Gertrud Thisted Højlund

Virkelighed. Du er så sammensat og selvmodsigende. Således har du holdt mig i et forvirret jerngreb siden topmødet begyndte. På den ene side må jeg indrømme, at jeg er stor fan af så massiv polititilstedeværelse, som København har set på det seneste.

Det reducerer mig til en kliché og kan nok bedst sidestilles med visse mænds fascination af fysiske fænomener som Pamela Anderson og Katie Price. Men der er nu noget ved sådan en armé af uniformeret maskulinitet med specialkompetencer i benlås.

I over en uge har jeg listet rundt i byens visitationszoner med halstørklædet trukket godt op om snuden i håb om en lille kropsvisitering. Men jeg må ose pacifisme. Så for mit vedkommende har det været fornøjelse om end ikke en decideret succes med alt det politi.

Men så på den anden side. Så har det krævet stor mental mobilisering ikke at lade min irritation over vores regering gå ud over de mennesker, som skal håndhæve dens politik.

Og regeringen har som bekendt benyttet sig af klimatopmødet til at gennemføre en lov, der gør det endnu mere risikabelt at udtrykke politisk uenighed i det offentlige rum. Og det er jeg mildest talt ikke nede med. Skal vi lære at leve med, at risikoen for en fuldstændig vilkårlig frihedsberøvelse er markant til stede, når vi demonstrerer? Er det den vej vores politiske ledere vil gå? Og er det en vej vi vil gå med dem?

Misforstå mig ikke. Det ligger mig meget på sinde, at alle bør være flinke. Alle. Men til sådan et topmøde kommer der blandt andre nogle mennesker, som slet ikke har lyst til at være flinke. De drømmer kun om at stopfodre et demokratisk flertal med deres tomme, anarkistiske idealer. Og som middel i den proces har de så regnet sig frem til, at det er fedt at smadre en masse ting, og jeg synes, de er en flok tåbelige, uflinke idioter, der i den grad burde blive hjemme og få en anden hobby. Men.

Hvor jeg ikke gør mig nogen illusioner om menneskets natur og fuldt erkender, at mange mennesker lader deres personlige mål hellige midlerne, så forventer jeg en anden ophøjet moral af staten. Jeg tillader mig (naivt måske) at have store idealistiske forestillinger om, hvordan staten skal forvalte sit magtmonopol.

Og jeg kan langt bedre leve med, at et par idioter udstiller deres voldsliderlighed, end at staten bruger sit magtmonopol på at tilbageholde tusindvis af mennesker, der ikke har forbrudt sig mod loven. At statsmagten respekterer og beskytter det enkelte menneskes ukrænkelighed er for mig et vigtigere spørgsmål end spørgsmålet om knuste ruder.

Staten skal holde fast i etikken, selv når dens modstandere giver slip. Bare fordi vores modstanere er principløse, skal vi ikke være det. Men sådan blev det ikke helt denne gang. Regeringen lod en ny, sort flok overtage gadebilledet.

»Det er slet ikke godt nok,« siger justitsminister Brian Mikkelsen, hvilket rent semantisk er en korrekt opbygget sætning (og således et tegn på at han gennemgår en rivende sproglig udvikling qua sine tidligere udtalelser om, at autonome er ’vinde og skæve af fuld’), men hvilket alligevel ingen mening giver, når det tages i betragtning, at spørgsmålet fra Jesper Steinmetz lød cirka: »Hvorfor er der stadigvæk ikke styr på de der hjertestartere?«

Ordene faldt i en nyhedsudsendelse, der som altid mindede mig om, hvor mange meningsløse ytringer, der flakker rundt i det offentlige rum. Jeg kunne fremdrage utallige eksempler, der vækker den mistanke, at politikere og virksomhedsledere tager kommunikationskurser hos hovedpersonen i den historie, der lærte os replikskiftet: ’Goddag mand – økseskaft’. Og at jeg hiver Mikkelsen frem, er ikke andet end et tilfælde. Han er bare den seneste synder, jeg er stødt på. Men jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært at få klar tale ud af politikere og virksomhedsledere, som medierne hænger op på en dårlig sag.

Vi kan jo godt høre, at det I siger, ikke giver mening. Vi krummer vores små tæer hjemme i stuerne, når I står og siger at ’ræven har spist alt jeres tøj’ eller svarer i øst, når der spørges i vest. Vi krummer tæer! I ligner tøsedrenge og -piger, som vil have voksent ansvar, men ikke er voksne nok til at tage det, når brændestablen giver sig lidt. Hvis I synes, det er en svær øvelse, så tag følgende fif med: Gentag spørgsmålet i svaret, så er I sikre på at svare. Som i »Jeg fik ikke gjort noget ved hjertestarterne fordi…« Havde du glemt det, Brian? Var det en travl uge? Det er ok. Det sker også for os andre.

Sandheden er ikke så ilde hørt, som I tror. Faktisk er den god at få, for hvis vi kun fik sandhed, ville vi måske bedre forstå og acceptere tingenes tilstand og sammenhæng ikke mindst. Vi ville aldrig være i tvivl om op og ned.

Jeg bliver decideret fornærmet, når nogen forsøger at lægge et røgslør ind imellem mig og virkeligheden og på den måde udvande sprogets smukkeste evne: at gøre os til klogere, mere forstående og oplyste mennesker.
Tænk, hvis vi alle respekterede hinanden så meget, at vi sagde tingene, som de er. Og på den måde lod folk forholde sig til virkeligheden og ikke forvredne versioner af den. Hvis vi som det naturligste i verden altid bestræbte os på at sige hele sandheden. And nothing but, so help me God.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Schweiz fik deres minaretforbud og et tillykke fra hele Danmarks værdiforkvinde Pia K. I den forbindelse kom jeg i tanker om, at det er så sjældent, DF hyldes. Hvilket er uretfærdigt. Partiet kaster sig - uden at skele til almindelige menneskers rynken på næsen - ud i en drabelig kamp for de sande danske værdier, der er så udrydningstruede, at jeg til min fortvivlelse slet ikke havde hørt om dem. Jeg er virkelig glad for at være dansk og værdsætter aktivt min kulturarv, men jeg kan se på det hele, at jeg ville gå glip af mange danske værdier, hvis ikke DF slog på tromme. Det hele står tilsyneladende ikke i Salmebogen, Grundloven og Højskolesangbogen, som jeg ellers sætter stor lid til.

Seneste landvinding for de danske værdier kommer ordensmagten til gavn. I årevis har politiet sagt ’tak, men nej tak’, hver gang DF er kommet rullende med en vandkanon og spørgsmålet ’var det her ikke lige noget for jer?’ Men nu er det slut med at komme tørskoet fra at være ulydig, når der på godt dansk råbes ’passér gaden’. Med pædagogisk støtte fra DF har jeg således lært, at der ikke er noget, der signalerer danskhed som det at spule politiske modstandere sønder og sammen i det offentlige rum. Og da jeg først forstod det, bredte der sig selvsagt en vis stolthed i mit spage bryst. For det er jo en eksportsucces af dansk kultur, vi således er vidner til, når demonstranter i lande som Tyrkiet, Iran og Rusland pacificeres med kaskader af vand. Danish dynamite, stik mig en Jolly Cola og en rød pølse, det skal fejres.

Men jeg har også en undskyldning at komme med. Og nu bliver det pinligt. For det kan dokumenteres, at min familie har haft mindst 400 år til at integrere mig. Alligevel er der lang vej endnu. Rent demokratisk vil jeg jo gerne ’stemme dansk’, alligevel går jeg gang på gang hjem med den bitre smag af landsforræderi i munden, fordi jeg endnu engang har været udansk bag gardinet.

Men hvad værre er, har jeg heller ikke fået smag for egnsretterne. Kør vandkanonen i stilling, Pia, jeg erklærer mig skyldig. Jeg sniger mig måske op på 2 procents svineindtag - langt fra de 20 procent, som I kulturforkæmpere mener, er en naturlig del af en dansk kost. Og jeg kan ikke engang give religiøse påbud skylden. Jeg kan bare ikke ret godt lide svinekød, selvom jeg er klar over, at det er en skændsel mod mit rødbedefarvede pas. Undskyld. Kæmp videre, DF, jeg lytter og lærer.
Vil du også give DF et klap på skulderen, så kig forbi www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.