nogle andre sørger for, at vi får det, vi skal bruge.

Jeg studsede også over det forleden, da jeg i Berlingske Tidende læste, at nogle børnehavebørn er sprogligt understimulerede og derfor ikke lærer at tale rent lige så hurtigt som andre. Som altid lander automatpiloten det havarerende fly på statens banehalvdel: Pædagoger skal have bedre værktøjer til at få lært de her børn at tale. Står der i avisen, mens noget inde i mig hvisker, at det da ville være mere logisk, hvis det var forældrene, der primært havde ansvaret for at lære deres børn at tale. Kunne vi ikke starte med at opfordre dem til at snakke mere med deres børn, læse bøger for dem og låne lydbøger til dem på biblioteket, så poderne kan få sig et sprog?

Nej. For sammen med halvdelen af vores løn afleverer vi efter alt at dømme også størstedelen af vores personlige ansvar hos staten. Og så bliver sproglig udvikling systemets ansvar. Ligesom det er Moder Stat, der har ansvaret for at lære børn gode kostvaner.

Og nu mener Moder Stat også, at det er hendes ansvar, at vi ikke går gennem isen, når vi leger på de frosne søer. Så hun har sendt folk med måleudstyr og politifar med bødeblokken ud for at passe på os. Fordi det er i hendes interesse, at vi er sunde, sprogligt veludviklede og ikke ligger og plasker rundt i diverse offentligt tilgængelige dødsfælder. Men bare fordi det er i Moder Stats interesse, er det altså stadigvæk vores ansvar. Og det vil jeg gerne tillade mig at insistere på, for en dag løber min sømpistol tør for tilbageholdenhed, og så kommer jeg til at ruske sådan et forkælet velfærdsfænomen, som hende i kiosken med batteribehov.

Alting er altid det samme. Det lille resignerede slogan har jeg for længst indset sandheden i. Og tyve-ti har så vidt vides ikke tænkt sig at modbevise det. Jeg startede året med at betale flere regninger, end sjovt var, og spise sushi i sengen, mens jeg så endnu en sæsonstart af ’X Factor’ på computeren. Sådan noget hedder deja vue. Desuden har jeg nu – fire dage inde – allerede fået en times forsinkelsesventetid på Skanderborg Station foræret af DSB. Så tilgiv mig, hvis jeg ikke har tænkt mig at dvæle ved de påståede transformatoriske kræfter omkring 31. december/1. januar, der ellers har det med at bilde folk ind, at man kan få en frisk start og blive et helt andet menneske i morgen, end man er i dag.

Så jeg vil hellere sige noget om Kina, fordi jeg som privatperson ikke kan blive udsat for økonomiske repressalier fra dette emsige regime. For nylig slog statsministeren fast, at Danmark modsætter sig Tibets drømme om frihed. Hvilket jo godt kan være lidt forvirrende, når vi nu ved, at statsministeren civile alter-ego, Lars fra Græsted, for nylig havde besøg af Dalai Lama og det endda i et hus, som Lars fra Græsted til lejligheden havde lånt af statsministeren, nemlig Marienborg.

Og så blev kineserne jo sure, og nu har statsministeren så forsikret den fornærmede supermagt om, at vi holder med dem. Og den slags hedder realpolitik og er sjældent et kønt syn. Derfor vil jeg for god ordens skyld minde om, at vi er mange, som synes, Kina skal lade Tibet udvikle sig efter tibetanernes egne ønsker. Det synes jeg for eksempel. Og jeg synes også, Kina skulle få læst op på emnet ’Menneskerettigheder’ og overveje, om noget af det ikke var værd at implementere.

Og jeg vil også lige minde Kina om, at jeg nok ikke er den eneste i den frie del af verden, der slet ikke kan rumme den velvilje hvormed I udstiller jeres egen latterlighed, når I nægter jeres borgere adgang til fri kommunikation og information. I 2010 er det jo til grin. For slet ikke at tale om, at der med god grund rynkes på næsen af, at det årligt lykkes jer at henrette tre gange så mange af jeres egne borgere, som resten af verdens stolt henrettende nationer tilsammen.

Senest tog dette fabelagtige diktatur så livet af en britisk, mentalt forstyrret statsborger, hvilket briterne modsatte sig for blot at blive sat på plads af en arrogant repræsentant for diktaturet, der opfordrede de britiske ledere til ikke at ødelægge det gode forhold mellem de to lande.

Helt ærligt Kina, forholdet mellem jer og os bliver nok aldrig helt godt, så længe I krampagtigt insisterer på at være et latterligt og undertrykkende møg-diktatur. Godt nytår.