Gertrud Thisted Højlund

Så er der halvvej i 2007. Her får du en forsmag på den kommende måneds agurkesalat. Træk stikket ud med god samvittighed – der er faktisk ikke meget at komme efter.
De næste seks uger vil den standhaftige sommerlæser af i hånden værende skrivelse kunne se frem til diverse farverige reklamer – eller annoncer, som det vist hedder på trafik
avislingo – på denne side i avisen.
Organets bagside-fisk holder sommerpause. Og undertegnede bagside-fisk er klar til at gå på stand-by og sætte energiforbruget ned, så kun de vitale livsfunktioner opretholdes.
Og jeg er ikke den eneste. Lige om lidt går Danmark A/S i sort, og det er same procedure as every year. Så lad dig ikke narre af, at aviserne til stadighed udkommer, og at både DR Update og TV2 News fortsætter båndsløjfen med alvor i stemmen: Der sker i virkeligheden intet. Nada.
Ikke at der gør det til hverdag. Men nu har selv News indrømmet, at de næste par uger efter alt at dømme bliver begivenhedsløse.

Alligevel sender de ufortrødent nyhedsgribben på vingerne i håbet om, at et tilstrækkeligt fjernt fugleperspektiv vil skabe illusionen af Danmark som en driftig, evigt innoverende myretue. De skal jo også have et eller andet at sende mellem reklameblokkene.
Som en lille sommerservice kan jeg allerede på nuværende tidspunkt give den agtværdige læser en forsmag på, hvilke journalistiske frembringelser der vil gå din næse ret forbi, hvis du lader aviserne ligge og styrer uden om nyhedsblokken i tv:
Der kommer sidste nyt fra algefronten, som p.t. holdes stangen af møg-vejret.
Hvis vejret nogensinde bliver tilforladeligt igen, forvandler de indre farvande sig til noget, der ligner en produktions-tank hos Flügger. Det ser spændende ud, men lad være med at bade i det, med mindre du er til ekstreme fysik-forsøg udført på egen krop.
Hvis vejret ikke slår om, kan du glæde dig til at læse artiklen ‘Vådeste sommer i 50 år’ med en perspektivering til den globale opvarmning, der tilsyneladende vælger at svigte, i det øjeblik vi alle har købt palmer til indkørslen og ude-køkken i middelhavsstil. Du behøver ikke læse det, for i det store perspektiv er det cirka ligegyldigt.

Der kommer også noget fra Roskilde. Hvis vejret er godt, handler det om sol og musik, hvis vejret er dårligt handler det om mudder og musik. Hvis du gerne vil have Roskilde-nyhederne overstået, kan du allerede nu læse, hvad der blev skrevet sidste år. Det bliver det samme i år, bare med smat. Men intet decideret nyt. Eller relevant for andre end mudder-turisterne selv.
Politisk har landet allerede vegeteret et stykke tid. Dansk Folkepartisterne skal nok sørge for at holde gryden småsimrende med et par mere eller mindre mærkværdige udtalelser hen over sommeren. Og langt det meste bliver aldrig vigtigt, for det er ligegyldig territorieafpisning.
(Intermezzo: Jeg så en flodhest, eller var det et næsehorn, på Discovery forleden. Når den markerer sit territorium, lader den afføringen stå i kaskader ud af rectum, mens halen snurrer som en propel hen over åbningen, således at ekskrementerne spredes så meget som muligt. Fascinerende, men ubrugelig viden, der sikkert ikke engang kan komme til gavn i Trivial Pursuit).
Hvis regeringen går i medierne, kan du være ret sikkert på, at oppositionen, hvis journalisterne eller kan finde den, er imod og at DF er med, hvis der kommer flere penge til kattehjem og færre til asylansøgere. Ingen hokuspokus. Intet nyt.
Holder du fast i strømmen af aktualiteter, kan du også se frem til den tilbagevendende cykeltur gennem det franske landskab, der er fascinerende på samme måde som Siegfried & Roy, for man ved, det er snyd, bedrag og medicinsk humbug. Man ved bare ikke helt, hvordan de gør det.
Nogle finder det underholdende, men i alt væsentligt er det uvæsentligt. Det er agurketid, jovist, men ingen tvinger dig til at spise…
‘Gertrud Thisted Højlund er nu offline’. God sommer.

Sommeren er knap nok skudt i gang, men det er sommerudsalget til gengæld. Med uskøn offentlig adfærd til følge. Undskyld.

Lad mig gå til bekendelse: Jeg har været på udsalg. Og det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er sådan et uciviliseret fænomen, og her mener jeg ikke uciviliseret på den løssluppent frigjorte måde, som kan være ganske tiltrængt og livgivende, men på den målrettede, egocentriske gnier-maner, hvor man forlader butikken belæsset med poser og smurt ind i namset, klistret skam, fordi den eneste tanke, man har skænket sin næste, var at komme før ham/hende. Og det klæder ingen – hvor velklædt man så end er.

Så lad mig indledningsvis komme med en undskyldning til menneskeracen som sådan.
For et udsalgsdyr er intet kønt syn – og jeg er ingen undtagelse.

Udsalgsdyret er et nådesløst væsen på en mission: At spare så meget som muligt – på hvad som helst.

Vi (det være sig såvel mænd som kvinder) er ikke, som mange forestiller sig, en voldsom tsunami, der buldrer gennem butikkerne og sanseløst river alt ned fra hylderne. Vi minder mere om grundige, beregnende is-bræer, der med blanke øjne presser os nådesløst gennem landskabet og minutiøst afsøger hver cm2 i indkøbshimlen/helvedet på jagt efter ÷ 50 %. Gerne på så dyre ting som muligt, for vores credo er, at hvad sparet er tjent. Så jo dyrere det er, des mere bilder vi os på en syg måde ind, at vi har tjent.

Men i virkeligheden er det et løgnerordsprog, som den driftige købmand, der opfandt det, burde bide i sig igen.

Hvad sparet er ifølge mit kontoudtog ikke en skid tjent. Tværtimod, kan man til tider komme til at købe et eller andet tilfældigt og gerne i en lidt forkert størrelse, bare fordi man kun skal betale halv pris. Og så er det at spare vel nærmest blevet en ekstra udgift.

Eller også er det bare mig, der burde stille mig i køen til at få transplanteret lidt rygrad. Noget siger mig nemlig, at jeg stikker mig selv blår i øjnene, når jeg regner mine udsalgskøb sammen i, hvad jeg har sparet og således tjent, og ikke i hvad jeg har belastet min økonomi med.

I virkeligheden er man til grin for sine egne penge, når man er på udsalg. For hvert år rykker sommerudsalget længere ind i foråret, og man skal således konstant være på vagt, så man ikke ser de reducerede prisskilte på de ting, man købte til fuld pris for tre uger siden.

Det er jo ikke til at vide, hvad man, øh jeg mener, ens garderobe er værd, når den i nattens løb falder til halv pris.

Men udsalg er jo ikke kun noget skidt. Hvis man kan løfte blikket fra sin egen tøjbelæssede favn, er det også et interessant sted at gøre sig sociologiske betragtninger over, hvordan vi opfører os, når der er penge at spare.

Normalt er folk ret tækkelige i offentligheden, der er eksempelvis nogenlunde konsensus om, at man så vidt muligt beholder tøjet på. Medmindre der står ‘udsalg’ i butiksruden. Så flyver kludene af midt i butikken, for der er kø til prøverummet og således tid at spare.

Og sådan er det at være en low bud-Jet Setter, der gerne vil have det hele, men kun har råd til det halve.

Så er der ingen tid at spilde, fortid er jo også en slags penge, og det tæller alt sammen. Eller noget.

Livet handler både om makrelsalat og død, og det gør denne klumme også, selv om der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem de to fænomener, andet end at de findes.

Jeg elsker Kastrup Lufthavn. Det lyder voldsomt, men turen gennem lufthavnen er ofte et af højdepunkterne, når jeg rejser. Både fordi der er fantastisk og livligt, men også fordi det er et eventyrligt sted, hvor bombetrusler uskadeliggøres i gennemsigtige plasticposer.

Selv fløj jeg forleden til Stockholm i høje hæle og upraktisk tøj. Der skal så lidt til for at føle sig relativt velklædt i en lufthavnen, for i pragmatikkens navn er de fleste danskere nemlig iført komfortable sko og tøj, de normalt kun har på til hjemmebrug, når ‘Rejsen går til…’.

Det ser hyggeligt, men lidt slattent ud, og det står i fin kontrast til det nye slogan i lufthavnen: ‘Welcome to the land of passion and luxury’. Et højstemt slogan, der, så vidt jeg forstår, er knyttet til nogle renoveringer af butikkerne i lufthavnen.

De har fået en ny delikatessebutik. Tilforladelig ser den ud, men lidt efterforskning viser, at det eneste formål er at tage røven på de turister, der eventuelt måtte være kommet helskindet gennem alle landets turistfælder. For hvad er danske delikatesser, og hvad koster det?

Det vil nok overraske mange, at vi her til lands sender vores gæster af sted med en klassisk konservesdåse JAKABov i håndbagagen. Den koster 25 kroner, og det, synes jeg, er ret godt klaret for en delikatesse, mange mennesker ikke engang ville servere for deres hund.

Hvis man ikke er til hårdt sammenpresset, trekantet svin, så tilbyder delikatessebutikken i ‘the land of passion and luxury’ også tre dåser god gammeldags makrel i tomat for 40 kroner. Det, ville selv Irma synes, var dyrt.

Jeg smyger mig uden om fælderne og kommer af sted til Stockholm, hvor jeg til min store overraskelse bliver budt velkommen til ‘the capital of Scandinavia’. Hatten af for med en enkelt sætning at udnævne hele Skandinavien til en provinsregion i Stockholms opland.

Det lugter af underhåndsaftale på et ministermøde i Nordisk Råd. Håber, vi fik noget sejere end svenske medicinstuderende i bytte.
Og nu bliver det straks mere alvorligt. For som sagt handler dagens bagside også om døden, som jeg var i nærheden af i tirsdags.

Efter at have kørt glidende fra Stockholm til Malmø gik trafikken nemlig i stå på den der måde, hvor børnene kommer ud af bilen og får lov til at løbe på motorvejen.

Radioen annoncerede en ulykke. ‘Trafikken spærret i begge retninger mindst en halv time’. Så ved man, at det er alvor. Ambulancer og udrykninger, der klemmer sig gennem nødsporet. Stopper 200 meter længere fremme. Stilhed og uhygge ligger over vejen, mens fuglene synger, og det dufter af sommer. Hvem skulle tro, at Døden var på arbejde derhenne under broen? På sådan en smuk dag.

Radioen opfordrer alle til at trække ind til siden. ‘En organtransport er på vej i sydgående retning’. Nogen når ikke frem. Og det føles så sugende tomt, at livet bare kan forsvinde fra en krop. Og jeg håber, at der er en gud, måske Gud – på den anden side. Ellers er det ulideligt ensomt at være et menneske, der dør.

Organtransporten kringler sig frem. Og snart tilbage igen. Nede ad vejen er der nogen, som mister, men et andet sted, er der nogen, som får en længe ventet opringning om nyt liv.
Hvis der er en mening, tror jeg, den ligger et sted her imellem.
Og jeg sad i bilen og kom i tanker om, at jeg havde glemt at huske at blive donor. Det er jeg så blevet nu. For jeg skal efter alt at dømme også dø en dag. En helt almindelig dag når jeg heller ikke frem. Og måske kan det komme andre til gavn. Så det giver bare lidt mening.

På www.sundhed.dk tager det fire minutter at blive organdonor.

Henne på nettet vrimler det med stort set fejlfri mennesker. Virkeligheden er en anden sag. Her har vi ikke andet end kompromitterende opførsel.

Det forekommer mig, at omfanget af snak om parforhold er omvendt proportional med mængden af potentielt parforhold i et single-liv. Således endte jeg også forleden i en single-til-single snak, hvor fænomenet net-dating blev bragt på bane. Hvilket resulterede i lidt research.
Hvor netdating for 10-15 år siden var forbeholdt mennesker med næsten uoverstigelige fysiske eller sociale skavanker, er det nu næsten blevet comme il faut. Og det har som alt andet både fordele og ulemper. Fordelen er selvfølgelig, at det er uendeligt meget lettere at være tiltrækkende i cyberspace end i virkeligheden, hvor ens personlighed konstant spænder ben. Her er førstehåndsindtrykket nøje kontrolleret gennem en minutiøst udformet profiltekst, og ikke som i den virkelige verden, hvor man gerne lige har lagt en økonomipakke Tampax i indkøbskurven/spildt en halv strawberry daiquiri på skjorten/fisker underbukserne ud fra ubehagelige steder, når ham, der helt sikkert kunne have været den eneste ene, kigger i ens retning.

I den gennemredigerede parallelvirkelighed er der anderledes tjek på tingene. Her vrimler det med friske, spontane, dybe, udadvendte mænd, der praktiserer at carpe diem og sjove, (k)ærlige, livsnydende, neurosefri kvinder. Hvis bare disse mennesker kunne møde hinanden, ville alt blive godt igen, og dansken ville igen reproducere sig selv i stedet for langsomt at svinde hen som nation, men det kan de ikke, for de findes ikke sådan helt ude i den rigtige virkelighed.
Det er jo ikke svært at holde af nogen grundet en håndfuld helt exceptionelt tiltrækkende karaktertræk, kunsten er at holde af nogen på trods af alt pisset. Det er nemt nok at indgå i myten over alle myter: Det ukomplicerede forhold, med ‘flot, charmerende og opmærksom’ mand. Den virkelige udfordring ligger i at forholde sig til, at han har en liberal fortolkning af konceptet monogami, en modeltogbane, der fylder halvdelen af en standard toværelses, og desuden døjer med en bred vifte af hudsvampe og udslæt.

En form for markedsføringslovgivning burde gøre sig gældende i cyberspace, for det er et marked, og ingen bilder sig andet ind. Også rekrutteringen af Den Store Kærlighed handler om korrekt markedsføring (sagde kynikeren), så man kan komme til at ‘have en fornuftig markedsandel i det blå segment, mens man udvider i det grønne segment’.
En ting er sikkert: Hvis jeg en dag skal reklamere for min prangende personlighed på nettet, skal det være inden lovgivningen kommer, ellers ville det resultere i sagsanlæg for falsk markedsføring, hvis jeg skrev noget som helst andet end ‘bedrevidende, pseudo-elitær, kværulerende, nærtagende, følelsesmæssigt utilgængelig dramadronning søger helt igennem usædvanligt overbærende mand, der kan lide at lave mad. Jeg er sydende morgensur til hen over middag, arbejder på skæve tidspunkter, er god til at drikke mig i hegnet med hovedet først – et både uskønt og ucharmerende syn. Jeg er doven på egne vegne, men krævende og ambitiøs på andres, kræver fuld kontrol over fjernbetjeningen, ynder at brokke mig højlydt over sport i fjernsynet og har desuden en ekskæreste, der kan være ret skræmmende. Eventuelle positive karaktertræk, hvis eksistens ingenlunde kan garanteres, er skjult bag horder af psykoser og forsvarsmekanismer. Håber at høre fra dig…J’

Og når man stiller det sådan op, kan jeg godt forstå, der redigeres intenst på net-dating siderne. Man skal lokke så mange i garnet som muligt, mens man håber på, at bare én af de tillokkede er villige til at se gennem fingre med virkeligheden skavanker.

En tætpakket strand kræver, at man mobiliserer al sin rummelighed. Og det kan være hårdt arbejde.

Oh fryd, så kom skyerne igen. Det er jo noget af et pres med alt det gode vejr, for man er et utaknemmeligt skarn, hvis man ikke konstant og hele tiden er ude for at nyde det.
Man skal jo nærmest flytte i bivuak på Bellevue og få transplanteret en engangsgrill på den ene hånd og en kold øl i den anden for at leve op til forventningerne om intens udendørs lykke i solsæsonen.
Men der er grænser for, hvor mange aktiviteter, der er velegnede under varmeforhold, hvor man bliver forpustet og kampsveder fra de mest usandsynlige steder, hvis man laver noget, der bare er marginalt mere udmattende end at blinke.
Selv tog jeg til stranden, fordi det her er socialt accepteret at være afklædt. Og det er altid lidt af en spøjs oplevelse,
især i Storkøbenhavn.
Da jeg som ungt og ubekymret solskinsbarn badede i Vesterhavet, lærte jeg, at der var trængsel på stranden, hvis man svagt i den varmedisede horisont kunne ane noget, der eventuelt kunne være andre levende væsner.
Her ligger man og presser UV med første klasses udsigt til menneskelig adfærd. Og personligt lykkes det mig altid at lægge mig i det spændende krydsfelt mellem pigelejren, drengelejren, familiecirkusset, musikentusiasterne og stien op til is-kiosken. Som om jeg pinedød skal udfordre min indre misantrop.
Pigelejrens teenagetøzer står mest i vandkanten, stritter med hænderne, kaster med håret og suger maven ind i håb om at tiltrække hanner, der kan hjælpe dem gennem en af livets helt store udfordringer: ‘Herreklamt’ tang.
Her skal man som tilskuer acceptere, at de mest udtrykker sig gennem høje hvin. En art parringsskrig,der skal fange opmærksomheden fra den lidt ældre drengelejr. Hvilket ikke er så svært igen. For sidstnævnte har det fulde overblik i og med, de aldrig sidder eller ligger ned, men konstant står op med små, spritnye muskler, som de har brugt hele vinteren på at lave. Det er næsten lidt kært.
Henne i familiecirkusset optræder et par nerveflænsede forældre. Når de først har fået rigget deres omfangsrige lejr til, fordeler de tiden mellem at trøste unger med sand i munden eller smadrede sandslotte og lave damage control blandt de andre badegæster, når poderne gang på gang kyler sand, sandskovle, klap-sammen-madder og saftevand efter naboerne.
Og jeg tilgiver dem alt med et smil, der nok fortolkes som ‘sådan er børn, de kære små’, men nærmere er et lettelsens suk over ikke selv at være nogens mor. Misantropen holder sig endnu i ro.
Men så stopper rummeligheden også, for lidt til venstre ligger min yndlingsaversion: Musikentusiasterne. Hvorfor er det altid folk med objektivt set horribel musiksmag, der føler behov for i deres konstante selvpromoverende brandingproces at høre det argeste møgmusik offentligt?
Grundet angst for at forsvinde, hvis de ikke udsender lyd, smækker de skamløst ’Absolute Let’s Dance to Crappy Music 35’ på, så en anden en (der selvklart objektivt set har eminent god musiksmag) er ved at mumificeres af intolerance.
Heldigvis rammer en sand-tsunami mig gerne i sekundet, inden jeg skal til at være spydig. Og intolerancen afløses af dyb fascination, i det jeg kigger op i et stramt speedo-underliv på vej til iskiosken.
For der er til min store glæde altid én selvopofrende forkæmper for den klassiske, multi-farvede speedo-frækkert.
Én mand, der har gjort det til sin mission at lave et fysisk statement i lycra over konceptet rummelighed. Og mangel på samme.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Hvis du var et tal, hvad ville du så være? Et knudret primtal, et afbalanceret palindrom eller bare 1-tal i topform? Og hvad er lykke – på en skala fra et til ti?

Det er nemmere at opfatte tal end bogstaver. Helt basalt oppe i hjernen (spørg ikke, hvor jeg ved det fra – det er en lang, men til gengæld urimeligt kedelig historie). De har en mening i sig selv: to er det dobbelte af et og det halve af fire, lige meget om vi taler marmelademadder eller atomhoveder. Hvorimod de svage, hjælpeløse bogstaver skal ind i en sammenhæng, før de er noget værd. Dertil kommer, at tal er taknemmelige små størrelser, der nemt lader sig sammenligne, og derfor er de slået uhyre bredt igennem.
Tag nu eksempelvis den evige konkurrence med svensken, hvor vi næsten altid kommer ind som en bitter to’er. En hurtig googling viser, at Sverige objektivt set er verdens allround bedste. Danmark giver 359.000 hits på ’verdens bedste’, hvilket jo ser hæderligt ud, indtil man søger på Sverige og ’världens bästa’. 1.140.000 massive, selvgode hits giver det. Et sted har jeg dog fundet, hvor de kun ser røgen efter en dansk nation i topform. Det kan nemlig godt være, de bliver ældre, ryger og drikker mindre, er flinkere, smukkere og som sande hædersmænd ikke tamper løs på konkurrenterne, til gengæld er vi lykkeligere end dem. HA! Måske netop fordi vi er bedre til at drikke sprut, ryge tobak og slå på tæven.

Men kan man måle lykke med tal, så det kan sammenlignes? Sagtens, det er faktisk noget af det nemmeste. Du skal bare udfylde følgende fikse formel:

Ui =?i6?j (A/(B + (x0,i ? x0,j)2) (C + (x1,i ? x0,j)2) (forkortet af skribent) jeg stopper her, for denne såkaldt socio-geografiske lykkemodel er ret lang og hverken for køn eller for sjov.

Til gengæld er den supersmart, da den koger 5.451.826 danskeres sindstilstand ned til et enkelt tal, som man kan sammenligne. Og selv om en gennemsnitsdansker nok ville blive ulykkelig over at skulle bryde hovedet med en ligning af den karat, viser den, at netop gennemsnitsdanskeren er 8,31 point lykkelig. Så tillykke med det. Hvis du ikke lige kan mærke det, så mærk efter igen. Skalaen går fra et til 10, så det kan vi godt være stolte af, for ikke at sige lykkelige over. Og hvis det stadig ikke er nok, kan jeg berette, at Sverige i denne undersøgelse, hvor Dansken hin Frydefulde forgyldes på podiets absolutte top, står og tuder ned i en taber-bronzemedalje. Bare ærgerligt, Hr. og Fru Svensson.

Hvis der nu skulle være en enkelt, der mener, det er forfladigende at sætte lykke på formel og tal, så må jeg lige bede om kammertonen. Det her er Danmark 2.0, og det er tallet på bundlinjen, der tæller. Det skal dog lige nævnes, at hvis man trækker miljøbelastning og forventet levetid fra lykken – og det kan jeg gøre hurtigere, end du kan nå at sige tal-fikkumdik – så ryger vi internationalt set ned på en luset 99. plads. Vi er altså nogle glade miljøsvin, der heldigvis ikke har så mange år at svine i.
Men alt det her tal-gejl minder mig om en julekalender, hvor den hedengangne Nissebande skulle fange julens ånd i poser og aflevere den til en trængt julemand. Det kunne man bare ikke, for poserne sprak. Nu er det som om, tidsånden vil hælde livsånden på flaske. Så den kan tælles, kvalitetsvurderes, certificeres og sammenlignes. Det er svært at gøre troværdigt. For hvordan tæller man lykke – eller kvalitet for den sags skyld? Hvad er lykke i det hele taget? Skriv dit eget ’Lykke Manifest’ på gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk, så skriver jeg mit.

Følger du strømmen eller følger den dig? Ingen går ram forbi, når moden svinger pisken.

Moden er i sandhed et tveægget sværd og kilde til undren og mild irritation. Problemet er, at den dikterer en individualitet, som den samtidig udsletter og umuliggør ved sin konstante kopiering.
Og nej, dikterer er ikke noget stærkt ord. Stort set alle blade skriver deres modesider i bydeform: Brug et bælte som armbånd! Bland prikker og tern! Gå i skinnende stoffer! Gå i hør! Gå med turban! Brug din nederdel som top! Hold din kæft og gør, hvad der bliver sagt! Moden har talt.
Og er man medlem af klubben, kan man den ene dag lade sig beskue offentligt i et omsiggribende pocahontas-arrangement, komplet med fjer og strategisk placerede stumper af diverse naturmaterialer, og den næste dag klædt på til en længere rumrejse.
Og ingen undslipper moden. Selv et ur, der er gået i stå, har ret to gange i døgnet, og selv dem, der vender moden ryggen, står fra tid til anden ansigt til ansigt med djævlen.
Jeg har altid kærligt drillet min mor med hendes solbriller, der er så store, at de cirka dækker området fra hårgrænsen og ned til mundvigene. Nu tigger jeg om at låne dem, fordi moden har dikteret det.
Jamen, er du en viljeløs modeslave, Gertrud? Egentlig ikke. Ofte siger jeg til mig selv, at noget er så hæsligt, at det aldrig vinder mig, men så går der lige et års tid, og så synes jeg objektivt set, at tynde hæle/chunky hæle/satinbukser/hørbukser/stramme kjoler/uformelige skjortekjoler er det eneste pæne.
Møgmoden kommer og tager dig, du kan flygte, men du kan ikke gemme dig for denne relativismens ultimative vendekåbe. Det handler nemlig ikke om æstetik, udelukkende om tendens og modtendens. Så snart noget er kommet på mode, er det således også på vej mod glemsel og med lidt held og tid: Kitsch.
Hvis man vil være moderne, skal man altså gribe tendensen, inden den bliver stor, og lægge den fra sig igen, så snart lemmingerne følger efter med deres odør af forrådnelse og sidste sæsons farve. Stress.
Selv hvis man ikke skænkede moden så meget som en strøtanke, ville det sikkert blive moderne på et tidspunkt.
Lige som det før var hipt at være on-line, og nu bliver hipt at være off-line. Så alle off-linerne, der er skide ligeglade med nettet, bliver the shit, selv om de stadigvæk er ligeglade. Og alle de net-afhængige trendslaver sømmer deres hænder fast til kontorstolen for at holde sig fra ‘log-on’ knappen.
Mode som fænomen er jo ikke nyt. Men i en tidsalder, hvor det allerfornemste man kan være, er et helt unikt individ, er det som om den griner hånligt ad alle os forvirrede fisk, der kæmper for at bryde ud af stimen et nano-sekund før de andre – i den rigtige retning vel at mærke.
Hvis man bare køber den rigtige trøje/neglelak/sandal dagen før de andre, så er man selv en rigtig ‘firstmover’, som det vist hedder, og kan derefter med ynk betragte alle kopisterne, der løber én i hælene.
Moden kreerer kloner, der opfatter sig selv som unika. Det er mærkværdigt. Bare se Vibskov-folket. En større gruppe fra den meget kreative klasse, der har kastet sig over Henrik Vibskovs design og florerer i byens natteliv som små variationer over et meget ensartet tema. De kunne med lethed bytte garderobe mellem sig, uden at det ville ændre deres stil, men er ikke typerne, der har lyst til – endsige kan forestille sig at ligne andre. For at skille sig ud fra pøblen binder de alle deres helt specielle og dog så ens tørklæder på den helt samme måde.
For at understrege status som unikum, blandes de flagrende Vibskov-gevandter med noget vintage (det, vi før kaldte genbrug). Alt i alt en helt unik uniform. Og det er der selvfølgelig intet galt i. It’s fashion, darling.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Er fodbold kultur eller sport eller massepsykose eller kunst eller broderskab eller hvad? Luk et fortabt får ind i folden. Og noter dig så i øvrigt, hvor meget din puls stiger, når der er fejl i teksten.

Det giver kriller i maven at stå i en stormombrust brydningstid, hvor gammelkendt står for fald, og en ny virkelighed ad kaos toner fremad. Når der bliver skrevet historie – eller fodboldhistorie.
Knap så fantastisk er det, hvis man ikke fatter en potte af, hvorfor øjeblikket netop har potentiale til at blive skrevet ind i de kollektive, nationale memoirer. Man er jo nærmest landsforræderisk, hvis hjertet ikke banker i takt med fodboldens op- og nedture. Og det gør mit ikke, og jeg kan ikke længere lade som om.
Jeg har brug for hjælp: ‘Hej, mit navn er Gertrud, og jeg forstår ikke fodbold’.
Med fare for at en flok rabiate sportsentusiaster, a la ham den buttede, nationalt udhængte fløs med den løse højrenæve, springer i struben på mig, så evner jeg ikke at køre med på psykosen over, at vi skal sidde over til EM. Faste læsere vil vide, at jeg har det hårdt med reklamer, men én reklame er jeg helt med på: Den for Oddset. Som den dumme blondine i reklamen fanger jeg heller ikke, at det gør så meget ikke at komme med til EM, taget i betragtning af, at vi, så vidt jeg forstår, vandt i ’82. Er det så ikke fint, hvis det er de andres tur? Vi kan vel bare tage med igen næste år…

Jeg forestiller mig, at fodbold har to facetter: Det sociale forstår jeg i teorien godt. Noget med at dem på banen er personificeringen af os, og hvis de sparker røv på rosset, så er det os/mig, der sparker røv på rosset, og så har vi for en gangs skyld en legal grund til at hælde uanstændige mængder humle i maskineriet og brøle uraffinerede rim og remser mod vores latterliggjorte fjender. Godhed nedkæmper ondskab, ‘os’ og ’dem’: Jeg er med.
Men hvad så, hvis man er så uheldig at være født i et distrikt med et pinagtigt dårligt fodboldhold. Hvis man nu eksempelvis kom fra Ålborg, og hjemmeholdet OB aldrig vandt en kamp, så burde man rationelt set holde med en anden klub. Det må da være nedbrydende for selvværdet at stå og heppe på et taberhold år ud og år ind. Man er jo heller ikke fan af Stig Rossen, hvis man synes, han objektivt set synger med numsen.
Og jeg forstår heller ikke, hvorfor en FCK-fan ikke kan holde med Brøndby i Champions Cup. Skal man ikke bare holde med Danmark? Nej, det skal man slet ikke, så allerede her falder den sociologiske forklaring lidt til jorden.
Så der må være mere i fodbold end det sociologiske.
Og det er her, jeg kommer til kort, og jeg er ikke den eneste. Jeg har rundspurgt hos såvel arbejderen, den kreative og universitetslektoren, der hver uge står og brøler på Brøndbys tribuner. Og de kan ikke svare.

Det tætteste, vi kommer på det, er: ‘Det er jo fodbold!’ Men i mine øjne forklarer det ikke den tilsyneladende umættelige interesse. Cricket er jo også bare cricket, ikke desto mindre må jeg som entusiast påpege, at det er en vildt underprioriteret gentleman-disciplin.
Og det er heller ikke fordi, det er kultur. For Statens Museum for Kunst er også kultur, men nyhedsblokken på tv indeholder ikke per automatik et kvarter med de seneste besøgstal, samt prognosen for i morgen og skarpe spørgsmål til de involverede: ‘Allis Helleland: 251 gæster?’
Får fodbold mediedækning, fordi det er væsentligt, eller er det væsentligt, fordi det får mediedækning? Sig det nu…Forklar mig det, så jeg i kor med Det Store Fællesskab kan græde og le med de raske drenge og deltage i den offentlige lynchning af fløsen.