Gertrud Thisted Højlund

Første gang jeg hørte om hullet i ozon-laget, gik jeg i panik. Jeg lå angstfyldt grædende en halv nat og massakrerede manisk et par tøjdyr ved nervøsitets-nusning, mens en stakkels barnepige var ved at rive permanenten (det var i 80’erne) ud af de platinerede lokker.
Jeg var sikker på, at vi ville blive brændt op af laser-lignende sci-fi solstråler, så snart det blev sommer, og derfor var det selvfølgelig kun at føje spot til skade, da barnepigen forsøgte at købe sig fri for mine tårer ved udlovning af is. (A la: Gertrud, hvis vi ikke alle forkulles af solens ondskabsstråler om fem måneder, så giver jeg en is.)
Hvilket selvfølgelig var helt ude af proportioner og tydeligt viste, at hun ikke havde fattet alvoren.

NU ER JEG SØVNLØS og perpleks igen. Denne gang lider ingen tøjdyr dog overlast, og der er ikke andre end mig selv at holde vågen en halv nat. Så problemet er udelukkende mit.
Alligevel kommer det her, for måske er der en læser med et laser-skarpt overblik, der kan hjælpe mig med at skelne æbler fra pærer i den politiske frugthave, hvor der langt om længe sker noget, der viser, at det ikke er en socialdemokratisk, men en borgerlig regering, der har PIN-koden til dankortet.
Der er nemlig skattelettelser i luften, selvom ingen gider have dem. Kun én mand har de seneste par uger lignet en jubelballon, der er ved at vende vrangen ud på sig selv af undertrykt sejrsdans, som om han hvert øjeblik det skal være kunne rejse sig fra de polerede overflader på Finansministeriets forhandlingsborde og lave en sejrs-serie med rytmik.
Det er selvfølgelig Bendt Bendtsen, og han fik næsten, hvad han kom efter. Og næsten er faktisk godt nok, når man betænker, at han kom efter noget så upopulært som at tage fra fællesskabets kasse og give tilbage til dem, der i forvejen har mest. Ikke just en vindersag andre steder end i 2900 Happiness og lignende lokaliteter med panoramaudsigt over uendelige sletter af blomstrende friværdi og økonomisk ubekymrethed.

AL DEN DER SKATTESNAK bekymrer mig, for jeg kan ikke finde logikken. Ny Alliance er jo med på banen, hvilket er forståeligt, når skattepolitik p.t. er deres eneste politik. De vil have 100.000 flere i arbejde med deres skatteplan.
Hvem er de mennesker – altså de 100.000, ikke NA? Der findes ikke engang 100.000 ledige i Danmark, de studerende skal man vel ikke sende i arbejde. Så er der vist kun de gamle tilbage, og som Ingmar Bergman sagde, er det i forvejen er et fuldtidsjob at blive gammel, så de får travlt.

OPFAT DET NU IKKE som en venstreorienterets kvababbelser over en liberal skattereform. Jeg er ikke synderligt venstreorienteret. Eller højreorienteret. Faktisk er jeg ikke rigtig orienteret, hvilket nok er årsagen til, at jeg ofte farer vild i de politiske trakasserier og debatter, eller hvad det nu hedder, når to politikere står og råber ‘spejl spejl spejl’ til hinanden – ‘din politik fører til økonomisk ruin’ – spejl, og din nedlægger velfærdsstaten’ – spejl… ravnemor’ – ‘spejl… hulemand’. Og aldrig bliver det afgjort, hvem der har ret.
Nogle siger eksempelvis, at skattelettelser i toppen giver en vitaminindsprøjtning til økonomien.
‘Uhh, det lyder godt, mere af det’.
Men andre siger, at det er livsfarligt at pumpe en præstationsfremmende blanding af epo og steroider (også kaldet skattelettelser) i en økonomi, der allerede lyder som en Ford Escort ‘92 med 150 i timen – brandvarm og tæt på overanstrengt. Så lad lige kanylen ligge.
‘Uhh, ja, gør da lige det’.

NOGLE SIGER, VI SKAL have flere i arbejde, så bliver økonomien glad og fremtiden lys, og det lyder som et argument med indbygget sandheds-garanti.
Men andre siger, at der ikke er flere at sende i arbejde og at en lavere ledighedsprocent i øvrigt er økonomisk selvmord, og det lyder jo ligefrem makabert. Og hvordan finder man lige ud af, hvem der har mest ret?
Kan det afgøres, eller er det i sidste ende bare et spørgsmål om, hvem man tror mest på? Det håber jeg ikke, for så skal jeg fra nu af bekymre mig om, hvorvidt dem, jeg tror, har mest ret, i virkeligheden er dem, der tager allermest fejl.
Og voila, her har vi temaet til endnu en søvnløs nat.

Kongen er død, Kongen længe leve. Hidtil har porno været Googles ukronede konge. Men innovationen har overhalet. Så lad os beskæftige os lidt med det.

Ja, jeg er ikke færdig endnu. Og jeg får efterhånden lov til at folde mig ud på denne bagside så ofte, at jeg godt kan tillade mig den luksus at
uddybe en klumme med en ny klumme.
I sidste uge skrev jeg om al den forvirrende og enerverende innovanotion… undskyld innovation, som jeg hverken kan stave til eller forklare med tre ord, men som er over det hele og tilsyneladende et grundvilkår for det moderne menneske i en sådan grad, at det er et under, jeg fortsat trækker vejret og kan finde plads på arbejdsmarkedet, når jeg nu slet ikke har kapacitet til at surfe på innovations-tsunamien.
Men jeg blev som sagt ikke færdig, så jeg fortsætter, hvor papiret slap op i onsdags.
For emnet er efter min bedste overbevisning ingenlunde irrelevant. En hurtig måde at måle relevans på i disse it-tider er ved hjælp af simpel googling. Og det viser sig, at innovation har overhalet porno med længder.
Men hvor alle ved, hvad porno er – også dem, der bedyrer, at de aldrig har haft noget med det at gøre – så er innovation straks et lidt mere abstrakt begreb. Måske er det i virkeligheden derfor, det vinder så bred opbakning.
Det kan betyde alt. Og kan i al sin luftighed passes ind i enhver sammenhæng: Man kan lige så vel arrangere en innovativ børnefødselsdag, som man kan opbygge et innovativt kapitalistisk verdensimperium.
Innovation er det tredje krydderi, der kan tilføres enhver handling for kun at gøre den bedre. Hvilket må betyde, at den første, der vover at blande porno og innovation, stikker hånden i en eksplosiv guldmine.
For verden vil have porno, og verden vil innoveres. (Nu er forretningsoplægget smidt i luften. Grib det, hvem som lyster.)

Nogle mennesker synes, det er problematisk, at vi lever i en pornoficeret tidsalder. Jeg synes, det er mere uhyggeligt, at vi lever i en målorienteret tidsalder inficeret af selvudvikling, NLP (neuro lingvistisk programmering) og coaching.
For innovation er selvfølgelig kun toppen af et gigantisk isbjerg, der er faldet af en hyper-liberal management-gletscher i USA. Selvudviklingsbølgen kommer derfor med fængende slogans som ‘if you can’t name it, you can’t claim it’, og det er jo en kendt sag, at når noget er på engelsk og oven i købet rimer, er det per definition sandt.
Men hvad nu, hvis man kan opnå ting, som man ikke kan sætte ord på eller forestille sig med sin lille fantasi? Hvis livet har mere til os i posen, end vi kan fantasere os til? Ja, det er en syg tanke.
Og den går dårligt i spænd med vores store samtidsprojekt: At skabe innovative, vel-selvudviklende medarbejdere gennem NLP og coaching.
Her skal du konstant knokle dig frem mod nye mål og udvikle dig. Du er aldrig god nok, som du er. Du kan altid performe lidt bedre, være lidt mere løsningsorienteret, målrettet, forandringsparat, nyskabende.
Det moderne management-menneskesyn interesserer sig langt mere for, hvad vi skal udvikle os til end, hvad vi allerede har udviklet os til. Hvem du bør være, frem for hvem du er. Og så risikerer man altså hurtigt at gå glip af noget væsentligt.

For det er lidt svært at være samtidig med sig selv, når man hele tiden bliver bedt om at se sig selv udefra og fokusere på det menneske, man burde være. Tror jeg. Men jeg ved det jo ikke.
Alt, hvad jeg siger, er klistret ind i den sandsynlighed, at jeg tager fejl. Og for hver dag erhvervslivet poster flere penge i visdomsord fra selvudviklingskonsulenternes prædikestol, bliver jeg mere i tvivl.
Er det bare mig, der ikke forstår dybden og sandheden i denne i mine øjne åndsfattige, selvrefererende pseudo-religion uden andet objekt end egoet… eller er kejseren nøgen?

Jeg vil så gerne være velfaciliteret, ren og nyinnoveret. Men jeg har så svært ved at forstå, hvad de i virkeligheden snakker om i den kreative del af konsulentbranchen.

Meget mærkværdigt klemmer sig ned i min indbakke. Forleden var det en AOF kursusbeskrivelse, der henvendte sig udelukkende til kvinder med forløb som ’Tavshed, den ydre grænse: Hvor ingen kvinde før har været’ eller ‘Avanceret teknisk kursus: Sådan programmerer du din video’. Og jeg grinte.
Jeg fik også oplæg til en konference, der handler om 3rd life, ‘et Utopia, hvor diversitet og innovation mødes i en skoldhed tango’, og hvor tonen i det hele taget var så konsulent-frisk, at jeg tænkte, det også var gas.
Men smilet stivnede. Det hele så mig lidt officielt ud… Helge Sander kommer… Videnskabsministeriet arrangerer. Det er virkelighed, eller tæt på, for det er den del af virkeligheden, der er faciliteret (som det vist hedder) af den lige lovligt kreative del af konsulentbranchen, og den forekommer mig fatamorganisk. For denne verden ses gennem et sprog, der aldrig henviser til noget konkret. Så jeg fanger aldrig helt, hvad de snakker om.
Heldigvis er programmet, som jeg har læst igennem nogle gange, pædagogisk opbygget, så selv lægmænd i glimt ser, hvad meningen er. Er man blandt de heldige indbudte, er der virkelig noget at se frem til. Jeg har selv et par favoritpunkter.
Eksempelvis holder Helge S. en velkomsttale, og hvis der nu er nogen, der tror, det betyder, at Helge byder velkommen, fordi det er naturligt og høfligt, så kan de i programmet læse, at de tager voldsomt fejl: Det er for at ‘skabe tryghed og storhed’. Jeg vil også med, så Helge kan skabe tryghed og storhed (?!) i mit liv.
Bagefter er der ikke bare ‘mingling’, men ‘powermingling’ (tror sådan noget kommer med en 100 procent stress-garanti), hvor alle skal ‘trykke hånd og lave kakofoni’. Og nej, det er ikke for at hilse på de andre, det er for at ‘synliggøre, at vi skal bringe vores egen mangfoldighed i spil’. Fedt.
På konferencen deles deltagerne op i grupper, nej, det passer ikke. De deles op i regulære klaner. Og jeg kan ikke lade være med at råbe, at når man kalder en ad hoc gruppering af mennesker på en endagskonference for en klan, så er man mildest talt ved at udvande ordet klan. Og lad lige være med det. Vi er faktisk nogle, der bruger det.
Programmet slutter med en ‘happening’ – intet mindre kan gøre det i Videnskabsministeriet – der varer cirka et splitsekund og handler om at ‘klø ryg’, og nej, dit u-renoverede… undskyld u-innoverede fjols, det er ikke fordi, det klør, det er for at slutte med ‘fælles energi’.
Må man så klø på Helge, og kan man monstro få ham til at klø igen?
»Ah, lidt til højre – lidt ned – ja, der, Helge, good boy.«
Og programmet byder på flere guldkorn. I dette 3rd life Utopia kan vi eksempelvis ‘udskifte vores identitet (…), hvis vi har lyst’. Når man nu ved, at Helge Sander kommer til arrangementet, så skal man da virkelig være dumdristig for at begynde at udskifte identitet. Tænk, hvis man kom til at bytte med den videnskabelige minister, og han ikke ville bytte tilbage?
Jeg har ingen lyst til, ej heller i innovationens navn, at ligne en midtjysk handelsrejsende i sko og sokker. Jeg har i det hele taget ikke lyst til at udskifte min identitet. Ikke at jeg tror, man kan det. Bevares, det lyder super innovateret… undskyld innoveret at udskifte identitet, når man lige har lyst, men det lugter også kraftigt af B.S. (som i bullshit, ikke Christiansen). Det er jo ikke frimærker, vi taler om.
Programmet fortæller desuden, at vi alle er unikke individer – I’m not, citat Monty Python – og det er jo rart at vide.
Selv om det er sproglig dobbeltkonfekt af værste skuffe og desuden underminerer resten af programmet, der vist nok handler om, at en virksomhed bliver innovanerende… undskyld enerverende… arrrgh, innoverende, stavespade, hvis der ud over alle de gråhårede, slipseklædte mænd også er en kvinde med tørklæde, skriver de. Er det så fordi alle, med undtagelse af gråhårede slipseklædte mænd, er unikke individer? For hvis gråhårede, slipseklædte mænd også er unikke individer, så er en forsamling med 100 (eller bare tre) af slagsen vel også mangfoldig.
Enten eller, venner, jeg kan ikke innovere i den forvirring.

Så blev det mandag igen, og hvis du tror, bagsiden her vil muntre dig op, så bliver du rigtig skuffet lige om lidt.

Hvad er helt ærligt meningen? Hvad betyder det der ’indhold i tilværelsen’? Findes det overhovedet i fast form? Hvordan ved man, om man har det, og hvor kan man få fingrene i det, hvis man gerne vil have mere af det? Skal man melde sig ind i en forening? Begynde at kæmpe for en sag? Blive ungdomshus-aktivist? Og findes der en kommunal instans, der kan besvare ens spørgsmål i den henseende?
Ja, det er lige Spørge-Jørgen, der har besat bagsiden i dag, men jeg kan næppe klandres for tvangstankerne. Det forekommer mig nemlig, at jeg er omringet af gode folk, der for nylig har gjort deres entre på det famøse arbejdsmarked og nu spørger sig selv, hinanden og mig: Var det så bare det? Og det er faktisk et godt spørgsmål, som jeg også stiller mig selv på en dårlig dag.
Vi er lydigt faldet ind i trådet på arbejdsmarkedet, tjener rigeligt med penge til at finansiere single-tilværelsen, holder kroppen gående på fitness-maskinerne og bevares, vi har det sjovt. Alt ser helt fint ud på papiret og ligner det, vi drømte om for fem år siden. Men nu er vi her så, og meningen er mildest talt flygtig.

Var det så bare det? Er livet ikke så spændende, som det bliver gjort til, eller er vi ikke gode nok til at gøre det spændende. Er det fordi, jeg ikke springer nok i faldskærm? Eller er det fordi, jeg ikke går nok i kirke?
Eller er det måske fordi, jeg ikke har fået børn? Der er nogen, der siger, at meningen først åbenbarer sig der, men jeg er ikke sikker på, at man skal give sig i kast med egen-avl, bare fordi man synes, lejligheden er lidt tom, når klædeskabet med designerklude er krøbet til køjs.
Jeg er beklemt ved at indrømme det, men det forekommer mig, at en lummer og lad kedsomhed ligger og breder sig midt i travlheden. Ikke bare hos mig, men i det hele taget. Det lugter af mental dovenskab. Som i dødssynden dovenskab, der oprindeligt dækker over ikke at elske noget tilstrækkeligt. Rendyrket blaserthed. Vi har set det hele før, og det, vi ikke har set i virkeligheden, har vi set på film, og hvad fanden er efterhånden forskellen på fiktion og virkelighed. Andet end tilfældighed. I princippet kunne alting ske. Det gør det så bare ikke, og hvad så? Kører jeg ind i Irak eller ud af Irak, nord eller syd, who cares?
Men nu er det nok, sagde en god veninde til mig forleden. Nu vil hun ud at rejse. På den årelange måde, trods en bunke mere eller mindre irrationel angst for at blive barbarisk massakreret på vejen. Men som hun sagde:
»Det er da trods alt federe at lade livet til en knivstikkende psykopat på den transsibiriske jernbane, end at blive visket ud af en lastbil i et højresving på Vesterbrogade.« Og selv om jeg da virkelig ikke håber, at det er de to eneste valgmuligheder, livet har i posen, så synes jeg, hun har en pointe.
Hvis pulsen alt for sjældent stiger bare lidt af glæde eller af at leve livet, og man hellere vil se på maling, der tørrer, end at gå på Kino for at se resultatet af ens filmatiserede liv, så er der jo ikke andet for end at komme i omdrejninger.
Om forandringerne skal være ydre eller indre, er lige meget. Men noget skal der gøres. Hvad, vil jeg måske komme ind på ved senere lejlighed.

I dag har jeg kun en sæk fuld af spørgsmålstegn – her kommer lige lidt flere ’???’, mens jeg er løbet helt tør for udråbstegn. Det er lidt slapt. Håber på nye leverancer af sidstnævnte i næste uge. Eller bare på onsdag, hvor jeg efter alt at dømme er på bagsiden af medaljen igen.

PS: Bloggen er åben for folk med udråbstegn (og dem med spørgsmålstegn, så længe det ikke forventes, at jeg har svarene.)

Det er ude af kontrol. Bagsiden ender ofte et helt andet sted, end den starter. Men i dag får det konsekvenser, som jeg ikke ved, om jeg er standhaftig nok til at håndtere.

Så er det slut. Fra i dag vil jeg og mine misbrugsfæller være at finde som stigmatiserede pariaer, samfundsskadelige parasitter, udstillede eksempler på dårlig social opdragelse på fortovene foran vores hang-outs. Med usund teint, gule tænder og tiltagende kyllingerumpe-munde vil vi stille vores usle laster til offentligt skue, lægge hovedet i gabestokken og bekende: jeg ryger. Vi er fra nu af de moderne tiders svar på de spedalske, der i sin tid holdt til uden for bymurene for ikke at besmitte de rene.

Jeg synes faktisk, det er godt, vi har fået os en snak om røg og passiv ditto, for jeg har lært en hel masse. I starten var jeg meget forvirret. Nogle halvskingre typer forsvarede rygeloven med, at de som ikke-rygere havde ret til frisk luft, og der følte jeg mig dum, for jeg anede ikke, at det var en ret. Men det er det tilsyneladende, og da den ikke kan være andet end universel, går jeg ud fra, at det er en menneskeret. Og det, synes jeg, er fedt. For mulighederne er uendelige, og rygeloven er kun toppen af et gigantisk isbjerg, der langsomt vil blive afdækket.

Forleden cyklede jeg eksempelvis i tæt trafik, og min ret til frisk luft blev bare hele tiden krænket af privatbilisterne. Jeg stoler selvfølgelig på, at jeg i fremtiden kan glæde mig til at få også min ret til ren luft beskyttet af vores alfaderlige, for ikke at sige formynderiske, stat. For det kan selvsagt ikke passe, at jeg skal lide under bilisternes valg af livsstil. De ville alligevel have godt af at tage cyklen.
Ofte føler jeg mig også krænket af parfume-misbrugere, der ikke er bekendt med den rette dosering af de velduftende dråber. Og jeg kan umuligt være ret meget på afveje, når jeg siger: parfumister, you’re next. Ja, i det hele taget, har jeg vel ret til ikke at blive generet af andre mennesker. For guderne skal vide, at I er vildt irriterende det meste af tiden. I tager alle pladserne i bussen og går i vejen på fortovet, tager altid pladsen foran mig i køen og taler højt, når jeg vil have stilhed, men er tavse som graven, når jeg har brug for larm. I generer mit udsyn og har en masse latterlige holdninger, som jeg skal spilde tid på at være uenig i. Og når I ikke er til fysisk besvær, så er det mit skrøbelige hjerte, der får en tur gennem jeres ubetænksomme hænder. Hele tiden er jeg i farezonen på grund af jer. Alt for sjældent er I lige, som I burde være. Og det skal jeg så bare lære at leve med, eller hvad? Vel skal jeg da ej, og rygeloven er første skridt på vejen til et land, hvor vi per dekret ikke generer hinanden og ideelt set ikke behøver bemærke, at samfundet er summen af x-antal fjolser og fantastiske mig, der bare har en enkelt lille last faciliteret af Skandinavisk Tobakskompagni. Udover cigaretterne er jeg faktisk pletfri, så hvis jeg nogensinde skal lægge cigaretterne på hylden, kræver det, at jeg får kørt et andet misbrug i stilling. Pletfrihed er simpelthen for uhyggeligt.

Åh nej, nu sker det, nu skriver jeg lige om lidt noget, jeg kommer til at fortryde… Jeg holder op med at ryge. (NEJNEJNEJ, Gertrud dit fjols, hold nu din kæft). Nu er det sagt. Det er hverken for at glæde sygehusministeren, eller fordi jeg vil ind i varmen på min stam-café. Men det kunne være sjovt at prøve noget nyt, og det vil glæde min søde mor. Til gengæld vil jeg påbegynde et imponerende misbrug af grøn te og økologiske hørfrø, hvilket jeg satser på har en lang række ukendte bivirkninger. Det er fandme rock. Vi ses i Urtekram.

Med panik i blikket åbner jeg ballet på bagsiden efter en sommer, hvor jeg nær mistede troen på CO2-effekten.

Nej, nej, nej, for fanden, jeg er jo slet ikke klar! Undskyld. Jeg burde være sprængfyldt med energi, veludhvilet og overskudspumpet, men jeg er i stedet totalt møgforvirret og ved siden af vinduet.

Det er meget pinligt. Havde faktisk planlagt, at jeg skulle gøre strålende kæk entre med hovedet højt løftet, og nu kommer jeg i stedet væltende ind i dit læsefelt med panik i blikket, en masse uudpakket bagage under armen, tøjet helt i uorden og all-round utjek på tilværelsen i det hele taget. Det er en ynk. Undskyld.

Og så er det jo ikke engang onsdag, hvor jeg plejer at holde til, men mandag, og hvor er Marie Østerbye? Det burde være hende, der gelinde og elegant prikkede hul på bylden efter sommerpausen. Men det er i stedet faldet i min lod at fortælle jer, at hun desværre ikke længere vil folde sine finurligheder og dybsindigheder ud på denne side. Øv.

Men the show must go on, og nu er vi i gang. Velkommen som læser af den første bagside efter sommerferien. (Nyn selv fanfare). Selv om det kommer lidt pludseligt for mig, er jeg faktisk helt på det rene med, at denne lidet prangende pseudo-ferie dør i synden.

Var det, hvad ‘Sommeren 2007’ havde i posen til den store, mælkehvide flok af danskere? Det er jo decideret risikabelt at lægge en forlænget efterårsferie der, hvor vi plejer at holde sommerferie. Faren for at vi alle kommer til at lide af c-vitaminmangel, inden vi overhovedet kommer til vinterjævndøgn, er overhængende.

Og nu vover jeg den politisk korrekte pels og indrømmer, at jeg havde forventet mig væsentligt mere af klima-forandringerne.
Nu er det ved at være 25 år siden, Shubidua forudså det nye ferie-paradis Costa Kalundborg, hvor de slanke palmer står/og svajer blidt for brisen/bag Jens Hansens bondegård. Så man skulle tro, det var ved at være oppe over. Men det er det ikke. Trods massiv mediedækning har CO2-effekten ikke leveret varen på vores breddegrader. Og vi, som så ihærdigt har postet BNP i udledninger af vidundermidlet carbondioxid og endda storsindet har været på CO2-kvote-indkøb i de lande, der ikke selv kunne opfylde udlednings-kravene. Danmark har virkelig levet op til sin del af aftalen, og så får vi bare øsregn med øsregn på til gengæld. Kan man få pengene tilbage, monstro? Jeg indrømmer (ikke uden skam), at jeg er ved at miste troen på CO2-effekten, og tanken har strejfet mig, at den er lige så medieskabt som Connie- og Naser-effekten.

Men heldigvis har eksperterne vredet hovederne for at give mig troen tilbage og er kommet frem til, at lige meget hvordan vejret arter sig, så passer det ind i CO2-teorien. Sommerens efterårsvejr har bare været endnu et bevis på klima-forandringerne, og jeg er sikker på, at hvis det i morgen begyndte at regne med manna fra himlen, ville det også kunne forklares med carbondioxidens multi-fortræffeligheder. Det er skidesmart… Nej, sådan mener jeg det jo heller ikke. Det er mit blege, bitre sol-underskud, der taler, og jeg er pinligt klar over, hvor barnligt det lyder.

Så lakker denne paniske bagside mod enden. Jeg satser på overbærenhed og håber, at den ærede læser selv kender følelsen af at komme tilbage fra ferie og have glemt alle sine passwords, glemt, hvor kaffemaskinen står, hvad chefen hedder, og hvilke arbejdsopgaver man egentlig har ansvar for. Jeg bestræber mig på at have fået situationen under kontrol på onsdag.