Gertrud Thisted Højlund

Ryg løs på flyvertoilettet, køb Gucci til en tier, og find ægte kærlighed i en uge. Charter handler om at lade som om.

Yes, den er god nok, jeg har givet den i rollen som hvidt charterskrald i Tyrkiet. Sydet i solen som en anden bodykebab, sammen med de andre olierede charterkebab’er. Og det var mere interessant, end man skulle tro.
At kaste sin integritet i grams med en lavpris charterrejse er nemlig samtidig at købe billet til en parallel virkelighed. Fyldt med illusioner og laden som om. Allerede når den flyvende kvægtransport proppet med mellemhvidt dansk kød rasler ned over Europa begynder vi at lade som om. Jeg lader som om, min nabo-passagers tiltagende flyversjus-fuldskab ikke lugter lidt surt, mens det hos mange medpassagerer er i høj kurs at lade som om, man gerne må ryge på flyets toilet. Tre en halv time er jo lang tid, når man helst skal nikotineres hvert 20. minut.

SÅ ALLEREDE I FLYET GLIDER MAN ned i det parallelle. Hvor ting, man havde dømt ude, lever i sus og dus. Man skal ikke have været i Tyrkiet længe for at opdage, hvor den livlige eurodance musik gik hen, da vi andre troede, den lagde sig til at dø. Den lader stadig som om, den rokker huset, og der er noget rørende over at se en musikalsk døgnflue som eksempelvis ‘No Limits’ få et langt og lykkeligt liv i Alanya.
Tyrkerne er også gode til at lade som om. De har en - måske begrundet - idé om, at ’stupid tourists’ ikke evner at udtale gode tyrkiske navne som Ahmed og Ali, hvilket medfører en lang række amerikansk klingende charter-kunstnernavne. Alex, Tommy, Jimmy, Bobby, Martin. Og de fleste chartergæster lader som om, det er helt normalt at hedde Bobby, når man er opvokset på den anatolske højslette. Verden vil bedrages.
Alanya er også samlingspunkt for det argeste lavkvalitetstøj, der lader som om, det kommer fra førende franske og italienske modehuse. Umiddelbart ynkeligt, men et hurtigt kig på check-in køen efter endt charter viser, at overraskende mange mennesker synes, det er toppen at lade som om, D&G laver t-shirts til en 10’er, og at Gucci laver plastiktasker.

MEN RET SKAL VÆRE RET. Alanya har også beroliget mig. Faste læsere vil vide, at jeg kan have svært ved at vurdere, hvornår man er voksen, men i Tyrkiet fandt jeg en hurtig og effektiv lakmusprøve. Da jeg var 17, ville jeg have troet på illusionerne. Troet, at Gucci-briller bare var billigere i Tyrkiet og troet på, at ’love was in the air’, når bartenderen sagde, ’you have beautiful eyes. I’ll make very romantic for you on the beach.’ Det er jeg kommet over, og det er betryggende for mig at vide, at jeg er for voksen til at tage på pik-ferie i Elendia og rede mig en eksotisk kønssygdom efter at have drukket hjernen ud i Raki og ’set på stjerner’ med en semi-professionel sweet-talker af en bartender med de første 100 skandinaviske dåse-skalpe i bæltet. Det giver en voksen følelse i maven – men det er måske heller ikke nogen kunst, når man sætter niveauet så lavt.

I VIRKELIGHEDEN ER JEG RØRT over charterillusionerne og tror, de opstår, fordi vi har brug for – bare i en uge – at lade som om, verden er enkel og overskuelig som i gamle dage, hvor rygning hørte sig hjemme i enhver social sammenhæng, hvor man stadig kunne finde kvalitet til billige penge, og hvor man ikke behøvede at forholde sig til, at i andre lande lever folk efter andre regler og har dertil hørende andre navne.
Det var tider, og her kommer valgkampen ind i billedet alligevel. Jeg må hurtigst muligt få hovedet ud af charterboblen og finde ud af, hvem der mindst fortjener at gå glip af mit demokratiske kryds.

Slut med at bære over med folk, der hellere bruger dine penge end deres egne penge. Det er nærigt, og det er ækelt.

Arketypen på en nærigpind må være ham (ja eller hende, det siger vel sig selv), der står og fedter intenst med at skrælle en appelsin i lommen, så han slipper for at dele den med andre. ”Hvad står du og roder med der?” spørger man. ”Ikke noget,” lyder svaret lidet overbevisende, mens hånden tager en kort pause fra frugtdissekeringen, og blikket viger. ”Jamen, jeg kan da se, du har gang i et eller andet projekt dernede,” hvorefter han hiver den nødtørftigt pillede appelsin frem, fordi han godt ved, at hvis han ikke afslører den sande natur af sine fiflerier, bliver han ganske snart anklaget for at have gang i et håndarbejde i bukserne, der er mindre offentligt socialt accepteret end appelsinskrælning. Men der gør han faktisk fejl. For personligt har jeg mere tilovers for pludselig liderlighed end nærighed. Libidoen er et menneskeligt grundvilkår, som man ikke kommer udenom, og som trods enkelte destruktive bivirkninger i det store hele er mere frugtbar end nærighed, der er så ubehageligt og ufrugtbart et karaktertræk, at det bør bekæmpes hver gang, det viser sit ansigt.

JEG HAR IKKE NOGET PÆNT at sige om nærighed. Mådehold er noget helt andet og kan have sine begrundelser. Det er helt fint ikke at være ødsel med penge. Mådeholdende mennesker er ofte påpasselige med alle penge, også dem, der ikke ligger i deres egne lommer, mens nærige forsøger at hive så meget guld af naboens lomme som muligt for på den måde at kunne opretholde en høj personlig kassebeholdning. Det er ufint. Og det smitter.
Selv mennesker, der af sind og natur er gavmilde og stoler på, at alting udligner sig over tid, begynder at tælle 25 øre, når de for længe hænger ud med nærigfranz par excellence. For hvad er pointen i at være den, der altid lige giver en middag, lige giver en omgang, lige giver billetterne til biffen, lige giver, hvad fanden det nu må være, fordi man alligevel står forrest i køen eller har dankortet fremme, hvis der aldrig nogensinde, før helvede fryser til is, og jøderne konverterer, kommer noget den anden vej? Så kan man med rette kalde sig gavmild, men man er også til grin for sine egne penge. Bogstaveligt talt. Så til sidst bliver man nøjeregnende over for de nærige. Og således selv nærig i betrækket. Hvad skal man gøre? Hvis man har en venneflok, der skiftes til at lave middag, og de fleste altid laver noget gedigent, mens den sidste forsøger at undvige, hver gang det bliver hans tur og så til sidst spiser flokken af med en pose franske kartofler…

DER ER IKKE ANDET FOR END at overskride sin egen handicappende konfliktskyhed og sige fra. Kalde nærigheden ved navn, hver gang den viser sig. Selvom det er sværere, end det lyder. For det er ubehageligt og krænker enhver blufærdighed at navngive så skidt et karaktertræk hos folk i sin omgangskreds. Man vil helst være fri. Men netop den blufærdighed sparer de nærige formuer på.
De går i byen med vennerne, der giver runder, og når det bliver Nærigfranz – eller Nærigpernilles – tur, så skal hun ikke have mere, eller også synes han, det er slut med de dyre cocktails. ”Jeg tænkte, vi ville have godt af en kande vand. Jeg skal i hvert fald ikke have mere at drikke…” Et udsagn, der kun gælder indtil en andens alkotørst overvinder urimeligheden og giver en omgang mere.

MEN NU GÅR DEN IKKE LÆNGERE. Det er slut med at køre på frihjul, jeg vil kalde nærigheden ved navn, hver gang jeg ser den, inden den trækker mig med ned i dyndet. Og jeg opfordrer alle til at gøre det samme. Gå i kødet på dem, hvis dine venner tager sig meget som muligt og altid kryber udenom at give. Måske med tiden hiver de allesammen appelsinerne op ad lommerne og begynder at dele. Som venner skal gøre.

Når du intolererer, så stå ved det. Hykleri er nemlig grimmere end lavtolerance.

Ja, det er mandag, og mandage er som skabt til brok. Ugens første dag er almanakkens kyniske og stædige påmindelse om, at alting kører i ring. Vi fødes, lever et liv, der i grove træk ligner alle andre liv, og når tiden tilfældigvis er til det, forsvinder vi. Og i sidste ende efterlader vi os på længere sigt sjældent meget mere end en gravsten. Ja undskyld mig, men mandag er desillusionens og håbløshedens ugentlige fødselsdag… Hurra hurra hurra.
Og nej, det er ikke fordi, jeg grundlæggende har mistet håbet om noget som helst, jeg længes ikke mod ‘Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død’, som andre – større og mere fiktive – journalister har gjort det før mig, inden de gik i hundene. Det er bare mandag, og jeg vil gerne have brokket overstået, inden jeg tirsdag kaster mig ud i livets lyseste sider. Men først lidt brok – klummens som sædvanligt alt for lange forspil er slut:
Som udgangspunkt letter det på sociale relationer at være tolerant. Af hjertet. Tolerance vokser frem af erkendelsen af sine egne fejl. Når man først har kapituleret og grundlæggende indset, at man er typen, som andre mennesker skræmmende tit må bære over med, bliver det mere magtpåliggende selv at bære over.

JEG ER DAGLIGT UBESVÆRET overbærende over for cyklister, bilister, folk, der snyder i køen og folk, der spytter på gaden, for bare at nævne nogle få – sidstnævnte er dog et mysterium: er de fysiologisk udfordrede i spytkirtlerne med en overproduktion af mundvand til følge? Jeg forstår det ikke. Personligt er mine spytkirtler så tilpas passive, at jeg aldrig har behov for at lade mundvandet offentligt – eller privat for den sags skyld.
Men jeg påstår dog ikke, at jeg er tolerant over for alle. Blandt andet bærer jeg ikke så gelinde over med de hykleriske pseudo-tolerante, der bryster sig af at være åbne, men i virkeligheden er det stik modsatte. Den slags, der sidder i indlært du-stilling, nikker opfordrende og ’siger ja, ja, mm, ja, mm’, så man ikke kan høre, hvad man selv tænker. Mens de bare venter på at fortælle dig, hvorfor de respekterer dig for dine holdniger, når du nu er helt ved siden af vinduet.

DET FOREKOMMER OFTE, hvis man offentligt tager den meget moderne formulering ‘jeg tror, der er mere mellem himmel og jord…’ skridtet videre og kalder det ‘mere’ for Gud eksempelvis.
Det er helt på sin plads at diskutere religion, men tit lægger folk ud med at sige: »Ok. Gud, siger du. Spændende. Altså, jeg er grundlæggende meget åben over for, at vi søger mening i vores liv forskellige steder, og jeg respekterer selvfølgelig, at du så vælger at binde dig til sådan en dogmatisk og kvindeundertrykkende religion – og noget med korsridderne – så længe du bare er klar over, at du bygger dit liv på en løgn.«
Mens man modtager sådan en smøre, tænker man: ‘ok, jeg er spændende, du er åben og respekterer…’ og så kører det af sporet, og man bliver ramt af intens lavtolerance, pakket godt ind i bedrevidende nedladenhed. Hele tre ting på en gang. Fantastisk.

SJOVT NOK KOMMER DEN SLAGS udtalelser tit fra folk, der har flikket deres eget verdenssyn sammen af en blanding af buddhisme, hinduisme, New Age, hardcore socialisme og lige så hardcore liberalisme. Og de taler ofte om deres åbenhed – over for guru’er, østens mystik, over for at løsrive sig fra traditioner, åbne over for at vi skal være åbne over for hinanden, men de er kun åbne over for folk, der tænker som dem og er åbne på samme måde som dem. Og det er da paradoksalt, at man får den koldeste og mest nedladende skulder fra dem, der bryster sig mest af åbenheden, når man bekender at være noget så gammeldags og usexet som luthersk protestant.

I VIRKELIGHEDEN er vi nok alle intolerante på en dårlig dag, og det er urealistisk at forvente andet. Men kan vi ikke bare kalde spaden ved rette navn. Så slipper vi for hykleriet, og det kan tit være et mål i sig selv. Især på mandage. De har nok at slås med.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Slut med dårlig samvittighed. B-mennesker, rank ryggen. Natten fortjener vores kærlighed.

Der er forskel på folk. Så er det sagt. Katten ud af posen lige fra morgenstunden. Socialdemokraterne må rive sig i de vigende hårgrænser, alt det de magter. For vi kommer ikke uden om, at nogle mennesker er mere lige end andre.

Ja, ja, den har du hørt før, tænker du nu uimponeret. Og det er meget muligt, men det kan jeg ikke tage mig af. For jeg er træt af at være blandt de mindre lige. Jeg er alt for ressourcestærk til at finde mig i det.

DET HANDLER IKKE om hardcore social marginalisering og tragedie – ikke i dag. Det er trods alt, og heldigvis, et fåtal i befolkningen, der har svært ved at holde kanylen ude af armen med social deroute og stigmatisering til følge.

Det her vedkommer os alle, for det handler om a-mennesker og b-mennesker. Eller som man også kunne kalde det: Overmennesker og undermennesker. Arbejdsbier og dovendiderikker.

BAGSIDEN ER MIN SKRIFTESTOL. For at du skal a: Få det godt over, at du er et bedre menneske end mig eller b: Få det bedre, fordi du ikke er alene, bekender jeg mine mest usympatiske karaktertræk.

I mandags krøb jeg til korset som hykler. I dag bekender jeg: Jeg sover bedst om formiddagen. Og jeg vil gerne slå et slag for b-menneskets døgnrytme.

For b-mennesker har efterhånden vænnet sig til at blive set ned på. Uretmæssigt. Forleden læste jeg, at forskellen på a- og b-mennesker ligger i vores evne til at komme ind og ud af søvnen. A’ere sover, fra det minut de lægger hovedet på puden, og når de vågner, er de tilsyneladende ikke trætte mere. Næsten ikke til at tro.

Som b’er er det mig altid en kamp at finde søvnen, og når jeg først er der, er det svært at komme ud igen. Og derfor er vi b’ere helt ved siden af os selv den første time hver dag. Forvirrede, bidske, små-depressive. Vi har jet-lag fra rejsen drømmeland tur-retur og vil bare helst ikke forstyrres.

Men de morgenfriske havørne, som jeg i mit stille sind kalder morgenpsykopater, tillader sig at kalde jet-lag for morgensurhed og forsøger at fremprovokerer udbrud ved at læse højt af morgenavisen og synge ‘det den dejligste morgen i 100 år, OG JEG LEVER’, hvilket selvfølgelig får min morgenpersonlighed til at tænke ’ja, men hvis du holder på med de musikalske udfoldelser, kan det hurtigt få en ende.’

DET ER SELVFØLGELIG HELT OK, at nogle mennesker er socialt funktionsdygtige fra det øjeblik, de vågner om morgenen, men når de er det demonstrativt op i ansigtet på mig, så har vi balladen. For de har retten – og slet skjult selvfedme – på deres side.

De morgenfriske ordner verdenssituationen, inden vi b-mennesker overhovedet kommer til bevidsthed. Og derfor kommer vi til at se sindssygt ugidelige ud.

De har været til spinning, taget opvasken og skrevet 2/3 af deres specialer, inden vi andre begynder at tænke på morgenkaffe.

Men jeg er ikke ugidelig. Jeg er bare gidelig på det forkerte tidspunkt. Når jeg går i seng, ligger jeg gerne og drejer om min egen akse i en time. Ville ønske, jeg kunne vaske tøj og støvsuge lidt, men så vækker jeg hele hytten. Ville ønske, jeg kunne tage til træning, men der er lukket. Og at arbejde om natten er at erkende, at man ikke har været arbejdsom nok i løbet af dagen.

FOR ORDENTLIGE MENNESKER er glade for at komme i gang med dagen, mens der slet ikke er nogle point til os, der bruger den halve nat på vores personlige sysler.

Det er af uvisse årsager finere at stå tidligt op og få noget ud af dagen, end at stå sent op, fordi man fik noget ud af natten. Og derfor bærer b’ere rundt på noget ufortjent skam.

Vi skammer os over at sove længe. Selv om vi går sent i seng. Men det er jo noget pis. Skulle timerne mellem 07 og 10 være mere værdifulde end dem mellem 00 og 03? Hvad er det for en forskelsbehandling? Natten er fantastisk.

Den er ikke spildtid – den er kvalitetstid, og jeg er personligt færdig med at få skam over a’ernes morgentyranni.

Holdninger og handlinger skal helst stemme sådan cirka overens.

Er du typen, der bryster dig af at være familiemenneske med respekt for alt, hvad dertil hører, så er det uskønt at holde sig en maitresse ved siden af.
Er du typen, der skriver harmdirrende læserbreve mod landmænds brug af pesticider, så bliver du til grin, den dag du fanges med 12 liter Roundup i en tank på ryggen på vej ud for at dræbe mælkebøtter. Og er du typen, der stolt fremturer med social overbærenhed a la: ‘Når man bor i byen, må man leve med, at der er lidt larm i gaden fra tid til anden’, så mister du enhver form for kontinuitet i dit selvbillede, hvis du en nat hulkende løfter stemmen over en feststemt by for at råbe ‘vi er faktisk nogle, der prøver at sove.’ Det går bare ikke.

MEN SKIZOFRENIEN LURER under den velmenende overflade, når lysten til at bryde med sine egne normer stikker sit brølende hoved frem. Når man har lyst til at være en anden, end den man synes, man bør være: En god familieperson, en miljørigtig spelt-type, en overbærende nabo. Eller når man bare må erkende, at man ikke er det menneske, man påstår at være. Ikke hele tiden, om ikke andet.

DET ER EN UBEHAGELIG FØLELSE, således at stå ansigt til ansigt med sit eget hykleri.
Og jeg ved ikke engang, hvorfor jeg skriver om det, for jeg skammer mig retteligt over at være en hykler af den type, der er lige på nippet til at ringe efter politiet for at få lukket naboens fest. Hvor er det usympatisk, og helt ude af trit med mine tolerante principper. For jeg synes virkelig, at larm hører med til bylivet. De, der ikke kan tåle mosten, må flytte til mere tyndt befolkede egne. Basta. Der er liv i byen, derfor elsker jeg den.
I EN PERIODE boede jeg i et meget stille kvarter på Østerbro, og jeg syntes, det var decideret uhyggeligt. Der var tyst og tavst som i den sorte grav. Hele ugen, hele døgnet. Og det gav mig en følelse af, at jeg gik glip af livet. At jeg sad på et sidespor, hvor der ikke skete en flyvende fis, mens resten af verden morede sig et andet sted.
Og det er bare ikke lige mig. Jeg er mere til det pulserende. I teorien. For selv om jeg aktivt har valgt at bo i et livligt kvarter i landets største by og derfor er indforstået med lidt larm, kan intolerancen godt overmande mig. Ofte med en voldsom kraft.

FORLEDEN VAR DET for eksempel kulturnatten, den var gal med.
Med vanlig sans for det kulturelle brugte den købehavnske ungdom (som ikke er mig – jeg er på den antikke side af 80+ i dag) jo arrangementet som en undskyldning for uhyrlig fuldskab.
Selv var jeg hjemme med sygdom og havde derfor rig lejlighed til at intolerere. For man fatter jo næsten ikke, hvor dumme folk er at høre på, når de er fulde i flok, og man selv er ædru alene.
De skråler latterlige sange om pik og patter, og mine genboer, der vist er lidt ‘aktivistiske’, som det hedder, synger om, at de vil kaste brosten mod politiet.
Og jeg lytter bare, mens mit hoved er ved at sprænges af voldsfantasier. Jeg får nærmest bogstavelig talt lyst til at skyde andre mennesker. Det er forfærdeligt. Men jeg siger selvfølgelig ikke noget, og jeg belemrer heller ikke alarmcentralen med min lavtolerante adfærd. Det kunne jeg aldrig drømme om, for sådan er jeg ikke. Jeg er bare en hykler, der tænker mit og siger noget andet. Hvilket i sidste ende afføder en stor portion fåret skam med skam på. Fantastisk følelse.

GRUNDEN TIL, at jeg vover at bekende mit hykleri, er selvfølgelig, at jeg har en formodning om, at jeg ikke er den eneste hykler. Og jeg er ikke den eneste, der kæmper for at få holdninger og handlinger til at passe bare nogenlunde sammen. Hvor svært det end må være.

Nettet er et godt sted at samle ’friends’. Men det er et illusorisk sted at have hovedparten af sit sociale liv.

Uden at jeg på nogen måde kan redegøre nærmere for det, ved jeg, at hele cyperspace er lavet af kvasi-uendelige rækker af 0’er og 1-taller. Det er selvfølgelig udelukkende en kendsgerning, jeg er i stand til at begribe teoretisk – og på et meget overfladisk plan - men som i praksis gør mig lidt utilpas, fordi jeg faktisk ikke aner, hvad det vil sige. Hvem laver alle de tal, hvordan kan det skærmbillede, jeg ser på lige nu, have noget med tal at gøre, når jeg kun ser farver, former og bogstaver, og hvem kan reparere det, hvis det går i stykker? Jeg kender svaret på det sidste: Ingen. Ringer du til en it-support- hotline, er deres første spørgsmål altid, om man har genstartet. De ved ergo ikke, hvad der er galt, og krydser bare fingre for, at hvis man genstarter og roder lidt rundt i ’Indstillinger’, så går det væk. Meget betryggende.
Ligger du inde med svarene til de andre spørgsmål, så spar dig. Jeg er slet ikke klar til dem endnu.

Faktisk kan jeg bedre rumme, at universet udvider sig, end jeg kan rumme indersiden af min computer med dertilhørende internet. Første udsagn afføder en reaktion a la: ’Nå, det lyder da meget vildt,’ men begynder du bare mundtligt at dissekere min nye bedste ven Mac, så er jeg den, der er skredet.

MEN DET ER SOM SÆDVANLIG slet ikke pointen. Jeg snakker uden om og spilder din tid. Det er dårlig stil. Pointen er tallene og mine virtuelle alter-egoer. For det vil efter alt at dømme ingen ende tage. Efter at have spildt oceaner af tid på MySpace har jeg nu også overgivet mig til Facebook, og jeg tror, at hvis jeg kloner mig selv bare en gang mere til internetbrug – komprimerer mig til noget lavopløst ’jaypeg’ og en kort præsentation af min musiksmag og mit uddannelsesforløb – så vil hele min fysiske fremtræden ved et trylleslag i bedste Matrix-stil forvandle sig til snorlige rækker af 0’er og 1-taller, hvilket ikke bare vil besværliggøre indtagelse af fast føde, men også gøre det problematisk at mødes med mine rigtige venner. Skulle det alligevel ske, håber jeg meget, at mit gennemsnit ligger tættere på et end på nul. Det ville være surt at blive cyber med et eller andet nano-gennemsnit. Så findes man jo nærmest ikke.

Men cybervenskaber er et særligt fænomen. Jeg har ti gange så mange virtuelle som rigtige venner. Og hvor man i virkelighedens verden har både venner og bekendte, så har man på nettet kun ’friends’. På to døgn har jeg fået 20 friends på Facebook. Så mange nye rigtige venner får jeg sikkert ikke i hele mit resterende liv. Det er hyggeligt, bevares. Men altså også mærkeligt, for i bund og grund er vi jo bare en begrænset flok mennesker, der trawler nettet tyndt for flere ’friends’ og nye steder at møde dem, hvilket, når alt kommer til alt, tager lidt tid fra de venner, der er lavet af kød og blod, ikke 0’er og 1-taller. Tror, mange af mine venner ville sætte pris på en mindre omprioritering. (Uha, nu lyder jeg som en elendig ven…)

HVER GANG JEG LOGGER IND på MySpace, MSN eller Facebook, burde jeg i stedet tage telefonen og ringe til en, jeg ikke har snakket med i lang tid. Af frygt for at gå glip af noget på nettet kan det ikke udelukkes, at jeg ind i mellem går glip af noget i virkeligheden. Det er virkelig sølle, jeg ved det.

Det kan da ikke undre nogen, at det snart bliver smart at være off-line, men inden da er vi en del, der skal i afvænning. Jeg skal lære på den hårde måde, at uanset hvor meget jeg kan savne internettet, så savner det aldrig nogensinde mig. MySpace efterlyser mig ikke, hvis jeg er væk en uge, og det gør Facebook sikkert heller ikke. Face it.

Livet bliver lige en størrelse større og mere mærkeligt på den fantastiske måde, når vi tør se og lade os se.

Helt ude på kanten af nationen, hvor den regntunge hovedstads yderste forpost dypper tæerne i et efterårsforblæst hav, ligger en glasklar og grå lufthavn, hvor fire verdenshjørner og syv kontinenter kolliderer med konstante træk-vinde som konsekvens. Her sidder blandt så mange andre skæbner og historier en mand og en kvinde.

SCENARIET ER KLASSISK. De er optagede af hinanden. Fuldt ud fokuserede på hinandens ord, bevægelser, tonefald. For de er forelskede. Ja, det er vel ikke engang det rigtige ord. De er mere end det. De har kærlighed – med alt, hvad dertil hører af euforisk lykke og eksistentielle kvaler. Alle deres mange og store følelser ligger om dem som en lysende glorie, og de føler den utvivlsomt. Alligevel kommer det som en overraskelse, da den unge tjener i lufthavnens anonyme café ser den. Glorien. Han spørger, om de har et kamera, for han vil så gerne tage et billede af det, som ordene kommer til kort overfor. Øjeblikket. Den energi, der ligger omkring det umage og dog så mage par, vil han gerne gemme ned i digitalkameraets millioner af pixels.

FOR HAN SER DET UNIKKE I DEM. Ser og anerkender, at der er en historie mellem dem, der er større og vigtigere end de 25 år, der med skæbnens sans for ironi i detaljen, skiller dem ad. Og ved den anerkendelse gør han lige livet det større. For dem alle tre.
Fra i deres øjne at være en hvilken som helst tjener i en hvilken som helst lufthavn bliver han et helt menneske, der ser og værdsætter noget godt i det andet menneske. Og det, de føler for hinanden som et usynligt og uhåndgribeligt bånd, bliver noget, der er så ægte, at det kan ses og endda fotograferes.

IKKE LANGT DERFRA på næsten samme tid skutter to unge kvinder sig under en restaurants rødglødende varmelamper, mens natten roligt og køligt folder sig sammen over byen. De snakker om sig selv og hinanden: ‘Hvem bliver vi, når vi bliver helt voksne: Fornuftige kvinder i pumps fra Gabor eller livlige typer i læderbukser og stiletter?’

De bliver afbrudt af en fremmed, ældre herre. Han blander sig i samtalen med en sang af Halfdan Rasmussen. Og en sang bliver til ti og til mere, for han kan dem alle sammen.

Midt i hverdagsaftenens startende brandert afslører han, at han er en ung reinkarnation af nationalpoeten selv. Og de to unge kvinder ser det og suger det til sig.

Poesien banker pludselig levende i den begyndende nat. Fremfor at afskrive ham som en i rækken af kontaktsyge typer, man aldrig slipper af med igen, byder de ham velkommen. Og til hver deres kvaler finder han den sang, der lindrer. Fordi han ser dem, og de lader sig blive set. Og de ser ham, anerkender og værdsætter det, han er for dem i lige dette øjeblik: En fremmed, halvfuld mand, der kan lære dem noget om livet.

LIVET ER DET, der sker, når du har travlt med at lægge planer, siges det. Og eftersom hvert sekund, der tikker gennem nuet og bliver til fortid, hører med til livet, er det også sandt.

Men livet er også det, vi til tider går glip af, når vi glemmer at se hinanden i øjnene. Når vi begravet i gratisaviser, mp3-afspillere og andre trafikale adspredelse glemmer at anerkende, at den person, der sidder overfor eller ved siden af dig eller står tre meter væk på perronen, er et menneske med lige så relevant og sand en livshistorie som dig selv. Et menneske som du kan berige og blive beriget af.

For der sker noget mærkeligt, noget beroligende, når vi ser og genkender det gode i andre mennesker. Især i fremmede mennesker. Når vi lader tilliden – ikke tvivlen – komme hinanden til gode, sker der noget nærmest magisk. Livet bliver pludselig meget håndgribeligt. Det gode og det sande bliver håndfaste størrelser. Og det skal der virkelig ikke kimses ad. Det tager toppen af angsten for at dø og forsvinde. Og så er man i mine øjne allerede langt.

Nørd. Bered dig med tålmodighed. Du skal gå grueligt meget igennem, men du vinder på den lange bane.

HVAD KOM FØRST: Ensomheden og udstødelse fra folkeskolens madpakkestinkende halvperfide fællesskab, eller var det nørden?
Det lyder som et retorisk spørgsmål, men forvent ikke noget svar. Jeg aner det ikke. Men sagen er, at de fleste har gået i klasse med en nørd. En, som ingen snakkede med, men som havde en niche-hobby, det krævede specialindkøbte magasiner og besøg i cerut-lugtende kælderbutikker i byens mindste gyder at opretholde. En hobby, der blev dyrket i majestætisk, men også påtvunget ensomhed, eller sammen med en lille flok med-nørder. De seje så MTV og efterlignede musikvideoer, mens nørderne pløjede sig gennem kassevis af Illustreret Videnskab.

JEG FORESTILLER MIG (romantiseret, jeg ved det), at nørden havde et fintudviklet og farverigt indre følelsesliv, som han eller hun ikke kunne sætte i spil i skolens morads af social tilpasning og mere eller mindre udtrykt mobning.
Selv lå jeg på grænsen til nørderiet, eftersom jeg i de små lyserøde venindebøger under hobbyer måtte skrive ridning og kirkekor, hvis jeg ville holde mig til sandheden. Og i Jylland i midthalvfemserne kastede det væsentligt flere sociale point af sig at gå til aerobics eller håndbold. Men jeg fik tidligt bryster, og det battede mere end aerobics. Også hos pigerne. Jeg behøvede således ikke kaste mig ud i en større samling af tændstikæsker for at få hverdagene til at gå. Og jeg skriver altså ikke følgende ode til nørderne for at give mit yngre jeg oprejsning.
Men nørderne fortjener en ode. Ikke fordi det er synd for dem, men fordi de bør vide følgende: I vinder på den lange bane.
DET MEST STORSLÅEDE eksempel er selvfølgelig Bill Gates. Jeg tror, han har haft en hård skolegang – det ville forklare hans indædte kamp for at overtage verdensherredømmet med computermagt. Et andet pengestærkt eksempel kunne være Janus Friis. Medmindre han gik i en skole, hvor det fedeste, man kunne beskæftige sig med, var programmering, tror jeg også, han var lidt af en outsider i sine yngre dage.

MEN DET ER SLET IKKE GULD og magt, det handler om. Det handler mere om, at der i forhold til damerne sker et skift på et tidspunkt. De fleste kvinder jeg kender, vil hellere være sammen med en, der falder ud til den nørdede side, end med ham den gennemstylede fyr, der har hittet siden børnehaveklassen. For nørden ved, hvad passion betyder.
Jeg noget nær forelskede mig en gang i en ung mand, der beærede mig med et helt gratis to timer langt foredrag om mursten og bygninger lavet af samme. Det var ustyrligt nørdet – og lidt et sats fra hans side – men entusiasmen i foredraget var så flammende, at jeg var solgt. Kvinder går nemlig ikke efter mænds succes, som det indimellem fejlagtigt påstås. De går efter passionen. Mænd, der brænder for og nørder med det, de beskæftiger sig med. Om det så er rockguitar, nano-teknologi eller brolægning. Hvis bare man sælger sine nørderier med den overbevisning, de fortjener, så kan hvad som helst bruges. At passion ofte medfører professionel succes er så en anden historie.

KOMMER DU FRA et mindre samfund i provinsen, vil du måske desuden kende til følgende fænomen: Dem, der hittede hele vejen fra ungdomsskolens alko-frie fester, indtil teenageårene løb ud i sandet, er ikke nødvendigvis dem, der bagefter indtog verden med alle deres talenter. Mange af dem lever i dag præcis de samme liv, som da de var store teenagere. For de var jo toppen af den lokale pop, og så er der ingen grund til at ændre sig. Nørderne derimod blev pinedød tvunget videre i livet. Så de blev omstillingsdygtige, lærevillige, fremadstræbende og alt det der. Og det holder i længden.
Måske er det derfor, jeg er mere optaget af, hvor min ungdoms nørder blev af, end hvor de seje fodbolddrenge med ‘hånbol spæcial’ endte. Martin interesserer mig ikke så meget, men jeg gad godt drikke en kop kaffe med Claus-Jørgen og høre, hvad alle eksemplarerne af Illustreret Videnskab gav ham med i bagagen. Al magt til nørderne.