Gertrud Thisted Højlund

I gamle dage, inden vi med mere eller mindre god grund mistede tilliden til hinanden, kunne man i Københavns Lufthavn – efter at have kørt hele sit legeme og alt sit habengut gennem diverse sikkerhedsforanstaltninger – gå ind på Hereford Beefstouw og skære en solid bøf for med en effektiv steak knife.

Så var der en vaks journalist fra den glimrende avis, De sidder med just nu, der bemærkede, at forskellen mellem en effektiv steak knife og et morderisk stikvåben ikke er større end forskellen mellem Anni Fønsbys bryster og et par silikonebryster, og at det således var omsonst at scanne potentielle flykaprere fra isse til tå og lægge alle deres ejendele i eksplosionshæmmende plastposer, hvis de standhaftige derefter kunne få afløb for de terroristiske tendenser ved at købe en frokostmenu i bøfhimlen.

Den dag i dag har du værs’go at lægge kræfterne i, når du i lufthavnen skærer bøfferne for med noget, der ligner en smørkniv. Og det, skulle man jo mene, var meget godt. Ikke desto mindre skulle den vakse Urban-journalist forsvare sig med næb og klør for ikke at betale for sin lovovertrædelse ved kasse et.

Nu er den så gal igen, og TV 2 er blevet dømt for overtrædelse af våbenloven, fordi de har sat fingeren på, at det er lige så nemt at købe en ordentlig syg gun i Den Blå Avis, som det er at købe en havetraktor – kun let brugt.

Jeg kunne forstå, hvis TV 2 i sin iver efter at bevise, hvor nemt det er at udruste sig til et succesrigt bankrøveri, var gået hele vejen og havde skudt sig vej gennem en filial i Danske Bank. Men de stoppede trods alt der, hvor våben og ammunition var erhvervede.

Det er journalisters job at mase fingeren ned i systemets huller for derefter at råbe op om det, og gedigent journalistisk arbejde sætter fra tid til anden politiet i sving. Men hvis journalister i fremtiden kan se frem til bål, brand og bødestraf, når de gør deres arbejde, så er det måske ikke det mest fremmende for motivationen. Ligesom ambulancechauffører måske også ville køre lidt langsommere, hvis de kunne få fartbøder.

Ingen er ofre for den forbrydelse, TV 2 har begået, og hvis politiet i fremtiden lader journalisterne gøre deres arbejde og ser det som en kærkommen hjælp i en post-politireform-travl hverdag, kunne det være, at vi måske på sigt ville få et offer eller to færre at begræde i kriminalitetsstatistikkerne. Inden alle journalister har slået sig på underholdningsprogrammer, ligegyldigt klummeskriveri og venlige portrætter, er det måske en ide at give de få tilbageværende, nyhedstørstige vagthunde et klap på hovedet for veludført arbejde og ikke et gok i nøden for at gø af forbryderne. Eller hvad?

Brudstykker fra en mærkelig historie: Jeg holdt engang en kæmpe fest i mit gamle bofællesskab, hvor vi dagen efter konstaterede, at der inde på ét af værelserne var nogen, der havde lagt en fyldig, blød bæ på en stor, lyserød pilatesbold. Man kan indvende, at enhver med noget så speltprovokerende som en oppustet, lyserød pilatesbold fortjener at få den fækaliseret til en drukfest, men det ændrer ikke på, at det er en noncool taber med problematisk anal kontrol, som har tilsmudset mit nu hedengangne hjem.

Og hvis man kan ophøje taberen til en type, så er denne type ikke den type i landet, jeg har mindst lyst til at hænge ud med eller date, hvor mærkeligt det end lyder. Jeg vil hellere gå ud med en fyr, der skider på min pilatesbold – eller på gulvet på Luux, for den sags skyld – end jeg vil gå ud med en tabertype, der synes, det er sejt at tage stoffer til fester.
For seriøst – det der med narko: Hvad er helt præcis meningen? Hvordan kan nogen synes, at det er sejt, når det nu er på en indiskutabel top ét over taberagtige ting, man kan kaste sig ud i – lige over nummer to som er at skide på en pilatesbold til nogle venners fest.

Og så spørger de, der nyder lidt hyggecoke i gode venners selskab måske, om jeg selv har prøvet det, og selve spørgsmålet er decideret fornærmende. Ligner jeg virkelig sådan en hjerneblæst taber?
Selv med min bedste vilje har jeg kun hån tilovers for de der karriere-john’er med foden på speederen og coke i næsen. Eller de 18-årige overfladeræsere, hvis største drøm er penge på lommen og et VIP bord i den del af byen, hvor dem fra Paradise Hotel fester med Gucci-bælter og LV-keyhangers, selvbruner og narko i lommerne.

I weekenden var to unge mænd fra Århus lige ved at sige hasta la vista for tid og stedse, fordi de havde lyst til noget med det potente navn Bromo-Dragonfly, og når ingen journalister anstrenger sig med at teste med drug-wipes på diskoteker landet over, så er det udelukkende, fordi det er så gammel og slidt en historie, at der er narko over det fucking hele, at ingen gider trykke det mere. Fordi det er blevet trendy at være ved siden af sig selv, eller hvad ved jeg. Gider ikke engang anstrenge mig for at få noget halvfilosofisk pis ud af det faktum, at nogle mennesker bare er nogle tabere, der skulle tage sig sammen, og hvis du er uenig, vil jeg gerne høre det på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.