Gertrud Thisted Højlund

Kære læser, hvis du bor på Fyn eller i Hovedlandet og er brand-ligeglad med København, så må jeg skuffe dig med, at dagens klumme er snæver i betrækket rent geografisk. Men jeg har fået en demokratisk frustration galt i halsen. Jeg går langt hen ad vejen ind for demokrati – men når jeg kommer til at tænke på Klaus Bondam, så blegner min entusiasme, må jeg indrømme. For selv om magtens veje på Københavns Rådhus, ifølge Ritt Bjerregaard, er uransagelige, må man gå ud fra, at nogen bakker op om Bondams vendetta mod storbyen. Og det er vel ret beset dem, jeg har en høne at plukke med.

Nu er det hen ved et halvt år siden at Bondam fik spærret en af hovedstadens mest pulserende gader, med hvad han selv kalder et succesrigt trafikforsøg. Han kalder det en succes, fordi der er kommet færre biler på Nørrebro (sjovt nok). Men hvordan det kan være et mål at få et af byens mest pulserende kvarterer til at ligne Herning by (tirsdag) Night er mig en gåde. Ikke at der er noget galt med Herning. Der er bare en grund til at jeg i sin tid slog mig ned midt på Nørrebro og ikke i Herning. Jeg elsker byen, og jeg elsker den, når den er grim og besværlig og lugter, larmer og fylder. Basta. Nu kan man til gengæld komme hurtigt med bussen til Husum. Hvem fanden er det, der har så fucking travlt med at komme til Husum, at resten af Nørrebro skal henlægges i trafikal undtagelsestilstand? (Sagde hun til læserne af en avis, der primært omdeles i offentlige transportmidler)

Efter at have lagt Nørrebro i koma går den provinsielle hævner Bondam nu efter næste sorte, ukontrollerede, larmende plet på hans bykort: Nørreport Station, som ligger midt i byen og er sindssyg. For det er den. Der er ikke meget café latte-pænhed at komme efter her. Her er mange mennesker og tryk på. Kaos og tilfældigheder regerer – sådan er det, når mange veje krydses. Ind i mellem kan det være lidt svært at komme frem for andre mennesker, sådan skelner man by fra land: nærværet af andre mennesker, hvis eksistens man skal lære at leve med og gerne værdsætte. Selv om det kan se lidt kaotisk ud.

Byen må gerne have oaser af tilfældighed, hvor den bliver organisk og ukontrolleret. Den må gerne være grim og rodet. Dem, der er mest til orkideer, skal selvfølgelig have fine oaser, hvor der ånder ro og orden. Men os, der kan se skønheden ved en tidsel, må vel også have lov til at beholde en oase eller to, hvor det ukontrollerede liv pumpes ud mellem tornene? Tilsyneladende ikke så længe Bondam er gartner her i byen. Han giver mig lyst til at blive anarkistisk bz’er på et dårligt trip og smadre al pænheden i hans forvoksede, perverterede provinsfantasi. Undskyld, men sådan er det bare.

Kan man ikke få et polititilhold mod Bondam på vegne af byens utrimmede trængsel og alarm? Og hvorfor bliver han ikke bare borgmester i en rolig, renlig soveby, når det nu er den slags by, hans hjerte banker for?

Er du til tidsler eller orkideer? Sig det nu på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Normalt er jeg den første til at piske en stemning op, men for anden gang på en måned er det nu igen mig, der anmoder om at få en stemning pisket ned igen.

Føler mig efterhånden som den (piberygende) fornuftige mormor, der sidder og rokker under slumretæppet og maner til besindighed. It’s a dirty job… men nu bliver vi lige nødt til at lade dommedagstrompeternes fanfare klinge lidt af.

Jeg snakker selvfølgelig om krisen, som du nok har hørt om. Denne igle, der har sat sig for at suge liv og glæde ud af vores kodyle opsvingspsykose. Den rammer alle, og jo mere vi snakker om den, des dybere borer den sin tørstige snabel ned i kødet på os.

Ikke mindst medierne vånder sig i økonomiske klagesuk, mens de samtidig klemmer en ulidelig strøm af krisehistorier, krise- dokusoaps, krisespecials, ’gør-det-selv-krise-dobbelt-opslag-de-kendte-taler-ud-tema ud af mediepølsen.

Så hvis nogen skulle være i tvivl om, at det handler om at holde fandens godt på den smule penge, der månedligt triller ind på kontoen, skal de bare slå op i en hvilken som helst avis og høre domsbasunen klinge fælt. Og det er netop det, krisen vil have: angste sjæle, der bliver hjemme, bruger theposerne to gange og syr lapper i tøjet, mens detailhandlen ude i virkeligheden langsomt dør.

Men hvad nu, hvis vi bare lige slappede en my af? Alle sammen, men da især medierne – som jeg fandme ind i mellem har lyst til at give karantæne.

Jeg påstår ikke, at jeg ved noget synderligt om nationaløkonomi, men jeg har dog en hukommelse og evnen til at besøge Danmarks Statistik og se, hvordan det går sammenlignet med, hvordan det gik lige før.

Bevares, det er en hård opbremsning. Sådan er det, når man har kørt stærkt hen mod et rødt lys. Og jo, eksporten er faldet, men den er altså stadigvæk højere end den var på samme tid af året i 2005 – og jeg ved ikke med dig, men jeg havde det sgu fint og frygtløst i 2005.

Og ja, arbejdsløsheden er steget fra december til januar med 0,2 procentpoint, så den nu er på 2,3 procent. Oh ak, oh ve – 2,3 procent… Det er faktisk stadigvæk vanvittigt lavt. Husk det nu. For hvis vi lige vender skråen, betyder det, at 97,7 procent af arbejdsstyrken er i fuld vigør. Det er megamange!

Og da opsvinget pumpede derudad, begyndte økonomerne at advare os om for stort pres på arbejdsmarkedet, længe inden vi nåede 2,3 procents ledighed. Så kan vi ikke lige have det i baghovedet, inden vi grædende dømmer dette århundrede for fejlslagent.

Vi er altså ikke på vej tilbage til middelalderen. Vi har det, så vidt jeg lige kan forstå, lige nu samlet set bedre, end vi havde det i 2005. Det er sgu da ikke så forfærdeligt endda.

Kom ind på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk, hvis du gerne vil snakkes til ro og have et link til en rigtig dejlig og kedelig tabel.

For femte sæson i træk trykkes stemplerne i bund på Paradise Hotel.

Dolke slibes og placeres i naboernes rygstykker, rænker smedes, og ben spredes i TV3’s største seersucces til dato. Og for femte sæson i træk undres jeg i min grundvold over, hvorfor kilden med Paradisebeboere endnu ikke er tørret ud.

Inden for rimelighedens grænser gør jeg faktisk en indsats for at forstå og respektere, at vi alle er forskellige og har forskellige mål i livet. Men på enkelte punkter kommer min fatteevne til kort, og et televiseret ophold på Kedsomhedens Hotel i Mexico er et sådant punkt. Hvorfor tage på Paradise og få sine værste karaktertræk samt sit sexliv redigeret sammen til intrigepumpet reality-tv og udstillet i primetime, når man kan tage med UngRejs til Sunny Beach og drikke sig lige så fladpandet og dyrke teenage-kanin-sex med anonymiteten i behold?

Det kan umuligt være for pengene, for vinder man først den halve million har man i al offentlighed solgt så meget ud af alt væsentligt her i livet, at regnskabet alligevel går i alarmerende rødt. Og det er heller ikke startskuddet til en rigtig karriere, for det kan godt være, at Mads Gleager scorer damerne nu, men hvis jeg havde en seriøs virksomhed, så ville jeg nok ikke have Monsieur Kussefar til at repræsentere den virksomhed. No offense.

Nogle siger, at de er taget på Paradise for udfordringens skyld. Men jeg har stadigvæk ikke forstået, hvorfor det er udfordrende at flytte på hotel, give naboen et skrald, når chancen byder sig og ellers lave ikke en skid dagen lang.

Det er sgu da ikke en udfordring.

Det er en udfordring at finde en kur mod kræft. Måske er det bare for at blive kendt, men så melder næste spørgsmål sig: Hvordan kan man ønske at blive kendt for ikke at kunne noget særligt? (Og nej, at købe et par bryster og lægge dem i fedtefadet i primetime er ikke ’at kunne noget særligt’). I første omgang bliver man castet til Paradise, fordi man er ’klog nok til at forstå, at der er et spil, men dum nok til ikke at kunne gennemskue spillet’, har jeg hørt fra en tidligere caster. Og hvem vil være kendt for at komme gennem det nåleøje?

Hvis helvede er et sted, hvor meningsløsheden og tomheden har smidt livsånden, intellektet og det meningsfyldte møde mellem mennesker på porten, ja, så hedder det helvede Paradise Hotel. Hvis du gerne vil tales fra at tage på Paradise Hotel eller forsvare dit ønske om at drømme om det – eller please bare forklare mig, hvorfor det er tiltrækkende, så vil jeg mægtig gerne lytte på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Nu holder vi lige benene på jorden alle sammen. Og der blev sagt alle sammen. Alle de mentalt underfrankerede amøber, der i disse dage stiver deres manglende personligheder af med svagpisserens bedste ven – det illegale håndvåben – skal i første omgang gå sammen i grupper på 20.

På den måde vil de statistisk set i fællesskab kunne mønstre en enkelt hjernecelle.

Med den skal de komme frem til en ud af to følgende løsninger: opfordre modparten til at få sagen afgjort med et live rollespil i Hareskoven, eller de kan bruge den til at se lyset i at blive en del af løsningen i stedet for en del af problemet. Problemet værende: Jeres interne, tøsefornærmede, pengeliderlige, ’jeg-giver-intet-godt-til-samfundet’-konflikt, der til overmål vidner om, hvor mentalt små tissemænd I må have, går ud over alle os, der faktisk gerne vil leve i fred og fordragelighed.

I en by hvor det som fucking minimum er muligt at bringe maden ud til vores ældre medborgere uden at skulle høre på jeres naragtige dødstrusler…Idioter, jeg håber I går sultne i seng ugen ud. Mindst. I kvalmende mennesker.

Og så skal vi også lige huske ikke at køre den her debat af sporet. Hvis man som jeg har en hang til at snage i læserdebatten på ekstrabladet.dk, så er der i disse dage guf at komme efter, fordi mange af bladets livlige debattører har krasbørstige løsninger på problemet.

Der foreslås eksempelvis en mere liberal våbenlovgivning, så vi alle kunne forsvare os. Fordi der jo ikke er nogen bedre løsning på skyderi i gaderne end mere skyderi i gaderne.

Suk… nu bliver jeg træt igen.

Andre debattører vil sætte militæret ind med ’a license to kill’, fordi et retssamfund tilsyneladende kan have behov for at dræbe – endda uden rettergang. Som sagt: benene på jorden, be’ om.

Og så er der dem (ikke bare på internettet), der mener, at danskere med en mørkere teint end gennemsnittet skal udvises til diverse u-lande, hvis de går med nogen form for våben. Men det forekommer mig, at det forslag kun skal ramme idioterne fra Blågårdsgade – ikke idioterne med motorcykelfetisch. Og jeg, der troede, vi skulle være lige for loven. Well well, jeg prøver at holde benene på jorden og minder alle om, at Nørrebro primært er proppet med fantastiske mennesker, og at alle disse fantastiske mennesker bare desværre må trækkes med et par hænderfulde empatiforladte idioter, som virkelig burde blive hjemme og spille væsentligt mere… tetris.

Der er plads til flere suk, men i højeste grad også til livsbekræftende anekdoter på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.