URBANblog

Arkiv for marts, 2007

SIDSTE GANG ER LYKKENS GANG

tirsdag, 27.03.2007.

Man har bildt mig ind, at første gang skulle være særligt fantastisk. De har indtil nu vist sig at være en løgn. Det stinker at være nybegynder, derefter bliver det sjovere. 

Allerførste gang jeg var til gymnasiefest, sad jeg den overvejende del af tiden selvvalgt bag lås og slå på et af toiletterne (det lyserøde) og forsøgte at vurdere, hvornår det mon ville være acceptabelt at ringe efter afhentning fra hjemmefronten.
Første gang jeg tog den store rutsjebane i Tivoli, var jeg så overbevist om, at jeg sad med døden på skødet, at jeg glemte at skrige af fryd.

Første gang jeg kyssede en dreng, konkluderede jeg, at det nok bare ikke var noget for mig.

Og jeg kunne blive ved, for kvalitetsmæssigt placerer hovedparten af mine første gange sig på en skala mellem pinligt og udpræget miserabelt. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor ’første gang’ bliver udråbt til noget særligt.

Nærmest uden for kategori glimter Den Første Gang jomfrueligt og uspoleret på en illusorisk piedestal. Helt ude af trit med virkelighedens verden, hvor ting faktisk bliver bedre, når man med lidt øvelse får udryddet de værste begynderfejl og -vanskeligheder.

»Jamen Gertrud, første gang kommer jo aldrig tilbage, så den skal og kan man ikke glemme,« vil den mildt belærende indskyde her, hvortil jeg må svare:

»1: Nej gudskelov kommer den aldrig tilbage, 2: jeg forbeholder mig retten til at arkivere alle minder om elendige første gange lodret i glemslens dybeste skuffe og 3: 117. gang kommer ret beset heller ikke tilbage, og ‘nummer i rækken’ kan således ikke diktere, hvor mindeværdigt noget som helst er.

Jeg har reklamens første bud mistænkt for at være kilde til misforståelsen – for ikke at sige hjernevaskelsen: ‘Du skal elske alt, der er nyt’, underforstået ellers er det din skyld, hvis samfundets hjul langsomt går i stå for til sidst at falde helt af.

Hvis du begynder at glæde dig for meget over alt det ragelse, du i forvejen har skrabet sammen i stedet for længselsfuldt at bladre nye glitrede magasiner igennem efter dit næste fiks ‘første gang’, vil du blive stillet til ansvar, når forbrugs-samfundet hostende synker i knæ.

Men det er bare langt fra alt nyt, der er elskværdigt. Måske var det utilsigtet, men gennem bevisførelse in absurdum slog kongen af Hollywood, Tom Cruise, netop dette fast, da han for bestandig kammede over fra excentrisk jetsetter til TosseTom på helt slap line.

Grundet den opblæste virak om ‘første gang’ fik staklen produceret et guld-duplikat af sit barns første faste afføring.

Men bæ er bæ! Første bæ eller ej. Og bæ er ikke mindeværdigt. Basta. Tre millioner fluer kan godt tage fejl. Til hans forsvar skal det siges, at Tom jo har været kendt i mange år, og det må være et gedigent pres at leve under. Ikke nok med at dit komplet ligegyldige skrald, dine ligegyldige branderter, huskøb, ferieplaner, forliste ægteskaber, afklædte kropsdele og mere eller mindre forbudte affærer bliver rasende interessante.

Du skal også konstant vise masserne vej til det næste nye – og så træder man engang i mellem ved siden af. Første gang er ikke nem, heller ikke for cremen i Hollywood, men til alt held lysner det, når man først får lidt rutine.

Jeg tror, Tom er holdt op med at fiske afføring ud af juniors ble, og den eneste lort, han forgylder nu, er sandsynligvis Scientology.

For mit eget vedkommende brugte jeg for hver gymnasiefest mindre og mindre tid på det lyserøde toilet.

Jeg er ikke længere helt så bange for at dø i Tivolis rutsjebane, og kyssene har også vist sig at blive bedre med tiden. Alt i alt er sidste gang måske i virkeligheden bedre end første gang.

Postet i Bagsiden, Gertrud Thisted Højlund | Ingen kommentarer »

Angsten bor i Ørestaden

tirsdag, 20.03.2007.

Sig ‘Ørestad’ til mig og min puls stiger, håndfladerne bliver klæge og blikket flakker. Nu er jeg ikke længere alene.

Jeg stod engang ude i Ørestaden på Amager og lod mig køle af angstens sved. Omgivet af uudgrundelige nybyggerier, der som skinnende øgler rejste sig på den flade mark og med tomme glasøjne betragtede mig. Jeg følte mig på en gang som ‘Palle alene i verden’ og overbevist om, at der bag hvert glasøje gemte sig et hånende blik: »Hun tror, hun er alene; om lidt begynder hun måske at pille næse eller rette på sit undertøj – eller det, der er værre…« Jeg turde selvsagt ikke gøre nogen af delene og savnede bare at være alle andre steder end der.

Forleden proklamerede en veninde så, at hun flytter sit habengut til netop Ørestaden, og da jeg spurgte, om hun påtænkte at fejre udflytningen med en housewarming i de spritnye gemakker, rystede hun på hovedet: »Der er jo ingen, der gider tage derud,« sagde hun med en realitetssans, som andre kunne lære noget af.

Tilgiv mig anekdoterne, men hvis beslutningstagerne i DR havde sat en finger i jorden, inden de satte spaden i selvsamme, ville de måske have overvejet, om det nu var en top-idé at pumpe 4,7 fine milliarder kroner i et sted, som a: fremprovokerer angstrelateret koldsved og b: ingen gider tage ud til.

Den lunte var der dog ingen, der lugtede, og det er nok ikke gået en eneste snude i landet forbi, at Statsradiofonien har orkestreret en net, lille katastrofe i Ørestaden og derved smadret sparegrisen så eftertrykkeligt, at der nu skal rulle hoveder.

Da den lidt fårede top på DR’s kransekage forleden bebudede, at sparekniven var slebet, forsikrede de medarbejderne og den lokale verdenspresse om, at de kommende fyringer ville blive intelligente. Spændende, taget i betragtning, at skarpsindighed ikke er det ord, der først rinder mig i hu, når jeg tænker på DR-byen, hvor en horde af håndværkere i skrivende stund skruer de samme ting op og ned igen og igen og igen, mens nullerne langsomt men sikkert formerer sig på regningerne.

Kommentaren om de ‘intelligente’ fyringer faldt dog på en måde, så jeg går ud fra, at det i erhvervskredse er en kendt sag, at der findes to certificerede måder at fyre folk på: Den intelligente, men kedelige, hvor man fyrer dem, der ikke har forbedret andet end deres personlige score i 7-kabale og minestryger siden 1986 og desuden stjæler af kontor-inventaret.

Og så den langt mere festlige uintelligente, der typisk vil finde inspiration i klassiske børnelege. Ved at fravælge denne type fyringsrunde siger DR nej til en oplagt mulighed for at sætte et fornøjeligt punktum for en affære, der ellers er mere tragisk en komisk. Jeg forestiller mig, at det kunne have været en festlig dag med bum-leg efter 10-tabellen (de første 75, der rammer et ‘bum’ pakker sydfrugterne), ballondans (de første 75 med smadrede balloner kan hente deres anbefalinger i receptionen), stoledans (starter ud med en stol til hver mand, hvorefter 75 fjernes en ad gangen) og til afslutning gemmeleg (de første 75, som Kenneth Plummer finder, er ude). Det ville desuden have været en oplagt mulighed for at arrangere en kagebod, og jeg behøver vel ikke sige, hvad overskuddet skulle gå til. Men ak, det bliver der ikke noget af. DR afprøver nyt koncept – nu med intelligent ledelse. Det tager selvfølgelig lidt tid at få på skinner, så der kommer først navne på fyresedlerne sidst på sommeren. Næste gang jeg koldsveder i Ørestaden, ved jeg i det mindste, at jeg ikke er den eneste.

Postet i Gertrud Thisted Højlund | Ingen kommentarer »

BLOMSTERNE OG BIERNE BURDE SKAMME SIG

tirsdag, 13.03.2007.

Victoriansk retromoral og dansk forår er uforenlige størrelser, og jeg er klart større fan af løssluppent forår end tilknappet dydighed. 

Der er noget familiært ved genudsendelser. Ikke for mange overraskelser og i tv-sammenhæng glæden ved at kunne huske nøglereplikkerne. (Da TV4 i mandags viste ‘Pretty Woman’, blev den nærmest simultan-opført af seerne foran mit fjernsyn).

Og en ting er at genudsende en tøse-klassiker som førnævnte film, men det bliver straks mere kedsommeligt, når man kører en fuser i båndsløjfe. Som for eksempel de seneste seks måneders vejrudsigter, der har været en øvelse i at sige ’møgvejr’ på 1.000 nye måder. En pseudovinter, der reelt bare har været en lang genudsendelse af efteråret, dog mere håbløs og uden den charmerende efterårs-em af forfald og forrådnelse. Og der har været morgener, hvor jeg i dagens første ti konfuse minutter har fået bildt mig selv ind, at jeg i løbet af natten var faldet gennem en tidslomme og vågnet op til samme dag som i går.

For 15 år siden ville man have kaldt det for en mild vinter. Men siden har den globale opvarmning sat sig i struben på os, og ve den, der kom til at glæde sig over, at hele vinteren ikke var en lang ekstremsport med den multihandicappede infrastruktur, vi så det, da vinteren var inde og markere i sæsonens døende minutter.

For man skal ikke glæde sig, men skamme sig. Også på moralen er der nemlig gået genudsendelse i den, så ‘skam’ ridder på en ny bølge af velvillige ryg-piskere.

Og det er altså en genudsendelse, jeg vil tillade mig at zappe væk fra. Især nu det endelig på slaget marts er blevet forår, og blomsterne og bierne er lige på trapperne. Alt er godt om foråret. Der er en klar udvikling i vejrføljetonen, og den glider på et tidspunkt ubemærket over i årstidernes dronning, sommeren, der leverer fed lykke til alle.

Jeg havde derfor naivt håbet, at den kommende årstid ville blive en fest, hvor vi med god samvittighed fejrede det der med knopperne, safterne, der stiger, og al den ballade, der eventuelt måtte følge med en så voldsom udledning af hormoner i den lette forårsluft og en så pludselig eksponering af bar hud på gader og stræder. Jeg troede, at der var lukket op for den store pose med livsnydelse, både for dem, der nyder parforholdet glæder, og dem, der nyder single-livets frihed. Men nej, nej, nej, nej, nej, det er der ikke. Der er lukket op for den sorte pose med mere skam. Nu tilegnet de formastelige, der forplumrer samfundet med den opfattelse, at sex hovedsageligt er sjov og ballade, der, så længe man ikke er til gene for andre, kan foregå med hvem man lyster, hvor man lyster. En slags Tivoli for voksne bare uden candyfloss, medmindre nogen i kreativitetens navn har lyst til at fusionere de to ting, altså sex og candyfloss. For det er de ikke nikke nej, kan jeg fortælle dig. Skam dig.

Mens et friskt forårspust i disse dage blæser over land, så puster Dansk Folkeparti sig op med retromoralen om, at sex hører hjemme i parforhold og partout er forbundet med smægtende kærlighed. Som Gøg & Gokke, Tom & Jerry eller lak & læder. Og jeg er glad for, at jeg nådigst slap gennem folkeskolen uden den morale. For det er simpelthen unfair over for den voksende gruppe af singledanskere. Betænk lige, at dem med parforhold i forvejen sidder på en del fordele: En at dele Forbrydelsen, vasketøjet og huslejen med. Nu skal de tilsyneladende til igen at have monopol på sexlivets glæder. Er jeg faldet gennem en tidslomme og landet i en pøl af victoriansk dydighed? Nej, det er bare endnu en genudsendelse. Zap.

Postet i Bagsiden, Gertrud Thisted Højlund | Ingen kommentarer »

Klædelig uhøflighed - ja tak

torsdag, 08.03.2007.

Høflighed er en overvurderet dyd, som jeg vil forsøge at lægge fra mig. Tilsyneladende er det ’so last season’, og uhøflighed er en modebølge, jeg ikke vil gå glip af.

‘Ja hallo der, tror du ikke, du skal melde dig ind i de sløves klub?’ Jeg vender for en stund opmærksomheden bort fra den indkøbspose, jeg tydeligvis ikke pakker hurtigt nok, og står ansigt til ansigt med dette års helt store trend: Uhøfligheden. Han er omkring 50 år gammel, mildt sagt rødmosset, med en kuglerund mave, der strutter spændstigt frem over de tynde ben. Han er den type, der godt kunne tage lidt personligt ansvar for, at Københavns nordvestkvarter har fået det mindre flatterende tilnavn Nord-lædervest.

Og hold da kæft, hvor er der mange spydige kommentarer, han velfortjent kunne have indkasseret, men fordi jeg er en novice i uhøflighed, vælger jeg den mest tandløse af dem alle. Den, der får min 26-årige person til at forvandle sig til en 85-årig forsmået mormor: et velformuleret og veltimet ‘så så!’.

For jeg har jo lært, at man skal vise lidt hensyn, også til folk, der i jagten på tre pakker Grøn Cecil har efterladt en flaske Rød Ålborg hjemme på kakkelbordet og derfor absolut ikke kan lade sig forsinke af, at jeg snegler omkring i det offentlige rum.Selvfølgelig var jeg i første omgang godt tilfreds med at have udvist modenhed og lidt af det velfærdsoverskud, som han tydeligvis manglede. Men tvivlen sneg sig dog efterhånden ind på min selvfedme, for tænk nu, hvis lædervesten i virkeligheden ville have fået mere ud af dagen ved at smage lidt af sin egen medicin i form af en velplaceret verbal småkage, og tænk nu, hvis det i længden er sjovere at svare igen, frem for at bide så meget i sig i høflighedens navn. For problemet er, at høflighed er hykleriets tvilling, så længe den ikke kommer fra hjertet, og det gør den sjældent i pressede situationer eller nærdødsoplevelser. Som når nogen smækker deres firehjulstrækker op over cykelstien, netop som jeg passerer. Jeg vinker undskyldende, mens min sjæl skriger ’styr dog den møgspand, fedtfjæs’ (og her har jeg bortcensureret et halvt dusin særdeles farverige gloser), eller dengang en franskmand smækkede en ost i nakken på mig ved køledisken i et supermarked, og jeg ikke fik sagt andet end ‘Jamen!’ til forsvar.

For jeg vil jo ikke såre andres følelser, men i virkeligheden er det nok bare en dårlig undskyldning for at være handlingsbovlam. Ikke at man skal svine folk til i en lind strøm, men man skal altså heller ikke være så bange for at krølle andre menneskers følelser, at man ikke tør fortælle dem sandheden, når den er på sin plads og velfortjent.

Ja, til tider kan det endda være direkte uhøfligt at være høflig. Som når din kollega har glemt at lyne op, har birkes i gebisset eller mascara i hele potten som en anden kiss-forsanger, og alle i høflighedens navn lader som ingenting. Der er så meget mere stil over uhøflighed end over hykleri og den disciplin, der indebærer at sidde i sofaen og dyrke den indebrændte bitterhed, over aldrig at få sagt fra. Så hellere råbe op og komme videre. For bitterhed er nok den sindstilstand med mindst x-factor, og nu skal det være slut. Jeg vil skifte hykleriet ud med lidt velvalgt uhøflighed - hvem ved, det kan være det klæder mig.

 

 

 

Postet i Bagsiden, Gertrud Thisted Højlund | 3 kommentarer »