Gertrud Thisted Højlund

Vi har en sangskat af exceptionel rigdom, og det er ok at synge falsk. Så hurra for Sangens År.

Der er snart et år og en dag for hvad som helst. Og oftest grænser det til det grinagtige, når vi skal komme kartoflens år i hu eller glæde os over, at det er pandekagens dag (første mandag i februar – husk det nu).

MÅSKE ER DET FORDI, jeg kun er middelmådigt entusiastisk, hvad pandekager og kartofler angår, for sagen er, at det herrens år 2008 er Sangens År. Og selv om det i mangt et øre sikkert lyder plat, så er jeg personligt helt nede med det. For en del af min sociale arv er lille, blå og vejer 4,3 kg – ja, jeg har vejet den i sagens tjeneste.
Højskolesangbogen har en potentiel høj nørdefaktor, men det vælger jeg at se bort fra. For det skal ikke være min skyld, hvis nogen går glip af dette eminente sangpotpourri, der strækker sig gennem folkeviser og Grundtvig og Frank Jæger og Inger Christensen og Blicher og Halfdan Rasmussen til Piet Hein og længere endnu. Glem Guldhornene. Det her er væsentligt.
Den er blottet for blaserthed, men spækket med jubel, glæde og fyldige billeder for alle de ting, som vi efterhånden knap vover at sætte ord på at frygt for at lyde som klicheer. Sangskatten trækker ikke på skulderen og siger, ‘den er da meget fin’, når den bliver bedt om at udtale sig om morgengryet. Den siger: ‘Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!’

OG JEG ER PISSE LIGEGLAD MED, om det falder ud til den svulstige side, for det er fantastisk at tillade sig at blive revet med af noget så simpelt som solopgang ved havet. Og det er min påstand, at enhver, der har set solen stå op af havet og folde farvepaletten ud over horisonten, mere eller mindre bevidst har følt netop en salig jubel, der rumsterede voldsomt i mellemgulvet midt i alt det tyste. Og så er Højskolesangbogen en nem indgang til poesi. For digte kan være en lidt mærkelig ting at sidde og læse. Og måske af den grund, er der mange, der ikke rigtig tager sig tid til det. Men digte holder sproget flyvende. Og det samme gør sangskatten. Den er fyldt med stemningsmættede billeder af mørke, der vælder af nattens sluser ud, når dagen går på hæld. Fyldt med lærker, der synger lyse og klare aften-
sange fra himmelrummet, mens en frø kvækker højt i mosen, og mosekonen brygger i sommernætter, der dufter lysegrønt af græs. Et dyk ned i sangbogen sparker til sanserne.

OG SÅ ER DEN SKREVET til vores klima. Efterår og vinter er våde, kolde og mørke, hvor vi alle skutter os og venter på lyset, og når sommeren kommer, er det snart med kolde farver i sky og vand, snart nøgne piger ved hver en strand. For sådan er sommeren jo. Den strækker, og igen citerer jeg løst, med åbent sind, de lyse nætter i himlen ind, imens det dufter af hyld og hø, og vi beder til, at sommeren må vare evigt.

NÅ JA, OG SÅ ER DER det der med at synge. For det er så sjældent, vi får lov, og derfor bliver vi dårligere og dårligere til det og synes tilsvarende mindre om det. Men hvis vi nu tillod hinanden at synge elendigt og lyttede mere efter sangglæde end præcis intonering, så kunne vi måske genopleve, hvor frit åndefanget er, når dybt vi drager det i sang, som salig Grundtvig skriver. For det handler for en gangs skyld ikke om at være bedst. Sangens År munder ikke ud i en X-Factor/Popstar/Idols-casting. Det handler bare om at synge med og huske alt det, vi har til fælles.

Semi-videnskabelig undersøgelse af de mest pinlige auditions til ‘American Idol’ og ‘X Factor’ ved hjælp af YouTube.

»Goddag, jeg vil gerne se på en rygrad.«
»Så gerne, hvilken type rygrad er du på udkig efter?«
»Nåå, ja, jeg tænkte, I måske havde en rygrad, der var effektiv mod overspringshandlinger…«
»Ja, den blev revet væk, så snart vi fik den, men nu skal jeg da se, om vi ikke har en udstillingsmodel liggende et sted.«
»Desværre, de er som forventet alle sammen udsolgt.«
»Nå men, det er der jo ikke noget at gøre ved. Tak for hjælpen.«
»Jamen, det var da det mindste. Pøj pøj med det.«

FØLGENDE ORDVEKSLING faldt, da jeg forsøgte at erhverve mig en funktionel rygrad. Og der ligger en dyster historie om selverkendelse til grund for dialogen. For jeg ville have forsvoret, at jeg var sådan en leddeløs type. Godt hjulpet af selvbedrag og påspændte skyklapper så store som vingerne på en Airbus A380 havde jeg fået bildt mig selv ind, at jeg er den målsatte og viljestærke type, der får ting fra hånden. Men det er desværre løgn. Det gik op for mig en travl søndag, hvor jeg havde mange ting, der skulle ses til, og jeg derfor lavede en liste for overblikkets skyld. Den så ud som følger:
Søndagshensigter:
Kirke.
Tøjvask.
Oprydning, inklusive bortfjernelse af beviser på tiltagende hverdagsalkoholisme.
Weekendavisen.
Hjemme-spa-oplevelse, med kærlig hånd til misvedligeholdt ydre.
Skrive klumme til URBAN.
Ringe til forsømt veninde.
Da dagen gik på hæld, og jeg gik i seng, fandt jeg listen frem og lavede en opdateret version for at afdække eventuelle afvigelser fra den oprindelige plan. Listen lød således.
Søndagsrealiteter:
Kirke.
Formålsløs, skamfuld gennemtrawling af internet på jagt efter intet som helst. Kun afbrudt af en post-rygestop rygning inklusive obligatorisk udskældning af egen person.
Middagslur.
Semi-videnskabelig undersøgelse af de mest pinlige auditions til ‘American Idol’ og ‘X Factor’ ved hjælp af YouTube.

AK, KRYDSTJEKNINGEN talte sit eget tydelige sprog. Allerede tidligt på dagen var jeg kørt af sporet for aldrig siden at finde tilbage til det.
Og så var det, at jeg et par dage senere stod hos marskandiseren og håbede på noget fornyet, stålsat hardware til min slatne person. Ganske forgæves.
Så nu har jeg to muligheder: A: udrydde overspringshandlingerne alene ved tankens kraft eller b: lave kortere lister, der indeholder mere formålsløs internetsurferi. Og så ellers holde igen med selvtæsk, når planerne løber ud i sandet. Tror jeg satser på en kombinationsløsning med streg under mindre selvpiskeri.
For bevares. Jeg når jo det hele alligevel, og det gør du sikkert også. Så lad os kyle pisken ad hekkenfeldt til, så får vi jo også en hånd mere fri til dagens opgaver.

Om knap en måned siger landets kærestepar ‘glædelig valentinsdag’ til hinanden for derefter at hylde deres mere eller mindre harmoniske symbioser i kaskader af rødt undertøj, hjerteformede chokoladeæsker og romantiske middage i ophøjet tosomhed.
Det kan de glæde sig over til den tid.

MEN HVAD MED at vi lige smider en ny mærkedag ind i kalenderen? Personligt har jeg altid følt at dags dato, 16. januar, havde potentiale til at være andet og mere end bare en forglemmelig dag i rækken af oftest grå januardage.
Derfor ville det da være helt oplagt at udnævne den til solo-dag. Jeg tror, jeg opkalder den efter mig selv, og så kan du jo passende gøre det samme (altså med dit eget navn, ikke med mit). Det besværliggør selvfølgelig markedsføringen, at dagen kommer til at have over en million forskellige navne, men til gengæld har konceptet så meget potentiale, at det knap behøver markedsføring.
Det bliver i sagens natur et ego-trip, men det er jo heldigvis ret gratis at sætte sig selv først, når der ikke er andre, der derved bliver skubbet i baggrunden. Så kast dig ud i det: hyld dit single-liv. Du fortjener det.

OG SINGLE-LIVET fortjener at blive hyldet. Det tager ikke skade af for en enkelt gangs skyld at blive sat på en piedestal og beundret for dets væld af muligheder, frem for – som det oftest sker – at blive betragtet som et ensomt og forladt venteværelse, som alle håber på at kunne forlade snarest.
For du ved ikke, hvornår det næste tog kommer, og så skulle man da være et fjols, hvis man ikke gjorde sig det lidt behageligt der i venteværelset. Du kan jo indrette det, som det passer dig, der er ingen til at brokke sig over dine gamle pizzabakker i hjørnet eller dine mere eller mindre allergifremkaldende røgelsespinde.
For måske ligner det et venteværelse, men det er dit liv. Og det venter ikke på dig. Det er i fuld gang hele tiden, og universet kan ikke sættes på pause, mens du leder efter en at nyde det hele med.
Derfor må singler lære at nyde universet uden et andet menneske at spejle sin nydelse i. Jeg kan ikke sige det indtrængende nok: Du snyder dig selv for en masse dejlige dage, hvis du konstant betragter single-tilværelsen som en undtagelsestilstand. En ligegyldig parentes, der slettes, så snart parforholdskærligheden langt om længe melder sin ankomst.

PERSONLIGT VIL JEG i dag nyde, at der ikke er nogen bånd, der binder mig. Jeg er stort set ikke begrænset af andet end almindelig anstændighed. Som single har jeg nemlig ingen bedre halvdel, der forventer noget af mig. Jeg er min egen helhed, gode og dårlige sider inklusive. Jeg vil nyde, at jeg ikke har haft et skænderi med nogen i en evighed og nyde, at jeg med 100 procent sikkerhed ved, at der ikke er nogen, som er mig utro.
Jeg vil spise hotdogs til morgenmad, sushi og makrelmadder til natmad, hvis det passer mig. Se tre programmer i fjernsynet på samme tid, slaske rundt i hyggetøj en hel eftermiddag og prutte i sofaen, hvis jeg får lyst.
ngen sure miner fra dem med parforhold. Det handler ikke om jer, men om at single-livet ikke leves i et venteværelse.

Jeg vil købe en gave til mig selv – og tage turen gennem Rabalderstræde med et par velvalgte damer. Måske vil jeg endda gå så vidt som til at kysse en mand, jeg i skrivende stund endnu ikke har mødt. Og det første kys er som bekendt altid det mest spændende.

SÅ HURRA, FOR FANDEN. Hurra for selvstændighed og frihed. Hurra for råstyrke og løftede pander. Hurra for hyggetøj og høje hæle. Hurra for single-livet. Og tillykke med dagen.

Fremtiden er ankommet og den hedder 2008. Ren og uspoleret som nyfalden sne. Og det bliver præcis så godt som vi gør det.

Så er vi i gang igen. Med fornyet kalender og ditto håb. For et par dage siden lød 2007 stadig som et moderne år på toppen af evolutionen. Nu er det ‘so last season’, og 2008 er det eneste, de unge vil have. Og jeg med.
Hvis jeg lyder lidt opstemt, så er det til dels fordi, der er så lang tid, til det igen er nytår. Lige inden jul skrev jeg, at januar altid er værre, end man tror, og det mener jeg for så vidt stadigvæk, men jeg havde helt fortrængt, at slutningen af december er endnu værre. Jeg nævner i flæng nytårsfest og krysantemumbomber og starter med det sidste.
De seneste par dage har lydkulissen her på Nørrebro cirka været identisk med den i Bagdad. For der er nogen – og her ville jeg nævne navne, hvis jeg havde dem – som har fået fingrene i det, der lyder til at være et uudtømmeligt lager af krysantemumbomber med sprængkraft nok til at få hele gadens bilalarmer til at hyle.

NU MÅ I HAVE MIG UNDSKYLDT, men hvis man kan føle sig underholdt ved at lytte til meget høje brag, så tror jeg, at man er så mentalt underfrankeret, at man kunne få lige så mange timers god underholdning ud af at sidde hjemme og tænde og slukke lyset på badeværelset. Hvilket er en beskæftigelse, der ikke generer dine naboer, og som kun i meget sjældne tilfælde sender dig på skadestuen, reptilhjerne. Hvis der er nogen, der kan forklare mig fascinationskraften ved krysantemumbomber, så er jeg lutter øren (på urbanblog.dk). Kan måske, hvis jeg lægger en stor mængde god vilje i det, se det som en potenskompensering – men det betyder, at hver bombesprængning skal opfattes som en kapitulation: ‘JEG HAR EN FORSVINDENDE LILLE PIK’. Og det forstår jeg så igen ikke, hvorfor nogen har lyst til at gå og råbe midt på gaden. (Jeg har langt højere tanker om mænd, der kaster knaldperler.)

MIN ANDEN ANKE ved årsafslutningen er selvfølgelig tvangsfesteriet. Lige meget hvor meget man slår sig i tøjret, så ender man i selskab med til lejligheden cigarrygende mænd, der går og føler sig fremmedgjorte i lidt for stramme smokings og totalt udstadsede kvinder med højt hår, alt for meget glimmer i makeuppen og et overforbrug af satin.
Jeg kunne skidtsnakke nytårsaften i timevis, men tro nu ikke, at det er det nye år, jeg har noget at udsætte på. Næ nej. Jeg går sjovt nok fortrøstningsfuld ind i 2008 – og det til trods for, at jeg har al mulig grund til at være klog af skade. Da vi gik ind i 2007 havde jeg store forhåbninger, jeg mente året havde en aura, der var lidt ekstraordinær. Alligevel lykkedes det mig langt hen ad vejen at proppe året med middelmådige dage, spildt tid og almindeligheder. Derfor burde jeg – det ville gå godt i spand med min person – stille mig mistroisk og syrligt an ved synet af et nyt kalenderår, men jeg vil afprøve konceptet ’positiv tilgang til livet’ i det nye år. Selvfølgelig ikke på sådan en naiv ‘happy go lucky’-maner, som jeg lagde for dagen sidste år. For 2008 har ikke potentiale til noget som helst – det har ingen særlige forudsætninger. Et udpint og misbrugt ’07 er blevet afløst af et jomfrueligt ’08, der er skide ligeglad med dig og mig.

HELDIGVIS. For det betyder, at vi har fri råderet over de kommende 365 dage. Intet er givet på forhånd, og vi skal ikke regne med at få noget forærende. Det bliver således udelukkende vores eget ansvar at få fyldt de kommende 365 dage med alt, hvad der er godt. Med mening, hygge, positivt samvær med andre mennesker og nye indsigter. Det er meget muligt, at vi om et år har fået fucked 2008 grundigt op, men indtil det går så galt, vil jeg gøre mit yderste for at gøre det til et fantastisk år. Og hvis vi alle gør netop det – tager ansvaret for 2008 på os og gør vores bedste – så kan det ikke gå galt.
Så tillykke med det, og lad os så komme i sving.