LAD HJERTET TALE
tirsdag, 29.01.2008.Vi har en sangskat af exceptionel rigdom, og det er ok at synge falsk. Så hurra for Sangens År.
Der er snart et år og en dag for hvad som helst. Og oftest grænser det til det grinagtige, når vi skal komme kartoflens år i hu eller glæde os over, at det er pandekagens dag (første mandag i februar – husk det nu).
MÅSKE ER DET FORDI, jeg kun er middelmådigt entusiastisk, hvad pandekager og kartofler angår, for sagen er, at det herrens år 2008 er Sangens År. Og selv om det i mangt et øre sikkert lyder plat, så er jeg personligt helt nede med det. For en del af min sociale arv er lille, blå og vejer 4,3 kg – ja, jeg har vejet den i sagens tjeneste.
Højskolesangbogen har en potentiel høj nørdefaktor, men det vælger jeg at se bort fra. For det skal ikke være min skyld, hvis nogen går glip af dette eminente sangpotpourri, der strækker sig gennem folkeviser og Grundtvig og Frank Jæger og Inger Christensen og Blicher og Halfdan Rasmussen til Piet Hein og længere endnu. Glem Guldhornene. Det her er væsentligt.
Den er blottet for blaserthed, men spækket med jubel, glæde og fyldige billeder for alle de ting, som vi efterhånden knap vover at sætte ord på at frygt for at lyde som klicheer. Sangskatten trækker ikke på skulderen og siger, ‘den er da meget fin’, når den bliver bedt om at udtale sig om morgengryet. Den siger: ‘Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!’
OG JEG ER PISSE LIGEGLAD MED, om det falder ud til den svulstige side, for det er fantastisk at tillade sig at blive revet med af noget så simpelt som solopgang ved havet. Og det er min påstand, at enhver, der har set solen stå op af havet og folde farvepaletten ud over horisonten, mere eller mindre bevidst har følt netop en salig jubel, der rumsterede voldsomt i mellemgulvet midt i alt det tyste. Og så er Højskolesangbogen en nem indgang til poesi. For digte kan være en lidt mærkelig ting at sidde og læse. Og måske af den grund, er der mange, der ikke rigtig tager sig tid til det. Men digte holder sproget flyvende. Og det samme gør sangskatten. Den er fyldt med stemningsmættede billeder af mørke, der vælder af nattens sluser ud, når dagen går på hæld. Fyldt med lærker, der synger lyse og klare aften-
sange fra himmelrummet, mens en frø kvækker højt i mosen, og mosekonen brygger i sommernætter, der dufter lysegrønt af græs. Et dyk ned i sangbogen sparker til sanserne.
OG SÅ ER DEN SKREVET til vores klima. Efterår og vinter er våde, kolde og mørke, hvor vi alle skutter os og venter på lyset, og når sommeren kommer, er det snart med kolde farver i sky og vand, snart nøgne piger ved hver en strand. For sådan er sommeren jo. Den strækker, og igen citerer jeg løst, med åbent sind, de lyse nætter i himlen ind, imens det dufter af hyld og hø, og vi beder til, at sommeren må vare evigt.
NÅ JA, OG SÅ ER DER det der med at synge. For det er så sjældent, vi får lov, og derfor bliver vi dårligere og dårligere til det og synes tilsvarende mindre om det. Men hvis vi nu tillod hinanden at synge elendigt og lyttede mere efter sangglæde end præcis intonering, så kunne vi måske genopleve, hvor frit åndefanget er, når dybt vi drager det i sang, som salig Grundtvig skriver. For det handler for en gangs skyld ikke om at være bedst. Sangens År munder ikke ud i en X-Factor/Popstar/Idols-casting. Det handler bare om at synge med og huske alt det, vi har til fælles.
