Gertrud Thisted Højlund

To dage tilbage til du med god samvittighed kan kollapse ovenpå resterne af julefesten – og lade op til januar.

Ja ja, jeg ved godt, der lige er et par dage tilbage, men det her bliver altså det sidste, du hører fra mig i 2007. Så jeg vil tillade mig at runde året af. Det er trods alt min bagside, så jeg gør nogenlunde som det passer mig.
Herfra skal lyde en opfordring, der kommer fra bunden af mine bedste intentioner: Slap fuldstændig af! Hele december bliver vi pacet frem, og hvis du ikke er blevet stresset over julens mange krav til familievenlig overskudshygge, så er du nok blevet stresset over al den snak om stress.

MEN NU ER DET SNART SLUT, og når du har forspist dig i and og flæskesteg (eller risengrød i det tilfælde andre end min familie holder sig til denne glimrende bondemandskost juleaften), så kan du med god samvittighed kollapse i juledagene. De er til for det samme. Jeg er personligt med alderen blevet større fan af den 25. og 26. december, end jeg er af selve kulminationen juleaften. For juledagene er i min familie sløve, dvaske, dasende, spækkede med formiddagslur, eftermiddagslur, tidlig aftens- lur og hvor man ellers kan passe den glimrende skærmydsel ind.

GASSEN GÅR MED ANDRE ORD af ballonen. Og det skal nydes. Både fordi vi har fortjent det ovenpå nisseinvasionen, gaveræs og lidt for mange udgaver af ’Last Christmas’, men da især fordi januar ligger på lur på første side i den nye Mayland. Og hvis du tror, december er slem, så er det intet at måle mod januar.
Kontoen er drænet, dankortet flænset, og i entreen vælter det ind med regninger af den slags, der trækker selv de mest genstridige visdomstænder ud. Licensen skal betales (et par dage inden der kommer løn, tak for det DR), og energi- og forsikringsbranchen har, så vidt jeg husker, også gjort det til en hyggelig tradition at koordinere deres (jule)girokort. Jeg er næppe den eneste, der glæder mig til dette økonomiske dødsstød.
Og som om det ikke er nok, er det også gerne sådan, at der er generel våbenhvile op til jul, hvorefter kampene så buldrer løs i det nye år.
Kampen mod kiloene er bare en af de populære, hvor der sættes massive angreb ind. Mange mennesker vil fra og med januar stavnsbinde sig i et eller andet svimlende dyrt motionscenter, som jeg selv gjorde sidste januar, eller investere i aerodynamisk løbetøj i motiverende farvekombinationer eller lignende. For nu skal der til at ske noget.
Men uden at tage modet fra nogen, så er det også ret sandsynligt, at når vi kommer hen midt i februar, så er de første gode intentioner allerede gjort grundigt til skamme – tag dette som en provokerende pep-talk, hvis du har planer i den retning.

ANDRE OVERVEJER SIKKERT at slukke gløden på den sidste cigaret nytårsaften. Og tillykke med beslutningen, skal der lyde herfra, men det er måske lidt selvpinerisk at vælge årets nok kedeligste måned til at sige farvel til så tryghedsskabende og hyggelig en hobby som rygning, lad os være ærlige, jo er. Januar er om noget en måned, der fordrer stimulanser af enhver art.

OG SÅ ER DET I SANDHED en måned, hvor vi tager arbejdshandskerne på og får det der nye liv, som vi forestiller os, ville klæde os meget bedre. Jeg har en udokumenteret ide om, at der også er mange par, der går fra hinanden i starten af året. Fordi man ikke lige kan nænne det i julen, eller fordi der måske er nogle børn, som helst ikke skal have koblet ordene ’jul’ og ’skilsmisse’ sammen.
Derfor bliver de ubehagelige brud skudt til starten af det nye år, hvor alting alligevel lugter mere af lort end af lagkage og der således ikke er nogen kalenderskabte illusioner, der brydes.
Ja, undskyld mig. Jeg er faktisk ikke ude på at slå skår af julehyggen, for den tilbeder jeg intenst. Men nyd det, for dælen. Tank op og slap fuldstændig af. Hvis jeg kender januar ret, så får du brug for noget at stå imod med.
Glædelig jul – og held og lykke med det.

Når jeg kommer i tvivl, er det fordi man tilsyneladende må smide selv de værste ondskabsfuldheder efter de kendte.
Men nok er nok.

På min første dag i gymnasiet kom en pige hen til mig for at spørge, om min far var ‘ham Højlund fra fjernsynet’, hvilket jeg i overensstemmelse med sandheden bekræftede. Hertil sagde hun: »Aaaj, ham hader jeg bare.«
Skide tak, dumme ko, jeg hader da også din far, som jeg heller aldrig har mødt. (Tænkte jeg, mens jeg i virkeligheden vist bare fik det til ‘…øh, nå.’)

NÅR JEG BELEMRER DIG med denne anekdote fra min forsagte fortid, er det for at eksemplificere min påstand om, at det af uvisse årsager og helt urimeligt er socialt accepteret at sige hvad som helst om dem, vi ser i fjernsynet.
Som om de ikke er rigtige mennesker med dertilhørende fuldt følelsesregister. Som om det skidt, vi kaster efter dem, aldrig rammer, og hvis det gør, så tænker vi, at de må høre til en helt særlig slags mennesker, hvis hjerter er immune over for ondskabsfuldheder fra fremmede. Enten det, eller også har vi en ubændig, sadistisk trang til at såre dem, vi ser i tv og på film.

SELV HAR JEG OGSÅ en rem af huden i den nationalsport, det er at skidtsnakke folk, jeg ikke kender.
Ja, jeg indrømmer det sort på hvidt, for jeg har aldrig holdt mig for fin til at starte dagen med at bekende mine synder.
Det skal således ikke være nogen hemmelighed, at jeg kan være rigtig urimelig at høre på. Sådan en slem kælling der siger spydige ting om folk, der ikke har gjort mig noget personligt.
Og hold da skide meget kæft, hvor er det et utiltalende karaktertræk at slæbe rundt på.
Jeg er alt andet end stolt af det og håber meget, at vejen til en opgraderet personlighed – undertegnede i en ny og forbedret version – går gennem er- og bekendelse. Og så kan det jo være, at andre anonyme skidtsnakkere lader sig inspirere af denne angrende sjæl og begynder at kigge lidt indad.
For tænk nu, hvis vi alle sammen fik det lidt bedre med livet, os selv og hinanden, hvis vi prøvede at snakke svinehunden til fornuft, inden vi lod den løbe amok på tungebåndet. Bare engang i mellem.
Måske føles det federe og mere overskudslækkert i længden at tage ondskabsfuldhederne i opløbet og kun sige ting om folk, som vi turde sige til dem i virkeligheden.

FOR DET IMPONERENDE ER, hvor høflige vi er, når vi står ansigt til ansigt. Så er der sgu aldrig nogen, der skal have klinket noget.
Og spydighederne går også kun i moderat omfang ud over folk, vi kender, for man har en kort social karriere foran sig, hvis man triller rundt med møgsprederen i egne rækker. Dem, der træder forkert desangående, ender hurtigt med en profil på www.nye-venner-soges-desperat.dk.

DERFOR ENDER VI MED omkostningsfrit at lade mundlortet flyde frit over dem, vi alle synes, vi kender lidt: De kendte. For de kan tage det, ja, de blev vel vaccinerede mod had og hetz, da de underskrev kendis-klausulen.
Så slip svinehunden løs. The sky is the limit. ‘Kom nu, Gertrud, pep det lidt op, kom med et sjovt og spydigt spiddende eksempel’ tænker du måske nu, fordi du også har svært ved at slippe de gamle vaner. Men jeg siger nej. Det skal være slut. Har du brug for eksempler, kan du se lidt på læserkommentarerne på landets største formiddagsavis’ hjemmeside. For her får de kendte prygl med sprogets værste gloser, til rygstykkerne bløder.
Og det er ikke engang tilstræbt sagligt, det er bare lige på og hårdt personligt, han er en fed gris, og hun er en medieliderlig gimpe og så videre.
Men det er da ikke pænt sagt, og så er det for så vidt lige meget, at det ofte er en journalist, der yderst diskret starter hetzen, som medier nu engang har for dårlig vane at gøre: De bygger stjerner op, for at rive dem ned igen til publikums udelte begejstring. En uendelig og nådesløs proces.
Men sådan behøver det ikke være. Vi behøver ikke løbe med på den hver eneste gang og skide på, at vi sårer andres følelser. Kendte er nemlig også en slags mennesker. Og lur mig, om de ikke gerne vil behandles som sådan.

Jeg ved godt, at den bliver markedsført godt, men den har også desperat brug for det. December har i realiteten intet godt at give det danske folk.

Så er den gal igen. Vi er kommet til den tid på året, hvor der sættes hårdt mod hårdt, og juleappelsinen presses til det yderste.
December. Du glade jul, hvor er det et gedemarked. Et paradoks uden sidestykke. Lad mig uddybe:
Vi kan jo starte i den lette ende med fænomenet nisser. Små, skidt-klædte gnomer, der ‘vil ha’ gang i den, sang i den, mere fest og fart dagen lang i den’, eller hvad det nu er, Pyrus synger, for Gud ved hvilken gang. Og én ting er dem i fjernsynet, for dem lader jeg behændigt være med at tænde for.
Hvad der er langt værre… får kuldgysninger af at skulle skrive det… er voksne mennesker på offentlige steder med nissehuer.
Så forleden en fuldvoksen kvinde (desværre altid kvinder) med nissehuen godt trukket ned over panden. Hun sad der i bussen og lod som om, hun var lidt den søde type, måske endda kær og nuser, men især bare ‘sådan lidt pudsig og uselvhøjtidelig’. Mens hun jo objektivt set bare havde iført sig et fantasifosters latterlige hovedklud.
Havde jeg været konduktør, havde jeg inddraget hendes buskort, men det er jeg – heldigvis for mange ny-udsprungne postskabsnisser – ikke. Og her nævner jeg ikke engang de blå reklame-nissehuer med lys i dusken. For der slipper mit ordforråd op.
Nu håber jeg selvfølgelig ikke, at der i din bus, dit tog, eller hvor du nu indtager din bagside, er medmennesker til stede med nissehuer, for jeg er jo ikke ude på at hænge folk ud, men vil bare komme med en venlig opfordring: Lad nissehuen blive hjemme. Be’ om. Ellers har du selv bedt om det, hvis nåsårerne kommer og tager dig.

INTERMEZZO – ACHTUNG, personlig anekdote forude: Jeg har stor sympati for den nissehadende nåsåer fra ‘The Julekalender’, men derudover var det en julekalender, der gjorde livet svært for en ti-årig ved navn Gertrud, such as myself.
For som du måske husker, hed de venlige kartoffelavlere fra serien Gertrud og Oluf Sand, og Gertrud stod hele tiden ‘under ’a mistelten’.
Det fik de andre børn meget sjov ud af. En dag måtte jeg vise mit buskort til en vikar i skolen, fordi hun ikke troede på, jeg hed Gertrud, det havde alle de andre børn nemlig påstået, de hed hele dagen for at drille den forsvarsløse vikar. ‘Og nu var det faktisk ikke sjovt længere’.
Undskyld mig. Som om jeg nogensinde har heddet Gertrud for sjov. Videre i teksten: Hvor jeg også vil tillade mig at påpege det paradoksale, for ikke at sige hykleriske ved julen. For julen er familiens fest, og vi overdænger hinanden med symbolet på vores rene og uendelige kærlighed. Gaver, evt. til de fattige i Afrika, også kendt som den før-reformatoriske skik aflad.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er familieværdierne i højsædet i december – og så er der julefrokoster.
Og disse to fænomener har det alt for ofte med at udelukke hinanden. For julefrokosten er jo en nanometer fra at være et socialt accepteret frikvarter fra parforholdet.
En helt legal lejlighed til at gå bag om ryggen på familieværdierne for at smække ham/hende tøjten oppe fra marketingsafdelingen op på Canon Powerprinteren.
For derefter at kaste den sidste rest af integritet i grams og skyde skylden på De Danske Spritfabrikker og et kvartals-blandingsmisbrug af remoulade og ris a la mande. Bravo.

TIL GENGÆLD LADER VI SOM OM, december er lidt finere og mere romantisk end de andre bistre vintermåneder, vi får serveret her til lands.
At sneen er blid, og der er børnelatter i gaden. Men det er ren indbildning. I virkeligheden er det issyle, der hamrer ud af himlen, så snart du vover dig ud, og som om det ikke er nok, bliver alle mennesker derfor endnu mere aggressive, end de plejer at være på gader og stræder.
December er alles krig mod elementerne. Hver mand for sig, og fanden tage resten. Og skulle der blive en nisse i overskud, så skal jeg gerne personligt gøre kort proces.