Gertrud Thisted Højlund

Nogen er ved at sætte sig på mine tanker. Det er Big Mother, og hun vil mig kun det bedste.

En stor del af kunsten i politik er at kunne få forskubbet mentaliteten i befolkningen, så de politiske ambitioner bliver godtaget i den brede befolkning uden for meget bøvl, og så vi velvilligt lever op til de politiske ønsker. Derfor manipulerer de med vores skrøbelige sind.

Og det er ubehageligt at mærke, hvordan jeg er ved at rette ind. Politikerne vil gerne have, at vi lever længere og sundere, for vores middellevetid er ikke fulgt med resten af Europa, og det koster på sundhedsbudgetterne, at vi kommer haltende med alle vores livsstilssygdomme.

På den ene side synes jeg, at når det kommer til sundhed, så er det den enkeltes eget valg og ansvar, om man vil satse på at leve sundt og (måske) længe eller med fuld skrald på fedt, salt, sovs og røg, og smut lige ned i kiosken og hent to guldøl til mor her. Med lidt færre fødselsdage til følge.

Jeg er ikke til sådan noget social ingeniør-kunst, hvor man forsøger at frem-modellere en nation af ’shiny happy people’. Smilende, slanke, glade danskere, der ubekymrede med hinanden i hænderne danser rundt i et evigt forår.

Det findes ikke, for sådan er mennesket ikke.

Vi tiltrækkes ikke kun af det, der er smukt og hensigtsmæssigt.

Og den konstante snak om sundhed underminerer vores empati og forståelse for de mennesker, der ikke vælger det sunde liv.

Ret ind eller pis af.

Men det er da ikke pointen med velfærdsstaten, at vi skal rette ind. Det er vel meningen, at den er et sikkerhedsnet under os, så vi får mod til at leve det liv, vi synes bedst om – måtte det så være nok så risikofyldt. På den ene side.

Men på den anden side, så er jeg ved at falde til patten. For vores sygehusvæsen er allerede belastet til det yderste, og fremtiden byder som bekendt på flere ældre og færre i den arbejdsduelige alder, så det vil med tiden blive umuligt at trække læsset af overvægtige, sløjsede danskere med rygerlunger, tilstoppede blodårer og sukkersyge.

Noget må der gøres.

Og så længe fællesskabet betaler den økonomiske regning for vores usunde vaner, sygehuset, sygedagpenge, genoptræning, førtidspension, er fællesskabet vel også i sin gode ret til at bede folk om at rette ind. Tror jeg.

Summa summarum: Big Mother bearbejder mig på det groveste. Jeg ved godt, hvad mit hjerte hælder til, men min forstand har vel også noget at skulle have sagt eller hvad.

Fortæl mig, hvad der er op og ned på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog. dk.

Hvide, bløde vanddampe fylder det fælles bruserum. Gennem dampene anes nøgne mandekroppe. Mændene joker lidt med hinanden efter endt fysisk udfoldelse.

Under den midterste bruser har en mand lige skummet shampoen godt op i de brune lokker. Han har lænet hovedet tilbage mod vandstrålen og lukkede øjne. Han ser ikke, at en af hans kammerater med et ophidset smil om munden sniger sig ind på ham gennem dampen. Han mærker ham først, da det er for sent, og en kraftig stråle urin slippes løs over hans venstre ben.

Yes, den historie ødelagde også alle fantasier, jeg eventuelt måtte have haft om mænd i omklædningsrum.

Men jeg stiftede bekendtskab med den allerede i gymnasiet, hvor det undrede pigerne, at drengene altid var meget længere tid om at blive færdige efter idræt.

En dag fortalte drengene så om deres tis-ritualer. Siden har jeg med vantro i stemmen fortalt historien videre til andre mænd, og en hel del har grinet indforstået længe inden pointen.

De vidste godt, hvor det bar hen.

Jeg har selvfølgelig udviklet en spændende adfærdsteori, der handler om, at homofobiske machoidealer indebærer, at mænd har meget ringe mulighed for at få dækket et behov for fysisk kontakt hos hinanden. Gymnasiepiger er jo et stort og konstant gruppekram, mens drengene ikke kan få samme afløb. Behovet muterer til tis.

Eller hvad? Jeg har nemlig også mødt mænd, der korser sig og på det kraftigste afviser nogensinde at have hørt om noget lignende. Er min naivitet blevet udnyttet? Har du hørt om det? Selv oplevet den varme stråle på låret under bruseren (og her er jeg VIRKELIG ikke interesseret i at høre fra folk med diverse feticher i den retning, please). Er det en myte? Hvad er meningen? Fortæl. Det er anonymt.

Dagens klumme er nemlig en efterlysning. Af sandheden og gode historier. Jeg er syg på tredje dag og ved at løbe tør for internetsider, så underhold mig venligst på klummebloggen. Og nu vi er ved efterlysningerne, så har jeg faktisk en mere, som ligger mig kraftigt på sinde:

Jeg så et interview med selvbruner-fænomenet Sidney Lee. Han sagde, at han en dag havde mødt en person i byen (København og lad mig gætte på, at det var indre by), der havde fået lavet en tatovering af ham, altså Sidney, med navn under og det hele.

Det tror jeg ikke på. Så hvis det er dig, eller hvis du kender nogen, der kender nogen eller noget, der har fået tatoveret ’pro gamer’/’not so pro wrestler’ S. Lee på overarmen, så vil jeg meget gerne høre om det – eller om (non-seksuelle) tis-historier.

På bloggen, der hedder gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Normalt har jeg ingen kvaler med at finde ideer til klummer. Så ’ønsk en klumme’ er ikke et koncept, jeg før har praktiseret. Men for en måned siden fik jeg en entusiastisk opfordring fra en læser, der gerne ville høre, hvad jeg mente om ’Sandhedens Time’. Og det skal sgu ikke være nogen hemmelighed.

Navnet er kvalmende i sin pompøse selvhævdelse, som om det skal udtales på en baggrund af pauketrommer. ’Sandhedens Time’, nu skal skeletterne ud af skabene. ’Tiden er inde til at lette samvittigheden’.

Men en af grundene til, at nogle af vores skeletter bor dybt inde i dunkle skabe, er, at der skader de mindst.

FRANSKMÆNDENE kalder det lidt poetisk for hemmelige haver, jardins secrets. Steder inde i os selv fyldt med de små og store hemmeligheder, som vi blufærdigt holder væk fra omverden. Fordi de af den ene eller anden grund ikke ville trives eller gavne i den ikke-hemmelige have.

Jeg er stor tilhænger af de hemmelige haver. For det første har alle mennesker brug for hemmeligheder. Ikke alt vi gør fortjener dagens lys. For det andet kan vores medmenneskers lykke afhænge af, at vi holder visse ting for os selv. Ikke alt selvfølgelig, svære sandheder skal til tider frem i lyset, men at lette sin samvittighed kan være en egoistisk ting at gøre.

Der findes nemlig sandheder, som ikke gavner nogen. Og sandhederne i det her program har udelukkende til hensigt at gavne seertallene og deltagernes privatøkonomi.

Det har der fandme aldrig været noget prisværdigt ved.
Sandhed uden nåde, kærlighed og hensynsfuldhed er ikke andet end brutalitet. Den er en tallerkenfuld rottelort med forloren sandhedssukker på, serveret til dem, du burde gøre mest for at beskytte og glæde.

MIN INTENTION er ikke at proppe dig med så meget skam, at du i al fremtid holder dig for god til at se det. Gør som du vil. Jeg gider ikke engang agere overrasket over, at der findes publikum til et sådant fænomen.

At mennesket er et gement dyr, hvis sociale intelligens ofte kommer til udtryk ved en nyfigen skadefryd over artsfællers dumhed, jammer og ulykke kommer ikke bag på en kyniker som yours truly.

At der derimod findes mennesker, der velvilligt stiller op til i offentlighedens ydmygende skær at smadre tillidsbåndene til de mennesker, der betyder mest i deres liv (børn, ægtefæller, forældre, venner), kan jeg virkelig godt begræde.
For fanden folkens, er livet ikke kompliceret nok i forvejen? Hvordan lykkes det nogen at bilde sig selv ind, at det hele bliver nemmere, hvis de bytter det eneste væsentlige med lidt håndører?

Så vidt min beskedne mening, men hvad synes du? Kom med det på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.