Gertrud Thisted Højlund

Nu prøver vi lige noget nyt, for lister er nemme at skrive og ditto at læse. Så for din og min skyld får du mit ultimative bud på tre, der hitter og tre, der dumper. Det kommer vidt omkring i tid, rum og genre.

TRE HITS
Grundtvig: ’What a man, what a man’, som alt for sjældent spillede ’En Vogue’ sang (om en anden, går jeg ud fra). Vild, stridslysten, engageret, sulten på livet, fællesskabet og vekselvirkningen mellem levende mennesker. Opfordrer os til hver dag at sige alt det imod, som ikke skaber liv og glæde mellem mennesker. Enhver, der har fået bildt sig ind, at dansk er et upoetisk sprog bedes desuden hoppe på hovedet i Grundtvigs sangsskat.

Barack: Jeg sagde jo, at vi kom vidt omkring, men sagen er, at jeg er gået hen og er blevet teenageforelsket i Barack Obama, eller Barry, som jeg lidt upassende kalder ham. Udover at være en fin, flot og ikke mindst høj mand, har han tænkt sig at redde verden, skulle jeg hilse at sige. Og det er den slags kvaliteter og ambitioner, jeg værdsætter. Ikke mindst når det dufter mere af Ivy League end Mellemfolkeligt Samvirke, no offense.

Og så et knap så højstemt klap på skulderen, for lidt har også sin ret: Jakob Axel Nielsen: Fra velkvapset, forvokset KU-type med begyndende udskred i de abdominale regioner til en stram maratonpakke af en mand og som den eneste politiker (hvilket nogen bør sige til Lars Løkke) tilforladelig at beskue i spandex-cykeldragt. Chapeau.

TRE DUMPEDE
Tåberne: Jeg kan tilsyneladende ikke forlade min bydel i et par dage, uden at nogen slipper Fanden løs i Blågårdsgade med skydevåben og hele pisset. Og jeg er knusende ligeglad med, hvem der startede. Det eneste spørgsmål er: Hvem er voksen nok til at stoppe det igen? Og jeg frabeder mig venligt kommentarer fra White Pride-typer, der savner en ’stærk mand’ med noget jernnæve. Jeg er ikke på jeres hold, bare så det står klart.

Sidney Lee: Jeg tror en psykiater ville kunne diagnosticere Sidney på under en time. Jeg lover aldrig at nævne ham i en klumme mere og opfordrer alle andre medier til ligeledes at tage den eneste logiske konsekvens af Sidney Lees ligegyldighed som offentlig person.

Lene Espersen: Ja, så sneg der sig alligevel en kvinde ind. Hende (og Pia K.’s) kamp for danske værdier og burkaforbud har på det seneste mindet mig om, at min måde at være ærkedansk på ikke er helt den samme, som dem ude på den politiske højrefløjs måde at være dansk på. Jeg forventede det af Pia, men ’Et Tu, Lene?’

Og nu vi er ved det, kan vi så ikke lave en aftale om, at vi undlader at legalisere vores holdninger til folks tøj med prædikatet ’danske værdier’. Det får mange mennesker til at føle sig udanske, og det er ikke retfærdigt på den måde at berøve os vores fædreland. Bevares, i et land med ytringsfrihed er det jo en ærlig sag at ytre ønske om, at politiet skal sendes på gaden for at konfiskere påklædningsgenstande. Men de billeder, det fremmaner på min nethinde, minder mig ikke om ting, som jeg personligt forbinder med mit fædreland.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger. Og hun er desuden at træffe i skriftlig form på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

I sidste uge formulerede jeg mit sommerforsæt, som skal hjælpe mig til mere glæde i livet og færre økonomiske kvaler: Mindre lort – meget mere liv. Pengene skal fra nu af bruges på væsentlige ting. Siden har jeg som enhver anden omvendt nyfrelst holdt øje med kilden til min nye forsagelse: Latterlige ting, som du køber dyrt for at bygge videre på dit selvbillede.

Og derfor kan jeg nu komme med et godt råd: Hvis du synes, du har lidt svært ved at definere, hvor din egen personlighed ender, og andres tager over. Hvis du har svært ved at mærke, at du er et individ, og hvis du derfor har brug for – gennem et indkøb – at understrege din individualitet, så kan du nu få et borde-bænkesæt til haven til rørende 25.000 kroner, men så er det også en limited edition, og det er nummereret, hvilket selvfølgelig ikke betyder, du bliver den eneste, med dette fine møblement, men du bliver den eneste med møblement nummer 117. Og det er jo betryggende som bare fanden.

Jeg ved godt, at det ikke er pænt at pege fingre, og at jeg burde være ligeglad, men jeg er sjældent ligeglad, og nogen må jo få kaldt spaden ved rette navn: Hele tingen med at betale ekstra fordi noget bærer et unikt nummer eller er lavet i lidt færre udgaver, end der kan sælges, for derved at kunne sælge det dyrere, er simpelthen for åndssvagt. Come on. Når vi falder for den slags salgstricks, så kan jeg ikke se det som tegn på andet, end vores behov for at købe os unikke. ’Hvis jeg var et havebord – så ville jeg ikke være som alle de andre haveborde. Og hvis jeg var et par sneakers, så ville jeg virkelig være særlig.’

Vi ved, vi ligner hinanden, men vores modvilje over for massen kaster os ind i en konstant kamp for at skille os ud og blive individer igen med helt karakteristiske særpræg. For hvis vi ikke er karakteristiske og særprægede, udviskes grænsen mellem os selv og de forfærdelige andre. Og man skal ikke tænke den tanke ret langt ud, før man må konkludere, at det gør os ligegyldige i det større billede. Og det er uhyggeligt, det er jeg med på. Så jeg kan godt forstå, vi har behov for at konstruere os. Men helt ærligt: skal vi ikke gøre det gennem lidt mere væsentlige tiltag end indkøb? Vi kan vel overveje det. For det er ikke et unikt nummereret møg-bord til haven eller nye, limited edition sneaks fra Nike, der skal printe vores eksistens ind i omverdens hukommelse. Vi er ikke, hvad vi forbruger. Vi er, hvad vi gør. Simpelt og sandt.

www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk holder åbent hus.

I sidste uge havde jeg snydt lidt, og selvom om du nok så mit kontrafej her på siden, nød jeg prikken over i’et i ordet ’sommerferie’: en balstyrisk lykkelig uge med min storslåede familie på slægtsgården. Derfor var sidste uges klumme blottet for såvel ferie-nostalgi som post-ferierefleksion. Det kommer så her:

For nu er jeg for alvor tilbage på arbejdsmarkedet, og mulen hænger, må jeg indrømme. Da jeg i går sjoskede hjem fra arbejde med sommerminder i tasken og nul planer for fremtiden, slog det mig: Der skal altså nye boller på suppen her på matriklen. Ud med det overflødige og ind med det væsentlige, for hvis man som jeg har fået skruet sit liv sådan sammen, at man pakker alle de vilde oplevelser ryg mod ryg hen over halvanden sommermåned og så venter resten af året med tilbageholdt åndedræt, så er der altså noget galt.

Jeg ved jo i sagens natur ikke, hvordan du går og har det, men jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er den eneste ferienostalgiker i disse dage. Så til alle os, der synes ferie p.t. forekommer væsentligere end hverdag, kommer her en opsang:

Hvad er det, der gør ferien så god? Svaret på det spørgsmål er helt individuelt, men vigtigt at finde. For mit vedkommende handler det om, at jeg i ferien barberer det overflødige væk. Jeg kommer ud i naturen og ned i substansen. Jeg kommer væk fra Facebook, Youtube og den vildfarelse, at jeg skulle have brug for flere sko, en ny standerlampe eller computer og andre cutting edge meningsløse fashion-gimmicks, der viser verden, hvem jeg er.

Mine ferier er gode, fordi jeg kommer væk fra min selvbevidsthed og –iscenesættelse, for det er svært at fokusere på sig selv på 18 meters dybde midt i en fiskestime, på hesteryg ude i de grønne, grønne bakker eller på en lang gåtur med oppakning, hvor vandretrancen melder sig.

Og det skal jeg huske, når efteråret nu kommer snigende. Ikke flere sko, ikke mere bras, der binder mig. Jeg har ikke brug for flere ting. Jeg har mere end rigeligt. Jeg vil spare på knasterne og bruge dem på de oplevelser, der rækker ud over mit eget ego. Oplevelser, hvor min selvoptagede, individuelle ’personlighed’ glider i baggrunden. Hvor jeg føler mig anonym for mig selv. Hvor mine omgivelser, naturen, mennesker omkring mig træder tydeligere frem, og jeg træder tilbage.

Nytårsforsætter formuleres midt i mørket, men mens nætterne stadig er lyse, formulerer jeg mit sommerforsæt: ikke mere lort – men meget mere liv.
Og så skal jeg også prøve at skrive lidt sjovere klummer. Bær over med mig, jeg har ferie i kroppen. Kig forbi på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk og formuler dit eget sommerforsæt.

Når det kommer til menneskelige relationer, findes der vel i bund og grund kun ét valg, man skal træffe: Vil jeg være et positivt indslag i andre menneskers liv – eller vil jeg printe min eksistens ind i deres hukommelse ved det negatives eksempel. Forleden skulle jeg rejse, og da jeg pakkede mine ting aftenen inden, opdagede jeg, at mit pas beklageligt nok var rejst ud i verden på egen hånd.

Jeg tog derfor i lufthavn tidligt om morgenen, så politiet kunne hjælpe mig med et midlertidigt pas. Og glædede mig til mødet med vores venlige politikorps – som jeg hidtil har holdt meget af. Mig: ’Goddag, jeg har mistet mit pas og har brug for et nyt, midlertidigt et af slagsen.’ – Politimand, besværet: ’Det er Borgerservice ved Amagercenteret, der skal lave det. De åbner klokken ti.’ – Mig: ’Klokken ti er det meningen, jeg skal være i gang med at tjekke ind mod Thailand, det er derfor jeg er kommet til jer og ikke taget ud til lukkede Borgerservice.’

Her vågner den detektiv, chefen aldrig så i ham: ’De flyver først til Thailand kl. 14.’ Mig: ’Jeg skal over Istanbul. Kan I ikke lave midlertidige pas her?’ Politi: ’Jo, men i borgerservices åbningstid er det dem, der laver det.’ Mig: ’Men du har lige sagt borgerservice først åbner om 75 minutter, så vi er vel uden for deres åbningstid. Undskyld, men er du sur på mig?’ Politi: ’Du vil ikke lytte til, hvad jeg siger.’ Mig: ’Hvis jeg gør, som du siger, når jeg ikke min flyver.’ Politi: ’Du skal ind til Borgerservice.’

Havde jeg haft tid at spilde, ville jeg have fornærmet en tjenestemand i funktion, men nu havde jeg vanvittigt travlt. Så jeg efterlod ham masturberende over egen magtfuldhed, velvidende at den nødvendige formular sikkert lå i øverste skuffe til højre, lige under resterne af en citronhalvmåne. Jeg tog mod indre Amager og var ved at eksplodere af stress foran et lukket borgerservice. Aflagde rapport til veninde over telefonen, indtil en kvinde kom ud og spurgte, om jeg havde travlt med at få et pas. Jeg fløj op ad stolen – man lader ikke dagens engel vente. Når hun nu åbner butikken en halv time før for min skyld.

Jeg nåede flyet på det mest hængende af alle hængende hår og det udelukkende fordi en venlig kvinde hjalp mig ud over det forventelige, efter at landets sureste skur af en politimand ikke ville hjælpe mig i et omfang, der lå inden for rimelighedens grænse. Der findes to slags mennesker. Jeg ved godt, hvilken slags jeg hver dag vil prøve at være. Tak til Borgerservice på Amager.