Gertrud Thisted Højlund

Verdammt, det er svært at være kvinde. Meget sværere end at være et almindeligt menneske. Heldigvis kan man pakke sig ind i vatterede Lene Bjerre-tekstiler og se på ligesindede på kvindekanalen.

Jeg er født med en mikroskopisk, kromosomisk anomali, der gør hele mit liv til en undtagelsestilstand. Anomalien er ikke som sådan en statistisk sjældenhed, da lidt over halvdelen af jordens befolkning må trækkes med denne let handicappende kromosomsammensætning, xx, der definerer vores køn: kvindekønnet.

Og ja, det er en tragedie og et åg på vore spinkle skuldre at skulle være kvinder. Dagligt bærer man rundt på og over med bryster, månedligt skal man tage hensyn til sin egen fødedygtighed, og kampen mod et ekspressivt følelsesregister er konstant. Utroligt, vi overhovedet kommer ud af sengen hver morgen.

Men heldigvis har diverse kommercielle aktører fået øjnene op for vores handicap, og de særlige behov det udløser. Endelig er det blevet anerkendt, at kvinder først og fremmest er kvinder, siden mennesker.

Et godt eksempel er den lyserøde kvindekanal, Kanal 4 – et overflødighedshorn af programmer om og med kvinder, der tackler den lille forskel. Her promoveres de værdier, som umiskendeligt og helt specifikt knytter sig til mit køn (læs: som mit køn med held har monopoliseret) nemlig empati, medfølelse, intuition og lignende gode og kærlige værdier. Hos Kanal 4 har de forstået, at min interessesfære i kraft af mit køn indsnævrer sig til det helt – helt – nære. I deres blide, vaselinetågede univers, bliver jeg ikke prakket udlandsstof eller politik på ærmet. Skal vi høre på politikere, så har stationen pli og forståelse nok for min indskrænkede horisont til at lade samtalen dreje sig – ikke om politik – men om, hvordan det er at være kvinde i politik. »Hvordan får du dog mændene til at tage dig seriøst? Og kan man have nederdel på samtidig?«

Men det er ikke kun reklamefinansierede tv-kanaler, der forbarmer sig over de kønsmæssige afvigere, som vi kvinder efter alt at dømme må være. Landets største fitnesskæde har reserveret et helt center ’Kun for Kvinder’, som det hedder. Og det er ikke for meget sagt, at en sten faldt fra mine bryster, da jeg så det. For hvordan har nogen nogensinde tænkt sig, at jeg, tynget af mit køn, skulle kunne indgå i fitness-bølgen på lige fod med almindelige sportsudøvere? Det ville jo være at gøre vold mod mit køn, at lade mig bese med sammenklasket hår og et ansigt, der opløser sig i sved og drypper ned fra hagen. Og det kan vel heller ikke forventes, at jeg skal have udsigt til, at det diametralt modsatte køn dampende kæmper med stålet for at pumpe sig op til mine forventninger?

Bevares, jeg værdsætter da mænd med overarme, der er større end mine, men jeg vil helst tro, at de har erhvervet dem ved maskulint, gerne udendørs, arbejde, og ikke på pinebænken med bristefærdige blodårer i tindingerne og en protein-shake i hånden. Ergo er det heldigt, at fitness-branchen har grebet den progressive idé om kønsopdeling. Det kunne DSB også tage ved lære af. Hvis de ikke havde haft så travlt med at få deres IC4 tog (findes de mon overhovedet?) på skinner, ville det sikkert allerede nu være muligt at tage over Storebælt i en kvindekupe med duftlys og vatterede, nusseblomstrede Lene Bjerre-tekstiler, så jeg ikke skulle kønsnegligeres mellem Århus og København.

Det er mændene, der står for skud i dag. For det handler om købesex, og det er ikke for sjov. Så er I advaret.

Spredt på fliserne i København, i kældre, i det bedre borgerskabs nysselige boligforeninger og i faldefærdige, rådne rønner i provinsen, venter i omegnen af 2.000 udenlandske kvinder på besøg fra mænd, der ikke kan få sex med andet end store dukker og andre attrapper, medmindre de lægger penge på natbordet.

Mænd, der for at få stillet en sult, de ikke føler behov for at kontrollere, går til gajolerne på satinlagnerne under de røde lamper, mens de importerede, parfumerede kid håber på, at der bliver lidt penge tilovers, når Mr. P.I.M.P. har hentet sin del. Mænd, der bilder sig selv ind, at de har ret til sex, bare fordi de har lyst til sex. Men sex er ingen menneskeret. Og hvis man ikke har noget, der kan tiltrække det modsatte køn, så man kan slippe af med kløen, må man lære at leve med, at det klør. For sex er ingen menneskeret. Det er noget, de heldige får lov til at nyde, og de mindre heldige må fantasere sig til. Lev med det. Sex er ingen menneskeret.

Til gengæld er købesex big business for mange mennesker. Eksempelvis falder der årligt millioner af til annonceavisen Ekstra Bladet, og her er det værd at notere, at dette betragtelige overskud kommer med på bundlinjen, når de pæne mennesker fra JP/Politikens Hus gør regnskabet op.

Der findes et hav af lamme undskyldninger for, at vi i Danmark har valgt at gøre prostitution til en gråzone, hvor de prostituerede har pligter, men ingen rettigheder. Og mænd har adgang til købesex, men intet ansvar over for dem, der skal lægge krop til deres udløsninger. Men man har altid et ansvar, og hvis man køber sex hos/lejer lokaler ud til/ser igennem fingre med importerede sexarbejdere, så har man et ansvar for den blomstrende økonomi, der ud over menneskehandel også trives ved våben- og narkohandel. Og de to ting er jo noget smuds, som pæne mennesker ikke vil associeres med. Men jeg associerer: Det er det samme. Nogen bør skamme sig, og det siger jeg trods en indædt modvilje over for skam som koncept.

Nu vil den evigt kværulerende læser indvende, at der jo også er kvinder, der frivilligt slår ind på prostitutionens vej. Måske findes hun… jeg ved det ikke. Men der er nok aldrig nogen, der har siddet ved en studievejleder og besluttet, at hendes kompetencer rakte længst i købesex-branchen. Man vælger ikke at blive prostitueret på samme måde, som man vælger at blive bankassistent eller sygeplejerske. Og de mænd, der tror det, burde overveje, om det ville være dem hip som hap, om deres egne døtre blev klinikassistenter eller bestyrere af femte flise til højre for lyskurven. Det ville det næppe, og deri består hykleriet.

Og nu glemmer jeg helt at passe på. For hvis man (som kvinde) i frisindets navn ikke er helt nede med købesex, får man skudt i skoene, at man er noget så udansk som nypuritansk, hvilket er synonym for sippet og sexforskrækket. Jeg agter ikke at føre bevis for mit frisind, men tro mig: det trives. Jeg synes bare ikke, det er skide frisindet at acceptere, at mænd køber sig til brugsretten over en lettisk teenagers underliv. Eller nogen anden kvindes. Og jeg har ualmindeligt svært ved at danse hippiedansen til ære for mænd, der med verdens elendigste undskyldning kalder prostitution for verdens ældste erhverv.

Rundstykke, hvis jeg har namset dig til med udspyet galde. Men det her emne sviner. Skal bestræbe mig på morsomheder i næste uge. Indtil da er der fri debat på urbanblog.dk.

Chips er sjovere end grøntsager, der er så kedelige, at det er deres egen skyld, de ikke bliver spist. Det er i hvert fald ikke min skyld.

Det siges, at hvis en hest får fri adgang til et evigt fyldt trug med kraftfoder, så vil den spise sig ihjel. Umiddelbart lyder det ufatteligt dumt.Og det er det faktisk også. Men det er dog ikke mere dumt, end at mennesket tilsyneladende tager samme selvmorderiske og uhensigtsmæssige adfærdsmønster til sig, så snart livets buffet åbner for muligheden.
Og det er noget, staten interesserer sig mere og mere for. For det er en dyr affære. Både at udbedre skaderne hos folk, der har forspist sig gennem livet, men også at gå glip af skattepenge fra folk, der ikke holder så længe på arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan holde deres egen kropsvægt oprejst.

Problemet æder sig således ind på landets økonomi fra to retninger. Derfor poster fælleskassen penge i belærende kampagner, der skal få os til at spise sundere. Og et ukendt antal funktionærer i Forbrugerministeriet forsøger at strikke en mærkatordning sammen som fedt-, salt- og sovsproducenterne vil sluge.
En hård og ulige kamp, når befolkningen tydeligvis sluger hvad som helst, når bare fedtprocenten er høj nok. For vi ved det jo godt. Det kan godt være vi er fede, men vi er trods alt ikke dummere, end at vi godt er klar over, hvorfor vi bliver fede.
Problemet er bare, at det personlige ansvar er gået lidt af mode, fordi det lugter så fælt af liberalisme. En isme, der er så død i sværen, at selv Venstre – Danmarks Liberale Parti nedtoner den til fordel for socialdemokratismen.
Forleden var der en ernæringsekspert, der udtalte, at det var grøntsagernes skyld, at vi ikke spiser nok af dem! De kunne bare holde op med at være kedelige. Kreativt.
En mere udbredt metode er at sige: Hvis det ikke er min skyld (og det kan det næsten ikke være, jeg er slet ikke typen med noget så ækelt som skyld), så må det være fødevareproducenternes skyld, at jeg ikke kan holde flæskesværene fra livet. Og det er statens ansvar at beskytte mig mod dem.

Så hjælp mig dog, Stat. Giv mig nogle mærkater på de madvarer, så jeg kan træffe et oplyst valg, når jeg står med hovedet i køledisken.
Skal jeg vælge hakkekød med 20 procents eller tre procents fedt? Jeg kan simpelthen ikke regne den ud. Det er jo skidesvært at købe ind. Hvorfor ansætter de ikke nogle venlige pædagoger nede i Netto, som blidt kan tage mig i hånden ved kagehylden og føre mig over til frugt og grønt? Eventuelt nynnende en beroligende sang for at aflede min opmærksomhed.
Det kan da virkelig ikke passe, at jeg selv skal regne ud, om det er bedst at købe æbler eller chips. Fint nok, der står på chips-posen at indholdet består af 99 procent fedt, salt og stivelse. Men hvad med æblerne? Dem står der jo ikke noget på, og man kan vel ikke forvente, at jeg i sundhedens navn putter noget i munden, jeg reelt set ikke aner, hvad indeholder. Så dum er jeg trods alt ikke. Eller hvad?
Det er vel ikke for meget forlangt at blive behandlet som et voksent menneske, med alt hvad det indebærer af ansvar og mulighed for at påtage mig såvel skylden som æren for mit liv og mit indtag af kraftfoder.

Tag en URBAN, og hør klagesangen fra en kvinde, der flytter ind i middelstor papkasse.

Grundlæggende findes der to slags mennesker: Dem, der ejer, og dem, der lejer. De førstnævntes største bekymringer er rentestigninger, deres største glæde derimod er prisstigninger. De er enerådige konger og dronninger på deres territorier og kan, uden at bekymre sig om andet end eventuelle psykedeliske synsforstyrrelser, svampemale hele lejligheden i cyklamenfarve. De kan grave så mange rawlplugs ind i væggene, de kan bære hjem fra Silvan uden at tænke over, hvad det kommer til at koste at få dem fuget til igen og dyrke linedance i stiletter på parkettet uden at skele til andet end rytme og image.

Eller, det går jeg ud fra, for selv tilhører jeg boligmarkedets proletariat: De cirka 2.000.000 lejere. En slavehær af mennesker, der har gjort det til en livsstil at hælde sparepenge i kloakken og således være konstant til grin for egen regning. En god del af disse par millioner mennesker, undertegnede inklusive, takker af nød ærbødigt ja til tidsbegrænsede lejemål på kanten af loven. Vi pisker vores hårdt prøvede omgangskreds gennem en endeløs kavalkade af flytninger. Og når vi først har installeret os, har vi en altoverskyggende bekymring: alt hvad der handler om bolig. Vi går med vatterede skånesåler på skoene for ikke at ridse gulvene, hænger oliemalerier op med pakkevis af elefanttyggegummi og lever med andres cyklamenfarvede rædsler. For hvem skal betale i sidste ende? Aldrig udlejer, og så er der ligesom kun os tilbage. Det kræver øvelse og stålnerver at vente tålmodigt på, at udlejer en dag tager røven på dig. At de sender en regning for fugning af vindueskarm, 35.000 kroner, seneste betalingsdag i morgen, og du skal i øvrigt ikke regne med at få dit depositum (på størrelse med BNP i et middelstort Afrikansk land) tilbage. Selv flytter jeg på gaden om en uge, og det eneste positive, der kan siges om den sag er, at jeg nu endelig får opfyldt en drøm om at lave en hård tackling på reklamebranchen. Når man flytter fra stuk og plankegulve til papkasse i kælder i Vanløse på ubestemt tid, laver man et eminent glidende segmentskifte og bliver således umulig at markedsføre produkter over for – medmindre produktet er et villatelt eller et ungdomshus til en krone selvfølgelig.

Hvis der spores en smule bitterhed mellem linjerne, så skyldes det den gedigne påmindelse, jeg står midt i: at det eneste man skal bruge for at tjene penge – er penge. Har man til gengæld ingen penge (og her snakker vi i størrelsesorden et par millioner, så man kan erhverve sig i det mindste en lille andelslejlighed i hovedstaden), så kan man ikke blive andet end nyttedyr for dem, der sidder på kapitalen og hus-skøderne.

Boligkamp er klassekamp, og jeg er i yderste skyttegrav, der hvor drenge bliver til mænd, og kvinder bliver til amazoner, subsidiært nervevrag. Og så bliver man pludselig lidt rød at høre på i den forstand, at det begynder at give mening at besætte et hus, at den der private ejendomsret begynder at virke lidt overvurderet, og at folk, der ejer 3-værelses lejligheder, bare ikke er helt solidariske nok – med mig.

Men man må jo heldigvis gerne have et standpunkt for så siden at skifte det ud med et mere opportunt et af slagsen, og hvis jeg selv en dag kommer til at sidde på flæsket, har jeg ikke tænkt mig at dele mere end højst nødvendigt. I den forbindelse er det jo meget behændigt, at det siden i forgårs har været radi-cool på den etnisk-etisk-urbant-globale måde at være borgerlig. Eller også vil jeg i det mindste forsøge at huske, hvordan der er på den dunkle side af boligmarkedets kridtstreg.

Jeg stoler ikke en tøddel på halvstore børn. Man ved aldrig, hvornår de går til angreb, men de slipper ikke, før knoglen knaser.

Der findes folk, der er bange for folk med tørklæder, andre er bange for hjemløse, nogle er bange for politiet, mens de fleste er bange for rollespillere. Når disse mennesker vil sætte sig ned i bussen, lader de andre som om, de sover og således ikke kan flytte taskebarrieren på det ledige sæde.

Selv har jeg det fint med tørklæder, hjemløse, betjente og de fleste rollespillere.

Men hvis børn vil indtage sædet ved siden af mig, så faker jeg REM-søvn.

Sætter de sig alligevel, (og det gør de), sidder jeg resten af turen klinet mod ruden i angst. Forventende det værste. At den lille djævel skal opsnappe mit navn og begynde at rime sjofelheder på det, eller at mini-mennesket skal opdage, jeg fik hvidløg i går og har ost i tasken, men intet merchandise fra Diddl og således er en taber, der fortjener øjeblikkelig udslettelse ved massiv, offentlig nedgørelse.

Jeg ved godt, det ikke er skide heroisk at være bange for folk med mælketænder, men jeg kan ikke gøre ved det. Og hvis jeg en dag skulle gå hen og få mig nogle selv (ha-ha), så skal de regne med at blive passet ret meget ude af huset i perioden mellem det 8. og 17. leveår.

Bevares, i de første år er de nuttede og siger kun ganske ufarlige og uforståelige ting. Desuden kan de ikke klare sig fem minutter uden assistance, og grundet den åbenlyse afhængighed er de påpasselige med definitivt at støde folk fra sig.

Men når de først når skolealderen, sker der noget uhyggeligt. Den tilforladelige børnenaivitet og godhed transformerer sig ubemærket til noget, der i mine øjne og i min hukommelse er en uforudsigelig blanding af spydighed, næsvished og ondskab. Det hele behændigt fasciliteret af total mangel på empati.

Nu er det krig, alle kneb gælder og alt bliver til våben i deres hænder. Heldigvis lugter de konstant af madpakker, gymnastiktøj og sure tæer i saftevand, og har man bare en nogenlunde veludviklet lugtesans og et fornuftigt flugtinstinkt, vil man faktisk kunne holde sig i sikkerhedsafstand det meste af tiden.

Men sådan har det ikke altid været, og det er her, kadaveret ligger begravet. Når man selv går i folkeskole, kan man ikke slippe for de andre børn.

Mine skolekvaler begyndte i første klasse, hvor jeg flyttede skole. Lad os bare sige, at jeg aldrig faldt helt til. Mine små nye kammerater sagde, at jeg skulle ‘skride hjem hvor jeg kom fra’.

Og nej, jeg kom ikke fra pebermarkerne i det ydre Mongoliet, jeg kom bare lige ovre fra Skanderborg og var blevet tvangsforflyttet til et sted uden umiddelbare flugtveje andre end det hypotetiske håb engang i mit voksne liv at kunne hævde mig igen.
Min reflekterede og ambitiøse drøm om fremtiden var, at jeg en dag ville vågne og ligne Barbie på en prik, for så var jeg sikker på, at de andre børn ville fortryde hvert eneste rim.

De ville fortryde, at de ikke var venner med mig, men på det tidspunkt ville det være for sent, for jeg ville have travlt med at være på rideferie/storbyferie/yachtferie/palmestrandsferie/route-66-i-åben-cabriolet-ferie med Ken.

Sådan er det heldigvis ikke gået, men det er gået helt fint alligevel. Mobning kan blive til en drivkraft, der katapulterer dig ud i livet.

Det eneste, der hænger ved, er utrygheden ved børn.