Gertrud Thisted Højlund

At billeder skulle sige mere end 1.000 ord, har jeg oftest ment var en overdrivelse. De fleste billeder i mit katalog er af få ord: ’Gertrud foran Eiffeltårnet’ eller ’Gertrud er glad for mad (1-10)’. Men forleden for jeg vild i Scanpix og fandt et billede taget af Jens Astrup, og det sagde mere end 1.000 ord. Her sidder Birthe Rønn Hornbech med ryggen mod muren. Furien Birthe, der gennem sin politiske karriere har brilleret ved at være mere loyal over for sit værdigrundlag end sit parti. En sjældenhed i en politisk landsby, hvor der kæmpes mere om magt end om ret.

Man sagde om Birthe, at hun revsede dem, der revses skulle, og ikke gjorde noget for at tækkes partilinjen, hvis hun mente, en given politik stred mod landets højeste myndighed: Grundloven. Hun stod til en plads højt i hierarkiet allerede i 2001, da VK overtog ministerbilerne, men hun takkede nej. Hun var folketingsmedlem, stod til ansvar over for sine vælgere – ikke andre. Dengang kunne man have slået ’integritet’ op i ordbogen og fundet et billede af hende. Men det billede, du ser her, vil du finde under punktet ’håret i postkassen’. For hun endte med at sige ja. Til den ultimative uriaspost i dansk politik: Integrationsministeriet. Og se hende nu.

Det korthus, der falder sammen om ørene på hende, fordi EU og DF skubber fra hver deres side, har hun ikke engang selv bygget. Hendes pressehåndtering er helt til hundene, for når man er folketingsmedlem og ikke vil holde sig på god fod med andre end sine vælgere, kan man godt vende det døve øre til, når pressen ringer. Men når man er minister, står man til ansvar, og så har offentlighedens væbnere – journalisterne – i højere grad ret til at kræve svar.
Og dem har de ikke fået trods intens jagt. Hun kæmper for en sag, som hun ikke ser ud til at tro helt på. For hun evnede nok at give svar på tiltale, når der var hjerteblod på spil, nu gemmer hun sig i Borgens korridorer. Måske er dette i højere grad politik end hjerteblod?
Og hun har ikke samme sans for det politiske håndværk, alliancernes vigtighed, flertallets magt, som hendes to bordherrer har. To af landets dygtigste politiske håndværkere, Skaarup og Thulesen Dahl, der ikke tror på andet end suverænitet, stramme udlændingeregler og et flertal med DF som tungen på vægtskålen. De lever af folkestemning mere end etik, og de laver ikke andet end at tælle til 90.

Dette billede er det mest triste billede af dansk politik, jeg længe har set. Og det er ikke engang et spørgsmål om mit eget politiske ståsted. Det smerter mig bare at se integritet fare vild i magtens blindgyder. Klummen er udelukkende udtryk for min egen holdning. Kom med din på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Sidste uges klumme var et Prozac-udbrud af mærkværdige ting, jeg elsker i livet. Så kom det ud – og nogle fik måske det indtryk, at jeg er sådan en glad lille hverdags-boheme poet. Og det er selvfølgelig kun den halve sandhed. Her kommer et uprioriteret opkast af en liste over ting, jeg hader. Duk dig.

Jeg hader: når kvinder gør en dyd af dumheden for på den måde at gøre sig mere attraktive i mænds øjne – eller for at lægge brænde på det glødende bål med myter om at kvinder er lige det sødere, når de er lige det blankere. Nogle praler med alle de ting, de ikke ved, som om det er en fordel at være helt ved siden af vinduet. Forleden var der en, der skrev: ’jeg er ekshibitionist – og det er et ord, jeg har slået op, og jeg kan ikke udtale det.’ Ti nu bare stille. Ofte er de her kvinder nemlig slet ikke dumme. De lader bare som om. Og jeg fatter ikke pointen. Hvis det er for at virke nuttet og tiltrække mænd, der vil have nuttede kvinder– så melder næste spørgsmål sig jo automatisk: Hvad er det for nogle tomhjerner, de er ude på at tiltrække.

Jeg hader, når folk kører helt op i røven på én på motorvejen – og blinker med lyset. Meget ofte er det håndværkere eller nogen, der kører Audi Q7. No offence. Overhalingssporet er, uanset hvad I måtte tro, ikke udelukkende forbeholdt dem, der kører 170 i timen. Og I sætter andres liv på spil, når I gør det, så hvad med for fanden lige at holde noget afstand? Jeg hader, når folk bruger mange engelske udtryk – men mest hader jeg, når jeg selv gør det. Lige som jeg hader at vågne med tømmermænd og komme i tanker om, at jeg har været fuld på facebook.

Jeg hader Echinaforce og at komme for sent.

Jeg hader den amoniak-dunst, der står og svæver i porten til min opgang, fordi mænd synes det er et fedt sted at pisse. Jeg har det i det hele taget rigtig presset med at mænd pisser på gaden – og det er der mange, som gør. Hvad er det for en hundeadfærd? Skider I også på gaden? Ser også ret lunkent på dem, der spytter på gaden. Er der ikke snart fundet en kur mod defekte, overivrige spytkirtler. Kunne lama-typerne måske overveje om alle de andre mennesker, der også sætter deres fødder på gaderne, har lyst til at vade rundt i deres gamle mundvand. Slug.

Jeg hader tiden mellem to og tre om eftermiddagen. Dagens mest kønsløse time – hverken fugl eller fisk og for det meste bare i vejen. Jeg hader den livslede følelse, jeg får i maven når jeg både er træt og fryser.

Jeg hader at skrive sure klummer, og jeg hader at løbe tør for plads, når jeg har mere at sige. Hvad hader du? www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Kærlighed er ikke for de forelskede blot. Hvis man mærker efter, findes der mange umage situationer, hvor blodet bruser, fordi alt føles rigtigt. Her kommer min ukomplette liste af ting, jeg elsker og nyder intenst:

Jeg elsker at blive overmandet af søvn midt i en bog for at vågne lidt senere og læse tre linjer mere, inden søvnen igen vinder. Jeg elsker flyttemænd og brandmænd og gartnere og at bade i havet. Jeg elsker Roskilde Festival. Og jeg elsker at sove i telt eller udenfor – i en varm sovepose, mens alt er tyst, mørkt og køligt. Jeg elsker at vågne langsomt med god samvittighed. Jeg elsker hverdage. Og at rejse med en dags varsel. Jeg elsker at ringe til mine små søstre, når jeg er fuld, for at høre om de er vågne og fortælle dem, at jeg synes, de er søde. Jeg elsker billeder af mennesker set bagfra, og jeg elsker at gå over Dronning Louises Bro i retning mod Nørrebro, både fordi jeg elsker broen og neonlyset fra reklamerne, men også fordi jeg elsker Nørrebrogade. Om morgenen når der er lys over det hele, og alting ligner noget, der har fået en chance til, men også om eftermiddagen, når skyggen lukker sig over gadens hemmeligheder.

Jeg elsker indfaldsveje om natten. De giver mig lyst til at køre i en evighed. Især når luften er tung af næsten-regn, og vanddråberne omkring alleerne af gadelamper lyses op som orange glorier. Melankolske perler på en snor og sort øde asfalt strejfet af sporadiske biler, der alle skal utænkelige steder hen. For alle, der kører på store indfaldsveje om natten, har noget at fortælle. Det elsker jeg om ikke andet at bilde mig ind. Jeg elsker Bispeengbuen og de to store sving, der er på motorvejen lige ved Nyborg. Mur på den ene side, hæk på den anden, farten føles af mere, og der er noget genfødsel over at køre indeklemt her for minuttet efter at eksplodere af fryd over Storebælt. Jeg elsker at køre stærkt – undskyld. På samme måde som jeg elsker at ride for hurtigt i for dårligt terræn.

Og jeg elsker natten, for den er tæt og trofast, mens der unægteligt er noget promiskuøst over dagen. Jeg elsker lugten af efterårets fordærv lige så meget som lugten af sommerens frodighed. Jeg elsker at gå i tomme gader om efteråret og tro på, at alt er godt i de små lejligheder med lys i vinduerne.

Jeg elsker at drikke vand fra hånden. Stikke en truttet mund ned på vandspejlet og suge. Jeg elsker at blive aet i taljen, og jeg elsker at spise hotdogs på vej hjem fra arbejde. På samme måde som jeg elsker at tømme en flaske Cocio i et hug. Jeg elsker øl mere end rødvin og rødt kød mere end hvidt, men mest elsker jeg samtaler, der ingen ende vil tage, fordi de bliver ved med at knopskyde.
Hvad elsker du?

Må jeg godt bede om lidt panik? Bare et enkelt angstfyldt blik i bussen, der lader forstå, at jeg ikke er den eneste, der holder vejret anspændt. Denne onsdag ud om ikke andet.

Må jeg få dommedagsprædikanterne lukket ud af de lukkede afdelinger med deres ildevarslende budskaber og lovning om frelse? Der sidder godt nok en skør dame i alle sine ejendele på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej og kaster mad og uhumske gloser efter sagesløse forbipasserende, men hun er slet ikke skør på den gammeltestamentlige, profetiske måde. Hun er bare wacked og har været det længe.

Må jeg få rumvæsnerne ud på byens tage, hvor de kan afvente Moderskibets komme. Jeg synes, ikke det er for meget at bede om lidt opstandelse. Det er trods alt ikke hver dag, Jorden læner sig op af så pludselig og selvskabt en undergang, som den gør fra i dag og en måned frem.

For tænk dig, i dag, nede i den fransk/schweiziske undergrund, kulminerer en videnskabelig investering af de større (22 milliarder for at være præcis). Og måske ville det endda være mere præcist at sige, at den kolliderer. For CERN’s partikelaccelerator kan nemlig smække partikler sammen med så stor fart, at det gerne skulle genskabe de tilstande, der herskede lige efter det store knald, der satte gang i det hele, og i sidste ende gjorde det muligt at opfinde internettet, standerlamper og hotdogs.

Spændende, men med det lille aber dabei, at det kan skabe et sort hul. Og det er nogle glubske starutter. Du blinker, og så siger det ’haps’ og har opslugt hele vores lille klode. Lige ned i det tunge mørke. Men bare rolig, CERN’s nysgerrige videnskabsmænd siger, at risikoen er meget lille. Hvilket på en måde ikke er helt godt nok. Her taler vi jo ikke om risikoen for at løbe tør for mælk midt i bagningen.

Og der ville ikke engang være nogen tilbage til at værdsætte ironien. Derfor tager vi den nu: Hvor ironisk ville det ikke være – alle livets farer taget i betragtning – hvis det hele skulle gå under til lyden af en nysgerrig videnskabsmands sidste ’ups’.

Men hvad ved jeg om sorte huller og de ulykkeligheder, der måtte gemme sig deri? Intet. Da Sokrates stod ansigt til ansigt med døden, kom han frem til, at han ikke kunne frygte den, når han ikke anede, hvad den ville bringe med sig. Og det ville derfor også være tåbeligt at frygte det sorte hul.

Måske er der intet, og så er det hele jo lige meget. Måske ender du i mørket tæt på en, du holder af. Måske er der hotdogs. Måske har de Facebook i de sorte huller – og halbal. Måske har de bøger på den anden side af vores hjemmelavede Big Bang. Jeg tager en lampe med just in case.

Livet er en svær størrelse at blive klog på. Plastret til med drabelige faldfælder og vejsidebomber, som om crewet bag Indiana Jones og lømlerne fra Taleban havde rottet sig sammen om at skabe de listigste trusler, men på sådan et mere åndeligt niveau, hvis du kan følge mig.Desværre ser det ikke ud til at tingene bliver nemmere med årene.
Jo, der er færre væbnede konflikter i gang lige nu, end der var for ti år siden. Til gengæld tyder noget på, at den kolde krig er tilbage, og det kan vi jo ikke bruge til skide meget.
Uden at være kommet i gang med dagens klumme er jeg allerede kørt af sporet, fordi jeg har et koncentrationshandicap af en art, jeg bakser med at få kontrol over – resultatet bliver nok lidt James Joyce-associationspræget. Undskyld.
Jeg har faktisk tænkt mig at skrive lidt om mad. Et fænomen, der oftere og oftere behandles, som var det den rene gift.
Mad er nemlig også blevet farligere med årene. Tilsyneladende. Da jeg var barn, var mad noget, man spiste, og skidt noget, man levede med. Jeg er opdraget med visheden om, at ’aske er det reneste i verden’ – så mine forældre slap for at skifte mit grillspyd ud, når jeg dumpede det i gløderne.
Og jeg er opdraget til, at børn obligatorisk skal spise adskillige (var det fire?) kilo skidt om året – så mine forældre slap for en slikrelateret nedsmeltning, når slikkepinden røg på jorden.
Sådan er det vist ikke helt længere. Jeg har nemlig svært ved at forestille mig, at forældre, der går i koma ved tanken om mælkeproduktkonsummerende børn, skulle have et afslappet forhold til aske og ting, der har været i gruset.
Landet over stirrer forældre ud i mørke søvnløse nætter, mens angsten for, at deres børn skulle få fat i et glas sodavand eller noget som helst andet med raffineret sukker, klemmer dem om de velmenende strubehoveder.
Lørdagsslikket er afløst af økologiske gulerodshapsere, skåret kunstfærdigt ud, så børnene ikke lugter lunten.
Og inden du nu går fuldstændig amok og jihad’er avisen, du sidder med – nogle bliver lidt emsige af at få børn – så skal du vide, at jeg selvfølgelig er normal nok i hovedet til at mene, at man skal fodre sine børn med gedigen og varieret mad og ikke give dem pommes med pølser for mange gange om ugen. Men jeg er ikke sikker på, at børn bliver normale i hovedet af at få at vide, at selv de mest gængse madvarer som sukker og hvidt mel potentielt er giftfælder, som den onde og forskruede civilisation har lagt ud for os sagesløse mennesker.
Jeg kan umuligt forestille mig, at cola og lyst brød er mere skadeligt end at vokse op med madskræk. Personligt overlevede jeg på en stram diæt af grill-aske og fire kilo skidt om året. Livet er svært nok i forvejen, og jeg tror ikke nødvendigvis, madfascisme gør det lettere.