Gertrud Thisted Højlund

‘Et barn er født i bææætlææhæm,’ lyder det om en uge med fuldt orgelbrus ud over de pakkede kirker. Same procedure as every year. Vi trækker i noget småhøjtideligt tøj og trasker i kirke, selvom der egentlig er så mange andre ting at tage sig af. Den and væder jo ikke sig selv hver halve time. I kirken synger vi så de samme sange som sidste gang. Præsten holder en prædiken, som i de fleste tilfælde primært handler om, at julen er hjerternes fest, hvad der er sket i julekalenderen i tv, og så lidt om at ’os er i dag en frelser fød’, uden at komme for meget ind på, hvad det præcis er, han frelser os fra, for så kommer vi ind på noget med synd, og hvem fanden kommer i kirke juleaften for at finde sig i at blive kaldt en fortabt synder.

Ikke træde folk over tæerne eller ruske for meget i dem, når de nu endelig har vovet sig ind i butikken, synes mange præster at tænke. Der bliver sagt glædelig jul til naboerne, og lad os så komme videre med julegildet.

Jeg har det jo faktisk fint med kirken, og jeg har det fint med folk, der går i kirke, såvel som med dem, der ikke gør. Der, hvor jeg dog godt kan blive lidt forundret, er når folk udelukkende går i kirke juleaften. Og det er der immervæk nogle stykker, der gør. Og hvis man resten af året ikke har det fjerneste forhold til kirke og kristendom, så synes jeg, det er mystisk, at en dejlig ferietid i familiens tegn skal afbrydes af et top-ritualiseret og meningsløst smut gennem kirken. Ikke at jeg siger, kirken er meningsløs. Men ritualet er meningsløst, hvis du ikke har hjerte med i det. ’Jamen hold dog kæft, og lad mig have mine traditioner’. Bevares, hvis kirken er et dejligt skridt på vejen mod and og juletræ, så er det alle tiders. Men hvis pointen er at sidde og håbe, det snart er overstået, så bliv hjemme. For din egen skyld.

Og hvis du hører til de nysgerrige, der gerne vil se, hvad kirken har at byde på, så er der andre ’arrangementer’ med mere kød på. Når kulturkristendommen kun kræver en enkelt kirkegang om året, så har jeg aldrig forstået, at det blev juleaften og ikke påskemorgen. Det er jo påskemorgen, det hele handler om. Så hvis jeg må komme med et forslag: hvis dit kirke-klippekort kun har et klip, så bliv hjemme og pas på and og steg og julepynt på onsdag og brug dit klip påskemorgen i stedet.

Nogle ting er bare ikke til at komme af med, når man en gang har fået dem på nakken: skinnebensbetændelse er en. Min bil er en anden (sælger fantastisk liret 206’er, by the way). Og mobning viser sig efterhånden at være en tredje. Efter intensive kampagner mod mobning er resultatet nu på bordet: mobning som fænomen trives storartet uagtet de gode hensigter. Men hvor skinnebensbetændelse og usælgelige biler er énmandproblemer, så er mobning lige det mere lortet, i og med det går ud over sagesløse børn – og voksne.

Mere end hver sjette elev må jævnligt lægge ryg til spydigheder i skoletiden. Og hvor mobberne om ti år måske ikke kan huske, at de gjorde livet til et helvede for andre, så kan ofrene sjovt nok stadig huske det, selv når tidens tåger har lagt sig over hukommelsen. Det gør dybere indtryk at høre, end at sige.

Men nu er det jo sådan med mig, at jeg stort set ikke kan lide børn – kun dem jeg er i familie med. Personligt har jeg mennesket som race mistænkt for i alderen 7 til 16 at være blottet for empati, men proppet til randen med ondskab. Hvilket er en uheldig kombination af karaktertræk. Så selvom jeg selvfølgelig synes, det er helt ude i hampen, at skolebørn kalder hinanden grove øgenavne eller jævnt hen insinuerer, at såvel lærere som skolepigerne nebengeschæfter den på lagnerne, i de stunder hvor skolearbejdet ikke skal passes, så rokker det ikke ved mit generelle indtryk af børn. Og jeg undskylder børn med, at de på den ene side ikke ved, hvad de gør, og på den anden side skal overleve i en skolegård, hvor hund æder hund.

Hvad der derimod undrer mig, er de mennesker, der ikke bliver klogere med alderen. Også arbejdspladser befolket af voksne døjer i høj grad med mobning. Og jeg som troede, at voksne skal vide bedre. At vi med årene skal oparbejde en forståelse for, hvordan vores handlinger virker på andre. Men hvordan kan man få børn til at behandle hinanden pænt, når voksne ikke kan? For medmindre jeg har ret i, at børn er onde, så er det jo meget sandsynligt, at børn også samler lidt inspiration til omgangstonen hos de voksne.
Med andre ord er mobning i alle aldre et fælles ansvar – som så meget andet. Og derfor svært at arbejde med. For hvis det er alles ansvar, er det svært at finde den, der tager ansvar for at ændre tingene. Men gæt en gang. Det er ikke ’os’, der skal ændre tingene. Det er dig.

KAPOW. En klyngebombe ved navn Stein Bagger har ramt de danske erhvervsredaktioner. Stieg Larsson har fået konkurrence fra virkelighedens verden – og jeg venter spændt på, at Lisbeth Salander optrevler sagen. Måske er hende freelance-Dorte Toft fra Berlingske/Computerworld, det tætteste vi kommer? Hun havde lugtet røgen, inden branden brød ud. Bravo. Og sikke en historie.

Hvis Stein er skyldig i balladen, så burde jeg væmmes over gemen kriminalitet. Men ud over at tænke mismodigt på den granatchokerede familie, er jeg primært optaget af denne pludselige aura af Bond, international økonomisk kriminalitet, vold, løgn og bedrag, der har lagt sig omkring den danske erhvervsvirkelighed. Vi sluger romaner og film med samme temaer. Så intet under, at denne historie også finder sit publikum. Hvem stod bag overfaldet på ham, der måske er forretningspartner? Er Stein i fare, eller er Stein i sus og dus og palmebrus på Bahamas? Og hvis han er sidstnævnte, så er jeg dybt fascineret over, hvad mennesket er i stand til med en stor fantasi, behændighed og komplet mangel på almindelig anstændighed.

Så sent som i sidste uge fik Stein stående applaus hele vejen rundt. Fremadstormende guldfugl og kongen af en af dem, vi gerne vil have flere af: it-vidundervækstvirksomheder med internationalt format. Nu har han lavet en Amdi. Pist væk. Og hvis bagmandspolitiet får fingrene i ham, vil de nok meget gerne gøre guldfuglen til jailbird, så snart de har fået bevist, at han er det modsatte af uskyldig. Som om det ikke er nok, at Stein er mistænkt for at have begået bedrageri for 500.000.000 kroner (det kan man få så sindssygt mange hotdogs for), så laver han et forsvindingsnummer i eksotiske Dubai, lader en intetanende familie tilbage.

Og han formår da også lige at hive entertainer-/parterapeutfænomenet Finn Nørbygaard samt dopinghelten fra Herning, vores alles Bjarne, og og og alle Bjarnes dygtige cyklister i dry-fit tights med ind i malstrømmen. Stein har tænkt stort, det må man give ham. 500.000.000, jeg siger det lige igen. Hvis jeg havde nolet bare 5.000, ville jeg føle mig som en syg gangster. Og Dorte ’Salander’ Toft var på sporet først, alle andre erhvervsjournalister tænker ’gid det var mig’. For det er klassisk godt journalistisk arbejde at stille en kritisk mine op mod for en halv milliard kroner superhype. Denne hype viste sig at være en klyngebombe, der næppe er færdig med at eksplodere. Og det er utvivlsomt godt forsidestof. SMACK.

Og så havde jeg lovet lidt bonusmateriale på bloggen:
Hvis der skulle være den mindste rest tvivl i dit sind om, at der er slibrige detaljer nok til en spændingsroman i personen Stein Bagger, så kan du jo starte en rundtur i cirkus Bagger på Dorte ‘Salander’ Tofts blog. Hun er ‘the new cool’. Og desuden er det interessant at se bloggen brugt som et researchredskab. Dorte Toft har fået gode informationer via bloggens læsere. Måske har det der opreklamerede blog sin berettigelse alligevel…

Asger Jensby fik torsdag - den aften Stein tjekkede gennem Abu Dhabi lufthavn og forsvandt - en opringning, der i første omgang blev betegnet som mystisk og nu beskrives således.

Desuden. Inden nogen bliver for bagkloge og råber, at de da helt sikkert ville have opdaget det her, så lad mig lige citere en mand, der hedder Bjarne og kommer fra Herning: “Jeg går ud fra, at Ernst & Young har tjekket dem i hoved og røv, inden de gav dem en pris (Danmarks bedste vækstvirksomhed, red.). Hvis ikke de kan, hvordan skulle jeg så kunne vide, at det her var på vej,” sagde Bjarne til B.T..

Skulle du efter disse nervepirrende historier have lyst til at sende Stein en besked, så er det heldigt, vi har facebook.