Gertrud Thisted Højlund

Urban produceres primært i hovedstaden, og derfor hælder den ind i mellem lidt til en side. Til den selvgode, københavnersmarte side, fristes nogen måske til at sige. Så lad mig bruge lidt plads på en hyldest til hovedlandet.

Da jeg for over en uge siden lagde Nørrebro bag mig, slog hjemveen til, inden Dronning Louises Bro var krydset. Dejlige Nørrebro.

Jeg kunne ikke komme hjem igen hurtigt nok, men så trillede toget ud af byen, og jeg opdagede, at rapsen er lige så gul som himlen er blå. Og da det blev aften bryggede mosekonen i de våde enge, lærken kunne knap være i sin krop for triller, og jeg var solgt og helt helt blid. Nu har jeg været her i godt en uge, og hvis jeg bliver her en uge mere, vil jeg til den tid være moden til et identitetsskifte. Til en mild personage, der bare venter på at møde en fremmed, så jeg kan komme af med et smil.

Det er comme il faut på det kunstneriske parnas at rakke ned på det jyske. Intellektuelle, der kommer til hovedstaden, forelsker sig af gode grunde, men de kan ikke nøjes med at elske byen. Provinsmentaliteten, Jylland og hele dens væsen skal have kniven i et bittert opgør. Og det har jeg aldrig helt forstået. Jeg elsker byen, for alt hvad den er af hemmelige kroge, anonymitet og puls, men hader ikke modsætningen. Kontrasterne er selve pointen.

Og da jeg i weekenden var til SPOT Festival i Århus, tog byen helt klart prisen som ’Stedet at være’. Det lyder som en løgn, men de smiler. Det er ikke bare turistkontors-løgner-lingo. I starten troede jeg, at jeg havde noget blamerende shawarma-rest siddende på hagen, men efter (og det er ikke en overdrivelse) at have tjekket, at jeg var clean, måtte jeg konstatere, at de smiler i Århus.

De siger ’tak for turen’ til buschaufføren, holder døren med et smil, prøver slet ikke at lade som om, de er de eneste og absolut sejeste motherfuckers i huset. De giver faktisk respektfuldt plads til deres medmennesker og får således også selv plads tilbage. Og det var befriende.

Provinsielt? Måske, hvis storbyattitude er lig med overdreven selvtilstrækkelighed og insisteren på at fylde en fandens masse af frygt for ellers at blive kørt over af de andre, men i så fald, vil jeg gerne slå et slag for det provinsielle.

Så kan Søren Ulrik Thomsen sige, hvad han vil, men jeg vil tage lidt jyde-attitude med mig hjem til Nørrebro. Være lidt mere venlig og lidt mindre bange for at tabe ansigt med et smil. Honey, I’m coming home.

Vis mig din attitude på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Ingen introduktion. Jeg siger ’Hyskenstræde’, du ved, hvad jeg snakker om, og pladsen er knap, så jeg går lige til stålet. Let’s go:

De opponerer mod et samfund, der ikke ser mennesket, men bare ser hjul i et maskineri. Men de overvejer slet ikke, at ’maskineriet’ kunne være det samlede resultat af en masse menneskers inderste ønsker og drømme.

De siger, de ’bekæmper et system’. Men det er det enkelte individ, som bliver offer for deres pre-pubertære pis, når de smadrer ting, som andre mennesker måske havde en daglig glæde ved. Det er ikke ’et system’, der bliver offer for deres såkaldt politiske udladninger. Det er deres medmennesker. Og de misforstår demokrati, når de tror, at de har ret til at gennemtvinge deres holdninger, når de nu ikke kan få et demokratisk flertal. Som Jon Stewart siger: ’It’s supposed to taste like a shit taco.’

Ligesom jeg bliver træt i min grundvold, når nogle vil presse en standardiseret forstadsmentalitet ned over byens oaser af kaos og ukrudt, trækker jeg også gardinet for, når andre vil presse deres anarki ned over mennesker, der virkelig ikke er interesseret i det.

Jeg har sagt det før, men er ikke bleg for at gentage: Vi passer ikke alle sammen ind alle steder, derfor skal der være mange forskellige slags steder, så vi alle kan finde bare ét sted at passe ind. Og den holdning beskytter altså også dem, der gerne vil have ligusterhæk og fladskærm. De her pseudo-politiserende hærværksmænd er lige så meget ude i et normaliseringsprojekt som Klaus Bondam. Det er bare en anden definition af ordet ’normalitet’, de på sigt er ude efter. Og jeg bliver så træt af dem.

Hvis I læser med: Jeg er så træt af jer! I ødelægger en ellers god sag. Hver gang jeg ytrer det mindste om at give plads til byens vildskab, så bliver jeg anklaget for at være helt nede med jeres barnagtige mangel på empati med jeres medmennesker. Og I er hele tiden ude efter splinten i samfundets øje, mens I tilsyneladende ikke har skyggen af mistanke om den gigantiske bjælke, I selv har i øjet. I kritiserer alle, der ikke tilhører jeres lille klike, for at være kopier af et sygt system. I siger, at vi andre ikke ejer selvstændig personlighed længere. Men hvornår har nogen sidst hørt jer sige noget originalt?

I sætter jeres gamle plader på om det kapitalistiske samfunds bla bla bla og det heteronormative tyranis pis og papir. Enten må I forsøge jer med noget i sandhed selvstændig og nyskabende tankevirksomhed, eller også må I lade være med at bryste jer af en originalitet, I ikke ejer. Enten eller. Hyklere.

Sig din mening på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

I sidste uge skrev jeg for en sjælden gangs skyld om kærlighed. Og jeg tillod mig at mene, at visse kvinder skal lære at skrue ned for kontrolsygen. Det fik en (kvindelig) læser til at kalde mig en ‘hånd for ligestillingen’. Hvormed jeg tror, hun ønskede at sige, at jeg er en hån mod ligestillingen.

Hvilket på den ene side er så morsomt sagt, at jeg bare fik lyst til at dele det med alle jer dejlige læsere, og på den anden side mindede mig om en anden ting, som jeg har glemt at slå en hidsig streg under: Idiotien i dameblade.

Klummen har egentlig ligget i pipeline siden jeg for en lille måned siden rev to dameblade ned fra hylden i Kvickly med et arrigt grrrrr. Forarget betalte jeg små hundrede kroner for skændslerne, mens jeg mentalt begyndte at spidse pennen:

Det var den bærende overskrift på det ene blad, der i første omgang pissede mig af: ‘72 sommer musthaves’ (ja, sommermusthaves i to ord, men det er jo ikke engang det værste). NEJ. 72! Så mange ting har jeg ikke engang lige nu. Det er jo løgn, at der findes 72 beklædningsgenstande derude så vigtige, at de kan betegnes som musthaves. Og så bare til de to måneders ’sommer’ vi kan se frem til her til lands.

Men en ting er modediktaturets konstant beordrende pegefinger om at købe tonsvis af ligegyldigheder, noget andet er bladenes hyperphoto-shoppede skeletmodeller. Men det, der pisser mig mest af, er artiklerne.

Det er altid sådan noget følelsesporno, krydret med lidt Bridget Jones-kiksethed om folks privatliv, pakket ind i lidt vandet coaching-blød-psyko-snak. En konstant fokusering på den bløde, kvindelige navle.

Hvordan klarer jeg det svære fænomen ‘venskab’, og hvordan bliver jeg en sexkilling på sex sekunder, hvordan skjuler jeg min overvægt, hvor meget hårlak skal jeg bruge, og er det pinligt at prutte i en pakket elevator. Hvad tror du selv?

‘Jamen så lad dog være med at læse det!’ Kan du med rette råbe nu. Og jeg holdt faktisk op med at læse dameblade for et par år siden. Og det var en lettelse. Nu behøver jeg kun se forsiderne.

For principielt irriterer de mig stadigvæk, fordi de taler til mit køn, som om vi var helt hjerneblæste. Jeg er jo overbevist om, at kvinder ikke er dumme. Og derfor forstår jeg ikke, hvorfor kvinder finder sig i at blive spist af med så meget debilt bras. Det kan ikke passe, at kvinder ikke har et eller andet løst minimumskrav til væsentligheden af de ting, vi læser? Er de her dameblade virkelig, hvad rigtige damer gerne vil have, og er jeg således ikke nogen rigtig dame? Jeg tror ikke på det! Jeg læste Euroman forleden uge, der var fandme knald på og ingen undskyldninger. Politik, magtkampe, teknologi, forskningens krinkelkroge. Væsentlighed fremfor damebladenes luft med luft på.

Jeg tror, magasinbranchen har gjort en forretning ud af at undervurdere sit publikum. Ud af at fodre os med pacificerende tuttenuttethed og overfladisk girlpower, der stadig har som hyklerisk forudsætning, at kvinder er kromosomisk udfordrede fra fødslen. Og hermed skubber jeg den abe, der hedder ‘hånd for ligestillingen’, videre til magasinbranchen. Værs’go.

Spit it på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Det kan være lige meget, hvem der sagde det. Men et farverigt mediemenneske på skilsmissens rand udtalte forleden i sin forståelige sorg over tingenes drastiske udvikling: ‘Jeg krævede kun kærlighed’.

Og sætningens egen sproglige logik lægger jo op til, at man skal tænke ’jamen, herregud, var det virkelig det eneste?’ Og derfor er den sætning forræderisk. Ikke bare glemmer den, at kærligheden er det største, vi kan give hinanden, den ser også bort fra, at den er det eneste, man aldrig kan afkræve et andet menneske. Nu påstår jeg jo ikke, at alle har misforstået det så meget, som kvinden bag udtalelsen, men når jeg ikke nævner nogen navne, så er det fordi, det skal handle om, at vi nok alle har en rem af huden.

Kværulerende læsere vil nu indvende, at en amatør som undertegnede skal holde sig fra at tale om kærlighed. Men for det første har jeg kamikaze-kærlighed nok i rygsækken til at skrive en hurtig drejebog til den sikre ulykke, for det andet kan det indimellem være os, der står uden for, der tydeligst kan se, hvordan mange af jer i parforhold slider hinanden ned ved konstant at kræve kærlighed. Og ikke mindst kræve uendelige beviser på samme. Og mere end én gang har jeg tænkt: ‘I er jo sindssyge’.

Jeg ryster skræmt på hovedet, når jeg ser, hvordan I lemfældigt strammer tøjlerne om hinanden i håb om mere tryghed i kærligheden, for kærlighed er ikke stramme tøjler. Det er frihed. En frihed, man kan give hinanden, fordi man stoler på, at der netop er kærlighed, og at den binder os smukkere og mere respektfuldt og ærligt sammen end alle de bånd, vi ellers kunne binde os sammen med.

Piger, I er sindssyge, når I prøver at holde jeres mænd hjemme, når de hellere vil ud med drengene. I er sindssyge, når I spiller små manipulerende spil a la, ‘nu hænger jeg lidt med mulen, så skal du spørge, hvad der er galt, og så siger jeg ‘ikke noget’, og så skal du gætte, hvad der er galt’. Vær nu voksne mennesker. Ja, jeg synes faktisk ofte, pigerne er værst.

De ringer hele tiden og skal lige aftale og lige høre og lige sige hej og lige være sikre på, at manden ikke har smidt telefonen i havnen og er smuttet til Rio med en brasiliansk samba-dronning. Men trust me, hvis han nogensinde gør det, så er det ret sandsynligt, at han bare var pissetræt af de evindelige opringninger og det konstante krav om mere af det hele.

Og alligevel er der bare nogen, der bliver ved med at kræve mere omsorg, flere kærtegn, mere symbiose, kræve mere kærlighed. Men I får ikke kærlighed af at kræve, I får allerhøjst en veltrænet skødehund med konstant skyldfølelse. God fornøjelse med det.

Jeg kræver intet, men tilbyder som altid muligheden for at give lyd på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.