DEN STORE SORTE FLOK VI SE
Virkelighed. Du er så sammensat og selvmodsigende. Således har du holdt mig i et forvirret jerngreb siden topmødet begyndte. På den ene side må jeg indrømme, at jeg er stor fan af så massiv polititilstedeværelse, som København har set på det seneste.
Det reducerer mig til en kliché og kan nok bedst sidestilles med visse mænds fascination af fysiske fænomener som Pamela Anderson og Katie Price. Men der er nu noget ved sådan en armé af uniformeret maskulinitet med specialkompetencer i benlås.
I over en uge har jeg listet rundt i byens visitationszoner med halstørklædet trukket godt op om snuden i håb om en lille kropsvisitering. Men jeg må ose pacifisme. Så for mit vedkommende har det været fornøjelse om end ikke en decideret succes med alt det politi.
Men så på den anden side. Så har det krævet stor mental mobilisering ikke at lade min irritation over vores regering gå ud over de mennesker, som skal håndhæve dens politik.
Og regeringen har som bekendt benyttet sig af klimatopmødet til at gennemføre en lov, der gør det endnu mere risikabelt at udtrykke politisk uenighed i det offentlige rum. Og det er jeg mildest talt ikke nede med. Skal vi lære at leve med, at risikoen for en fuldstændig vilkårlig frihedsberøvelse er markant til stede, når vi demonstrerer? Er det den vej vores politiske ledere vil gå? Og er det en vej vi vil gå med dem?
Misforstå mig ikke. Det ligger mig meget på sinde, at alle bør være flinke. Alle. Men til sådan et topmøde kommer der blandt andre nogle mennesker, som slet ikke har lyst til at være flinke. De drømmer kun om at stopfodre et demokratisk flertal med deres tomme, anarkistiske idealer. Og som middel i den proces har de så regnet sig frem til, at det er fedt at smadre en masse ting, og jeg synes, de er en flok tåbelige, uflinke idioter, der i den grad burde blive hjemme og få en anden hobby. Men.
Hvor jeg ikke gør mig nogen illusioner om menneskets natur og fuldt erkender, at mange mennesker lader deres personlige mål hellige midlerne, så forventer jeg en anden ophøjet moral af staten. Jeg tillader mig (naivt måske) at have store idealistiske forestillinger om, hvordan staten skal forvalte sit magtmonopol.
Og jeg kan langt bedre leve med, at et par idioter udstiller deres voldsliderlighed, end at staten bruger sit magtmonopol på at tilbageholde tusindvis af mennesker, der ikke har forbrudt sig mod loven. At statsmagten respekterer og beskytter det enkelte menneskes ukrænkelighed er for mig et vigtigere spørgsmål end spørgsmålet om knuste ruder.
Staten skal holde fast i etikken, selv når dens modstandere giver slip. Bare fordi vores modstanere er principløse, skal vi ikke være det. Men sådan blev det ikke helt denne gang. Regeringen lod en ny, sort flok overtage gadebilledet.