Gertrud Thisted Højlund

Hold op hvor er der kog i gryden ude på højrefløjen. Næstekærlighedens forkæmpere har efter mit bedste skøn indledt en intern konkurrence i kradsbørstige grovheder på kanten af loven, og der er tæt løb mellem de kompetente kombattanter.

DF-medlem og formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard indleder slaget med at sige, at muslimer voldtager deres børn. (Jeg forstår, hvorfor den mand har behov for at kæmpe for en bred tolkning af ytringsfrihedsbegrebet).

Vaks og erfaren udi genren, som han er, topper Jesper Langballe entusiastisk Hedegaard ved i Berlingske Tidende at understrege, at det er mere korrekt at sige, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel efter at have tilladt nogle onkler at voldtage dem. Så var der serveret til alle dem, der kan lide deres morgenavis krydret med krænkelser af en større befolkningsgruppe. Det burde foranledige en razzia mod DF’s tobaksreserver. Ved ikke, hvad de herrer putter i piberne, men jeg har ikke fantasi til at tro, at så stærk gakkelak-tobak er lovligt her til lands. At Langballe siden undskyldte sin såkaldt ’kluntede’ formulering, tæller ikke. Det er jo ikke syntaksen, der falder folk for brystet.

Således optagede af et ophidsende og stimulerende spil fordoms-squash, hvor de to livserfarne herrer står og hamrer grove beskyldninger ud mod horisonten, får de besøg af den ofte oversete Kim Christiansen. Han mærker, at jernene er varme og scorer bonuspoint ved at rette grovheden mod en moder i nød. Og ved med en formulering som ’hvor dum har man lov at være’ at bringe voksenmobning ind som ekstra krydderi. Elegant udnyttede han desuden sin taletid i Information til at fraråde alle danske kvinder at få børn med muslimer. White Pride må juble over, at nogen taler deres sag på Borgen. Christiansen sagde efter en samtale med Thulesen Dahl undskyld. For sit uvenlige svar – ikke for sin hang til kulturel apartheid.
Videre i spillet.

For det fede ved fordoms-squash er, at der ikke er nogen øvre grænse for antallet af deltagere, når først spillet er i gang. Så der er stadig plads på banen, da MF’er og pressemedarbejder for DF Kenneth Kristensen Berth giver dobbelt op på barnagtigheden med et udfald mod SF’er Kamal Qureshi, der ifølge DF’s tekstilekspert har taget et såkaldt ’klovnekostume’ på til middag hos dronningen. Og når en DF’er siger klovnekostume, så mener han selvfølgelig tøj med anden etnisk herkomst end acceptabel. I dette tilfælde en pakistansk festdragt. I’m fucking speechless, fristes man til at sige, men frygter at DF’erne får piberne galt i halsen, hvis jeg udtrykker mig på et udenlandsk klovnesprog.

Hvem, der vinder dette parti fordoms-squash, er endnu uvist. Men jeg føler, at jeg taber et eller andet vigtigt.

Han klikkede møjsommeligt ind og ud af pedalerne ved hvert af de mange lyskryds på H.C. Ørstedsvej. Selv holdt jeg mig bagved ham. Imponeret over udstyrsniveauet. Spritny racercykel. Kroppens bløde konturer stod tydeligt frem gennem den stramme neopren-heldragt, aerodynamisk fra kulfibercykelhjelm til de tykke skoovertræk i vinterens anledning. Og så var det meste endda farvekoordineret i en hidsig rød/sort kombi, der lod en stærk karakter fascineret af Spaniens fyrige kultur skinne igennem. En sand cykeltyr og alfahan på cykelstien.

Jeg kørte som sagt bagefter på min magelige damecykel og fantaserede mig frem til hans historie. Da jeg begyndte min karriere i fitnesscenter, skyndte jeg mig at købe nye træningsbukser i håb om, at den økonomiske investering ville holde mig til ilden. Han så ud til at leve efter samme devise, men med et væsentligt større budget. Og at dømme efter hans fysik var beslutningen om at sætte den polstrede cykelbag i sadlen af nyere dato. Som sagt jeg var imponeret, og hvis den sammenbidte, koncentrerede mine bag cykelsolbrillerne udtrykte noget, så var det selvbevidsthed og -tilfredshed. Han lignede en ny million, og han vidste det.

Men så. Mister han koncentrationen. Facaden krakelerer på det nærmeste – revner bliver om ikke andet slået, så man kan skimte en længsel bagved. En kæk trafikal bevægelse til højre i hans synsfelt tiltrækker sig opmærksomheden, og han kigger for første gang væk fra cykelcomputeren.

Op på cykelbudet der på sin ombyggede, hjemmesammenflikkede, ridsede, men tunede banecykel snor sig anarkistisk gennem det store lyskryds. I beskidte og lasede shorts, uglet hår og en skrattende radio på skulderen. Cool på hjul, som kun cykelbude kan være det. Han står op i pedalerne og kaster nonchalant og sikkert sin cykel gennem trafikken uden på nogen måde at skele til reglerne.

Fortov og fodgængerovergang, alt med asfalt og brolægning er hans domæne. Og alle ved det. Også ham i det flotte nye udstyr, som pænt klikkede ud af pedalerne ved hvert rødt lys. Det var som om byens larm forsvandt i det blik, som den skinnende cykeltyr sendte det vilde cykelbud. Alt andet blev slowmotion omkring de to, mens han fulgte ham fra højre, hele vejen ind gennem synsfeltet til han forsvandt ud i horisonten mod vest.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg blev så grebet af det blik. Måske skete det hele inde i mit hoved, men jeg kom til at tænke på, at når vi først har trimmet, kontrolleret og farvekoordineret det hele, kommer vi måske alligevel til at savne de ting, der voksede vildt.

Man kan være så glemsom. Hvis man ikke konstant koncentrerer sig om at holde balancen, snubler man hurtigt og ender med hovedet oppe i eget bagparti. Nydende udsigten. Så kan man lige pludselig få bildt sig selv ind, at snerelaterede togforsinkelser er fandens værk. Man kan tro, at det er af afgørende betydning, om staten eller farmand smører madpakkerne. Man kan stå i krise foran spejlet og arrigt erklære sin omsiggribende appelsinhud totalkrig. Man kan sent om natten komme til at tro, at man er uheldsramt, fordi man teknisk set er gået hen og blevet insolvent.

Og så buldrer perspektivet ind over én, når pladetektonik raserer et helt land på få sekunder. Med en djævelsk effektivitet. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jorden pissehamrende ligeglad med os. Naturen ejer ikke medfølelse. Eller sans for at fordele sol og vind lige. Uden at blinke tværer den gerne et af jordens hårdest ramte nationer fuldstændigt ud.

Og så står man lidt rundforvirret med uglet hår og anti-cellulitis-creme i begge hænder og skammer sig. Over det hele. For hvis der er noget, som ingen har gjort sig fortjent til, så er det at leve så trygt og godt, som størstedelen af vi danskere gør. Eller sagt på en anden måde. Hvis der er noget, som ingen har gjort sig mere fortjent til end andre, så er det at leve her i Lykkeland.

Kun hvis man tror på karma og på, at vi alle sammen var nogle ekseptionelt store dydsmønstre i vores foregående liv, kan man argumentere for rimeligheden i, at nogen gennemsnitligt kan have det så strålende, når andre bare må finde sig i lort med lort på.

Her kommer en indrømmelse: Jeg har engang – sandsynligvis i et kærlighedsforsmået øjeblik – med umiskendeligt ynkelig stemmeføring sagt, at ’livet er en stor lort, som man dagligt skal tage en bid af’. Shame on me! Jeg siger det aldrig mere. Ikke så længe jeg husker, at jeg ikke bor i Haiti. Men det glemmer jeg bare desværre snart. På forhånd undskyld – min personlighed er ikke noget at skrive hjem om.

Hvad skete der for resten med de fire millioner jordskælvsramte pakistanere, som vi bekymrede os sådan for i et splitsekund i 2005? Hvordan har de det i New Orleans? Er der nogen, der prøver at komme i kontakt med de mere end 100.000 burmesiske cyklonofre fra 2008? Og hvad med Darfur, er der nogen, der har tænkt på dem for nylig?

Jeg var faktisk lige på nippet til det forleden. Men så skulle jeg tage stilling til, om jeg ville have et eller to spejlæg til morgenmad, og så blev det ligesom aflyst. Undskyld.

7/11 på Nørrebrogade en søndag for et par måneder siden. Pigen i køen foran mig er utilfreds. Hun har lige fået at vide, at butikken ikke har batterier, og manden bag disken har til hendes utilfredshed ikke tænkt sig at ringe til alle kiosker i omegnen for at høre, om de har batterier i deres varesortiment. ”Skal jeg så bare cykle rundt i hele byen og lede?” spørger hun fornærmet, hvorefter jeg hurtigt frigør min sømpistol fra mit værktøjsbælte og sømmer mine hænder fast til disken, så jeg ikke kommer til at ruske hende og råbe, at hun skal lære at klare sig selv. For selvfølgelig er det ikke andres ansvar, at hun en sen søndag aften står med et akut behov for et sæt AAA-batterier til… ja… hvad så end en pige bruger batterier til sådan en grå søndag aften.

Måske er det bivirkningen ved så solidt et velfærdssystem som vores: At vi hele tiden regner med, at nogle andre sørger for, at vi får det, vi skal bruge.

Jeg studsede også over det forleden, da jeg i Berlingske Tidende læste, at nogle børnehavebørn er sprogligt understimulerede og derfor ikke lærer at tale rent lige så hurtigt som andre. Som altid lander automatpiloten det havarerende fly på statens banehalvdel: Pædagoger skal have bedre værktøjer til at få lært de her børn at tale. Står der i avisen, mens noget inde i mig hvisker, at det da ville være mere logisk, hvis det var forældrene, der primært havde ansvaret for at lære deres børn at tale. Kunne vi ikke starte med at opfordre dem til at snakke mere med deres børn, læse bøger for dem og låne lydbøger til dem på biblioteket, så poderne kan få sig et sprog?

Nej. For sammen med halvdelen af vores løn afleverer vi efter alt at dømme også størstedelen af vores personlige ansvar hos staten. Og så bliver sproglig udvikling systemets ansvar. Ligesom det er Moder Stat, der har ansvaret for at lære børn gode kostvaner.

Og nu mener Moder Stat også, at det er hendes ansvar, at vi ikke går gennem isen, når vi leger på de frosne søer. Så hun har sendt folk med måleudstyr og politifar med bødeblokken ud for at passe på os. Fordi det er i hendes interesse, at vi er sunde, sprogligt veludviklede og ikke ligger og plasker rundt i diverse offentligt tilgængelige dødsfælder. Men bare fordi det er i Moder Stats interesse, er det altså stadigvæk vores ansvar. Og det vil jeg gerne tillade mig at insistere på, for en dag løber min sømpistol tør for tilbageholdenhed, og så kommer jeg til at ruske sådan et forkælet velfærdsfænomen, som hende i kiosken med batteribehov.

Alting er altid det samme. Det lille resignerede slogan har jeg for længst indset sandheden i. Og tyve-ti har så vidt vides ikke tænkt sig at modbevise det. Jeg startede året med at betale flere regninger, end sjovt var, og spise sushi i sengen, mens jeg så endnu en sæsonstart af ’X Factor’ på computeren. Sådan noget hedder deja vue. Desuden har jeg nu – fire dage inde – allerede fået en times forsinkelsesventetid på Skanderborg Station foræret af DSB. Så tilgiv mig, hvis jeg ikke har tænkt mig at dvæle ved de påståede transformatoriske kræfter omkring 31. december/1. januar, der ellers har det med at bilde folk ind, at man kan få en frisk start og blive et helt andet menneske i morgen, end man er i dag.

Så jeg vil hellere sige noget om Kina, fordi jeg som privatperson ikke kan blive udsat for økonomiske repressalier fra dette emsige regime. For nylig slog statsministeren fast, at Danmark modsætter sig Tibets drømme om frihed. Hvilket jo godt kan være lidt forvirrende, når vi nu ved, at statsministeren civile alter-ego, Lars fra Græsted, for nylig havde besøg af Dalai Lama og det endda i et hus, som Lars fra Græsted til lejligheden havde lånt af statsministeren, nemlig Marienborg.

Og så blev kineserne jo sure, og nu har statsministeren så forsikret den fornærmede supermagt om, at vi holder med dem. Og den slags hedder realpolitik og er sjældent et kønt syn. Derfor vil jeg for god ordens skyld minde om, at vi er mange, som synes, Kina skal lade Tibet udvikle sig efter tibetanernes egne ønsker. Det synes jeg for eksempel. Og jeg synes også, Kina skulle få læst op på emnet ’Menneskerettigheder’ og overveje, om noget af det ikke var værd at implementere.

Og jeg vil også lige minde Kina om, at jeg nok ikke er den eneste i den frie del af verden, der slet ikke kan rumme den velvilje hvormed I udstiller jeres egen latterlighed, når I nægter jeres borgere adgang til fri kommunikation og information. I 2010 er det jo til grin. For slet ikke at tale om, at der med god grund rynkes på næsen af, at det årligt lykkes jer at henrette tre gange så mange af jeres egne borgere, som resten af verdens stolt henrettende nationer tilsammen.

Senest tog dette fabelagtige diktatur så livet af en britisk, mentalt forstyrret statsborger, hvilket briterne modsatte sig for blot at blive sat på plads af en arrogant repræsentant for diktaturet, der opfordrede de britiske ledere til ikke at ødelægge det gode forhold mellem de to lande.

Helt ærligt Kina, forholdet mellem jer og os bliver nok aldrig helt godt, så længe I krampagtigt insisterer på at være et latterligt og undertrykkende møg-diktatur. Godt nytår.

Virkelighed. Du er så sammensat og selvmodsigende. Således har du holdt mig i et forvirret jerngreb siden topmødet begyndte. På den ene side må jeg indrømme, at jeg er stor fan af så massiv polititilstedeværelse, som København har set på det seneste.

Det reducerer mig til en kliché og kan nok bedst sidestilles med visse mænds fascination af fysiske fænomener som Pamela Anderson og Katie Price. Men der er nu noget ved sådan en armé af uniformeret maskulinitet med specialkompetencer i benlås.

I over en uge har jeg listet rundt i byens visitationszoner med halstørklædet trukket godt op om snuden i håb om en lille kropsvisitering. Men jeg må ose pacifisme. Så for mit vedkommende har det været fornøjelse om end ikke en decideret succes med alt det politi.

Men så på den anden side. Så har det krævet stor mental mobilisering ikke at lade min irritation over vores regering gå ud over de mennesker, som skal håndhæve dens politik.

Og regeringen har som bekendt benyttet sig af klimatopmødet til at gennemføre en lov, der gør det endnu mere risikabelt at udtrykke politisk uenighed i det offentlige rum. Og det er jeg mildest talt ikke nede med. Skal vi lære at leve med, at risikoen for en fuldstændig vilkårlig frihedsberøvelse er markant til stede, når vi demonstrerer? Er det den vej vores politiske ledere vil gå? Og er det en vej vi vil gå med dem?

Misforstå mig ikke. Det ligger mig meget på sinde, at alle bør være flinke. Alle. Men til sådan et topmøde kommer der blandt andre nogle mennesker, som slet ikke har lyst til at være flinke. De drømmer kun om at stopfodre et demokratisk flertal med deres tomme, anarkistiske idealer. Og som middel i den proces har de så regnet sig frem til, at det er fedt at smadre en masse ting, og jeg synes, de er en flok tåbelige, uflinke idioter, der i den grad burde blive hjemme og få en anden hobby. Men.

Hvor jeg ikke gør mig nogen illusioner om menneskets natur og fuldt erkender, at mange mennesker lader deres personlige mål hellige midlerne, så forventer jeg en anden ophøjet moral af staten. Jeg tillader mig (naivt måske) at have store idealistiske forestillinger om, hvordan staten skal forvalte sit magtmonopol.

Og jeg kan langt bedre leve med, at et par idioter udstiller deres voldsliderlighed, end at staten bruger sit magtmonopol på at tilbageholde tusindvis af mennesker, der ikke har forbrudt sig mod loven. At statsmagten respekterer og beskytter det enkelte menneskes ukrænkelighed er for mig et vigtigere spørgsmål end spørgsmålet om knuste ruder.

Staten skal holde fast i etikken, selv når dens modstandere giver slip. Bare fordi vores modstanere er principløse, skal vi ikke være det. Men sådan blev det ikke helt denne gang. Regeringen lod en ny, sort flok overtage gadebilledet.

»Det er slet ikke godt nok,« siger justitsminister Brian Mikkelsen, hvilket rent semantisk er en korrekt opbygget sætning (og således et tegn på at han gennemgår en rivende sproglig udvikling qua sine tidligere udtalelser om, at autonome er ’vinde og skæve af fuld’), men hvilket alligevel ingen mening giver, når det tages i betragtning, at spørgsmålet fra Jesper Steinmetz lød cirka: »Hvorfor er der stadigvæk ikke styr på de der hjertestartere?«

Ordene faldt i en nyhedsudsendelse, der som altid mindede mig om, hvor mange meningsløse ytringer, der flakker rundt i det offentlige rum. Jeg kunne fremdrage utallige eksempler, der vækker den mistanke, at politikere og virksomhedsledere tager kommunikationskurser hos hovedpersonen i den historie, der lærte os replikskiftet: ’Goddag mand – økseskaft’. Og at jeg hiver Mikkelsen frem, er ikke andet end et tilfælde. Han er bare den seneste synder, jeg er stødt på. Men jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært at få klar tale ud af politikere og virksomhedsledere, som medierne hænger op på en dårlig sag.

Vi kan jo godt høre, at det I siger, ikke giver mening. Vi krummer vores små tæer hjemme i stuerne, når I står og siger at ’ræven har spist alt jeres tøj’ eller svarer i øst, når der spørges i vest. Vi krummer tæer! I ligner tøsedrenge og -piger, som vil have voksent ansvar, men ikke er voksne nok til at tage det, når brændestablen giver sig lidt. Hvis I synes, det er en svær øvelse, så tag følgende fif med: Gentag spørgsmålet i svaret, så er I sikre på at svare. Som i »Jeg fik ikke gjort noget ved hjertestarterne fordi…« Havde du glemt det, Brian? Var det en travl uge? Det er ok. Det sker også for os andre.

Sandheden er ikke så ilde hørt, som I tror. Faktisk er den god at få, for hvis vi kun fik sandhed, ville vi måske bedre forstå og acceptere tingenes tilstand og sammenhæng ikke mindst. Vi ville aldrig være i tvivl om op og ned.

Jeg bliver decideret fornærmet, når nogen forsøger at lægge et røgslør ind imellem mig og virkeligheden og på den måde udvande sprogets smukkeste evne: at gøre os til klogere, mere forstående og oplyste mennesker.
Tænk, hvis vi alle respekterede hinanden så meget, at vi sagde tingene, som de er. Og på den måde lod folk forholde sig til virkeligheden og ikke forvredne versioner af den. Hvis vi som det naturligste i verden altid bestræbte os på at sige hele sandheden. And nothing but, so help me God.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Schweiz fik deres minaretforbud og et tillykke fra hele Danmarks værdiforkvinde Pia K. I den forbindelse kom jeg i tanker om, at det er så sjældent, DF hyldes. Hvilket er uretfærdigt. Partiet kaster sig - uden at skele til almindelige menneskers rynken på næsen - ud i en drabelig kamp for de sande danske værdier, der er så udrydningstruede, at jeg til min fortvivlelse slet ikke havde hørt om dem. Jeg er virkelig glad for at være dansk og værdsætter aktivt min kulturarv, men jeg kan se på det hele, at jeg ville gå glip af mange danske værdier, hvis ikke DF slog på tromme. Det hele står tilsyneladende ikke i Salmebogen, Grundloven og Højskolesangbogen, som jeg ellers sætter stor lid til.

Seneste landvinding for de danske værdier kommer ordensmagten til gavn. I årevis har politiet sagt ’tak, men nej tak’, hver gang DF er kommet rullende med en vandkanon og spørgsmålet ’var det her ikke lige noget for jer?’ Men nu er det slut med at komme tørskoet fra at være ulydig, når der på godt dansk råbes ’passér gaden’. Med pædagogisk støtte fra DF har jeg således lært, at der ikke er noget, der signalerer danskhed som det at spule politiske modstandere sønder og sammen i det offentlige rum. Og da jeg først forstod det, bredte der sig selvsagt en vis stolthed i mit spage bryst. For det er jo en eksportsucces af dansk kultur, vi således er vidner til, når demonstranter i lande som Tyrkiet, Iran og Rusland pacificeres med kaskader af vand. Danish dynamite, stik mig en Jolly Cola og en rød pølse, det skal fejres.

Men jeg har også en undskyldning at komme med. Og nu bliver det pinligt. For det kan dokumenteres, at min familie har haft mindst 400 år til at integrere mig. Alligevel er der lang vej endnu. Rent demokratisk vil jeg jo gerne ’stemme dansk’, alligevel går jeg gang på gang hjem med den bitre smag af landsforræderi i munden, fordi jeg endnu engang har været udansk bag gardinet.

Men hvad værre er, har jeg heller ikke fået smag for egnsretterne. Kør vandkanonen i stilling, Pia, jeg erklærer mig skyldig. Jeg sniger mig måske op på 2 procents svineindtag - langt fra de 20 procent, som I kulturforkæmpere mener, er en naturlig del af en dansk kost. Og jeg kan ikke engang give religiøse påbud skylden. Jeg kan bare ikke ret godt lide svinekød, selvom jeg er klar over, at det er en skændsel mod mit rødbedefarvede pas. Undskyld. Kæmp videre, DF, jeg lytter og lærer.
Vil du også give DF et klap på skulderen, så kig forbi www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.

Her kommer klask. Ikke i fysisk forstand. Jeg er helt ærligt for godt begavet og følelsesmæssigt veludviklet til at dele øretæver ud. Desuden er min forfængelighed for stor, og alle ved, at man aldrig bliver grimmere, dummere og mere uciviliseret at se på, end i det sekund man rent fysisk langer ud efter andre. Havde voldsofre ikke travlt med at redde liv og førlighed, ville de grine røven i laser over, hvor latterlige deres overfaldsmænd så ud.

I’m a lover, not a fighter, så jeg lader næverne hvile og kommer her med en skriftlig servicemeddelelse til alle voldsmænd. Både jer, der går til fodboldkampe med knojern i lommerne og fine mærke-T-shirts, men også jer, der går rundt på gader og stræder og togstationer og venter på nogen at smadre. En ting er, at I gør andre mennesker ondt. Det er åbenlyst dårlig karma, men det har I sikkert sat jer ud over én gang for alle. Noget andet, som jeres egocentricitet dog burde interessere sig for, er det åbenlyse faktum, at I gør jer selv dybt til grin.

Uagtet hvad I selv måtte tro, så er der ingen lighed mellem jer og Fight Clubs Tyler Durden, når I kaster jer ud i bøvede nævekampe. Ikke skyggen af Mikkel Kessler-coolness-overblik-råstyrke. I signalerer ikke overmagt og kampgejst, når I spytter, sparker og tæsker andre mennesker. I ligner noget, som evolutionen er klar til at sende til tælling for stedse. Der er ingen, der har respekt for jer. Kun i en boksering kan man tampe sig til respekt. I den virkelige verden ser vi ned på jer. Fordi vi ved, at I er dumme – som i ubegavede.

Faktisk fortjener I at få trukket jeres medlemskab til menneskeslægten tilbage. Sapiens - som i Homo Sapiens - betyder tænkende, og jeg kan ikke finde argumenter for, at I på nogen måder forholder jer til verden gennem tankevirksomhed.

Ind i mellem kan man på eb.dk opstøve videoer med mennesker, der slår på andre. Forleden var det en 16-årig torsk i et S-tog, før det var det et par amøber, der smadrede flasker i hovedet på andre mennesker ved Vesterport Station.
Og hver gang tænker jeg det samme: Hvorfor dog så aktivt og offentligt udstille sin egen utilstrækkeligheder som menneske?

Hvis du nu sidder der med avisen og ved, at du er en af dem, som gerne tamper løs på sagesløse mennesker, vil du så ikke være venlig og kigge forbi www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk og forklare mig (med hvad jeg i min fordomsfuldhed formoder må blive et begrænset ordforråd) hvorfor, du fra tid til anden vælger at være et udskud?

Så blev det kommunalvalg endelig overstået, og de nyvalgte og genvalgte kan begynde at boltre sig i underskud og nedskæringer. Godt det ikke er mig. Jeg kan virkelig ikke fordrage politik. Det interesserer mig, bevares, for jeg ved, det er vigtigt. Men jeg synes, det i sin grundvold er et løgnagtigt gebet. Man skal overtale folk til at sætte krydserne et givent sted – og det gør man ved a: at få så mange mennesker som muligt til at forstå fordelene ved en given politik og b: at få så få mennesker som muligt til at opdage ulemperne. Incitamenterne til fortielse er massive.

Derfor bliver der aldrig slået på tromme for, hvem der skal løfte de tunge læs. I disse år burde enhver kommunalpolitiker, der ikke åbent promoverer sig på nedskæringer i det kommunale serviceniveau, indberettes for uvederhæftighed. Men det bliver de ikke. Endnu engang har vi slugt de gyldne løfter om ’Bedre service’ og ’Alle børn på førsteholdet’. Forleden var jeg til vælgerdebat og ikke én af de tyve politikere ville sætte navn på, hvilke områder, der skal berede sig på sparekniven.

Guld og grønne skove til alle er bare for 90’er-agtigt. Kommunernes økonomi har af flere forskellige grunde fået tommeskruer på, og derfor ville det mest realistiske spørgsmål at stille sig selv i stemmeboksen være: ’hvad vil du opgive’ i stedet for det evige velfærdsimperativ: ’hvad vil have’. Og kom vi så langt ville vi måske også komme ud over vores egen harme over realiteterne. Et flertal har valgt en regering, hvis grundlæggende ideologi handler om at have så lille en offentlig sektor som muligt. Så kan det vel ikke komme bag på nogen, at den offentlige sektor får en rundbarbering? Valg har konsekvenser. Også de politiske.

Og det her er ikke en socialdemokratisk bashing af en borgerlig regering. Vi har den regering et flertal har valgt. Og værdien af et demokrati er for mig større end værdien af en politisk ideologi. Jeg bukker mig for flertallets vilje i dette demokratiske paradis. Men jeg lader ikke nogen bilde mig ind, at noget er gratis. Jeg kommer til at tjene godt på skattelettelserne, og hvis jeg vil glæde mig ved det, kan jeg ikke samtidig brokke mig over forringet velfærd. Får vi røde flertal, kan vi heller ikke brokke os over at betale mere til fællesskabet, hvis vi samtidig vil glæde os over bedre service. Sådan er det, men jeg kunne godt tænke mig, at politikerne talte væsentligt højere om sammenhængen mellem årsag og konsekvens. Men det blev altså ikke ved dette valg. Tillykke med sejrene derude, slib kniven.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger. Har du noget at sige, så gør det på www.gertrudthistedhoejlund.urbanblog.dk.