Gertrud Thisted Højlund

Godt, man ikke fik gaflet kronprinsen alligevel. For tænk at have et liv, hvor folk omkring dig opfører sig som tvangshandlende institutionspatienter. For et par uger siden kom jeg på arbejde i Det Berlingske Hus og blev mødt af en mærkelig summen. Umiddelbart tænkte jeg ’ja for fanden, det er sådan, energien skal være i Danmarks største mediehus’. Så fandt jeg ud af, at Dronningen herself var på vej for at inspicere – eller hvad fanden det er, hun gør.

I Danmarks største mediehus har vi ikke fundet plads til stumtjenere, så jeg lagde min frakke på et skab som sædvanlig, men blev straks beordret til at gemme min jakke helt væk. For dronningen kom, og det lå i luften, at monarkiets overlevelse afhang af, om de royale øjne skulle snuble over min pæne jakke.

En maniker havde fået lov til at gå amok på den førsteklasses linoleum, som de kongelige sko skulle betræde. Tror, den fik fire ture med gulvskrubben, fordi non-royale, almindeligt arbejdende mennesker smudsede den kongelige linoleum til. Det var desuden lykkedes virksomheden at støve et barn op, som kunne overrække Hendes Majestæt den kongelige buket, som dronningen til hver en tid skal have overrakt af et barn, når hun arriverer et nyt sted, hvis monarkiet ikke skal gå op i røg.

I første omgang tænkte jeg: Kan vi ikke bare opføre os normalt over for Dronningen. Måske hun ville værdsætte det. Men så ville der ikke være noget tilbage. Kongehuset er ikke andet end en gruppe gæster, som vi skal lave vanvittige arrangementer for. Der er ikke noget indhold – kun form. Sådan må ateister have det i kirken: Magiske besværgelser omkring et stort, gabende tomrum.

Og trods min store kærlighed og respekt for dansk historie, så kan jeg snart ikke se pointen mere. ’Jamen, de tjener jo faktisk flere penge hjem til os, end de koster,’ siges det så. Men hvis vi smed Kongehusets budget på 93 mio. kroner ind i puljen til erhvervsfremstød generelt, så ville det nok også være en fin investering. Til gengæld ville vi slippe for at gelejde 190 centimeter dronning rundt til ceremonier world wide. Kvinden er jo alligevel berygtet for at falde i søvn, så snart hun sætter sig i en stol. Hvilket tror pokker. Hun ved nok godt selv, at det er uendeligt ligegyldigt, om hun lytter efter eller ej.

Jeg har mærkeligt nok ikke ondt i røven over, at de kongelige lever i sus og dus med de royale snabler i statskassen. Skal det være, så lad det være. Jeg synes bare, at forestillingen i Cirkus Kongehus er for meget indmarch, fanfare, trommehvirvel og ’ta-daaa’ uden nogen egentlig tryllekunst. Med andre ord: meningsløst.

Hvad synes du?

Endelig kom du. Du er mere end velkommen.

Der er Dr. Pepper i køleskabet og en halv pose saltkringler i køkkenet. Dem beholder du bare, det er helt fint med mig. Jeg tænkte, at jeg lige ville skrive dig et lille velkomstbrev for at byde dig velkommen: ’Velkommen’

Og nu jeg så alligevel har dig, skylder jeg nok også lige at få sagt, at der nok eventuelt lige er et par enkelte hængepartier, som mangler at blive lukket helt ned, inden de kan arkiveres. Ikke noget stort, men, ja, du ved. Det ville nok være fint, hvis nogen sørgede for, at de bliver afsluttet efter planen.

For det første forholder det sig sådan, at jeg muligvis er kommet til at sende nogle soldater ud på arbejde i nogle lande, som teknisk set ikke hører under vores Amerika.

Det drejer sig blandt andet om det såkaldte Irak. Og hvis du også skulle være i tvivl om, hvor det ligger, så kan du bare spørge. Folk plejer virkelig at være flinke til at forklare. Op til flere gange. Som sagt, der har jeg altså iværksat en krig, fordi… ja, det er lidt en lang historie, som efterhånden er ret svær at få til at hænge ordentligt sammen, så jeg vil lade være med at prøve.

Men anyway. Du husker måske at have set nogle billeder af mig, hvor jeg står på et meget flot og stort skib, der hedder ’Abraham Lincoln’, og måske kan du så også huske, at nogen havde sat et lille skilt op i baggrunden, hvor der godt lidt kan have stået noget, der kunne få folk til at tro, at den der krig henne i det førnævnte Irak måske var ’Mission Accomplished’. Det har så siden vist sig, at ’not so much’, som man siger, og det skal du bare lige være opmærksom på.

Den anden ting, du nok skal have i baghovedet, er, at der ikke er helt vildt mange penge tilbage. Jeg har fået at vide, at der mangler 1.200.000.000.000 dollars (6.500 mia. kroner, red.), så… ja. Men det finder du nok ud af.

Jeg har lagt nøglen under kassen med den røde knap i nederste skuffe til venstre, og el-målerne er aflæst. Og så er jeg vel bare den, der smutter. See you later, alligator, hvis du forstår sådan en lille en. Du kan bare ringe, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med. Og ellers, ja, så må du bare have rigtig god fornøjelse med det hele.

Hej hej og god fornøjelse.

- George

Der er en måned til Valentindag, hvor kærestefolk verden over tyer til bløde pakker og kroophold for således at lave en personlig parafrasering af det velkendte slogan ’Merci – fordi du er til’. Personligt får jeg ikke anden chokolade, end den jeg selv køber eller finder på gaden (ikke at det sidste er sket, men hvem ved…), og det synes jeg faktisk er rimeligt. Da ingen mand eller kvinde er en ø, plejer jeg dog at markere Valentinsdag med en god veninde over det koncept, vi kalder Kir og Cosmo – men som har udviklet sig så det rettelig burde hedde Pot og Hotdogs.

Jeg er i det store hele ret ligeglad med Valentinsdag. Men hvis du læste Urban for et år siden og har en autists hukommelse, kan du huske, at jeg 16. januar iværksatte en lille mærkedag for singlelivet.

Her kan singler a: hylde mulighederne og friheden i singlelivet, samt b: tjekke at de ikke har sat livet på standby mens de hvileløst afventer en at holde i hånden. Livet er lige nu og det er dit eget ansvar at få det bedste ud af de kort, du har på hånden. Uagtet at du selv føler, Hjerter Knægt mangler. Selvmedlidenhed er spild af tid.

Jeg består mit statustjek med glans. Hvad ’b’ angår har jeg siden sidste års første markering af dagen rejst, grint og spist god mad. Jeg har købt en bil og en lejlighed og med største selvfølgelighed konstateret, at jeg fandme kan, hvad jeg sætter mig for, selv når det inkluderer store, elektriske maskiner til nedslibning af gulv. Jeg har det fint med flækkede negle og har ikke brug for hjælp. Jeg har gjort som det passede mig og benyttet mig af chancerne og de åbne døre. Summa summarum: mit liv er langt fra på standby, og fra nu af vil ethvert supplement ligge udover det forventede og fortjente.

Jeg håber, at du selv kan se tilbage på et år, hvor du tog din bid af kagen. På fredag kan du så klappe dig selv på skulderen, lade opvasken stå, håndklædet ligge, tage dit bedste eller værste sæt tøj på. Gøre præcis, hvad der passer dig i den rækkefølge du har lyst til. Kun almindelig anstændighed sætter grænsen for dine udfoldelser. Spis din livret til morgenmad og brug penge på noget, der ikke glæder andre end dig. Hyld dit singleliv, for det fortjener, at du omfavner det. Måske er det det eneste, du får, og hvad vil du stille op med det. Giv mig gode ideer til aktiviteter på Store Singledag på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Og så kommer her desuden et link, til den klumme, der markerede stiftelsen af denne mærkedag.

Endelig. Nu er det nu. Verden er blevet et nyt sted igen. Jeg er på nippet til at råbe ’free at last’, men det er trods alt en ret pompøs udmelding på sådan en gennemsnitlig januar-onsdag.

Og nej, jeg snakker ikke om, at Israel har fået nok af Hamas’ konstante klat-bombardementer og nu bomber de stakkels indbyggere i Gazastriben helt fra koncepterne. Jeg snakker ikke Nasers exit fra Ny Liberal Alliance. Jeg snakker ikke – og nu skuffer jeg måske et Jehovas Vidne eller to – om Messias genkomst. Ej heller er det alko-lås-teknologi som standardudstyr i alle mobiler, der gør mig så lykkeligt opstemt.

Nej. ’X Factor’ er tilbage. Og hvis du nu synes, jeg er svulstig at høre på over sådan en slat ligegyldig underholdning, så vil jeg gerne fraskubbe mig alt ansvar. Jeg har set programmet en enkelt gang og at dømme efter den prangende, patosfyldte 12-trinsraket af en intro, så er vi rent underholdningsmæssigt på trin fire, hvor trin fem er ’Elvis vender tilbage og giver koncert på Rådhuspladsen med dronningen som GoGo-pige’.

Nu må du ikke tro, jeg synes, ’X Factor’ er noget lort. Jeg synes faktisk et program, der giver så mange mennesker en fælles og glad oplevelse, har sin berettigelse. Men jeg var oppe og mærke min egen kvalmegrænse, da DR i ti uendelige minutter havde panoreret ind og ud, taget 30 kranture med kameraet hen over de håbefulde deltagere, smidt om sig med ’X Factor’ logoer og haft såvel en flyver som en helikopter inde over den bombastiske produktion. Det hele akkompagneret af højdramatiske film-musik-strygere og alvorstung speak, der sparkede jagten på ’Danmarks næste megastjerne’ i gang. Skal vi ikke lige vente et årti, inden vi vurderer om Martin blev en megastjerne. P.t. tegner det ret sløvt. Og DR fortsatte: ’Hvis du troede, det ikke kunne blive større… så tog du helt fejl.’ Men for det første, så har jeg faktisk altid troet på, at der er ting i livet, som kan blive større end Martins turbotur til stjernerne og væk igen. Det håber jeg da… For det andet trænger DR til at blive mindet om, at ’X Factor’ bare er et program, vi ser for at holde kedsomheden stangen. Og hvis hvert eneste afsnit skal give mig følelsen af, at der sidder et produktionshold i DR Byen i ophedet, entusiastisk, selvsmagende masturbation over, hvor fucking frækt farvefjernsyn de skruer sammen, så bliver det et langt, ubehageligt forår – sådan rent tv-mæssigt. Lad lykken over ’X Factor’-genkomsten flyde frit på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.