Gertrud Thisted Højlund

Der er noget i luften. Og det er ikke forår, men det er smukt og mildt som foråret. Det er tøbrud og en frisk start. Måske er det ’hope and change’, der allerede begynder at smitte af ned i rækkerne, måske er det noget andet. Uanset hvad så er det på tide. Og noget af det mest menneskeligt inspirerende, jeg har hukommelse om.

I weekenden var jeg til den bedste fest i lange tider, hos en mand jeg ikke kender, men som nu er katalogiseret under ’forbilledlig helt’ i mit omfattende arkiv. Han hedder Erik Hohwü og ville gerne skrabe nogle penge sammen til det værested for prostituerede på Vesterbro, der hedder Reden. Derfor holdt han en fest, der var åben for de første 500 mennesker, der havde 500 kroner, som de kunne undvære. Det havde jeg tilfældigvis. Det var et stort arrangement, og Erik stod da heller ikke helt alene med arbejdet. Da ideen først var født, viste det sig, at Erik ikke var den eneste med overskud nok til at give. Og det, synes jeg, tegner rigtig godt for os som samfund og som art.

For vi vil jo gerne. Når først en mand som Erik stiller sig op og minder os om, at der kan ligge en enorm glæde og frihed i at begynde at gøre noget for andre end sig selv, så ved vi jo godt, at han har ret. Så viser det sig måske endda, at vi savner at gøre noget for andre. Når vi her i 2009 ind i mellem har svært ved at klare hverdagen uden at støtte os til selvudviklingskoncepter og ’få et bedre liv’-bøger, så er det måske fordi vi har glemt, at livet får sin helt egen umiskendelige mening og retning, når vi begynder at spille en positiv rolle i andre menneskers liv. Festen emmede af fællesskab. Den gav et glimt af en bedre verden. Intet mindre. Ikke som en almindelig aften i byen, hvor mange tager paraderne med hjemmefra. Her var alle kommet for at dele det bedste, de havde: smil, åbenhed, imødekommenhed. Kærlighed, var det vel bare. Og som vi siger ’it’s only love – give it away’. Den er til for at blive delt.

Festen sidder stadig i mig som et smil, der skal deles. En krammer, jeg gerne vil af med. En kage, jeg gerne vil bage til nogen, som ingen bager kage til. En hånd, jeg gerne vil række et andet menneske. Nu har vi prøvet egoisme og selvtilstrækkelighed. Lad os prøve noget nyt. Har du ideer til, hvordan vi kan give hinanden mere, så spyt ud. www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk. Og hvis du gerne vil vide mere om min nye helt Erik eller give ham et klap på skulderen eller det, der er bedre, så tjek hans hjemmeside, der helt simpelt hedder generationgi.dk.

Jeg skyldte en vox pop. Så er den ikke længere. De gange, hvor jeg selv har stået i diverse storcentre med mikrofon og kamerahold og tigget folk om tre minutter af deres tid, har jeg sagt til mig selv, at hvis jeg nogensinde selv blev spurgt, så ville jeg stille op. Bare for at hjælpe journalisten. I går blev den så indkrævet, da en frysende, snedækket journalist på et vindblæst Vesterbro-fortov spurgte mig, om jeg ikke havde tre minutter.

Første spørgsmål var forudsigeligt nok: Berører finanskrisen dig, og er du blevet mere bange for at miste dit job? Hvilket jeg måtte le af. I mine to år som klummeskribent har jeg konstant levet med frygten for, at min chefredaktør en dag følger en af de fra tid til anden opdukkende opfordringer til at fyre mig (senest fra en læser, der i et håndskrevet brev og uden nærmere forklaring – du er velkommen med den, Niels – opfordrer min chef til at sende mig til Nordkorea af alle steder).

Næste spørgsmål var, om jeg kunne give politikerne et godt råd, så de kunne få løst finansknuden. Og det er problemet med vox pops. For hvorfor i alverden skulle jeg have et kvalificeret råd? Jeg er ikke samfundsøkonom. Det er de færreste faktisk. Ikke desto mindre lægges der spalteplads og tv-tid til, at alle os økonomiske novicer lige kan give vores bud på nationens vej ud af uføret. Fordi vi alle sammen skal være lige kloge. Men det er vi for det første ikke. For det andet og mere væsentligt: Vi er bestemt ikke alle lige kloge på de samme ting. Og det ved politikerne jo godt. Der er en grund til, at Lars Løkke Rasmussen ringer til de økonomiske vismænd og aldrig til mig (medmindre det er ham med det der ’privat nummer’, som hele tiden ringer).

Så hvis du en dag bliver stoppet af en journalist, der gerne vil have en kommentar, så vær en kammerat og giv en hånd. Det er i forvejen ikke verdens sjoveste tjans at lave vox pops. Men hvis journalisten spørger dig om noget, som du af gode grunde ikke har nogen kvalificeret viden om, så sig stop. Jeg ved godt, at det ikke er god VKO-retorik, men lad eksperterne være eksperter på deres områder, så kan vi andre insistere på, at vi kun er eksperter på vores egne liv og erfaringer. Det forekommer mig at være en rimelig rollefordeling.

Hvad synes du om vox pops eller hvad som helst andet? www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk. Og lad være med at sige, at jeg skal fyres.

I’m not in the mood her midt i finanskrisen.

’Ti minutter, der ændrer dit liv.’

Jeg spidsede ører over dette ambitiøse budskab – tænk, hvis det er muligt. Kiggede over på fjernsynet og konstaterede, at et reklameselskab havde vurderet, at det var muligt at bilde køberne ind, at en ny skyllefarve fra L’Oreal kunne være et livsomvæltende bekendtskab.

Hvis du ligger inde med en historie om, at et hjemmefarvet nuanceskift fra naturbrun til ’hot chocolate’ har ændret et liv radikalt, så vil jeg faktisk gerne høre den. Det eneste scenarie jeg kan komme på, hvor man decideret kan sige ’på ti minutter ændrede jeg mit liv med en hjemmefarvning’ er det, hvor man pludselig udvikler en af de her intense allergiske reaktioner over for hårfarven, men det er nok næppe det scenarie, reklamen henviser til.

Nå. Men jeg hørte altså den her reklame i fjernsynet inde hos min nabo og tænkte:

a) Jeg må have mit eget fjernsyn, for der er så meget klummemateriale i det lort.

b) Tror producenterne virkelig på, at vores liv er så skræmmende indholdsløse, at vi tror på så tyndt et budskab.

Derfor mistede jeg nærmest helt modet, da jeg kort tid efter faldt over en reportage på Politikens hjemmeside, der indikerer, at der nok findes mennesker, som køber reklamens forudsætning.

Artiklen handlede om det mediemæssigt overeksponerede, men ret ligegyldige fænomen, modeugen, og det var en reportage fra en fest med en masse smukke mennesker. En kvindelig gæst var begejstret:

“Det er totalt high society. Det er totalt fedt. Det er universet selv,” sagde hun tilsyneladende til journalisten uden at skele til, hvor tåbeligt det er at reducere universets magt og vælde til en ligegyldig fest i en ligegyldig lille prutby a.k.a. København.

Hun blev i linjen efter citeret for at sige: “Smukhed, det at se godt ud og vurdere hinanden – det er fedt.”

Gu’ er det så, min pige, det er da pisse fedt… eller også er det lige til at lukke op og pølle i.

Suk. Jeg ved godt, at pigen i artiklen og reklamens påstand ikke direkte hænger sammen. Men samlet set har de frarøvet mig dagens lyst til at gå udenfor. Kender du det? At man bare kan tænke, at verden er så dum, at man ikke orker at beskæftige sig med den. Sådan har jeg det i dag.

Der findes folk, der tror en hårfarve kan ændre et liv og folk, der tror en modefest er universet selv, fordi det er så usandsynligt fedt at have muligheden for at stå der og bedømme overflader.

Jeg bliver bare usandsynligt træt.

Hvis du har noget opløftende at komme med, er adressen www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Jeg er ked af, hvis det her overskrider dine grænser. Det er ikke min hensigt på nogen måde at provokere med mit emnevalg. Men jeg er selv provokeret – og ud skal det. Jeg lover at spare på f-ordet, men undgå det kan jeg ikke. Jeg synes faktisk ikke, det hører sig hjemme at skrive om kønsorganer, men på den anden side kan jeg konstatere, at det kvindelige køn tilsyneladende er blevet så meget allemandseje, at der er opstået konsensus om, hvordan det skal se ud.

For et par uger siden så jeg et dokumentarprogram om kosmetisk plastikkirurgi. Blandt andet den skønne afart af fænomenet, der de seneste år har bredt sig i først pornoindustrien og nu er skyld i, at kvinder tror, deres køn ser helt forkert ud, når det ser helt almindeligt ud.

En 15-årig (amerikansk) pige sagde, at hun i pornofilm kunne se, at hun så anderledes ud, og hun ville gerne være normal. Og hendes mor bakkede op, men forstod ikke, at sygesikringen ikke ville betale for det. Jeg tabte underkæben.

Kvinder må ikke have noget løs hud – og så er der jo ikke andet for end at skære. En kvindes køn skal ligne en steriliseret, smal sprække – så plastificeret som muligt. Helt kontrolleret, pacificeret og æstetiseret. Photoshop-fisser 24/7. Den må helst ikke ligne det, den er.

Det er meget muligt, at nogle kvinder får opereret deres skamlæber mindre, fordi de generer dem, men jeg tror nu, at det i de fleste tilfælde er en bekvem løgn for at kunne rette ind efter forventningerne uden at behøve stå ved: Jeg får en operation, fordi jeg væmmes ved mit køn.

Vi er ret enige om at gå amok over kulturelt betingede kvindelige omskæringer. Men en halv omskæring foretaget af æstetiske årsager er en anden sag. Selvom den også nedsætter kvindens seksuelle følsomhed.

Kvinder. Indimellem er vi bare for nemme. For det er jo ikke mændenes forventninger, der skaber den her slags lort. En ting er de film, som mænd ser, når de keder sig – en anden ting er virkelighed. Og i virkeligheden har jeg aldrig hørt en mand sige, at en kvinde havde en grim fisse – og hvis nogen mand nogensinde har sagt noget så dumt, så får han forhåbentlig aldrig mere fisse. Man risikerer jo, at han ved et uheld formerede sig, og idiotien var arvelig.

Er jeg ufølsom over for dem med handicappende store skamlæber eller hvad? Er det for langt ude at skrive om? Fortæl mig din mening på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Og til de mænd, der måtte føle sig trådt på og overset: Jeg ved godt, at der også er pres på jer, men nu er det ikke lige det, vi snakker om.