Gertrud Thisted Højlund

Stærk i teori, men ret så rådden i praksis, har desværre længe været mit særkende for ikke at sige motto. Intentionerne fejler ikke noget, men eksekveringen halter gevaldigt. Både når det gælder mine daglige resolutioner om at skrue ned for facebookbesøgene, tage opvasken og læse flere bøger, men også når det gælder de mere langsigtede målsætninger om at være flinkere ved dyr og børn (og voksne).

Jeg kan argumentere i timevis for, hvor vigtigt det er, men når jeg så sætter mig for at lave noget væsentligt, kommer jeg altid til at tænde for computeren. Og når jeg vil være flink, går der to sekunder, og så glemmer jeg det igen. Det er hæsligt. I håb om at komme mine uvaner til livs, har jeg truffet den indiskutabelt kloge beslutning at lade mig inspirere lidt af folk, der er dygtige til ting, jeg er dårlig til. For det må man gerne. Faktisk skulle man være et skarn, hvis man lod være.

Og forleden gjorde jeg mig en erfaring, som jeg håber at blive klogere af. Jeg havde lånt co-pilot sædet i min racerbil ud til et pragteksemplar af et menneske, som jeg er så heldig at være i familie med. Han havde taget køreslik med, hvilket jo altid er et nemt stik at hive hjem. Så det var ikke der, lærestregen lå. Tværtimod. Den store erkendelse indfandt sig, da manden begyndte at dele slik ud. Til folk udenfor bilen.

Så holder man der i det store kryds i Valby, mens fætter deler sin slikpose med en HT-chauffør i svingbanen ved siden af. Så smiler man som en flækket træsko, mens han kaster chokoladekugler til en semi-rocker i Sydhavnen – med godt boldøje. Så holder man ind for at tanke, og tre sekunder efter står der fire voksne mænd og tanker fornuftige stationcars, mens de simultantygger på ting fra fætters slikpose. Helt glade og fætter er mindst lige så glad. Vi fik så meget mere fornøjelse ud af at give vores køreslik væk, end hvis vi bare havde spist det selv.

Og sådan er min fætter: Han har fattet, at alting er sjovere, når man er flink, gavmild og glad. Og det lyder jo alt for lallet til min smag. Men jeg vil alligevel prøve det, for fætter går energisk og engageret gennem livet. Genneminvolveret. Og ikke overraskende synes alle, at fætter er godt selskab. Og det er altså en sidegevinst, der giver mening. Når man spreder glæde og energi (og slik), så får man smil og overraskende oplevelser tilbage. Det er værd at prøve, tænker jeg.

Hvis du kender nogen, der inspirerer til at komme bedre gennem tilværelsen, så del det med mig på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk. Jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få. Selvom jeg allerede har min fætter.

Det siges, at man skal være påpasselig med at save i den gren, man sidder på. Men påpasselighed har aldrig været en af mine ellers mange stærke sider. Så i dag vrider jeg gashåndtaget på motorsaven om og skrive lidt om, hvor ligegyldige langt de fleste aviser er, og hvor mærkværdigt det er, at disse papirdinosaurer nægter at tage konsekvensen af, at deres storhedstid som nyhedsformidlere er ovre.

Trykkeriet var engang cutting edge. Spydspidsen i udviklingen og nøglen til en fordeling af viden i et samfund, hvor viden (og dermed magt) var forbehold de meget få. Men det er mere end 500 år siden. Næst efter mundtlig historiefortælling omkring et lejrbål er print den mest umoderne og langsommelige måde at formidle noget som helst på. Og derfor ret ubrugelig når der skal formidles nyheder, som i sagens natur skal være hurtige for at kunne være nye. Print og nyheder hænger ikke sammen. Men aviserne vender det blinde øje til: Var det godt nok for Gutenberg i den sene middelalder, må det også være godt nok for os. Og mens alle de her ’grumpy old men’ i avisbranchen insisterer på, at nyhedsaviser er på forkant med udviklingen, fordi de selv endelig har fået installeret noget, der hedder Google på deres internetprogrammer, så er ungdommen stukket af ud i fremtiden for længst. Udstyret med Kindle, iPhone og 24/7 10Mbit internetforbindelse venter de spændte på Web 3.0, mens avismændene stadigvæk er i tvivl om, hvorvidt 2.0 overhovedet findes. Jeg fristes til at sige, at aviserne ingen kontakt har til deres fremtid.

Men Gertrud, aviserne er jo et vigtigt led i fødekæden. Hvem tror du har produceret 95 procent af de nyheder, som tv og radio bruger resten af dagen på at videreudvikle? Jeg ved det, og jeg siger ikke, at printmedierne skal droppe at lave nyheder. De skal bare droppe at trykke dem hver dag. Til gengæld skal de få en forretning ud af deres hjemmesider, og så skal de lave færre men bedre aviser, hvis du spørger mig. Weekendavisen er jo - ud over at være landets dyreste avis - faktisk også den eneste avis, der er pengene værd. Fordi de får det bedste ud af trykmediet: muligheden for at fordybe sig og få detaljerne med. De gør det, som aviser er bedst til. Og det burde de andre lære noget af. Men de stejler, som de små, reaktionær ponyer de er. Og det er pissesynd for os alle sammen (her mener jeg ’mediebrugere’) For der sidder så mange dygtige journalister og laver ligegyldige historier til ligegyldige aviser hver evig eneste dag. Tænk hvad vi kunne opnå, hvis flere af dem fik lov til at lave koncentreret kvalitet?

Internettet er denne vej: www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Det kan ikke være en nem opgave at sælge vores bøgelyse øer til et kræsent turistpublikum. Vi konkurrerer mod Eiffeltårnet, historiens vingesus i Berlin og fri hash i Amsterdam. Mens stakkels VisitDenmark ikke har meget andet end en lillebitte havfrue, et vikingemuseum i Roskilde og vanvittigt dyre restaurationspriser at sælge os på. Og siger politikerne måske ikke, at det er os danskere, der er vores vigtigste råstof? Det tror jeg da nok, de gør.

Og derfra til at lave en reklamefilm, med det simple og nysgerrighedspirrende budskab ’VisitDenmark and try our hot, wasted-as-shit blonds – no protection, no strings attached’, er der ikke langt. Jeg ser idéudviklingsmødet for mig: Chef: ’Hvad skal vi sælge os på’? Nyansatte Robert, der før arbejdede Langt fra Las Vegas: ’Kællinger! Villige, stive kællinger med patter!’ Chef: ’Det er nyt, det er vovet, det er hamrende moderne, jeg elsker det!’

Hvor er det dog bittert. Man tror, at man har opfundet den dybe tallerken og kaster sig med stiv pik og håret tilbage ud i det der frække (moralsk tvivlsomme) virale markedsføring på den helt virile måde, og så får man bare ørene og andre løsdele i maskinen og bliver pebet ud af scenen, mens alle de der pisseaggressive feministtyper med lange flapper flipper skråt ud over, at nogle piger altså er lidt mere gavmilde med ’hyggen’ end andre nærigpinde.

Ronan Keating har stadigvæk ret: Life is a freaking rollercoaster og det er ikke retfærdigt, når man nu kun har de bedste intentioner på vegne af den danske turistindustri. Og helt ærligt: hvis det er godt nok til Pattaya, hvorfor er det så ikke godt nok til Nyhavn. Er det ikke lidt racistisk måske? Det tror jeg da nok, det er.

Så tag lige og slap af. Så er det vel heller ikke mere pinligt. Det er jo ikke som om de seneste tre skøge(m/k)-sæsoner af Paradise Hotel er blevet sluppet løs i den vide verden?

De er jo i knibe hos VisitDenmark, når den eneste rest af vores historiske frisind, de kan komme i tanker om, er en kvinde, der kunne gøre det flot i den kommende sæson af ’De unge mødre’. Men på fristaden er klokken fem minutter i normalisering, så det er lidt sent at slå sig op på. Og på Christiansborg sidder der en flok, som vil lovgive om andre menneskers overtøj. Så den går heller ikke. Tilbage har vi så hygge-elskende, Breezer-stive ladies, der ikke hænger sig i detaljer som beskyttelse og ’hvad var det nu du hed?’. Velkommen til de bøgelyse øer.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger – og dine kan du udtrykke på
gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Inden quizdeltagere får lov til at gå efter millionen, skal de give en udredning af, hvad de vil gøre med guldet, skulle heldet og hukommelsen være dem nådige.
Oftest vil de gerne betale nogle lån ud, få lagt nyt tag på garagen, måske tage på en lille rejse og lignende jordnære ting. Og jeg skal da indrømme, at jeg har tilladt mig at rynke lidt på næsen over manglen på opfindsomhed. Hvorfor vil de ikke have et liv i sus og dus på Bahamas eller Costa del Sol, hvor solen den danser helt vildt meget? Er det ikke derfor, man går efter gevinsten?

Jeg så engang et interview med en mand, der arbejdede på en fabrik, hvor de laver den slags gule maskiner, der kan løfte tunge ting og grave meget store huller. På spørgsmålet, hvad han ville gøre, hvis han vandt den store lottogevinst, svarede han, at han ville købe en sådan maskine og have den stående ude i haven – til pynt, forstås. Jeg ville nok ikke have svaret helt det samme.

En anden historie handler om en mand, der fik de magiske syv rigtige og som det første gik ned på tanken og købte al den porno, han kunne få. Hvilket nok heller ikke ville have været min første handling. Og så alligevel. Eller, nej, det ville jeg selvfølgelig ikke – jeg har bredbånd.
Pointen er, at jeg ofte har tænkt, at gevinstvinderne ikke helt forstår, hvordan gevinsten skal administreres, hvilket selvfølgelig er ubehageligt bedrevidende sagt af mig. Og derfor har jeg også taget holdningen op til revurdering. Og er kommet frem til, at det smukkeste vel må være, at man ikke vil købe sig et nyt liv, skulle man være så heldig at få muligheden for det.
For lad os være ærlige: Det mest sandsynlige er, at du aldrig vinder. Og derfor må man bestræbe sig på at leve sine forventninger til livet ud for de penge, man nu engang har til rådighed. Og man må forsøge ikke at have alt for mange drømme, der rækker ud over ens økonomiske formåen – for sjælefredens skyld.

Skulle jeg en dag vinde – hvilket er 100 procent usandsynligt, eftersom jeg aldrig spiller – ville jeg også lave den kedelige: Købe mig ud af den tekniske insolvens, som boligmarkedet har begavet mig med, og ellers leve videre, som om intet var hændt. Og det må betyde, at jeg er glad for det liv, jeg har fået strikket sammen. Og der kan man altså tale om jackpot.
Og jeg har desuden forliget mig med og glæder mig nu ved tanken om, at lykken også kan være al den porno, penge kan købe eller en motherfucker-pyntegravko ude i haven.

Det bedste, der er sket på Facebook, siden fænomenet blev opfundet er, at vi har fået en hold-nu-kæft-knap, som man diskret kan trykke på, hvis enkelte i ens vennekartotek giver lidt for lange løg, hver gang de opdaterer status. Et klik på ’Skjul’ og så slipper du. Nu sidder du måske og tænker ’gad vide, om nogen har frabedt sig mine statusopdateringer’, og det kan jeg da godt forstå, at du gerne vil vide. Derfor har jeg lavet en videnskabelig og repræsentativ undersøgelse af, hvilke typer af facebook-opførsel, der oftest resulterer i en sådan social amputering.
Hvis du selv gør en eller flere af følgende fem ting, så er der stor sandsynlighed for, at du er sat på mute.

Battles: Ingen over 14 år kan ustraffet deltage i diverse zombie-battle-maffia-war-farmville koncepter. Og det er de færreste mennesker, der finder sig i at blive spammet med opfordringer til selv at blive en vampyr eller en pirat.

Tests: Der er også bred enighed om, at de mennesker, der ikke kan stå for fristelsen til at finde ud af hvilken type hund/bil/kødpålæg de er, læner sig op af en diskret ekskludering. Du er ikke nogen hund, vel? Du er bare et menneske, men ét, der er så voldsomt optaget af sig selv, at du er kommet til at tro det interesserer verden, at du kunne have været en Cocker Spaniel i et andet liv. It doesn’t.

Utroværdig entusiasme: Det kom faktisk lidt som en overraskelse, og måske skyldes det primært, at jeg har en småbitter omgangskreds, men der blev sukket i kor ved tanken om de der typer, der altid opdaterer om hvor dejligt og fantastisk alting er. Fair nok, hvis man er ligger og sipper cocktails på Copacabana . Men ’regnen siler så smukt ned over Ballerup, har været i min fantastiske Netto og arbejder nu videre på mit speciale. Lykkelig’ er utroværdigt helt ind til benet. Du narrer ikke os derude i Ballerup.

Børnehackere: En upopulær skikkelse hos både barnløse og andre forældre: Dem, der lader deres børn fylde hele deres fb-profil. Hvad enten de er født eller ej. Din mand og din mor synes sikkert, det er spændende at barnet i maven har sparket meget i dag. Alle andre er ligeglade. Opdateringer om børn og graviditet accepteres ifølge undersøgelsen udelukkende, hvis de er meget meget humoristiske.

Billeder: Min alder taget betragtning burde følgende ikke være et problem, men selv i slut-tyverne findes der mennesker, kvinder, der bruger meget tid med et kamera foran spejlet, og som hele tiden uploader nye trutmunde til fb. Jeg er blevet bedt om at fortælle jer, at det ikke er Arto, det her. Og indtil I lærer det, er I på mute.

Har listen alvorlige mangler? Så luft dine fb-irritationer på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.